Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23372Visninger
AA

77. ---74---

Klokken var 8, da Drew stillede sig hen til døråbningen ind til stuen, hvor far sad og så fjernsyn. "Jeg går en tur, far."

David løftede hovedet imod ham. Kiggede længe. "Er det noget, jeg skal vide noget om?"

Drew rystede på hovedet, og fremdrog sit forsigtige, afvæbnende tandsmil. "Øh ... nej nej ... Jeg går bare lige en tur og får frisket hovedet op."

David nikkede tilbage. "I orden." Drew drejede sig rundt, mod gangen, der smalt strakte sig frem foran ham, med køkkenåbningen, der ledte videre til entréen på højre hånd længere fremme, men fik ikke sat sig i bevægelse, før Davids stemme atter lød bagfra. Han kiggede sig over skulderen. "Du ved, inden du går, så ... så vil jeg lige nævne for dig, at ... jeg har tænkt over ... at ... give dig lov til at prøve bilen en dag." Drews øjne svulmede, Davids læber buede smilende op, og han vedblev. "Også selvom du ikke har fået kørekort endnu. Du fylder trods alt sytten lige om hjørnet."

Drew nikkede, delte læberne i tandsmilet, som han svarede far. "Tak far. Det ... tak."

"Smut nu af sted med dig." Måden, David sagde det på, fik Drew til at mistænke, at hans far var udmærket klar over, at Drew ikke bare gik ud for at få frisket hovedet op, men at han gjorde det for at opsøge Allison, gøre det rigtige, og få givet den undskyldning, han virkelig havde brug for at give hende. Så vendte han ryggen mod stuen, og vandrede i bevægelse, og drejede ind i køkkenet og videre til entréen.

Allison boede godt ti minutters gang borte. Solen glødede rødt i den vestlige horisont, da han vandrede ad den frodige villavej med de små, viktorianske huse og de mange graner og fyrretræer og frodige, savlende bregner. Klokken var kvart over otte, da han ankom til fortovet foran det hvide parcelhus, bygget af træplanker og i to etager, som udgjorde McTaith-hjemmet. Fyrretræer omgav grunden i en hækkeagtig krans. Fortovskanten flød over i den græsgullige plæne. Der holdte en sort hybridbil, med skinnende lakering, der eftergav de rødlige, levende refleksioner fra den nedadgående sol i højre kant af huset. Drew tog en dyb indånding, lungerne var kolde og maven gnavede, og han vandrede i bevægelse, op ad plænen, til døren med ringeklokken, og han ringede på og ventede. Det knitrede svagt i fyrretræerne, der knejsede over bilen et sted mod højre. Brisen var svag og lun og kom sydfra. Han viftede øjnene fra den blegbrune dør, tilbage mod klokken, og strakte pegefingeren ud, skulle til at ringe op igen, da dørhåndtaget gled ned, og Allisons mor, Mrs. McTaith - hun hed egentlig Brianne McTaith, men alle kaldte hende bare Mrs. McTaith -, ligeså rødhåret og ligeså fregneplettet som sin datter, åbnede døren. De svage, stramme rynker, der foldede sig omkring hendes røde læber, var det eneste, der indikerede, at Brianne McTaith's alder lå på den anden side af de fyrre.

Hendes dybgrønne øjne stirrede skarpt imod ham. Drew sænkede hånden, og fornemmede atter den lune, svedende klistren, der smeltede ud i hans håndflader. "Øhm ... hej ... det ... jeg er, øhm ... Er Allison hjemme?"

"Drew." Brianne McTaith inspicerede ham, og hendes stramme læber delte sig i et alt for hvidt og alt for falskt smil. "Min datter ... er ude med nogle af vennerne, og er desværre ikke hjemme lige nu. Men når hun kommer tilbage, så skal jeg nok give hende besked om, at du har været her." Hun nikkede bekræftende, og gjorde bevægelse til at ville lukke døren, da Drew - som øjeblikkeligt vidste, at dette var en løgn, og sikkert Allison, der havde fortalt sin mor, at hun ikke skulle lukke ham ind - fortsatte.

"Er hun? Jeg synes ellers, at jeg kunne se lys. På hendes værelse."

Brianne McTaiths slanke bryn gled op i den blege pande. "Åh, virkelig? Hun må have glemt at slukke det, da hendes veninder kom og hentede hende. Det sker tit." Hendes fingre, med de spidse, rødlakerede negle, blev en anelse strammere om dørhåndtaget. "Men hun er altså ikke hjemme. Smut du nu hjem igen. Så skal vi nok fortælle hende, at du har været her, når hun kommer tilbage, ikke? Hej hej." Døren blev lukket for næsen af ham, og han hørte klikket, da den blev låst, og isolerede ham på verandaen.

Skamfuldt vendte han sig rundt, det prikkede varmt i hans kinder, da han vandrede tilbage over græsset, mod fortovet og den stille villavej. Men idet han betrådte de hvidgrå betonfliser, med huset lige bag sig, stivnede han, og klarheden rensede lyst gennem hans sind.

Han havde været en taber indtil nu, og han havde været en taber, fordi han var en kujon og fordi han gav op for let og fordi, han ikke kunne gøre det rigtige.

Men ikke længere.

Emma var død.

Og nu var det slut med at være en taber.

Klarheden i sindet blev lysere, friskere, og istedet for at gå væk, vendte han sig rundt, og lod blikket rette sig op mod Allisons værelse, der befandt sig over indgangen. Allison stod i kanten af gardinet, og hun kiggede imod ham, det opdagede han øjeblikkeligt, og idet hans blik mødte hendes, fjernede hun sig fra gardinet, bakkede ind i værelset og svandt ud af syne. Han rettede blikket op ad villavejen, i den retning, han var kommet fra. Fyrretræer og savlende graner besatte samtlige plæner. Han kiggede tilbage mod hendes værelse, drejede sig herefter rundt, kiggede på den modsatte side af vejen, og satte sig i kanten af fortovet. Han lænede sig forover, samlede hænderne i skødet, og ventede.

Ventede.

Ventede.

Der gik tyve minutter. Solen var forsvundet ned under horisonten, så et purpuragtigt skær strålede henover aftenhimlen i det høje, da han hørte døren ind til huset gå op. Herefter svage skridt, der kom nærmere. Han så sig over skulderen. Det var Allison selv - ikke hendes mor -, der, med armene foldet henover brystet, kom vandrende imod ham. Hendes ansigt var neutralt og ulæseligt, og Drew rejste sig fra siddende til stående stilling. Det var først da Allison var kommet tættere, og standsede en meter fra ham - stadig med armene foldet henover brystkassen -, at han lagde mærke til, at hendes øjne var trukket over af det fugtblanke skær. Blikket var stift og fremadrettet.

En kort stilhed.

Så sagde Allison noget, og stemmen var hård og monoton og kølig. "Du må meget gerne gå."

Men Drew blev stående, og selvom det kradsede i hans mave, rystede han trodsigt på hovedet. "Jeg går ikke, før jeg har sagt undskyld."

Allisons mundparti svulmede, det glimtede kraftigere i de blanke øjne, og hun skridtede atter frem, standsede lige foran ham, stirrede ham i ansigtet få øjeblikke, og så løsgjorde hun sine hænder fra brystkassen. Lussingen, der varmt og højlydt - for ikke at tale om hårdt - smældede ind på hans venstre kind, fik ham til at spjætte et skridt tilbage, ud på vejen, i overraskelse, og hans bryn løftedes og øjnene svulmede. Allison skar tænder, trådte atter hen til ham, Drews hjerte hamrede, og hun plantede hurtigt sine hænder mod hans bryst, og skubbede ham yderligere et skridt tilbage. Han så tårerne svulme op i hendes øjenkroge. Hendes tænder var stadig sammenbidte.

"Du er et svin!" Allisons stemme skingrede i den sammenbidte skælven. "Du er et møgsvin, er du, og jeg vil gerne have, at du går! Lige nu!"

Drew løftede højre hånd. Den venstre hvilede mod den kind, hvorpå Allisons lussing havde ramt, og det brændte ømtåleligt. "Allison, hør, jeg skal nok gå, okay? Jeg skal nok gå. Jeg skal nok gå, når jeg bare har fået snakket med dig. Vil du ikke nok please lad mig tale? Please?"

"Der er ikke noget at tale om." Allison kæmpede for at bevare kontrollen over sin allede rystende og fugtige stemme. Tårerne blev ved med at glimte i hendes øjne, uden at forlade hende, men hendes kinder havde blusset sig rødere. Hun strakte sin højre arm ud, pegede fingeren op ad vejen, og fortsatte. "Dit hus ligger i den retning. Gå så med dig."

Tårerne kom atter stikkende i Drews øje. "Allison, lad mig nu bare fortælle dig, hvad ... !"

"Jeg ved godt, hvad der er sket, Drew!" skælvede hun, før han overhovedet nåede at fuldende sin sætning. "Du prøvede at score hende der Emma, og blev banket af hendes date, og faktisk ville jeg ønske, at han havde gjort mere ved dit ansigt, end hvad han allerede HAR gjort." Hun fortsatte med at lade armen pege op ad vejen. Drew stirrede blankt på hende, var ikke i stand til at danne nogen meningsfuld sætning, for hendes bemærkning havde slået ham i brystkassen som en knoglehård næve. Allison nikkede. "Ja, tro det eller lad være, men jeg lægger også mærke til ting."

Drew åbnede munden, prøvede at sige noget, men kunne ikke. Han følte sig åndeløs.

"Og nu vil jeg faktisk gerne have, at du skrider, for jeg har ikke lyst til at se på dig!" Stemmen blev tungere. Tårerne var stadigvæk fastholdt i hendes blanke hornhinder.

Et kort øjeblik kom der en knivskarp følelse i brystet, vridende op gennem kødet, af, at nogen havde sladret, måske James eller Alvarez, selvom det ingen mening gav. Drew stirrede blot tomt på sin grædefærdige veninde, imens han tonløst snakkede. "Var det ... var det så åbenlyst?"

"At du godt kunne lide hende?" Allison sænkede hånden. Hendes øjne var, ligesom kinderne, begyndt at rødme. "Nej. Ikke før ballet. Ikke før jeg lagde mærke til, at du blev ved med at sidde og glo på Emma, som om jeg bare var luft. Som om jeg overhovedet ikke eksisterede. Du reagerede ikke engang når jeg prøvede at snakke til dig."

Drew rystede på hovedet, og fornemmede en ukontrollabel skælven, det stramt forplantede sig ud i hans mundvige. "Det ... Jeg er virkelig ked af det, Allison."

Allisons mund gabte sig åben. "Er du ked af det? Er du ... ked af det? Ej men, det er da fucking fantastisk." Hun vendte tommelfingeren mod sig selv, hånden skælvede omtrent ligeså kraftigt som hendes stemme. "Og hvad tror du så jeg er, Drew? Lettet? Som om det at vide, at du er 'ked af det', ændrer på en skid. Det er slet ikke fordi, at jeg altid har været den pige, som kommer i anden række. Det er slet overhovedet ikke fordi, at jeg åbenbart aldrig har været god nok at date i andres øjne. Jeg er tilsyneladende altid den, folk sætter i anden række." Hun hev vejret dybt ind, og fortsatte, og hendes stemme blev højere og tungere. "Det er altid dem, jeg forelsker mig i, som aldrig forelsker sig i mig. Hele tiden. HELE tiden. Jeg har bare aldrig været 'god nok'. Indtil du spurgte mig ud som date. Indtil du løj for mig, og sagde, at du havde lyst til at date mig. Og jeg stolede på dig." Nu begyndte tårerne at svulme, i spejlglatte refleksioner, de svulmede i det nederste af hendes øjne, der smallede sig sammen. "Jeg gjorde noget, som jeg ellers har fucking svært ved. Stolede på nogen. Og så bruger den person, jeg stolede på, mig bare som et eller andet ... fucking skalkeskjul fordi han har lyst til at kneppe en pige fra cheerleaderholdet. Holder mig for nar. Får mig til at føle mig fucking ubetydelig og værdiløs. Er du klar over, hvor længe jeg sad ved det fucking bord og ventede på at du skulle komme tilbage fra toilettet?"

Drew trak på skulderen, selvom han godt vidste, at spørgsmålet var retorisk.

"Jeg ventede i en halv time. Mig, alene, med Alvarez og Emily, der ikke lagde mærke til en fucking skid, og bare sad og gramsede og kysse nussede til jeg var ved at brække mig. Og da der var gået ti minutter, var jeg nok godt klar over, at det bare var noget pis, at du ikke skulle tisse en skid, men bare havde ditchet mig. Men jeg blev alligevel siddende. I tyve minutter mere. Håbede at jeg tog fejl og at jeg ikke - igen - blev svigtet af en eller anden fyr, der ikke lige tog højde for, at jeg faktisk også har følelser!" Nu smeltede fugten i hendes øjne til en tåre, der rejste støt ned langs venstre side ad næsen. "Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så ydmyget i mit liv. Da du ikke kom tilbage, tog jeg hjem, og jeg græd hele fucking natten. Har du nogensinde prøvet at græde, indtil du bliver så udmattet, at du falder i søvn?" Hun nikkede, et langsomt nik, et giftigt nik, det kradsede endnu mere i Drews mavesæk, og tåren nåede Allisons hage. "Og så er det DIG, der er ked af det?" Smilet, hendes tynde læber vred sig ud i, var ligeså giftigt og sarkastisk som nikket. "Ved du hvad ... Dem der siger du er en taber ... Jeg tror faktisk jeg giver dem ret. Du er en fucking taber, og jeg vil ikke snakke med dig. Så vær sød at gå."

"Allison." Drews stemme var hæs, og han rystede på hovedet, virkeligheden omkring ham var stikkende og tåget og kunstig, og han trådte hen mod hende. Allison løftede atter armen, pegede fingeren op ad vejen, og hævede sin lysklare stemme.

"Vær sød at gå. Lige nu!"

Men Drew gik ikke. Istedet gjorde han noget, der overraskede ham selv, men som overraskede Allison endnu mere, han trådte hen og slyngede armene tæt omkring hende. Allison vred sig, prøvede at komme fri, sænkede armen, og begyndte i stedet at smække sine hænder mod hans skulderblade, flere gange, tårerne spjættede nedover hendes kinder, men hendes hænder faldt snarligt efter til ro, begyndte istedet at knuge, kraftigt, så hendes slanke fingre krøllede sig ind i hans trøjestof. Det var hende, og ikke ham, der pressede sig tættere imod Drews krop, og den blomstersøde pigelugt fyldte Drews næsebor, og han lukkede øjnene, aede hænderne op og ned ad Allisons lune rygparti, og hans stemme var kvækkende, da han dæmpet snakkede. "Jeg er virkelig ked af det, Allison. Tilgiv mig."

Allison sagde ikke noget, græd blot, hæst, lyden dæmpedes mod Drews brystkasse, og de blev stående, dreng og pige, ven og veninde, i vejkanten under det purpuragtige himmelskær af nedadgående sollys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...