Staldpigen

I Nekanien er det tradition at Statsministerens datter/døtre tager imod tilbud fra forskellige potentielle ægtemænd i en ung alder.
Sara har sagt ja Henrik, søn af Statsministeren fra Nabolandet. Men da hendes mor bliver syg og ikke kan komme med, bliver Silvea, Stasministerens rådgiver, bragt med. Men Silvea har helt andre planer..

Inspireret efter The Goose Girl (Gåsepigen), deltager denne her med i "Snow White and the Huntsmen konkurrencen, så HVERT LIKE TÆLLER!
Tak!

24Likes
16Kommentarer
2569Visninger
AA

3. Rejsen

Vi kørte ret langt, før vi tog vores første pause for at strække benene ved en lille tankstation med lidt have. Jo tættere vi kom, jo mere nervøs blev jeg. Hvad hvis han ikke brød sig om mig? Og jeg ikke brød mig om ham? Det eneste der beroligede mig, var at min fars bedste ven var der. Det var som et lille stykke af min far boede der.

Vi kørte videre, da Silvea bremsede hårdt. Foran os stod en mand. Hans hår strittede til alle sider, og han havde et grumt smil på læberne. I hånden holdt han en pistol. 

"Nånånå, hvem har vi os der. Vil de damer være så venlige at stige ud?" Silveas greb hårdt om rattet, og hendes knoer blev helt hvide. Jeg sad som forstenet. 

"Og lad det gå lidt tjep!" råbte manden, utålmodigt. Silvea gjorde mine til at stige ud, men jeg lagde en hånd på hendes skulder.

"Vent. Når jeg siger til, kører du." Hun så på mig som var jeg vanvittig, men lyttede. Jeg rørte igen ved en diamant på halskæden. Den føltes kølig og beroligende under min sitrende hånd. Pludselig lød der et lavt bump, og mandens pistol røg ud af hånden på ham, og skøjtede af grusvejen. Manden selv stod bare og så forbløffet på, mens pistolen forsvandt ad vejen.

"Hva'?" udbrød han målløst. Silvea lagde hænderne igen på rettet, og startede motoren.

"Nej! Hov, vent!" Men røveren var ikke særlig skræmmende længere, og  vi kørte bare derud ad og efterlod dem i en sky af støv lige som Edward gjorde i Twilight.

Da jeg var kommet mig over chocket, grinede jeg højt af lettelse. Silvea sad bare, igen med hvide knoer, og stirrede ud i luften. Hendes læber tegnede en tynd streg, der indikerede at hun ikke syntes hele affæren var spor morsom. Jeg rullede øjne af hende, og holdt min mund. Hvis der var noget jeg havde lært af bilturen indtil videre, så var det at hun ikke havde nogen hensigt overhovedet i at være min BFF. Eller bare veninde generelt.

Jeg lod igen hånden glide over diamanten, da jeg følte at den ikke var der. Så var legenden om halskæden altså virkeligt sand. Jeg var chokeret, men ikke overrasket. Det havde da også være mærkeligt hvis pistolen havde gjort det mindre stunt af sig selv. Hvordan den virkede, det forstod jeg dog ikke. Hvordan var det sket? Hvad havde en simpel diamant at gøre med en pistol skøjtede af sted. Jeg rystede på hovedet, og kiggede igen på Silvea. Hun var tydeligvis mere forundret end jeg, hun vidste jo intet om halskædens magiske egenskaber.

Da det blev mørkt, kørte vi til et hotel, som lå på vejen. Silvea og jeg skulle dele værelset for sikkerhedens skyld, men ingen af os var glade for det. Jeg bad Silvea om at hente mig et glas vand, nede fra hotellets bar, og så gik vi i seng.

Jeg havde på mistanke at hun havde puttet noget i min drik, da jeg blev søvnig så snart vandet ramte min tunge. Men jeg kastede dog tanken fra mig. Min mor havde ekstra valgt en på min alder, og min sølle tak var at jeg beskyldte hende for at forgifte min drik.

Silvea vækkede mig klokken 8. Jeg havde sovet med halskæden, bare for en sikkerheds skyld. Jeg tjekkede efter at alt var som det skulle være, og blev overrasket over at en diamant manglede. Halskæden var stadig smuk, med en diamant, men jeg blev overrasket om hvem der nu havde prøvet at gøre mig noget ondt. Eller ikke helt så overrasket, tænkte jeg, mens jeg lovede mig selv at holde mere øje med Silvea.  Vi spiste morgenmad i hotellets restaurant. Måltidet var akavet, og ingen sagde noget. Jeg prøvede ikke at vise, at jeg var mistænkelig, og hendes øje farede frem og tilbage. 

Efter morgenmaden gik vi igen op på vores værelse og pakkede i stilhed. Jeg satte mig ned på sengen, og lod hende pakke de sidste ting. 

Pludselig stoppede Silvea, der nu var i gang med at pakke sin egen taske, og kiggede ondt på mig. Jeg følte det løbe iskoldt ned ad ryggen på mig.

"Jeg har tænkt på noget." sagde hun med et iskoldt tonefald.

Jeg prøvede at virke selvsikker, og rankede ryggen.

"Ja?" svarede jeg så kontrolleret som det var muligt. Jeg tænkte panikslagen på min mobil, som lå i min taske. Bag Silvea. En masse knap så søde ord fløj gennem hovedet på mig.

"Du har ikke fortjent noget af det her! Ikke en skid du har! Du får alt, og jeg intet. Men det skal vi rette op på nu" hvæsede hun. Og jeg sank en klump.

Det blev koldere og koldere i værelset, mens hun fortalte mig om sin plan. Hun ville udgive sig for mig, og jeg som hende. Hvis jeg fortalte nogen, ville jeg dø. Og jeg tog hende på ordet.

"Hvad med min mor? Hun vil genkende sin egen datter!" fik jeg dog fremstammet. Jeg håbede inderligt at hun ikke havde tænkt på det.

"Hvis hun altså overhovedet kommer" sagde Silvea sukkersødt, og jeg turde ikke tænke på hvad hun mon mente med det.

Jeg var forvirret og forstod det ikke. Hvordan kunne nogen ønske at være mig. Mig, der var uduelig til alt, der aldrig havde set det virkelig liv. Mig, som havde mistet så meget, og var tvunget til alt. Vi skiftede tøj. Endnu engang forstod jeg det ikke. Hendes jeans var rigtig gamle, og slidte, men virkelig behagelige. Hendes trøje var ligeså, og selvom den var lidt kedelig, var det dejligt at bære noget, hvor man ikke skulle være bange for at spilde.

Dog var der en ting jeg måtte beholde. Halskæden, Falada. Den var ikke meget værd uden diamanterne, men den mindede mig om hjemme.

Efter vores "samtale" kørte jeg bilen og Silvea sad på min plads. Den sidste del af turen tog længere tid end den første. Dels fordi at der var længere afstand, hvilket gjorde at jeg blev hurtigere træt, og dels fordi jeg ikke var øvet bilist. Jeg havde vist været en tand for forkælet, for min zigzaggede kørestil gjorde at Silvea måtte få mig til at stoppe, så hun kunne brække sig, ret så mange gange.

Jeg ville have grinet, men jeg vidste at hun havde en taske fuld af våben. Men det var ikke tanken om at dø der skræmte mig mest, det var tanken om min mor. Hvis jeg stadig levede, ville der stadig være et lille håb om at redde hende. Jeg kunne ikke tåle at misten endnu en forælder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...