Staldpigen

I Nekanien er det tradition at Statsministerens datter/døtre tager imod tilbud fra forskellige potentielle ægtemænd i en ung alder.
Sara har sagt ja Henrik, søn af Statsministeren fra Nabolandet. Men da hendes mor bliver syg og ikke kan komme med, bliver Silvea, Stasministerens rådgiver, bragt med. Men Silvea har helt andre planer..

Inspireret efter The Goose Girl (Gåsepigen), deltager denne her med i "Snow White and the Huntsmen konkurrencen, så HVERT LIKE TÆLLER!
Tak!

24Likes
16Kommentarer
2575Visninger
AA

1. Prolog

Det var slet og ret skik i Nekanien at Statsministerens datter skulle giftes med en der var forudbestemt. Forståeligt nok var ikke alle statministersdøtre glade for det, og derfor kunne de nu takke nej til et tilbud. Dog havde den 29. Statsminister et helt særligt ønske til sin datter.

"Ferdinand... Du har en søn ikke?" spurgte han sin gamle ven. 

"Ja, en frisk, lille fyr" svarede Ferdinand med det sædvanlige glimt i øjet og stolthed i stemmen, som han altid havde når han snakkede om hans søn.

"Henrik" tilføjede han så.

Det tyggede August lidt på.

"Ser du... jeg har en datter, Sara..."

***

Elisa sad grædende ved sin mands dødsleje. Så rejste hun sig rystende op, og stirrede på hendes elskede, kridhvid og med lukkede øjne. Der var ikke tid til at sørge. Hun måtte være stærk nu. Man skal være stærk for at styre et land.

Ferdinand lagde en hånd på hendes skulder.

"Han døde i krig, i krigen mod Seta, han døde som helt." sagde han lavmælt og hun nikkede, med tårerne strømmede ned ad hendes kinder. 

Nekanien var et lille land, men den lille flok journalister og tv-værter der var samlet ude for hospitalet, var mere end nok, for Elisa til at føle presset. Forsigtig tørrede hun tårerne væk.

"Hvor er Sara?" spurgte hun, mere for at veksle emne end noget andet.

"Hun venter i venteværelset." Igen nikkede Sara. Deres lille datter, små 10 år gammel. Hvad skulle hun sige, når hun spurgte hvor far var? Hvordan skulle hun forklare den skrøbelige pige, at han ikke ville komme tilbage?

Hun blev afbrudt af sine tanker, da Ferdinand lagde en hånd på hendes skulder.

"Jeg bliver nød til at tage tilbage til Medeas..." hviskede han stille. Det gjorde også ondt på ham. Krigen der havde kostet August livet, havde ikke taget særlig hårdt på ham. Og det pinte ham, at han skulle overleve,  når hans gode ven skulle lide.

Elisa vendte sig om for at sige farvel til hendes mands bedste ven. Hun vidste hun ikke ville se ham, før om lang tid.

"Vi ses til brylluppet" sagde han og fremtvang et smil. Han så på sin gamle ven, gjorde honør, som da de sammen var i hæren. En sidste ære til en tro soldat.

Så forlad han det hvide hospitalsværelse, med de hvide vægge og hvide senge. Og en hvid død.

***

Det var ceremonielt, at når Statsministerdatteren fyldte 17, skulle hendes far præsentere forslagene til ægtemand. Sara var kendt for hendes mange talenter, der blandt andet indebar klaverspil, danse og at ride. Det var mindre kendt at Sara følte sig knust indeni, og kun hendes mange fritidsinteresser holdt hende beskæftig, så hun ikke kunne dvæle i ting hun ikke kunne få og et liv hun ikke kunne leve.

Elisa holdt den tale, der altid blev holdt. Hun havde allerede taget denne snak med Sara, og Sara havde indvilliget i at giftes med Henrik, med det samme.

Så da Elisa var færdig med at snakke, sagde hun straks ja. Hun insisterede ikke engang på et møde, eller ville se de andre først. Alt hun vidste om ham, var hans venlighed.

Og nu skulle de giftes.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...