Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23013Visninger
AA

74. ---71---

Døren for enden af tunnelen var stadig åben. Emmas fingre var stramt knuget omkring Drews skulder, så han kunne mærke dem bore sig ind i den ømme hud, og fingrene på venstre hånd krøllede tøjet om hans brystparti sammen, men de fortsatte fremad, de hvide lys stribede forbi over dem, og metalgulvet, der strakte sig fremad, bankede hult af Drews skridt. De nåede gennem den cirkelformede dør, ind i laboratoriet på den anden side, med det klare, spejlende gulv i den svage, blålige nuance, da Emmas greb gled bort fra ham, og hun faldt med maven ned på gulvet. Et støn forlod hende i en umf-lyd, og Drew standsede og hans øjne var store og maven blev ved med at gøre ondt. 

"Emma?" 

Emma rettede sig op i sine arme, løftede overkroppen, og hun rettede blikket fremad, gennem det langstrakte laboratorium, og mod døren, der forekom alt for langt væk. "Jeg kan ikke. Jeg kan ikke! Mine ben ... jeg kan ikke!" Hendes stemme var stadig blandet op af den spinkle, paniske vejrtrækning, der hikkede mellem hendes ord. 

*

Nathan knælede ned ved siden af Chris' lig, stadig med hænderne bundet sammen af de metalglinsende håndjern, der koldt gnavede hans hud, og fumlede fingrene langs livremmen, indtil han fandt nøglebundet, en melodisk klirren af metalgenstande, der raslede sammen, han fjernede nøglebundet, holdte ringen mellem sine klodsede fingre, og brugte herefter langefingeren til at bladre gennem nøglerne. Det var voldsomt besværligt at finde den rigtige nøgle, og endnu mere besværligt at få nøglen stukket i håndjernenes lås, men det lykkedes ham, han drejede, og endnu en metallisk knirkende lyd, og håndjernene klikkede sig op. Han lod dem glide af sig. Rettede sig op, og vendte fokus mod M4-karabinen, der sortglinsende hvilede for bunden af metaltrappen. Blikket viftede opad, til den nu lukkede cirkeldør ved toppen af trappen. Herefter tilbage mod karabinen. Han bevægede sig frem, greb automatvåbnet, svang den, via den sorte læderrem, over sin ene skulder, vendte på ny fokus opad, og begyndte at opstige trappen med hurtige, målsøgende skridt. Da han var halvvejs mod toppen, smøgede han ærmet tilbage på sin venstre arm, så smartPadden kom til syne, og tastede fingrene henover fladen, så han sørgede for at låse døren, der førte væk fra laboratoriet. 

*

Drew bøjede sig ned foran Emma. Synet af de ubønhørlige tårer, der hele tiden vred sig ned over hendes kinder, fik atter gråden til at brænde ham i ansigtet. Han stod imod. "Kan du slet ikke rejse dig?"

Hun rystede på hovedet, vejrtrækningen hev skingert og vådt og grådtungt, og flere tårer, de vred sig grusomt i lange, blanke streger nedover de alt for røde kinder, og hun delte sine læber. "Hjælp mig, please, hjælp mig."

Med bankende hjerte og gnavende, bidende mavesæk, greb Drew hendes arme, og hjalp hende, op i den stående stilling. Han slangede på ny hendes højre arm nedover sin skulder, imens han rettede fokus mod glasdøren for enden af laboratoriet, bøjede i lænden, det spændte hårdt i det nederste af hans rygsøjle, gled sin anden arm nedover hendes haleben, og løftede hende, besværligt og tungt, op i sine arme. Det snurrede i hans lænd af anstrengelse, ligesom da han var flygtet med hende gennem granskoven, med agenterne i hælene, men han løftede hende, i sine arme, og fornemmede Emma trykke sig tæt ind til ham, og bevægede sig på ny frem. Hans skridt var hurtige. De nåede glasdøren, som burde dele sig for dem, da den registrerede deres bevægelser, men intet skete. Drew standsede, hans vejrtrækning blev kold og hård, og øjnene svulmede op, da blikket i febrilsk desperation flakkede omkring. Døren burde åbne sig for dem, den burde åbne, for det havde den gjort, da han og Chris bevægede sig ind i laboratoriet, og den burde også gøre det, når de bevægede sig ud derfra, men det gjorde den ikke. 

"Nej." Han rystede på hovedet, kunne ikke tilbageholde tårerne, der vred sig kløende op fra øjnenes underkanter og fugtigt samlede sig i synsfeltets periferier. "Nej." Han vendte sig omgående rundt, og satte kursen tilbage, mod tunnelen og dvalekammeret, for at få fat på Chris, og sige til ham, at de skulle ringe efter forstærkning, lige nu, men han havde kun vandret få skridt, befandt sig ved siden af det første indhak, det, som strakte sig dybere ind i laboratoriet mod venstre, flankeret af borde med specialdesignede laboratorieskamler og computerskærme på venstre side, og borde med montre og laboratorieudstyr på højre side, da Nathan dukkede op i laboratoriets modsatte ende. Han bevægede sig hurtigt, og kitlen viftede langs hans ben. Han løftede geværet, der glinsede sort, og Drew skiftede kurs, vred sig rundt, mod venstre, og sprang bort fra Nathans skudlinje, så han forsvandt om bag montren med de papirshvide slanger og det matterede glas og det zinkglinsende fundament. Det spejlblanke gulv vred sig levende i hans bevægelser, skoene knirkede mod overfladen, og en række af øredøvende, metalliske smæld, hule og døde, knaldede gennem luften fra højre. Computerbanken flimrede forbi dem på venstre hånd. Glasmontrene eksploderede, i den skrigende lyd af knust glas, og reagensglas sprang, så forskelligfarvede væsker sprøjtede imod dem. Nathan lod karabinen pege frem for sig, som han løb ind i den flankerende passage, der løb parallelt med Drews kurs, omme på den anden side ad bordet til højre for dem, og han skreg. 

"GIV MIG MIN FUCKING DATTER!" 

Endnu et skud. Drew mistede fodfæstet, det hvide lys fra de firkantede loftspaneler blegnede sig fejende henover ham og Emma, det knirkede, og han faldt forover og mistede Emma. Glasvæggen til det isolerede aflukke med de summende lysstofrør befandt sig fem meter længere fremme. To meter inden glasvæggen, tog bordet på deres højre hånd et højrevendt knæk. Det snurrede i Drews mave. Glasskår kløede mod huden på hans hænder. Han løftede blikket frem foran sig. Emma lå lige foran ham. Hun lå på ryggen. Hendes ansigt drejede sig imod ham. Hendes øjne var store, hjælpeløse, og Nathans skygge sortnede sig henover det blanke gulv lige foran glasvæggen, hans skygge og så lyden af skridt, og Drew viftede blikket tilbage til Emma. Hun reagerede overraskende hurtigt. Hun løftede sin overkrop en anelse, ved hjælp af sine albuer, og, stadig mens hun lå på ryggen, trak sig bagud og hen imod ham. De var lige ved siden af hinanden, da Nathan trådte frem, og spærrede deres udsyn til glasvæggen. Drew løftede sig op i på-knæ-siddende stilling. Al energi fordampede fra hans krop. Nathan sigtede karabinen direkte imod ham, og han nikkede, og øjnene var uhyggeligt røde. 

"Fjern dig fra hende, dit lille svin. Fjern dig fra hende." Emma klynkede, og langede sin ene hånd fat i Drews arm, inden hun knugede. Maskingeværet rystede voldsomt i Nathans greb, hans øjne spilede sig ud, og savl skummede i kanterne af hans mundvige. "Fjern dig fra hende! Fjern dig så FRA HENDE!" 

Men Drew blev siddende, lammet af chok og rædsel og kunne ikke bevæge sig fra sin knælende stilling, selvom han ville og selvom han ønskede, og Emmas hårde, angstsomme greb omkring hans venstre arm begyndte at gøre ondt. Nathan aktiverede M4-karabinens lasersigte. Prikken hvilede direkte på midten af Drews brystparti.

"Jeg vil redde verden. Jeg vil redde verden, og jeg vil redde min datter!" Nathan viftede sine øjne mod Emma, der ligeledes havde sat sig op i knæ, og som ikke ville slippe Drews arm. Han hævede stemmen. "Hold dig fra ham, min pige." Nathan rystede på hovedet. "Han kan ikke hjælpe dig. Men det kan jeg. Jeg kan redde dig, Emma. Jeg kan redde dig fra at dø. Det kan han ikke. Det kan jeg. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig, og jeg vil redde dig fra at dø, fordi jeg elsker dig." Og han viftede øjnene tilbage til Drew, og hævede stemmen. "Tving mig ... tving mig ikke til at skyde dig, dit lille svin." 

"Please." Drews stemme dirrede, men tårerne havde endnu ikke forladt hans øjne. Han rystede langsomt sit hoved. "Jeg beder dig." Han løftede sin højre hånd, og fremviste dirrende håndfladen, og rystede igen på hovedet, og en tåre slap hans øje og kildrede ned ad den ene kind. "Ikke skyd mig. Jeg vil ikke dø."

"Så fjern dig fra hende. Hvis du ikke vil dø, så fjern dig fra hende." 

Drews mund skælvede i ukontrollable spasmer, og han rykkede sin krop, prøvede at frigøre sig fra Emma, men hendes knugende greb blev blot strammere, og han hørte et spinkelt klynk, der udgrædtes fra hende. Nathans tårerøde øjne blev atter udfyldt af de vridende fugtslanger, der svulmede langs underkanterne. Han strakte pegefingeren ud, og lod den hvile mod indersiden af aftrækkeren. "Jeg giver dig tre sekunder." Drew ville bevæge sig, men han kunne ikke, kunne blot sidde og stirre på manden i kitlen foran ham, bevæbnet med den sorte karabin, betragte våbnet gennem det brændende slør af tårer, og den løftede, højre arm blev alt for tung. Nathans mundvige blev stramme. Fingeren klikkede aftrækkeren en anelse længere ind. Lasersigtet hvilede støt på Drews bryst. "Tre ..." 

Drew så Allison, kinderne, der rødmede op, og fornemmede atter hendes glatte, lune hånd og bløde fingre, der lagde sig nedover hans egen, da de stod lænet mod gelænderet ved Twin Peaks, bestirrede San Franciscos bytæppe, der strakte og puklede sig ud i horisonten, og David, der kiggede på ham i konferencelokalet, som fortalte ham, at det var en selvmordsmission, at han skulle overlade det til politiet, og Emma, der stod foran den hvislende hane, det hvide sæbeskum blev smurt sammen med hendes fingre, hendes stemme dirrede da hun sagde alle fyre er nogen pikhoveder! og Nathan skar tænder.

"To ..." Drew blev siddende, kunne stadig ikke flytte sig, og dødens kendsgerning gjorde hans krop kold og ulækker. En kort pause. Nathan hvæsede det sidste ord. "Èt." Så strammede han armmusklerne og klikkede aftrækkeren ind. Lige inden det hule knald rungede gennem lokalet, spjættede Emma sig i bevægelse, greb fat i trøjen ved Drews rygparti, og skubbede ham forover. Drew registrerede kun smældet, og bevægelsen mod gulvet, og en skrigen, der ringede op i hans øregang, og Emmas krop foretog ét kraftigt spjæt, inden hun blev slynget bort fra Drew, som nu lå på maven, væltede ned mod venstre, om på højre flanke, og landede som en kludedukke på det blanke gulv. Hendes hoved vred sig væk fra Drew og mod bordet ved computerbanken. Hendes ene arm slaskede dødt henover underlivet. Den anden strakte sig ligeså livløst ud fra hende. Hun lå halvvejs på ryggen, halvvejs på siden, alt for livløs og ubevægelig. Nathan sænkede geværet, og hans bryn løftede sig op i panden. Stilheden, der kvalte sig i laboratoriet, var så kraftig, at den svage summen fra lysstofrørerne bag glasvæggen, var uhyggeligt øredøvende. Han sænkede langsomt geværet. "Emma?" Han blinkede igen, så kortvarigt Emma, da hun sad på hans skød, syv år gammel, og de spæde fingre trykkede ned i tøjbamsen, og han hævede stemmen, en kraftig dirren gennemstrømmede den, og han havde pludselig glemt alt om Drew, der lå med maven presset mod gulvet ved siden af Emmas livløse krop, og øjnene furet stramt sammen, i live, og ikke død.

"Emma. Emma!" En hul fortvivlelse, der gjorde hans stemme uhyggeligt spæd, og han skridtede omgående i bevægelse, med brynene fortsat løftet og læberne delte i dyb chok. "Emma!" Han nåede hen til hende, gav automatisk slip på karabinen, der metallisk dumpede ned på gulvet, og knælede ved siden af hendes krop. Han førte hånden mod hendes skulder. Hendes øjne var lukkede og hendes læber var delte og en blodig strøm dryppede bort fra den ene mundvig, og klattede sig mod gulvet. Han ruskede i hende. "Emma! Emma!" Vejrtrækningen blev hårdere, han strammede hånden mod hendes skulder, og førte blikket ned til hendes brystparti. Det var lige under brysternes strittende udbuling, omkring mellemgulvet og overmaven, at det sorte kjolestof begyndte at mørknes af blod, der alt for hurtigt sivede fra hende. Det var ikke det eneste sted, blodet voksede. Da han førte blikket længere ned, til hendes højre flanke, der hvilede mod gulvklinkerne, så han den spejlglatte gulvflade blive overstrømmet af blodige fingre, der hastigt voksede hen imod ham. Han viftede atter sine våde øjne op, på Emmas ansigt, de lukkede øjne og den normalt solbrændte hud, der blegnede sig uhyggeligt hurtigt. Han ruskede igen, hendes ansigt vippede en anelse, og han gentog hendes navn, i den samme fortvivlede, hule stemme. "Emma!"

Ved siden af Emma, langs det modsatte bord, mellem to skamler, drejede Drew langsomt hovedet, mod venstre. Det skreg stadig kraftigt i hans øre, men han hørte Nathans stemme hidkalde sin datters navn, skrigetonen blev lavere og lavere, og han åbnede langsomt øjnene. Synet, der mødte ham, fik verden og tiden til at fryse fast i en sælsom fornemmelse af ikke-eksistens. Han så Emmas livløse krop, med ryggen imod ham og ansigtet drejet bort, og det lange hår, der puffede sig mod gulvet i en glorie af nøddebrunt omkring hendes hoved. Nathans ansigt var stift og tomt, hans læber dirrede og øjnene var røde, og han så ham fjerne sin hånd fra hendes skulder, skælvende, og istedet trykke den mod sin mund. Han blev liggende, hjertet bankede, og han kunne blot stirre.

Nathan blev siddende, med de dirrende fingre presset mod munden, og kiggede på Emma i nogle yderligere øjeblikke. Fingrene af blod fortsatte med at vokse sig tykkere og større og længere fra Emmas ene flanke. Så viftede han blikket mod Drew, mødte hans chokerede blik, og hans øjne blev på ny overtrukket af det dybe, hadske mørke. Han fjernede hånden fra munden, og knyttede næverne. Mundvigene strammede sig til. "You ... motherfucker." Han hævede sin dybe, rughæse stemme. "You ... mother ... FUCKER!" Drew kiggede blot på ham, med store øjne, da Nathan rejste sig op, og med en gråd, der fortrak hans ansigt til en gyselig, sammenbidt grimasse, trådte over Emma, og hen til ham, og han drejede hovedet væk, mod glasvæggen fem meter længere nede, strammede armmusklerne, klar til at flygte, men nåede det aldrig. Nathan greb ham bagfra, slyngede armene omkring hans skuldrer, og løftede ham op fra gulvet. Han skreg hæst, et skrig af dyrisk arrigskab, løftede Drew et par skridt frem og kastede ham, af al sin styrke, fremover. Drew buede gennem luften, fløj næsten en meter, bankede maven ned det glatte gulv, og kurede yderligere en meter frem. Nathan hev luft ind, en hvæsende lyd, og skreg atter. "DU SLOG HENDE IHJEL! DU SLOG HENDE IHJEL, DIT LILLE SVIN!" Han vandrede derefter imod ham, med målrettede, uhyggelige skridt, og Drew hørte ham komme nærmere, så skyggen vride sig opover de blanke gulvfliser, han klemte hænderne ned mod gulvet, løftede sig i armene og begyndte at mave sig væk, væk, væk, men han var ikke hurtig nok, for Nathan nåede hen til ham og slyngede sin fod gennem luften og ind i hans side. Sparket var så voldsomt, at Drew blev spjættet rundt, om på siden, og han nåede ikke at sunde sig, eller hive efter luft, før et nyt spark, denne gang ét, der blev leveret henover ansigtet, så det knækkede og knasede fra den i forvejen brækkede næse, en sort bølge af smertelig bevidstløshed strømmede over hans synsfelt, og han blev slynget fra sideliggende til rygliggende stilling. 

"Det er din skyld. Din skyld! Din skyld!" Nathan hvæsede, med tårer, der trak lange striber nedover ansigtet. Bevægelserne spejlede sig henover den blanke glasvæg til venstre for dem. "Jeg elskede hende! Du slog hende ihjel, dit lille svin, og jeg elskede hende!" Nathan stillede en fod på hver side ad Drew, knælede herefter ned og greb hans hals med begge hænder. Han skreg, så grottelugtende spytdråber smækkede indover Drews ansigt. "JEG ELSKEDE HENDE!"

Drew blinkede mod det stikkende, flimrende slør af bevidstløshed, hev efter luft, smerten bed sig ind i siden af hans lunger, fik vejrtrækningen til at brænde og stikke, og Nathan knyttede den ene næve, og slog den indover Drews ansigt. Næsen knirkede sig løs i slimede bloddråber, der sprøjtede i lange streger henover gulvet ved siden af ham. Nathan løftede hans ansigt op, slog atter, en klaskende lyd af kød-mod-kød, så Drews hoved vred sig i den modsatte retning, mod venstre, mere blod sprintede, Nathan skreg, skreg, skreg, slog skiftevis Drew med højre næve og så venstre, og så højre, han slog, og et sort flimmer trak sig over Drews synsfelt, et flimmer af håbløshed, og en fornemmelse af død begyndte at trække i ham, suge ham ned i gulvet, og det var ikke Emma, han så, men Allison, smilende Allison, med rødmende, fregneplettede kinder og den rødbrune fletning, Allison, der stod foran ham og sagde det betyder altså ikke noget for mig, om du tabte den baseballkamp eller ej, for du betyder stadig noget for mig, og endnu et slag, fra den venstre side, ikke den højre, der sendte hans ansigt tilbage i retning mod Emma, smerten dunkede dybt ind i øjnene og han fornemmede det mørke blod, der klistrede bort fra hans øjenbryn og fugtede sig nedover ansigtet, det dunkede i læberne, og endnu et slag, fra højre side, så hans hoved rullede mod højre og ind mod glasvæggen. Nathan løftede venstre næve, hans øjne dirrede af sygeligt raseri, savl slimede i lange, våde strenge ned fra hans underlæber, dinglede foran hagen, og knoerne var plettet af blod, og fingrene var indsmurt i mørkerødt klister. Han lod næven svæve i den fri luft, og han snakkede med en gurglende, dirrende stemme. "Jeg banker hul ind til din forpulede hjerne!" Drews læber skælvede, og hans fingre strittede, og Nathan trak næven tilbage, så den blev løftet, højere, højere, højere, og et hult, metallisk smæld knaldede gennem stilheden og et spjæt rykkede sig igennem hans krop. Glasvæggen ved siden af ham splintrede omgående til mælkehvidt. Øjnene bag de firkantede brilleglas svulmede op, og munden gabte sig vidåben i et hæst, skingert gisp, langtrukkent. Han sænkede næven og tog sig omgående til venstre side. Hans hånd pressede hårdt ind mod den hvide kittel. Hans vidåbne, stirrende øjne kiggede mod Drew, men ikke på ham, og han gispede atter, ligeså skingert og kvalt som før.

Det høje brag fik en ny ringetone til at skrige op i Drews øre, blandede sig med den fjerne pulsen af hjertets hårde banken mod brystkassen, og hans hoved drejede sig langsomt opad. Det venstre øje var lukket stramt til, umulig at åbne, og det højre var klistret til af fossende blod, der vred sig ned fra det flængede bryn. Han var nødt til at holde øjet på klem, og hans synsfelt prikkede af halvvejs bevidstløshed. Men alligevel så han det. Nathan, der hævede sig over ham, og den hivende, rykvise vejrtrækning, øjnene, der var spærret vidåben og munden i den gabende O-form. Hånden, der pressede hårdt ind mod siden af den hvide kittel. Ansigtet, med blege toner der krøb dødningeagtigt frem. 

Blodet svulmede ud mellem Nathans fingre, og rejste ned langs hans flanke, tegnede sig et mørkt spor henover kitlen, dryppede videre ned på gulvet ved siden af Drew, og samlede sig i hastigt voksende klumper. Nathan drejede langsomt hovedet mod lydkilden, mere blod svulmede frem, voksede sig i tykkere og større klatter mod det spejlblanke gulv, og han så hen mod Emma. Som var i live. Hun havde kæmpet sig op i en halvvejs siddende stilling, stadig med blod, der flød bort fra hende, og sigtede hen imod ham, med en dirrende arm, der knugede hårdt om M4-karabinen. Nathan løftede brynene, og blinkede. Emma stirrede på ham, og dette blik var ikke chok eller frygt, men vrede, dybtsiddende vrede, der havde hobet sig op i hende i årevis, vrede efter svigt og efter mishandling og efter misbrug. En vrede, hun havde sluppet løs gennem det våben, hendes far havde ramt hende med. Hun hev en kort gang efter vejret. Sænkede langsomt karabinen, ned mod jorden, og strammede fingrene på venstre hånd mod gulvet. Hun sænkede sig en anelse, og hvilede hovedet mod sin udstrakte, højre arm, der stadig holdt fast om geværet, som nu lå på siden. Hendes blik blev ved med at skule opad, mod Nathan. Hun blinkede. Blod sivede tykt ud mellem hendes læber, og dryppede fortsat ned mod gulvet.

En tung sorthed bølgede indover Nathans blik, så han måtte blinke nogle kraftige gange. Blodet, der tykt svulmede nedover hånden, var klistret og køligt og sortligt mørkerødt. Han blinkede igen, vred blikket bort fra sin datter, og ned til sin flanke, og han fjernede langsomt hånden, og vendte fladen op imod sig. Mørkrøde streger fingrede sig ned af kitlen, dryppede bort fra underkanterne, og havde allerede samlet sig i en pøl på gulvet. Hans fingre skælvede. Han hikkede efter luft, det gjorde ikke engang ondt, og hans blik vendte sig mod Drew, med det blodklistrede ansigt under ham. Han blinkede (Jennifer Sarcony spjættede forover, og tykke, slimede blodstrenge dinglede bort fra hendes mund, hun tog sig til maven, og våde dråber vred sig op i hendes øjne), blinkede igen, (Sylvia Rider lænede sig frem i jordhulen, og mundede sine læber om Nathans, en blød, klistret fornemmelse, og de våde smæld gav genlyd gennem jordhulens dybe tavshed), og så vred hans ansigt sig sammen, så han skar tænder, og han tog sig på ny til flanken, et halvkvalt støn, og gled bort fra Drew, mod venstre, så hans ryg ramte ind i glasvæggen. Væggen eftergav en beklagelig knirken, men gav sig ikke. Nathan lagde hovedet tilbage, så bagkraniet hvilede mod det splintrede, mælkehvide glas, og han så fremad, det tågede sig for hans blik, så han atter måtte flimre øjnene i de våde blink, hikkede efter luft, og vedblev med at lade hånden hvile mod flanken.

Vi er alle tabere, sagde Sylvia Rider, imens hun kiggede på ham med døde, hule øjne, og hånden knuget om den sortglinsende likørflaske. Nathan så Felix vandre hen imod ham, fra hans datter, der lå med hovedet hvilende mod sin udstrakte arm, og hen imod ham og Drew. Katten gik, vandrede i dens blide, bølgende bevægelser, henover det spejlblanke gulv og imod ham, og han løftede atter brynene. "F ... Felix?" Hans stemme rystede, og kulden slyngede sig om ham. "Felix? Hvad ... hvad laver du her?"

Han rakte sin højre arm frem, den, der ikke klemte mod udgangshullet i flanken, selvom det ligeledes dryppede af blod fra højre side, og lod fingrene strejfe den frie luft. Felix nåede hen til Drew, og fordampede bort i luften. Nathan forvred atter sit ansigt, klemte ryggen kraftigere imod den splintrede væg, endnu en beklagelig knirken, og flere sprækker brød frem i glasset. Han stønnede kraftesløst, og åbnede atter øjnene, blinkede det tunge, kvælende mørke ud i synsfeltets periferier, og istedet så han den lægeanatomiske positur, med armene spredte og håndfladerne pegende fremad, der svævede op fra gulvet foran ham, og herefter begyndte at dreje. Han blinkede igen, øjenlågene føltes tørre og klistrede, og han hikkede efter luft, det brusede vådt i hans lunger, så han måtte udstøde et rallende host. Han sænkede tungt sin frie, højre arm ned på gulvet. Den holografiske mand blev tykkere og ældre (Dr. Sarcony, kan det lade sig gøre at frembringe evig ungdom?), blev til ham selv, som gammel, men Nathan sad blot med brynene løftet i nysgerrig forbløffelse. En tåre vred sig bort fra venstre øje. Sylvia Rider viste sig atter for ham, kiggende på ham med de tomme øjne (vi er alle tabere, og det forbliver vi resten af vores liv), og Janice løftede vielsesringen, der blinkede gulligt i vridende refleksioner fra loftslyset, og kastede den imod ham, ringen ramte hans bryst og klirrede videre ned på gulvet (fysisk unge mellem 16 og 25), og 7-årige Emma stod i dørkarmen, med tøjbamsen klemmende ind til sin spinkle krop, der var omsluttet af den silkehvide natkjole, hendes brune hår strittede, og Jennifer Sarcony vrælede, han kunne ikke høre hendes vræl, men han kunne se det, hendes ansigt der fortrak sig i de vrælende smerteskrig, med blodige savlstrenge dinglende fra underlæben og overkroppen spjættet fremover, hænderne var klemt smerteligt imod hendes maveregion, og tårer sprang ud over hendes rødblusne, fortrukkede kinder. Sylvia Rider, der lænede sig frem, og som kyssede ham, den lyserøde forelskelse, da ham og Sylvia vandrede side-om-side ind i granskoven. Janice, der kom gående op gennem kirkegulvet, med sine hvidbehandskede fingre knugende om buketten, Janice, der lå i hospitalssengen, bleg og svedglinsende, og med den nyfødte Emma i sine arme, og Emma, der som 7-årig sad på hans skød og kiggede op på ham med de løftede, fortvivlede bryn. 

Mørket slørede sig over hans sind. Han delte læberne, og stirrede ud i tomheden. "Alt ... " Blodet begyndte at dryppe bort fra hans mund i mørke dråber, og klistre sig ned ad hagen. "Alt går ... i stykker." En svag, våd rallen fulgte, og hans øjne flimrede, inden hovedet bøjede sig. Vægten af hans krop mod den ødelagte væg, fik langt om længe glasset til at give efter, og væggen knustes i en klirrende støj af regnende glasskår, hans krop faldt tilbage, men blev bremset af et bordben. Han blev siddende i en skrå stilling, med hovedet bøjet og armene hvilende dødt langs hans flanker. Slimede, blodige strenge voksede ud fra hans læber, smeltede nedad fra hans bøjede hoved, dinglede i den frie luft et par øjeblikke, inden de blev til bloddråber, der samlede sig mod hans skød. 

Emmas øjne bevægede sig i flimrende blink, hendes mund blev stram, og hendes hoved bevægede sig ganske svagt, i noget, der lignede tilfredse nik, og så flimrede hendes øjne til hvidt, inden hun vred hovedet rundt og lod kinden hvile mod armen. Øjnene lukkede sig i. Hendes krop blev overtaget af slaphed. Drew kiggede længe mod Nathans siddende lig, med det bøjede hovedet og de smeltende blodstrenge, og så drejede han hovedet i den modsatte retning, så mod Emma, der nu lå stiv og ubevægelig, med hovedet hvilende på den udstrakte, højre arm, og ansigtet drejet bort og ind mod bordet med computerbanken. Han skilte sine læber, drejede sig om på siden, en stikkende, hård smerte brændte sig ind i hans lunger, og han rullede videre fra siden og om på maven, fortrak ansigtet, bevidstløsheden flimrede i stikkende slør indover synsfeltet, han holdte en kort pause, og så begyndte han at krybe sig frem imod hende.  

         

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...