Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
611Kommentarer
24353Visninger
AA

11. ---8---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN, MAJ MÅNED 2050

  Da Drew vågnede fredag morgen, havde han på ingen måde lyst til at tage i skole, selvom han vidste, at farmand David ville insistere, for han var nemlig af den opdragelse, at man ikke bliver væk fra skole, medmindre man er syg eller død, pjækkerier er på ingen måde tilladt, og du har bare at tage af sted, dermed basta, og han vidste, at han ingen undskyldninger havde for at blive tilbage. Udover at være en taber - eller en baseballklovn eller hvad pokker - var han også en dårlig løgner, eller måske ikke overfor alle, men det var han overfor far. David ville spotte hans løgn lige med det samme. Det kunne ikke engang betale sig at prøve. Så derfor stod han op, efter at have ligget længe og overvejet, og re-overvejet, konsekvenserne ved at blive hjemme, fremfor konsekvenserne ved at tage i skole - han huskede stadigvæk kun alt for klart, hvordan Simon Bellingers fingre i et dirrende greb knugede sig om hans sportstrøje, og hvordan han med en ligeså dirrende stemme sagde "det er din skyld vi tabte", eller Carl Wishmore, som mente, at det var bedst at han for alt i verden undgik at spille baseball resten af sin High School tid, fordi de andre hadede ham efter dette idiotiske uheld -, og trak, som noget af det første, gardinet bort fra vinduet.  

Han så ud i baghaven, med træverandaen og det lysegrønne græs og sammenklumpningen af fyrretræer længere bagude, som værelsesvinduet bestirrede, men den velkendte San Francisco tåge var særligt tyk denne morgen, og klumpede sig tæt mod vinduet i en hvidgrå dis, der besværliggjorde udsynet så meget, at de fyrretræer, man ellers plejede at kunne se, var forsvundet, opslugt i det jordliggende skydække. Der var noget ved denne tågede atmosfære, der virkede som en selvsigende bekræftelse. Det her ville blive en lortedag, og det var tågen kommet for at fortælle ham. Det kunne næsten ikke passe mere perfekt.    

 

*  

 

Far gav ham heller ikke denne dag lov til at låne bilen - "men far, jeg er jo seksten", "Det kan gerne være, Drew, men du har stadigvæk ikke fået dit licens, og så længe du ikke har det, er det imod loven!" -, hvilket ikke overraskede Drew, selvom han alligevel havde håbet på, at farmand David ville se igennem sine alt for lovlydige politifingre, og bare denne ene gang give ham lov til at tage bilen med i skole, for der var alligevel et stykke vej og denne fredags tætte tåge gjorde luften alt for kølig. Men han fik ikke lov, og det var der ikke noget at gøre ved, far David bestemte, og sådan var det. I stedet iførte han sig tætsiddende jeans og en ligeså tætsiddende sweatshirt, børstede tænder - selvom torsdagens episode fra baseballbanen stadigvæk gnavede alt for mærkbart i de bagerste afkroge af sindets dyb - og iførte sig smartPadden på underarmen, en af de nye med det særlige glasagtige design, der var gennemsigtigt, og hvor det så ud som om, at skærmen, når smartPadden tændtes, flød sammen med huden. Så vandrede han, mod West Side High, forbi villaveje med rækkevis af viktorianske bygninger, frodiggrønne løvtræer og knejsende fyrregraner, spekulerede over, hvilke øgenavne, han ville blive mødt med, og om hans locker-room ville blive chikaneret af nogen af hans hævngerrige, forhenværende baseballkammerater, som nok mere var kammerater i store, fede gåseøjne, end rigtige kammerater.  

Det var selvfølgelig ikke alle, der så ned på ham efter dette, der var jo både James Cotton og den halv-mexicanske Michael Alvarez, som var hans best buddies, men det var ikke helt det samme, for som buddies var de jo mere eller mindre påkrævede til at se gennem fingre med en episode som denne. Pigerne, og særligt Emma Sarcony, ville synes at han var en tabernar, en stor, fed fiasko, hvilket han sikkert også var, og hvis bare han dog ikke havde sænket farten, men var fortsat, hvis han dog bare ikke havde været så dum en idiot og havde sænket den skide fart  

Der stod allerede tre af dem, han havde spillet baseball med - men ingen af dem var Simon Bellinger - da han vred sig bort fra Western Avenue, og trådte indover flisestien, der gennemskar West End Highs græsgrønne campus-område, tre dudes med alt for tydelige brystkasser og hår, der var alt for voksskinnende til, at han på nogen måde brød sig om det. Den ene af dem, Drew kendte ham kun ved hans efternavn, hvilket var Jackson, var den mørkeste af dem, søn af en hvid mor og en sort far, og han var også den mest muskuløse og den mest ubehagelige. Drew havde egentlig aldrig rigtig brudt sig om ham, han var lidt af en flabet skid, der særligt elskede at prale om de ting, han havde, som alle andre manglede, eller den bil, han havde råd til, fordi hans forældre havde råd til den, en strømlinet Ford Silver, der var det hotteste og det dyreste og bare vent, alle sammen, når Junior-året starter, ser i mig komme rollin' i den steg. Jacksons mest foretrukne samtaleemner syntes at være sig selv, og Drew havde også, ved flere lejligheder, oplevet ham finde på at afbryde andres tale, udelukkende fordi han blev træt af, at de andre snakkede mere om dem selv end de snakkede om ham, og derfor ønskede at bringe mere af opmærksomheden tilbage på sit eget ego. Det var ikke fordi, at der var noget galt i at kunne lide sig selv, et godt selvværd er et sundt selvværd, men Jackson kunne lide sig selv mere, end hvad der var sundt, og Drew ville ikke blive overrasket, hvis den dreng en dag endte med at indgå et ægteskab med sit eget spejlbillede.   

De tre sportsdudes stod op ad flagstangen med det evigt blafrende Stars & Stribes, og den tætte San Francisco tåge syntes at vride sig om dem med lange, disede fangarme, der næsten forekom dæmoniske. Jackson, hvis ryg skrånede bagud, trykkende imod flagstangens hvide glasfiber, og hænderne boret ned i de alt for tætsiddende bukser, vendte blikket imod ham, og Drew kunne se hvordan øjnene blev stramme og sammenknebne. Han lod sit fokus vandre fremefter, imens han strammede næverne. De to trin af letbeton, der førte op mod den automatiske glasskydedør, var lige inden for rækkevidde. Tågen kvalte det meste af fyrretræsplantagen, der afgrænsedes af et beskyttende kædehegn, længst ude mod venstre og bag flagstangen. De kaldte efter ham. Han burde have taget musik i ørerne - han havde oprettet utroligt mange Spotify-filer på sin smartPad, men plejede for det meste at høre musik, når han lavede lektier eller var ude at løbe -, men det havde han ikke gjort, og nu fortrød han, at han ikke havde gjort det.   

"Hey, baseballklovn, har du overvejet at droppe ud af High School og melde dig til et omrejsende cirkus i stedet? Jeg har hørt, at der er en mangel på faldende klovne!"   

"Det er utroligt du overhovedet tør vise din røv her," sagde Jackson. "Vi plejer normalt ikke at bryde os om talentløse tabere, der løber som spassere og vanærer vores skole."

Drew måtte kæmpe for ikke at vende sig rundt og række dem fingeren og råbe, at de var nogle fucking bøsserøve, der sikkert ikke engang kunne få deres små cocktailpølser af nogen pikke op at stå, for hvis der da var noget, han vidste, så var det, at typer som Jackson, og Jacksons to ligeså selvopstyltede venner ved flagstangen, havde meget ømtålelige mandigheder, der var alt for nemme at såre, men han vidste også, at hvis han gjorde det, ville de ikke tøve med at hævne sig, og deres måde at hævne sig på var langt værre end disse harmløse - ydmygende, men stadig harmløse - verbale påhit. Han var bare nødt til at fortsætte, selvom ydmygelsen atter kriblede frem i kinderne med dens insektstikkende varme.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...