Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23213Visninger
AA

78. ---75---

Hawaii, år 2055 

Den solbeskinnede Honolulu-strand var, som så mange andre strande, der efterlignede de hvidgule, palmeklædte kystparadiser fra starten af det 21'ene århundrede, kunstig, en gul halvmåne, der kransede sig omkring det dybe hav. Palmerne skabte et mørkegrønt paradis af frodige herligheder, og bag palmeskovene, der kransede sig omkring den velbefolkede kunststrand, knejsede det futuristiske, nymoderne hotel sig i vejret, med de buende, konkave former og de reflekterende, metalglinsende facader. Hawaii var en af de få øer, der ikke var blevet ligeså hårdt ramt af den globale opvarmnings havstigende effekter, og en af de få turisthimler, der rent faktisk havde gjort en aktiv indsats allerede i begyndelsen af 2020'erne på at få omrokeret øen og ændret sandstrandenes design. Det havde været økonomisk omkosteligt, men dette var ej heller et problem - Økonomien gik jo ganske fantastisk, det sørgede turismen for, og nye sikkerhedsforanstaltninger gjorde dette amerikanske turistcentrum i Stillehavet et endnu sværere mål for fanatiske terrorister. 

Den karseklippede mand, med svulmende, markeret brystparti og et ligeså kraftigt, aftegnet kæbeparti, maskulint og kvadratisk, og tatoveringer nedover begge arme, slangende og kunstneriske former, der dannede blå toner under den solbrændte hud, tiltrak sig ikke opmærksomhed grundet hans kølige mannerismer eller hans maskuline fremtoning - ikke at diverse kvinder, unge såvel som de lidt ældre, ikke kiggede efter ham, for det gjorde de, rigtig mange, endda - men grundet de rygter, der florerede om ham. Manden var en person, med en fortid i ukendthedens tåger og en fremtid, der var endnu uvis og et liv i nutiden, ingen helt kendte til. Han var Hawaii's spøgelse, og havde været omtalt som dette i de tre år, han havde været på øen. Han opholdte sig hele tiden omkring Paradise Beach Resort, det femstjernede hotel, der altid hævede sig over kystens palmeskov, men der var ingen, der mente nogensinde at have set ham på selve hotellet, og heller ikke i Honolulus natteliv, hvor typer som ham ellers færdedes mest. Kun omkring hotellet og sandstranden, som om han var en død entitet, der hjemsøgte dette område, og visse personer havde da også fremmanet absurde legender om, at denne muskuløse, maskuline mand med de slangende tatoveringer, ganske rigtigt var et genfærd, oprejst fra de døde. Han var en afdød surfer, mente nogen, som var druknet i de store og knusende bølger, eller blevet ædt af en haj, men som ikke selv vidste at han var død, og derfor stadig hjemsøgte området omkring Paradise Beach Resort. Dette var selvfølgelig latterlige teorier. For manden var ganske levende, kød og blod og på ingen måde et genfærd, og dette havde han selv bevist ved flere lejligheder. 

Denne mand gjorde livreddere overflødige. Mr. No One - det var dette kælenavn, han var blevet tildelt, og også sådan, han selv præsenterede sig, hvis nogen skulle spørge ("Hvad hedder De?" "Mit navn er Mr. No One, og tak fordi De spurgte, og hvad med Dem selv?") - syntes at besidde et næsten overnaturligt falkeblik, der kunne spotte folk i livsfare på mange meters afstand. Det var som om han kunne fornemme, at personer snart ville være i livsfare, bare det at observere dem i få sekunder. Og når nogen var ved at blive taget af det mægtige hav, kom han dem til undsætning, trodsede moder naturs spil-med-musklerne, og svømmede ud i det åbne. Hvad enten det var en drukneulykke eller et hajangreb eller hvad pokker, så var han der, klar til undsætning. Han krævede ingen betaling, han gjorde det frivilligt. Og det var ikke kun folk, der var ved at drukne, eller folk, der var ved at angribes af hajer - ikke de store hvide, men derimod de der hvidtippede sataner, stædige bæster, der kunne forfølge både og skibe i flere dage, ventende på at få noget at æde -, eller andre havrelaterede ulykker, som hans hjælpende hånd gik til. Det var også forbrydelser på landjorden. Der var særlig en hændelse, godt et års tid forinden, hvor en pige, ti år gammel, var forsvundet fra sin familie. Mor og far gik i panik, troede først, at hun var ude på havet, og måske blevet ædt eller druknet, men dette var ikke tilfældet. Mr. No One havde været der, han havde set og han havde handlet. Pigen var blevet lokket væk fra stranden af en mystisk mand, med krøllet hår og tyk kartoffelnæse, og uhyggeligt klarblå øjne, der havde ventet på skjul i palmeskoven. Denne mand havde lokket hende op mod en lys vogn. Så langt nåede han ikke. Mr. No One gik til angreb, med sin altid kølige mannerisme, slog ham ned og spændte ham fast på toppen af den hvide vogn. Han bad pigen om at gå tilbage til hendes forældre "fordi de venter på dig," inden han havde kørt vognen op til politistationen, herefter havde forladt fartøjet og var sporløst forsvundet. Politiet havde selvfølgelig undersøgt vognen, fordi det kun var alt for mistænkeligt, at den holdte stille her, det kunne jo være en bombe, dette var sket så tit, men det var ikke en bombe, for de fandt den pædofile børnelokker, som Mr. No One havde bundet fast til taget med børnelokkerens egne reb, som han selv brugte til at spænde børn fast. Ingen kunne takke Mr. No One, for ingen kunne finde ham. Men folk de vidste, for pigen havde snakket. 

Mr. No One saved me!

Mr. No One. Honolulus svar - og måske, i grunden, også virkelighedens svar - på den kappeklædte hævner, Batman. Honolulus spøgelse, den kappe-løse hævner, og - hævdede nogen, at han var - soldaten i eksil. En mand, æret og respekteret af Honolulus borgere, og en mand, der var blevet tildelt en æresmedalje af borgmesteren selv i en ceremoni, han i øvrigt aldrig var dukket op til. Rygter gik på, at han muligvis var homoseksuel - ikke at der var noget galt i dette, på ingen måde, men det var nu alligevel blot, hvad folk gik og hviskede om -, og at nogen også havde set ham ligge i en hængekøje kliché-agtigt udspændt mellem to bøjende palmetræer, hvor han omfavnede en surfer, med langt gyldenblondt hår og gyldenbrunt hud, og de havde ligget og snavet og muligvis også gjort noget, der var en lille smule frækkere end dette. Og der var da også et par homoseksuelle, eller to, derude, i byens natteliv, som vistnok påstod, at de havde haft hed, homoerotisk seks med dette mystiske fantom, selvom disse påstande nok ikke var andet end påstande, vilde seksuelle fantasier om en alt for lækker fyr, som heteroseksuelle kvinder og homoseksuelle mænd ikke kunne andet end drømme om at komme i seng med. Dette kunne ikke skyldes hans udseende alene - Det havde muligvis også noget at gøre med hans kølige, kalkulerende overblik, og ligeså kølige, rolige og kalkulerende adfærd. Han besad en charme, der bare tændte noget i folk, og det var nærmest overnaturligt. Også selvom det ikke var. Men det virkede sådan. 

Og det var grundet den karseklippede, muskuløse mands rygte, at den kvindelige New York reporter - der lige nu var på badeferie med lillesøster -, Daniella Hay, mærkede et køligt sug plante sig dybt gennem brystregionen, da han lagde sig ned på liggestolen, under de skyggende palmeblade til højre for hende. Sveddråber glinsede henover hendes solbrune, slanke krop. De ovaliske, grønne øjne svulmede op ved synet af ham, og hun rettede sig lige i vejret. Hun genkendte ham øjeblikkeligt, og selvom hun var på ferie, kildrede den saftige længsel efter en ny sensation frem i hende. Sensationen havde, bogstavelig talt, sat sig ved hende. Mr. No One. Honolulus spøgelse. Daniella Hay satte sig op på sine albuer, hendes mund blev trompetstrittende, stiv, og hun bestirrede, med de fortsat opsvulmede øjne, Mr. No One i liggestolen foran hende. Sad og stirrede. Og gjorde intet andet end at stirre. 

Mr. No One fornemmede hendes tilstedeværelse, og drejede hovedet bort fra det blå hav, der strakte sig ud i den disede uendelighed i kanten af stranden, og vred istedet hovedet til venstre. Øjnene var skjult bag mørke solbriller, firkantede. Brynene løftede sig op i den kvadratiske pande. "Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Hans stemme var dyb, men behagelig.

Daniella blev siddende lidt, blinkede, og så drejede hun hovedet til venstre, mod sin lillesøster, men lillesøster lå på maven, solede sig, og på hendes dybe, rodfaste vejrtrækning, der forplantede sig rykvist i hendes skulderblade, forstod hun, at lillesøster sov ganske dybt. Hun kiggede istedet, tilbage mod Honolulus fantom, der ikke havde fjernet blikket fra hende, og hun syntes at kunne fornemme hans øjne brænde gennem solbrillernes tonede glas og ind på hendes blottede krop. Hans bryn var roligt løftet. Munden var en anelse skæv, næsten som om han smilte, og Daniella blinkede, og strakte pegefingeren ud mod ham.

"Øhm ... Øh, nej ... overhovedet ikke." Hun rystede på hovedet, og delte sine røde læber i et hvidt tandpastasmil, hvor kanten af gummerne krøb frem over hendes tænder. "Slet ikke. Det er bare ... sig mig, er du ikke ... ?"

Hun nåede ikke at få fuldført sin sætning, før Mr. No One, stadig med den skæve antydning af et smil omkring hans læbe, løftede sin ene arm og strakte den frem imod hende. "Mr. No One. De kan også kalde mig William Bruce, hvis De synes ... Det er ikke mit rigtige navn, men det gør det mindre ... formelt. Hvad med Dem?"

"Øhm." Daniella trykkede sin hånd ind i Mr. No Ones. "Daniella ... Hay. Jeg hedder Daniella Hay." 

William Bruce nikkede, og smilte svagt. Øjnene vedblev med at gemme sig bag de mørke solbriller, som de altid gjorde, som om der var noget, han forsøgte at skjule. "Daniella Hay. Hyggeligt at møde dig." Han slap hendes hånd, og skævede hovedet, så hans blik buede rundt om Daniella og til hendes sovende lillesøster. Han vendte ansigtet tilbage imod hende. "Er I to ... sammen?"

Daniella vendte en kort gang hovedet tilbage mod sin lillesøster, hun sov stadig, og kiggede på Mr. No One. "Åh, ja ... vi er søstre. Jeg inviterede hende med på ferien."

"Ferie, siger du. Javel." Mr. No One nikkede, og hans bryn var stadig hævet. "Kommer I her tit?"

Daniellas øjne var fikseret på den mystiske mand, og pulsen var steget, og den sugende, saftige længsel efter sensationen blev kraftigere i hendes fingerspidser. "Nej, det ... nej det er første gang. Hør." Hun rettede sig helt op, i siddende stilling, og pegede atter på ham. "Der ... Jeg ... Der, øhm ... Hvordan skal jeg sige det ... Mr. No One ... "

"Kald mig William."

" ... William." Daniella nikkede. "Ved du godt hvor populær, du er? Jeg mener ... der går så mange rygter om dig og sådan, og som journalist, så ... !"

Brynene rynkede sig til en svag, lodret pandefure, og William Bruce afbrød Daniellas smilende talestrøm. "Journalist? Er du en journalist?"

Daniella skrånede hovedet, og hendes smil stivnede, blot en anelse. "Ja ... ja det er jeg, fra New York Times. Er ... er det et problem?"

William Bruce kiggede på hende, i lang tid, sagde ikke noget, og så smilte han, et roligt og køligt smil, som Daniella ikke just var helt sikker på, hvordan hun skulle tolke. "Well, ikke til særdeleshed, nej. Det er bare ... Jeg er som regel ikke den ... den største fan af pressen, og undgår dem helst. Journalister har en ret ... en ret kedelig vane med at fordreje hele sandheder til halve sandheder." Han rystede på hovedet, i langsomme side-til-side bevægelser. "Det er ikke noget jeg bryder mig så væsentligt meget om. Det går jeg ud fra, at Du kan forstå, Miss Hay?"

Daniella nikkede, og en skamfuld fornemmelse lagde sig tungt over hendes skuldre, men hun bevarede sin maske. "Jo. Selvfølgelig." Endnu et nik. "Det er jo klart. Privatlivets fred og alt det der." 

William smilte, en svag trækning, der spændtes på hans læber, og vred atter hovedet rundt, ud mod den blå udsigt, da Daniella på ny sagde noget. "Men ... William." Han drejede langsomt hovedet tilbage imod hende. "Der er bare ... Jeg bliver bare nødt til at vide det ... man hører rygter om, at du ... at du er homoseksuel. Stemmer de rygter overens?" 

William stirrede alt for længe og alt for tavs på hende, gennem de mørke solbriller. "Spiller min seksuelle orientering nogen rolle?"

"Nej, selvfølgelig ikke ... men ... ja, jeg er bare en meget nysgerrig person af natur, kan du nok forstå, og det er jo ikke for ingenting, at jeg blev journalist."

William kiggede ud mod havet, da han svarede hende, med den alt for rolige og nøgterne stemmeføring, der fik et lyn af kulde til at rejse op gennem Daniellas ryg. "Nysgerrighed ... var det, der slog katten ihjel." Hans hoved skrånedes, en anelse, og Daniella rynkede sin ellers blanke, glatte pande sammen. 

"Undskyld?"

"Miss Hay." William vred hovedet tilbage, og betragtede Daniella gennem de sorte flader, der udgjorde brilleglassene. "Der er en grund til, at jeg kalder mig selv Hr. Ingenting. Jeg foretrækker at forblive ... ukendt. Bevares, jeg har mine daglige samtaler med tilfældige mennesker ... turister, lokale, børn ... voksne ... men det er korte samtaler. Jeg foretrækker at være alene. Og forblive alene."

Daniella blinkede, og selvom kulden i hendes ryg ikke syntes at forsvinde, pressede hun alligevel på. "Jeg ... tilgiv mig at jeg virker så pressende, jeg forstår alt det med at du vil være anonym og det, virkelig, og det respekterer jeg, men ... men jeg forstår bare ikke ... hvis du virkelig gerne vil være så ukendt ... hvorfor bruger du så din tid på et så tætbefolket sted som dette? Det skriger vel ikke ligefrem på anonymitet og isolation, gør det vel?" 

"Hvorfor bosatte Bruce Wayne sig i en så tætbefolket by som Gotham?" 

"Øh ... hva'?"

"Det er mit spørgsmål til dig." William løftede brynene. "Hvorfor bosatte Bruce Wayne, der på samme tid var Batman, sig i en så tætbefolket by som Gotham?"

Daniella stirrede på ham med et blankt ansigt. William lænede sig en anelse forover, og sænkede stemmen. "Svaret er, at så længe, der er mange mennesker, er der altid nogen, der har brug for hjælp. Og det er, hvad jeg gør. Hjælper. Hvis der kommer en gal massemorder ... eller et terrorangreb ... på den her strand ... så vil jeg være der, midt i det hele, og række en hjælpende hånd af retfærdighed ud til alle de mennesker, der bliver offer for uretfærdigheden. Derfor er jeg her. For at beskytte. Mod folks egen dumhed ... og mod uretfærdigheden, der rammer os alle på den ene eller anden vis. Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål ... Daniella." Endnu et smil. Han løftede hånden, og strakte den frem imod hende. "Det var ganske hyggeligt at sludre med dig. Og jeg håber, at du fortsat får en rigtig god ferie. Du virker som et godt menneske. Jeg håber det bedste for dig."

Daniella kiggede fra William Bruce og hans uhyggeligt sorttonede briller, og ned til hånden, han holdt udstrakt i den frie luft. Viftede atter blikket op til ansigtet. Så løftede hun sin egen hånd, trykkede den ind i hans, klemte, og William smilte atter. De gled deres hænder fra hinanden. William rejste sig fra liggestolen, og vandrede bort, med ryggen til Daniella, der målløst blev siddende og stirrede efter ham, indtil han var opslugt af strandens tætte menneskemængde. 

*

Bruce Williams bosatte sig i en isoleret strandhytte, borte fra offentligheden, og dybt inde i Honolulu-kystens tætte palmebuskads. Det var ikke fordi stedet ikke var til at finde, for det var det, men ingen havde interesse for denne del af stranden, så han havde området for sig selv. Det var ikke unormalt, at han tilbragte samtlige aftener med at sidde på en lænestol på verandaen, og bestirre det endeløse hav, i ly af de hvislende palmeblade, og solens orangefarvede skær, der spejlede sig henover havets urolige overflade. Nogen gange drak han også kokosmælk, fra den obligatoriske kokosnød, med et enkelt sugerør. Visse nætter, når han ikke kunne sove, tog han sin hydroelektriske motorcykel, strømlinet og smaldesignet, ind i Honolulus centrum, holdte øje med kriminaliteten og hjalp politiet i skyggerne. Han havde fundet en salig tilfredsstillelse ved at bo dette sted - En tilfredstillelse over bekæmpelse af uretfærdighed, og at redde folk i nød, og at beskytte turisterne og de lokale fra udefrakommende ondskab. Men han vidste, at denne tilfredsstillelse nu ophørte, efter samtalen med Daniella Hay, for Daniella var en journalist, og journalister var aldrig til at stole på, og dette kunne lede de forkerte folk til at finde hans omstændigheder, selvom han var gået under jorden. Og det måtte ikke ske. Og derfor måtte han tage bort fra Honolulu, i dag. Hurtigst muligt. 

Han pakkede de vigtigste ting, tøjet, og det udstyr, han havde haft siden sin branche som agent - en branche, han vidste var afsluttet i det øjeblik, han med koldt blod myrdede Agent Warren på Elisabeta Avenue i San Francisco -, i to separate kufferter. De var da han, via smartPadden, åbnede sit pengeskab op, hvori han - foruden kontanter - skjulte sin pistol, at han fornemmede, at der var noget galt. En svag ilning, kold, kriblede op i hans nakke, og fornemmelsen gnavede ham dybt i sindet, og fornemmelsen bekræftedes, da han så, at pengeskabet kun indeholdte kontanter, men ingen pistol. Han drejede sig rundt, mod det øvrige af soveværelset, der grænsede op til den lille udkigsstue ved indgangen til hytten. Døråbningen til stuen var spærret af en mand i sort jakkesæt, med koksgrå slips og hvid poloskjorte, hvis lyse farve skabte en blændende kontrast mod resten af tøjets natsort. Hans hår var klippet kort i siderne, sort og glinsende, øjnene var skjult af de mørke briller, og munden var en lige, neutral streg i ansigtet. Han stod tre meter fra ham. Hans højre arm var fremstrakt, i en stiv, vandret position, og hans hånd knugede om en sortglinsende pistolkolbe - Bruce's egen pistol, og det vidste han med det samme -, og fingeren var udspændt mod aftrækkeren. Pistolens kvadratiske munding sigtede direkte på Bruce.

Bruce blev stiv i kroppen, kortvarigt. Så lod han afslappet sine arme hænge langs siden. Et svagt, sigende nik. Et lyserødt ar flængede sig nedover hans venstre øje, der havde fået et mat slør over sig, og skævet mere indad, mod næsen. Det højre var intakt, uden nogen betydelig skade. Han smilte skævt. "Fire år. Jeg havde ikke regnet med, at I ville være  længe om at finde mig." 

Agenten - han var ung, og Bruce blev på forunderlig vis mindet om sig selv tretten år tidligere, da han som 26-årig lige akkurat var startet i branchen - vedblev med at sigte pistolen på ham i den fortsatte, neutrale mine. Så delte hans før sammenstregede læber sig, men ansigtet ændrede ikke udtryk. 

"Agent Bruce Williams. Du er hermed afsat. Permanent." 

Så trykkede den sortklædte, neutrale agent på pistolens aftrækker.          

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...