Staldpigen

I Nekanien er det tradition at Statsministerens datter/døtre tager imod tilbud fra forskellige potentielle ægtemænd i en ung alder.
Sara har sagt ja Henrik, søn af Statsministeren fra Nabolandet. Men da hendes mor bliver syg og ikke kan komme med, bliver Silvea, Stasministerens rådgiver, bragt med. Men Silvea har helt andre planer..

Inspireret efter The Goose Girl (Gåsepigen), deltager denne her med i "Snow White and the Huntsmen konkurrencen, så HVERT LIKE TÆLLER!
Tak!

24Likes
16Kommentarer
2568Visninger
AA

4. Staldpigen

Jeg kørte ind foran huset, hvor en mindre velkomstkomité ventede. Mit hjerte sank, og jeg så på Silvea. Hun så ganske tilfreds ud, en god skuespillerinde. Hendes hår var farvet, så det var mørkebrunt som mit. Hun så faktisk ganske køn ud, måtte jeg slukøret bekende. Mit håb om at kunne lære min far bedre at kende via Henriks far, var slukket.

Silvea steg ud, og snakkede med en mand, som måtte være Henriks far. De så ud til at hygge sig, og det gjorde ondt. Jeg havde ikke lyst til at være Statministerens datter igen, men jeg havde hellere ikke lyst til at være Silveas tjener. Jeg ville bare være mig.

En mand på omkring 50 gik hen til mig, og bad mig stige ud.

"Kan du lave mad?" spurgte han. Han så nedladende på mig med selvhøjtidelig mine. I mit indre døbte jeg ham "Butleren James" for sådan så han ud. Høj, slank, med næsen i sky.

Lave mad... Jeg havde aldrig arbejdet i et køkken. Jo, jeg kunne lave muffins og cookies, men kun med mor. Og jeg havde vist også lavet pandekager og pasta en gang eller to -men igen kun med hjælp.

"Nej." svarede jeg så. Jeg så ned i jorden, forvirret.

Jeg blev derefter vist hen til stalden. Mit fremtidige arbejde.

Som staldknægt -eller pige for den sags skyld, skal jeg tage mig af Henriks heste sammen med Casper, en dreng på 12, som Henrik behandler som sin lille bror.

Jeg er ikke vant til at arbejde hård så det er ret nyt for mig. Men helt dum er jeg vel heller ikke, Casper har lært mig hvordan man strigler heste. Jeg føler mig usikker og bange, hvad vil Silvea gøre? Mor kommer snart, og jeg er bange for at jeg snart ender forældreløs. Men samtidig har jeg aldrig følt mig så fri. Det er hårdt slid og slæb, men de få fritimer jeg har er det hele værd.

Det er sjovt at arbejde sammen med Casper. Henrik ser jeg næsten aldrig, og når jeg gør, er det fra lang afstand. Silvea klæber nærmest op ad ham, det er hende der gør at jeg ikke kommer i nærheden af ham. Hvis jeg nu skulle bryde vores aftale. Jeg tør ikke sige noget til Casper, for hvis hun finder ud af det... 

Casper er ked af det, fordi Henrik aldrig kommer på besøg længere. Det gjorde han før i tiden, fortalte han mig. Han legede med Casper, men nu har han travlt med Silvea. Casper siger, at køkkenpersonalet har fortalt at Silvea ikke bryder sig om heste.

Det knuser mit hjerte, for jeg ved at det er på grund af mig, at Casper ikke får sin "storebror" at se. Min daglige rutine er blevet monoton, og langsomt føler jeg mig fastlåst. Igen. Det er kun på grund af Casper at jeg ikke allerede har givet op. Han lyser min dag op, hjælper mig mod hjemve og bange anelser.

Jeg vågner. Spiser morgenmad med de andre tjenestefolk. Bruger dagen på at passe hestene, og de andre dyr. Hjælpe til hist og pist. Og så leger jeg ved søen med Casper, og vi fodrer dyrene der. Og om aftenen skriver jeg i dagbog, en lille bog jeg købte billigt nede i byen i Bog & Idé. Jeg tænker ofte på at flygte, men ved at hvis jeg gør det, tøver Silvea ikke med at dræbe min mor.

Falada er mere magisk end jeg troede. Ingen diamanter, kun en masse perler på kæden er tilbage. Men de kan tale. Ikke at det hjælper mig spor.

Hver dag når jeg om morgen går ind i stalden kommer der en dyb og rungende stemme fra den. Den minder mig om min far.

"O du min arving der du går,

hvis Elisa vidste det,

hendes hjerte ville brække."

Jeg forstår ikke hvad den mener, eller hvorfor den overhovedet taler. Måske er den ked af at jeg har mistet diamanten?

Dagene suser af sted, ikke noget jeg er glad for. Jeg kan ikke leve sådan her, i mens jeg ved at en anden overtager min identitet. Jeg græder mig i søvne hver nat. Fortæl mig: Hvordan skal jeg overleve dette mareridt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...