Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23377Visninger
AA

75. ---72---

Drew kravlede hen til Emmas livløse krop, og halvvejs mellem Emma og Nathan, trak han sig fra maven og op på knæ, selvom svimmelheden sortnede hans blik i hoppende bølger, og smerten blev varm og lummer i hans ansigt, og næsen dunkede følelsesløst. Blodige slimstrenge klattede sig ned fra hans nu indsunkne næsebor, og efterlod sig spor på det blanke gulv. Han nåede hen til Emma. Den tunge, tågende smerte og blodet fra det flængede øjenbryn, som slørede hans syn, gjorde tankerne sløve og langsomme. Han standsede ved siden af hende. Hendes ene kind pressede ned mod armen, hovedet var drejet imod ham og hendes øjne var lukkede, og han kunne se blodet, der dryppede ned fra mundvigene. Mørkrøde klatter var afsat som et spor henover gulvet. Han strakte sin venstre arm frem, og han placerede hånden mod hendes skulder, strammede grebet, og ruskede en anelse. Det rykkede svagt i Emmas blege ansigt. Blodet fortsatte med at dryppe bort fra højre mundvige. "Emma," sagde han, dæmpet og hæst, og han ruskede igen. Ingen reaktion. Det forekom næsten som om, at hun ikke engang trak vejret, og en pludselig fortvivlelse spirede op i hans sind, grebet strammedes og han ruskede, en anelse kraftigere. Blodet på gulvet strømmede ind i det blå stof, som udgjorde hans cowboybukser, og vædede sig køligt ind til benene. 

Og så spjættede Emma sig vågen, og hendes venstre hånd fægtede kortvarigt ud i luften, øjnene svulmede og hun gispede, så den blodfyldte mundhule boblede, og blodet skummede ud mellem læberne, og hun greb stramt Drews håndled og de slanke fingre knugedes. "Hjælp mig," rallede hun vådt, bloddråber strintede bort i takt med hendes ord, "hjælp ... hjælp mig," et rallende gisp, mere blod, der sprintede bort fra hendes mund, "please .. hj ... hjælp." 

Drew fjernede sin venstre hånd fra Emmas skulder, hendes krop skælvede alt for kraftigt, gråden bed ham i strubevæggen, og han greb istedet om hendes fingre. Han knugede. Munden blev stram og hård. "Jeg ... jeg er her, Emma, det er all right, jeg er her, du skal ikke være bange, jeg er her."

Emma hikkede efter vejret. Endnu en rallen. Blodigt slim savlede sig ned på gulvet. "Jeg vil ... jeg vil ikke dø ... jeg ... jeg vil ikke ... dø ... vil ikke ... vil ikke dø ... vil ... vil ikke ... !"

"Du dør heller ikke. Du dør ikke. Det skal nok gå." Drew rystede på hovedet. Emmas fingre var uhyggeligt kolde, og en askegrå farve havde krøbet sig frem i hendes hud. Det solbrune var forsvundet, skyllet ud sammen med hendes alt for tykke og alt for sortlige blod, der fingrede sig henover gulvet fra brystpartiet. En bred, mørkerød plamage havde vokset sig i det sorte kjolestof under hendes brystparti. 

Emma skælvede, endnu kraftigere, og hun blinkede. "Jeg ... " hun rallede vådt, og en boble af blod voksede mellem læberne, inden den sprang, " ... jeg fryser ... jeg fryser, hjælp mig ... jeg ... " et skingert hik, den svage stemme dirrede, " ... fr ... fryser ... jeg fryser!" Tårerne væskede sig op i hendes øjne i blanke, vridende spejle. Vejrtrækningen hikkede, i den tykke, boblende rallen. "Min mor, jeg vil ... jeg vil have min mor ... jeg vil have min mor." Fugten samlede sig til de vridende slanger langs øjnenes underkanter, og hun rystede svagt på hovedet. "Jeg hader hende ikke ... jeg hader hende ikke ... jeg vil have min mor ... jeg hader hende ikke, hader hende ikke ... jeg vil ... jeg vil have min mor." Emmas ansigt grånedes endnu mere. Hænderne var stadig dødsens kolde. Drew fornemmede ikke længere den smertelige varme, der blussede ansigtet op efter Nathans slag. 

"Det skal nok gå." Hans stemme kvækkede tungt, han var ligeglad, og han skrånede hovedet. "Emma, tag det roligt ... det skal nok gå ... det skal nok gå, Emma."

"Jeg er bange." Fugtslangerne blev til tårer, der smeltede nedover hendes kinder. "Jeg er bange ... jeg vil ikke dø." Endnu et hik, flere bobler, der blodigt svulmede mellem hendes læber, for derefter at springes, og blodet skummede ned ad kinden. "Jeg vil ikke ... " Hun hikkede, den blodige rallen gav Drew kvalme, det bed så hårdt og ondt i hans strubevæg, og hun hikkede for anden gang. Hendes øjne blev fjerne. De to tårer strakte sig ned ad kinderne, én på hver side, og buede omkring hendes mund. " ... dø. Jeg ... jeg vil ikke ... !" Så stoppede hun med at tale. Hendes læber frøs fast i den skilte position, og en rallen, denne endnu dybere og endnu mere blodig fralød hende, og de blanke øjne smeltede gennem Drew og ud i det fjerne, tomme hinsides, hovedet blev slap, og de sidste bloddråber spjættede voldsomt bort fra hende ved den sidste, rallende udånding, der lød som en dyb snorken. Hovedet vedblev med at hvile på armen. Øjnene var blanke som glasøjne, som var Emma blot en dukke, og mørke, tykke strømme flød ned på gulvet.

Drew stirrede. Emmas fingre var slappe i hans greb. Han sad blot med hendes hånd i sin egen, kiggede på de blanke øjne, som stirrede mod det evige hinsides. Blodet strømmede videre fra hendes mund, samlede sig mellem læberne i tykke forsvulminger, og Drew lagde først mærke til, at han græd, da der var gået næsten to minutter, hvor han udelukkende havde siddet dér, på knæ, og stirret.

*

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

Drew sad på den hvide bænk i den langstrakte hospitalsgang, lænet fremover og stirrende tomt og dødt ud i luften. Hans hænder var samlet mod munden. Næsen var gemt væk bag en hvid bandage, metalskinner flankerede begge sider af næsebenet, ligeledes gemt under det hvide, og forbindingens hæfteplastrer strakte sig ud til kindbenene. Venstre øje var lukket tæt og hårdt sammen, i en blåviolet opsvulmning. Plaster strakte sig op langs kanten af øjenbrynet, der, hvor det var flænget. Hans døde, tomme blik stirrede ligefrem. 

Han kunne have gjort noget anderledes, og det vidste han bare, han kunne have gjort noget anderledes, og hvis han havde gjort noget anderledes, ville Emma stadigvæk være i live. Hvis han nu havde lyttet på sin far, fremfor at være stædig, fremfor at spille helt - og hvilken helt? -, ville Emma måske ikke forbløde på et gulv foran ham, og han tænkte på Emma, da hun stod foran vasken med den vridende og hvislende vandhanestråle, og masserede det hvide sæbeskum sammen mellem sine fingre under strålen, tænkte på hendes øjne, der havde blinket vådt mod tårerne, hendes stemme, der dirrede lyst og stramt, da hun sammenbidt sagde alle fyre er nogen pikhoveder! Og hun havde drejet sig imod ham, med underkanterne af hendes øjne udspændte, og vridende fugtslanger i hornhinderne, og hun havde sagt og jeg vil vædde med, at den eneste grund til, at du forsøgte at redde mig, var for at komme i mine bukser, og hun havde haft ret. Det var jo derfor, var det ikke? Måske ikke fordi at komme direkte i hendes bukser - dette fik ham til at tænke på samtalen med Carl Wishmore i omklædningslokalet efter baseballkampen -, men det var vel i sidste ende stadigvæk for at hun skulle lægge mærke til ham, var det ikke? Det var jo derfor, han havde inviteret (løjet for) Allison med til festen, som en date, så han ikke skulle virke som en loner og en outsider og en eller anden klam creeper, det var jo fordi han ville komme tæt på Emma, og det var jo derfor han havde fulgt med hende, også selvom det ikke lykkedes og Philip var langt stærkere, end han var, men det var derfor. For at hun skulle lægge mærke til ham. Det var derfor. Det var alt sammen derfor. Det var hans skyld, hun døde og det var hans skyld, han skulle have (alle fyre er nogen pikhoveder!) gjort noget anderledes, skulle have været stærkere og ikke været en kujon, så Emma ikke behøvede at gå udenfor, hvor agenterne ventede, klar til at bortføre hende. Eller også skulle han have trukket hende med tilbage til skolen - selv hvis dette medførte, at han blev ramt af et dødeligt skud - istedet for mod skoven, hvorfor trak han hende også med ind i skoven, det var idiotisk, hvorfor, og måske skulle han ikke have gemt sig bag pottepalmerne ved siden af metalsøjlen i biblioteket, da Emma og Philip aggressivt snakkede med hinanden, men istedet skulle han have trådt ud fra sit skjul og konfronteret Philip og bedt den narcissistiske idiot om at finde en på sin egen størrelse at genere. Men det havde han ikke gjort, fordi han var en klovn, en baseball-idiot, og en taber, og istedet for at gøre det rigtige, havde han bare forført sin egen veninde, udnyttet, at hun havde nogle følelser for ham, som han nok ikke havde for hende (også selvom Alvarez havde ret i at hun var en sød pige, og hendes udseende absolut ikke var det værste), så han kunne komme tæt på Emma, bare fordi Emma var lækker. Alle fyre er nogen pikhoveder. Måske ikke alle fyre. Men han var. Et pikhoved. Et pikhoved, der var skyld i, at en pige forblødte på et laboratoriegulv. Og folk, der er skyld i andre menneskers død, er mordere, så han var vel egentlig en morder, var han ikke? En løgner, en falsk ven og nu også en morder.

Han registrerede sin fars humpende skridt, men fjernede ikke sine øjne fra luftens tomme evighed. Farmand David satte sig til venstre for ham. Løftede forsigtigt sin højre arm - den venstre hvilede stadig i den sorte slynge mod brystet -, og strakte den indover Drews skulderparti. Drew flyttede ikke sit tomme blik. David aede blidt sin søns ryg. "Jeg er stolt af dig, Drew. Jeg ved, at du prøvede. Og det ... det der skete med Chris ... jeg ... det er et tab. Et rigtig stort tab. For mig. På samme måde, som ... at Emma ... at ... det nok også er et stort tab for dig. Men jeg er stolt af dig. Du prøvede. Du var en helt. Selvom skæbnens vilje var en anden end din, så er du en helt, og jeg ... jeg er stolt af dig." Han prøvede at smile. Drew drejede fortsat ikke hovedet. "Jeg er rigtig stolt af dig." 

Drew blinkede med sit højre øje, for det venstre var hermetisk lukket af den blåviolette opsvulmning. "Jeg ... jeg slog hende ihjel, far."

David rettede sig en anelse op, og rynkede brynene. "Hvad?"

"Jeg slog hende ihjel." Drews stemme kvækkede. "Jeg kunne ... jeg kunne have gjort det anderledes ... jeg kunne ... jeg skulle have hørt, hvad du sagde til mig, men det ... det gjorde jeg ikke. Jeg slog hende ihjel." Tårerne svulmede op i spejlklare glinsninger. "Jeg slog hende ihjel."

"Drew ... Drew, kom her." Davids stemme var lav, næsten kun en hvisken, og forsigtigt drejede han Drew imod sig. Drews ansigt fortrak sig, og han vred sig rundt, mod sin far, og lænede hovedet fremad. Ind mod brystpartiet. Davids hånd gled sig ned midt på ryggen.

"Jeg slog hende ihjel," hulkede Drew, hans stemme var hæs og skinger, og David lukkede øjnene, og begyndte trøstende at ae sin søns ryg i den faderlige omfavnelse. Far og søn blev siddende i den trøstende omfavnelse. Den travle hospitalsgang omkring dem syntes at befinde sig bag en væg, og der var kun far og søn og ingen andre.          

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...