Lommetyven - Nutidens Aladdin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Jeg har valgt at genfortælle og fornye historien om gadedrengen Aladdin - en af 1000 og én nats eventyr.
Liam er en simpel lommetyv i nutidens Californien. Han lever på gaden og stjæler for at overleve, men en simpel god handling og mødet med rigmands datteren Alexandra ændre hans liv drastisk. Han vil gøre alt for at få Alexandra til at elske ham, men en anden og meget rigere mand er også ude efter hende. Der bliver kamp til Stregen!

10Likes
16Kommentarer
3719Visninger
AA

5. Alexandra?

 

Vi blev taget med på stationen, hvor vi blev korpsvisiteret og smidt i et lille rum med to madrasser på gulvet. Jeg satte mig på den ene med det samme og Alex på den anden. Hun så ked ud af det, så jeg tænke på, om jeg kunne sige noget sjovt, for at få hendes humør lidt op. ”Du kommer ikke her tit?” prøvede jeg. Hun kiggede på mig og smilede. Nu hvor vi ikke sad i mørke, kunne jeg se hun havde brune mandelformede øjne. ”Jeg kommer ikke så tit sådan nogen steder, altså natklubben, men det er første gang jeg er endt her. Jeg kunne have vidst bedre, end at hænge ud med folk der havde stoffer på sig. Jeg ville bare ikke have min far på nakken, så jeg var så dum at løbe.” Hun trak knæerne ind til brystet og lagde sin hage på det ene knæ. ”Du har i det mindste en far.” sagde jeg og fortrød straks jeg havde sagt det. Man skal altid forberede sig på folks medlidenhed, når man fyrer sådan noget af. Hun blev også stum som jeg havde forventet. ”Det gør ikke noget. Jeg kan knap nok huske mine forældre, og jeg har også Rusty, min hund. Ham så du da?” Hun nikkede. ”Bor du så alene? Altså, med din hund.” spurgte hun og bed sig i underlæben. ”Nej det kan man vist ikke rigtig sige. Nogen gange er der op til flere der ligger sig og sover på af en. Det vender man sig til.” Jeg lo lidt. Det lød sært når man sagde det højt, men der er aldrig nogen der spørger ind til det. ”Bor du på gaden?” Spurgte hun chokeret. Jeg nikkede og rodede i mit lange sorte hår.

En pinlig tavshed var over os et stykke tid, indtil hun rejse sig op. ”Jeg er ked af, at jeg rodede dig ind i det her. Jeg skal nok sørge for at få os ud.” Hun gik over og bankede på døren og en lille lem blev åbnet få sekunder efter. Hun tog hendes hånd ned i baglommen og tog et kort op og gav den til betjenten. Han tog imod den og lukkede lågen igen. Hvad skulle det hjælpe, tænkte jeg, men spurgte ikke. Hun satte sig ned igen og spurgte ind til livet på gaden. Et stykke tid efter kunne vi hører lyden af en nøgle i låsen og en herre i jakkesæt trådte ind i rummet. ”Alexandra. Der er en der er kommet for at hente dig.” Hun gik over til døren, men bakkede et skridt tilbage da endnu en jakkesæts beklædt mand rakte ud efter hende. ”Hvad laver du her, Julio?” Spurgte hun ham. Han trådte et skridt nærmere hende, så jeg også kunne se ham. Han var halvmørk i huden og havde kort tilbagestrøget hår. Han smilede venligt til hende, men hun så ikke ud, til at gengælde glæden, så jeg rejste mig op og stalde mig over ved siden af hende. Den mørkere herre kiggede nedlagen på mig. ”Hvad er det for nogle typer du færdes omkring, Alexandra?” Spurgte han hende. ”Det er Liam. Han skal med os.” Sagde hun og hev lidt i mit ærme. ”Om ingen omstændigheder. Kom med mig, inden din far finder ud af hvor du er. Du skal være glad for jeg var hjemme ved jeg, så jeg kunne tage telefonen, da den rare politichef ringede!” Sagde han, nikkede til manden i jakkesættet og greb om Alexandras arm og hev hende med sig. Jeg var på vej efter dem, men blev stoppet af manden med jakkesættet. ”Du hørte hvad han sagde. Du kommer til at overnatte her. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...