Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23517Visninger
AA

12. ---9---

Engelsktimen var skoledagens første time, og en time, hvor de skulle arbejde videre med den dybdegående, symbolske analyse af Edgar Allen Poes The Raven, noget, Drew hadede, for hvorfor kunne man dog ikke bare lade historier være historier, fremfor hele tiden at søge efter symbolikker og meninger, som måske slet ikke var tiltænkt, men han fandt sig i det, ligesom han fandt sig i så meget andet. Det var dog lige inden engelsktimen startede, kort efter at Drew var trådt ind i klassen og havde undladt at kigge på ret mange andre end sin lyshårede kammerat, James Cotton, som han også satte sig ved, at engelsklærer Stephanie Duwell begyndte at uddele ansøgningsskemaerne til det kommende High School bal, der ville finde sted om to uger og som de fleste allerede var begyndt at tale om og se frem til over en måned forinden. Da de to papirark, med den påhæftede blå kuglepen, blev klasket ned på bordet, som Drew og James sad ved, så Drew blot på det, blinkede, og anede ikke, om han bare skulle lade arket ligge og håbe på, at der ikke ville være nogen der bemærkede, at han ikke krydsede af om hvorvidt han havde en date eller ej, og så bare lade som om, at han blev syg, når dagen oprandt, så han ikke behøvede at vandre skammens gang til en fest hvor han ville være en af de få, der ingen partner havde og ingen partner ville få

"Som I alle ved, er der kun to uger tilbage, før det årlige skolebal, så allerede nu er forberedelserne ved at blive igangsat, og af samme grund skal I til at have udfyldt disse skemaer, så vi kan finde ud af, hvor mange der kommer og hvem der kommer med hvem," delagtiggjorde Stephanie, som hun vandrede op gennem klassen, mod smartboard-tavlen med den holografiske glasflade. "Som altid er det, hvis man ikke ønsker at føle sig udenfor, vel og mærket, bedst at have nogen at følges med, gerne to og to og meget gerne en af det modsatte køn. Ikke at der er noget galt i at komme sammen med én af det samme køn, hvis man er til den slags, for på West Side High har vi plads til alle, men I ved, hvad det er jeg mener." Hun nåede op til smartboard-tavlen, og viftede sin hånd henover glasset, berørte det knap nok, og displayet, der blev fremvist, skiftede og blev til holografiske projektioner af skolebilleder op igennem tiden. "Desuden fejrer vi 100 års jubilæum samme aften, som skoleballet afholdes, så der vil udover fest og en mad-buffét også blive fremlagt en rød løber ved indgangen, blive holdt tale i gymnastikhallen og derudover blive hængt billeder som disse," hendes hånd viftede henover billeder af skolen, fra de første grumsede 50'er-billeder, op til 70'erne, tiden kendt for den hårpuffende diskomode, videre op igennem 90'erne og 00'erne og '10'erne, "op på væggene i skolens diverse korridorer. Musikholdet stiller op, og temaet bliver syntetisk pop med et strejf af 70'er-funk." 

Drew viftede blikket ned mod ansøgningsskemaet, og lod fingrene krølles om hjørnet. Omkring ham hørte han klassekammerater snakke med hinanden, om hvem der ville følges - "Jeg og Emily følges med hinanden" lød det fra Alvarez, der sad længere nede i klassen - og hvor mange, de ville følges med, men den ulidelige klump strammede sig først til i halsen, da han så James Cotton vende hovedet imod den ligeså lyshårede Abby Miller, der sad ved vinduesbordet længst mod venstre, og særligt da han så hvordan Abby smilte på den drømmende, fordrukne måde, som piger altid smilte på, når de betragtede én de havde følelser for. Klumpen blandede sig med et stik af irritation, for James havde slet ikke fortalt ham, at han havde følelser for Abby Miller, kun, at de var meget gode venner, men ikke at de var mere end det, og en fornemmelse af at være udenfor, blive holdt for nar (hey, baseballklovn!) gnavede i brystet på ham. På den anden side ad vinduerne, der havde udsigt mod kædehegnet og fyrretræsplantagen, kvalte det tågede skydække sig indover træernes stammer, med den samme påmindelse, som da han havde trukket gardinet fra sin værelsesrude og kigget ud på den tågekvalte baghave. At det her nok skulle blive en lortedag, det var det allerede begyndt på, og det ville det højest sandsynligt vedblive med, indtil han gik i seng. Så ville lørdagen forhåbentligt blive bedre. Han havde i hvert fald tænkt sig at kvæle sine sorger ved at iføre sig sine gamingbriller og blive suget bort til en virtuel CGI-virkelighed, der måske denne gang ville bestå af en middelalderlig eventyrverden med drager og koldblodige krigere og magiske spellcastings. Det kunne i hvert fald, for en stund, få ham til at glemme billedet af Emma Sarcony, der løftede øjenbrynene, fordi hun så ham falde, Emma Sarcony, han gerne ville snakke med, men nu nok aldrig ville få muligheden for at komme tæt på, fordi hun ville se ham som en taber, ligesom alle de andre piger jo gjorde, og særligt så han kunne glemme den ubehagelige forestilling om, at han ville sidde alene på en bænk i den fjerneste afkrog af hjørnet, med en drink i sin ene hånd, imens alle de andre Sophomores, Juniors og Seniors festede. Han ville komme til at sidde der, helt alene, fortabt og uden en følgesvend, eller følgesveninde, ligesom han havde set nogle ynkelige individer ved det første High School bal i hans Freshman-år, nogen, der bare sad der og stirrede i fortabt ensomhed.

James Cotton rev ham bort fra tankerne, da han vendte hovedet imod ham, smilte, så folder bølgede huden på ansigtskvadratens begge sider, og sagde: "Yo, Drew, hvad med dig? Hvem følges du med i år?" 

Selvom James Cotton var en god ven, for det var han, også selvom han ikke havde fortalt Drew noget om sit rigtige forhold til Abby Miller, var hans spørgsmål ikke særlig diskret, og Drew vidste, allerede inden spørgsmålet var helt fuldendt, at det øvrige af klassen rettede blikke imod ham. Han kunne fornemme det som den elektriske kildren, der spredte sig i lange, onde fingre fra nakken og nedover skulderpartiet. Han stirrede på James, ude af stand til at vide, hvad han skulle sige eller gøre, stirrede, blinkede imens, og det summede mod armen fra smartPadden, på den stramme måde, der indikerede, at nogen havde sendt ham en tekstbesked. Han vred ikke sweatshirtens ærme tilbage for at tjekke den, da han næsten var sikker på, hvad der ville stå i toppen af den interaktive glasflade, lige under det sted, hvor det digitale ur fremviste klokkeslættet. James Cottons smil syntes at sygne hen, og en smal pandefure fremtrådte istedet lodret over næsebenet. 

"Sig ikke, at du ikke har nogen."

"Øhm." Han skulle lyve, selvfølgelig, han skulle lyve, det kunne han godt, farmand David bustede hans løgne, men det gjorde James ikke. Drew kiggede ned mod ansøgningskemaet, der stadig lå blankt og uudfyldt på bordpladen. "Well, lad os ... lad os bare sige, at ... at det er en hemmelighed." Emma Sarcony, det kunne være fedt at komme sammen med Emma Sarcony, men det er latterligt og det ved du. "Jeg, øhm ... jeg kan afsløre så meget, at det nok ikke bliver nogen herinde fra."

"Yeah, right,​" lød den alt for skærende stemme fra brunetten Sarah Barnes, der sad ved bordet bag ham, en pige, der ikke blot var en del af det samme heppekor, som Emma, men som derudover også var en, der kendte hende godt, og som Drew aldrig havde brudt sig om, fordi verden, i Sarahs optik, var sorthvid. Man var enten en taber eller også var man ikke. Hed man Drew Matthews, derimod, var man altid en taber og ville forblive det i resten af evigheden. Sarah Barnes løftede det ene bryn, som hun fortsatte. "Tror du, like, helt seriøst, at nogen overhovedet gider komme sammen med dig, efter du fuckede op på den måde ude på baseballbanen? Du er en taber, og der er ikke nogen af os piger, der gider at blive set med tabere."

Drew klemte læberne sammen, kunne ikke engang sige noget tilbage som modsvar, for - selvom hun var en lille, klam smatso - hun havde jo forpulet meget ret

"Hov hov, unge miss Barnes, så synes jeg sgu lige, at tonen skal have en anden lyd!" udbrød Stephanie Duwell, hvis grønstikkende øjne skarpt rettede sig imod hende. Sarah Barnes lænede sig tilbage i stolen, og hendes blik fjernede sig ikke fra Drews ryg. "Når man, i min klasse, er på din alder, så opfører man sig som en på din alder, istedet for sådan noget barnepjat som det, du lige kom med." 

Først da vendte Sarah sine brune øjne opad og mod Stephanie, og hendes lysrødlige, blege læber smeltede i et alt for uskyldigt smil. "Oh, I'm sorry, det var ikke min mening at være så hård, men jeg jokede også bare lidt. Jeg ved, at han kan tage det." 

Drew kiggede bagud. Sarah Barnes mødte hans blik, og hendes stadig smilende læber delte sig, i en lydløs sætning, der blot blev mimet, men som han kun alt for tydeligt forstod.

Taaabeeer.

Det her var ikke bare en lortedag, men det ville blive en pokkers lang lortedag.            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...