Lommetyven - Nutidens Aladdin

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 24 jun. 2012
  • Status: Færdig
Jeg har valgt at genfortælle og fornye historien om gadedrengen Aladdin - en af 1000 og én nats eventyr.
Liam er en simpel lommetyv i nutidens Californien. Han lever på gaden og stjæler for at overleve, men en simpel god handling og mødet med rigmands datteren Alexandra ændre hans liv drastisk. Han vil gøre alt for at få Alexandra til at elske ham, men en anden og meget rigere mand er også ude efter hende. Der bliver kamp til Stregen!

10Likes
16Kommentarer
3728Visninger
AA

4. Alex

 

Da jeg kom udenfor, råbte dørmanden efter mig. Jeg skyndte mig at løbe et stykke væk, og jeg kunne hører Rustys ånde bag mig. Jeg løb ned af en sidegade nær ved natklubberne og satte mig ind til siden så folk ikke så mig så godt. Ikke fordi jeg troede dørmanden ville bruge sin kostbare tid på at jage mig, men jeg havde en sær fornemmelse af at nogen eller noget kom imod mig. Jeg syntes jeg kunne hører nogen løbe. Jeg stirrede ud på den halvoplyste gade for enden af sidegaden og ventede bare på der skulle komme nogen løbende. Og det gjorde der. En mørk skikkelse kom løbende og jeg krøb mig så meget sammen som muligt og pressede Rusty imod mig, så vi ville være mindre synlig og personen løb også lige forbi mig. Jeg kiggede efter personen og jeg kunne se, at det var en med hestehale ud til den ene side af hovedet. Kunne det være hende fra natklubben?

Jeg blev siddende og kiggede efter hende. Hun løb ned for enden af vejen og forsvandt rundt om hjørnet. Få øjeblikke kunne man hører den velkendte lyd af politiets sirener. Jeg var ved at rejse mig op, da pigen kom løbende tilbage imod mig. Hun kiggede hurtigt på mig da hun løb forbi, et blik der sagde hjælp. Jeg tog det som en ubevidst hentydning og spurtede efter hende. Politibilen kom rundt om hjørnet i samme øjeblik jeg kom op på siden af hende. ”Kom! Den her vej!” råbte jeg til hende. Jeg løb ind af en lille smal sidevej hvor der knap kunne være to ved siden af hinanden. Hun valgte at stole på mig, og løb efter. På trods af et par tændte lamper over hus-dørende, så håber jeg det var mørkt nok, til at vi kunne gemme os lidt. For enden af den smalle gade, var en gade præcis magen til den vi var kommet fra. Jeg stoppede op og kiggede mig omkring. Skulle jeg finde den nærmeste skraldespand og gennem os eller skulle jeg sætte mig inde i den lille gade vi kom fra? Sirenerne var tæt på igen. ”Kom nu. Find på noget!” Opfodrede pigen. Jeg løb ned af den nye gade og fandt en grøn container mangen til den jeg havde gemt mig i den anden dag. Jeg løftede låget og opdagede den var fuld. ”Pis!” udbrød jeg og begyndte at tage et par fylde sort affaldsposer op og satte dem ved siden af. ”Det er der ikke tid til!” Råbte hun af mig, og krøb sammen ved siden af containeren. Politibilen drejede om hjørnet og jeg smækkede låget til containeren i og greb et par affaldsposer og pressede mig tæt ind til pigen, så vi var så små som muligt. Rusty var stoppet op i den lille gyde og lå sikkert der, til den selv syntes at det var tids nok til at komme frem.

Politibilen kørte lige forbi og pigen rørte hurtigt på sig, da den var ude af syne. Hun rejste sig op, og smed affaldsposerne væk fra sig med afsky. ”Det var tæt på.” Sagde jeg og lo lidt for mig selv. ”Tak skal du have. Jeg hedder Alex.” Sagde pigen og rakte mig hånden. Jeg rystede den. ”Liam. Men sig mig, bliver du tit jagtet af politiet?” Sagde jeg og smilet til hende. Selvom det var mørkt, kunne jeg se at hun rødmede. ”Det var ikke min skyld! Jeg…” Hun nåede ikke at sige mere, før et par betjente med lommelygter kom gående fra den lille sidegade vi var løbet fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...