Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23148Visninger
AA

76. ---73---

Mandag morgen - den sidste skoledag inden eksamenfredagen, hvor eksamensmaterialerne blev uddelt og man skulle hjem og læse op, og skoleferien, der ville vare indtil start-september - blev mindehøjtideligheden afholdt for Emma i West Side Highs gymnastiksal. Og selvom Drew havde haft lyst til blot at sove videre, da hans far humpede ind på værelset og vækkede ham - natten havde været præget af ulidelige drømme om sortklædte mænd og maskingeværsskud og blodige kroppe, der lå forvredne på blanke laboratoriegulve -, var han nødt til at dukke op, nødt til det, selvom Allisons rødmende kinder og blikket, der viftede nedad, mod jorden, skamfuldt svulmede i hans tanker. Den tunge, dumpe smerte stak i hans ansigt, da han sløvt satte sig op i sengen. Den smertestillende medicins virkning havde fortaget sig. Smerten, der stak, var svimlende og kvalm. Han trådte hen til vinduet, efter at have siddet oprejst og stirret i en lille, rum tid, og rykkede gardinet til side. Udsynet strakte sig ud til bagverandaen af de brune træplanker og græstæppet og den kvælende sky af havgus, der tågede omkring grantræerne i baghavens fjerneste ende. San Francisco tågen mindede ham om mandagen for en uge siden. Mandagen efter baseballkampen. Den hånlige, ulidelige mandag, hvor Emma stadig var i live og hvor ham og Allison stadig var venner. 

  Han sank den grædende klump, der svulmede i hans hals, bort, slap fingrene om gardinet, og vendte sig væk fra ruden og mod skabet i værelsets højre ende. Den fugtige tåge grånede sig henover græstæppet udenfor.  

 

*  

 

Drew var iført sort hættetrøje, med en hætte, der sluttede sig tæt omkring ansigtet, da han, på gåben, ankom til West Side High. Henover den selvsamme sti, hvor ham og Emma havde skændtes, kort inden agenterne trådte hen til dem. Hegnet strakte sig ud på venstre hånd, langt nede og bag flagstangen med det evigt blafrende Stars & Stribes, det hegn, han og Emma havde besteget (Emma hvinede op, en skinger lyd, der flåede trommehinderne, og snublede forover, og langede fingrene på højre hånd hårdt og stramt omkring hegnets tråde), for at flygte ind i mørket. Minderne fik hans puls til at stige og frembragte atter klistrende sved på håndfladerne. Pladsen foran skolen virkede dystert tomt, kun besat af ham, der vandrede i stille ensomhed, og ingen andre end ham. Støjen ramte ham i en mur af lyd, da han var trådt gennem den firkantede glasdør og ind på gangen med det sure linoleumsgulv. Snakkende stemmer, høje og lave, skabte et tæt postyr foran ham, i den langstrakte, firkantede skolekorridor, og en metallisk bragende lyd af skabslåger, der blev smækket i. Det var ikke kun elever, der i en tæt, kvælende flok udfyldte korridoren. De voksne, der blandede sig i mængden af unge, var ikke kun lærere, men også forældre, hvilket Drew ikke syntes gav nogen særlig mening, for der var jo kun én person, der var død (Emmas blodige rallen fyldte hans tanker, og mørke strømme flød bort fra hendes delte læber, de døde glasøjne kiggede ud i det fjerne hinsides), men der var alligevel forældre til stede. Og han vidste, at ingen af dem var Emmas, for begge hendes forældre var døde.   

Drew bøjede hovedet, ned mod det blanke linoleum, var endnu ikke stødt på nogen, han kendte, hverken Alvarez eller James eller Allison, og vandrede ind mellem den tætte, støjende menneskeflok.   

 

*  

 

Det var Sophomore-eleverne, og hverken Freshmans eller Juniors eller Seniors, der deltog til mindehøjtideligheden, fordi Emma selv havde været en Sophomore. Det var omkring 159 elever, der alle sammen sad på sæderne i sportshallen. Midt på hallens blanke trægulv, imellem de to flankerende sæderækker, der skrånede opad mod væggen, stod der et mikrofonstativ. Mikrofonen selv var trådløs. Der var yderligere 50 lærere og 20 forældre. Drew fandt en plads så langt væk fra folkemængden, som overhovedet muligt, og den plads blev den øverste sæderække, hvor han havde et fuldt, panoramisk udsyn over hallen og gulvet og menneskemængderne. Samvittigheden brændte ham i halsen, gjorde hans brysthule kold og følelsesdød, næsten rådden, og Emmas sidste øjeblikke vedblev med at filme henover hans indre blik, blodet, der skummede bort fra hendes læber, hendes hikkende, rallende gisp efter vejret, tårerne, der vædede hendes øjne til fugtige spejle, og stemmen, da hun sagde, at hun ikke ville dø, at hun ville have sin mor, hun ville have sin mor, og de personer, der stod Emma nærmest, og som kendte hende bedst, trådte fremad, til mikrofon-standeren, delte et par enkelte historier om Emma, som de selv havde oplevet, og fortalte, hvordan deres indtryk af Emma var - ting som 'uafhængig' og 'sin egen herre' og 'en god veninde når det virkelig talte' og 'en pige der vidste hvad hun ville med sit liv', alt muligt, der var positivt, og han havde slået hende ihjel, det var hans skyld, at denne mindehøjtidelighed var en nødvendig ting, for han havde slået hende ihjel -, og Drews blik vandrede, og så fik han øje på Allison, men hun sad i den modsatte ende, i sæderækken på den anden side af mikrofonstanderen, hvor elever og lærere stod og talte, og hvor enkelte piger brød grædende og hulkende sammen, hun sad i bunden af sæderækken, sammen med Emily, hvis blonde hår blegnede ganske tydeligt som kontrast til Allisons rødbrune hår, der, også i dag, var sat i en enkelt, fransk fletning, som hvilede nedover skulderen. Den kvælende samvittighed strammede sig hårdere, fastere, tættere og mere bidende i hans strube. Alvarez sad ved siden af Emily, og de flettede fingre og de så mere på hinanden, i deres lyserøde boble af forelskede drømmerier, end de fokuserede på den sørgelige, tomme mindehøjtidelighed.  

 

*  

 

Drew havde ondt i maven, da han vandrede ned ad korridoren, med de flankerende arkivskabe, og mod Allison, der stod foran sit åbne skab, med tasken hvilende for sine fødder. Hun ryddede alle sine bøger ud, holdte nogle af dem under den ene armhule, imens hun puttede resten i sin taske. Lågen var åben, og fordi hendes skab befandt sig nede i venstre side ad gangen, var bagsiden vendt imod ham. Selvom frygten var kold i hans brysthule, og i hans lunger, vandrede han, for han måtte give hende en undskyldning. For én gangs skyld måtte han gøre noget rigtigt, og han vidste, at en undskyldning var det eneste rigtige.  

Han nåede ned til hende, og standsede en meter fra hendes skab. Allison kiggede ikke på ham, men blot ligeud, ind i skabsrummet, som hun lod sin ene arm strække sig gennem den tomme luft, bag lågen, og ind i skabshulen, hun greb endnu en bog, denne om kemiske forbindelser og chiralier, og puttede den i sin taske. Drew fornemmede, at hendes bevægelser var blevet mere stive, mere anspændte, som om hun vidste, at han stod der, lige ved siden af hende - hvilket hun sikkert også gjorde -, men bare lod som om, han slet ikke var der.   

Han rømmede sin stemme. Allison lynede tasken, og det skurrede, og hun rettede sig op og placerede sin ene hånd på kanten af lågen. "Allison, jeg ... hør, jeg ... jeg er ked af det."  

Allisons fingre blev tydeligt strammere, og hendes læber smallede sig ind, så mundpartiet blev opsvulmet. Hun kiggede stadigvæk ikke på ham, men kun ligefrem, tomt og fjernt, og lågen bragede hun metallisk i efter sig. Drew mærkede de varme tårer stikke op i hans højre øje. Allison drejede ryggen til ham, mod den fjerne udgang langt nede, greb sin taske og svang den op over sin ene skulder. Hun begyndte at vandre. Drew stod tilbage på det blanke gulv, og kiggede efter hendes rødhårede skikkelse, der hastigt og målrettet, og med ryggen til, fjernede sig bort fra ham. Han løftede stemmen, der dirrede kvalt. "Allison, jeg ... jeg er ked af det, okay? Jeg er ked af det."   

Allison vendte sig aldrig om. Drew blev stående tilbage, midt i skolekorridoren, og kæmpende mod den skamfulde gråd, han kun havde alt for meget fortjent.  

*  

James og Alvarez havde ringet til Drew - stort set lige efter hinanden -, da han var kommet tilbage til huset. De ringede for at høre, hvordan det gik og hvorfor han bare sådan var gået fra festen, der, i fredags, og om han havde hørt, at Emma Sarcony var blevet skudt i maven af sin egen far, sikke da en psykopat, og om han også vidste, at Allison var rigtig ked af det, og var sikker på, at hun bare var blevet trampet på og røvrendt, og han løj for dem, og sagde, at nej, det vidste han ikke, og det var han da ked af at høre, og han skulle nok give Allison en undskyldning, ja da, selvfølgelig, og nej, han var stadig ikke klar på eksamenerne, for han havde været syg weekenden over og det var det og så snakkede de ikke mere om den sag. Drew blev liggende i sengen, længe efter, og stirrede blot op i loftet, tomt og dødt og med den gnavende samvittighed, der kvalte hans indre. Han burde læse, men han kunne ikke koncentrere sig. Det var Emma, der blødte tykt og mørkt fra munden, i våde, rallende lyde, da hun lå på det blanke linoleum foran ham, som fyldte hovedet, og det var Allison, med de blege, fregneplettede kinder, der altid rødmede op, når hun smilte eller blev forlegen. Han havde en vedblivende, stram lyst til at græde, men kunne ikke få gråden ud.   

Farmand David trådte ind på hans værelse omkring halv to. Drew lå udstrakt på sengen, og kiggede op i loftet, prøvede at sove, selvom han ikke kunne. David bar på en tallerken med en frokostsandwich. Han gav slip på døren, vandrede gennem lokalet, så gulvbrædderne i en svag knirken eftergav sig, og trådte hen til Drew, der ikke rettede sig op. Han stillede tallerknen på Drews natbord. En hård klirren af porcelæn mod træ.   

"Skal du ikke læse op til din eksamen?" spurgte David, da han havde stillet tallerknen fra sig. Hans bryn var hævet. Drew trak blot på skulderen, det tomme blik fortsatte med at stirre op i loftet.  

"Jeg kan ikke koncentrere mig."  

David nikkede, var stille i kort tid, og betragtede sin søn dybt. "Jeg ved godt, at det at se nogen blive slået ihjel for øjnene af en ... det er ikke noget, man nogensinde kommer over. Men ... Drew ... du bliver nødt til at forstå, at det ikke er din ... !"  

"Det er på grund af Allison." Og Drew så hende stå foran sit skab, hørte det hule, metalliske brag, da lågen smækkedes, og derefter da hun drejede sig rundt, så hun havde ryggen imod ham, og vandrede ned til udgangen. "Hun hader mig. Jeg fik ret. Hun hader mig virkelig."  

David var stille kortvarigt, skulede fra Drew og mod vinduet. Gardinerne var atter blevet trukket for, så dagslyset på den anden side blev dæmpet og mere dyster. "Har du givet hende en undskyldning?"  

"Hun vil ikke tale med mig," begyndte Drew, men David afbrød ham, med stemmen løftet.  

"Det var ikke hvad jeg spurgte om!" Brynene hævede sig atter. "Har du givet hende en undskyldning?"  

Drew var stille lidt. Så vendte han blikket mod far, og nikkede svagt. "Ja. Og hun ignorerede mig totalt. Det nytter ikke noget. Hun ... Hun vil ikke have noget med mig at gøre, og ... Jeg bebrejder hende ærlig talt ikke."  

"Drew." Drews blik vred sig væk fra far, men David vedblev. "Allison er ked af det ... hvilket, som du selv nævner, er fuldt forståeligt. Men ... men hvis dig og Allison var de virkelig gode venner, som du påstår, at I har været ... Så siger min erfaring mig, at I burde kunne finde en måde at løse det her på. At få snakket ud og komme videre."  

Drew vendte sig atter imod ham. "Well, hvad er det helt præcist du vil have jeg skal gøre? For snakke med mig har hun jo helt klart ikke lyst til."   

"Vær ærlig. Opsøg hende, og vis hende, at du virkelig er ked af det. Lad være med at komme med dårlige undskyldninger, og lad for Guds skyld være med at lyve. Vær ærlig. Tag ansvar. Jeg siger ikke, at hun ikke stadig bliver sur på dig, for det gør hun nok ... men som din ven bør hun også være i stand til at tilgive dig, og give dig en chance til."   

Drew kiggede tilbage på ham, men svarede ham ikke. David nikkede, og smilte skævt. "Tænk over det. Æd din sandwich. Og se, om du ikke kan få læst op til din eksamen." Han nikkede. "Det skal nok gå." Han vendte sig rundt, og vandrede tilbage mod døren. Drew blev liggende og stirrede tomt i loftet længe efter, at far var gået. Udenfor, bag de tiltrukne gardiner, var tågen svundet hen og blev

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...