Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23396Visninger
AA

73. ---70---

Glasmontren løftede sig opad med en hydraulisk hvæsende lyd, og Nathan lænede sig fremover. Små skægstubbe var begyndt at spire frem omkring hans hage og kantede kinder, sølvgrå som håret, og afgav metalagtige refleksioner, når lyset glinsede henover dem. Idet glasmontren foran ham løftede sig op, foldede et stativ sig ud, strakte sig bort fra montren og låste sig fast i Nathans retning. I den lille holder, der fastsad i spidsen af stativet, var der placeret et reagensglas med en rødlig væske. IGF-faktor 1. Det var navnet på væsken, påklistret med et hvidt papir i siden af det cylindriske glas. Han løftede sin behandskede hånd i et pincetgreb, og greb reagensglasset med den røde vækstfaktor, fjernede den bort fra holderen, og løftede den op i det blålige lysskær. Han skrånede glasset en anelse, en svag, klistret skvulpen, og så drejede han sig bort fra cylinderen. Han placerede reagensglasset i endnu en hullet metalmaske, der stod placeret på bordet til venstre for montren, og stativet vippede tilbage, og montrens glastop gled atter ned. 

Det bibbede. 

Den intense, desperate lyd fik Nathan til at stivne, lyden kom bagfra, han vred sin nakke rundt og så sig over skulderen, mod den holografiske computerskærm bag sig, og han så det. Emma. Der bevægede sig. Han så hende begynde at vride sin krop, ganske svagt, hun blev stiv, hans øjne voksede bag brilleglassene, og han delte sine læber. Stirrede fikseret på optrinnet. Han så hendes venstre arm spjætte voldsomt, en enkelt gang, og spjættet fik armen til at glide opover hendes mave. 

Han så Emma vride hovedet, mod højre, hendes vejrtrækning var hurtig og voldsom, brystpartiet løftede sig og sank tilbage og løftedes og sank tilbage, og ... 

... Emmas vejrtrækning var en skælvende og sammenbidt hiven, og hun skulede ned mod sin højre arm, med droppet, som holdte armen fast, spændte atter musklerne i venstre arm, der nu hvilede henover hendes maveparti, og rykkede, af alle sine kræfter, kroppen en anelse mod højre. Hun fik gledet sin venstre arm længere, om til højre side, fingrene fik grebet fat om det gennemsigtige drop, men det var svært for hende at anstrenge musklerne, da hendes fingre føltes så stive og slappe og snurrende. Hendes tænder forblev sammenbidt, de bibbende lyde fra EEG-monitoren skingrede hidsigt bag lampekransens dybe, hule summen, og Emma fik knuget sine fingre om droppet, sved kølede sig til på hendes pande, en klistret og ulækker og dump fornemmelse, og det lykkedes hende at få vristet droppet af sig. Det gjorde ikke ondt. Hun kunne slet ikke mærke det. Droppet slaskede bort fra hende, og pegede istedet sin munding mod gulvet. Slapheden drev igennem hendes lemmer, pressede hende tungt mod briksen, og de kolde tårer fortsatte med at dryppe bort fra hendes øjne. Hun blev liggende og hev efter vejret, i få øjeblikke, og så løftede hun højre hånd, til trods for at den var blevet alt for tung og alt for slap, og lod den knække bagud, mod sin skulder. Hun strammede øjnene sammen og surrede munden lige ...

... Glasvæggen foran Nathan svandt mod venstre, hans skridt var hurtige og målrettet, det blev ved med at bibbe advarende fra laboratoriet bag ham. Enderne på den hvide kittel flagrede gennem luften. Han fortsatte ind i lokalet på den anden side ad glasvæggen, hen til skabene, og lod sine fingre danse harmonisk henover SmartPaddens flade i bevægelsen. Han stoppede foran væggen. En skuffe foldede sig ud, i flere sektioner, med smalle og hule metalnåle, der glimtede i det klarhvide lysskær nederst, og sprøjter, i forskellige størrelser og med forskelligt indhold, der udfyldte de to øvre sektioner. Han strakte pegefingeren frem, skannede den henover de forskellige nåle, fandt den rigtige på få øjeblikke, holdte den mellem to fingre, spidsen glimtede, og han greb herefter fat i sprøjten med de nano-partikel-indkapslede og liposom-omsluttede neurotransmittere, der ville sende Emma ind i den dybe, dødlignende tilstand (selvom en for høj dose ikke blot ville gøre tilstanden dødlignende, men vegetativ, så hjernen ville tage varig skade), hun havde været i, og som hun nu var vågnet op af, selvom dette ikke burde kunne lade sig gøre. Han tog sprøjten med den forstærkede dose, der ikke ville kunne vække hende. Fastmonterede nålen, skruede, og sveddråber fugtede sig i blanke linjer ned omkring hans venstre øjenbryn, han blev ved med at skrue, indtil en klikkende lyd indikerede, at nålen sad fast. Herefter vred han sig rundt, så ryggen vendte mod væggen, gled sprøjten ind i sin kittel, trådte i bevægelse, og fingrene dansede atter henover den glinsende flade, så skufferne foldede sig tilbage og på ny blev ét med de hvidkliniske vægpaneler. Han trådte tilbage i laboratoriet. Glasvæggen lukkede sammen bag ham. Skridtene voksede sig hurtigere, mere målrettet, og han førte atter sin hånd ind bag kitlen, knugede om sprøjten og øgede fortsat farten på sine skridt. 

... Chris Bawling skrånede på M4-karabinen, i taktisk stilling, som han bevægede sig frem i krumbøjet løb. Den knuste indgang med pulverdryssene af glasskår, som Nathan havde været for fjernt inde i sine evige fantasier til at have registreret, nærmede sig foran. Drew holdte sig bag ham, skridtede ligeledes hurtigt, og Chris' hænder blev strammere om våbnet ...

... Det lykkedes Emma at knuge sin højre hånd sammen om det tynde fibernetværk af ledninger, som var tilkoblet elektroderne henover hendes kranie, og hun strammede grebet, og hun rykkede. Tape ritsjede op, det bed i hårbunden, flere dråber vred sig op i hendes øjne, men hun fortsatte, rykkede, rykkede, rykkede, elektroderne gik op, og de bibbende lyde fra EEG-udmålingerne blev til én, langtrukken hyletone, da hjernebølgerne fladede ud til en død, lige streg. Emmas vejrtrækning hyperventilerede, den var både skinger og kvalt, og hun prøvede at bevæge sin krop, men kunne ikke røre andet end hovedet og armene, og hun skulede, mod højre, men kunne blot se det alt for blændende lysskær. Hun gjorde noget andet. Hun rykkede, af al styrke, sin krop, mod kanten af briksen, hendes blottede skulderblade skrabede henover briksens flade, og det sorte kjolestof, der udgjorde hendes stramme nederdel, furede til i bevægelsen. En pibende stønnen af kraftanstrengelse forlod sammenbidt hendes læber, panikken i hendes lunger blev stadigt koldere, og hun rykkede sig atter engang til siden. Hun røg udover kanten. Bankede skulderbladende mod gulvet, og hendes ben krummede sammen, da de som det næste forlod briksen, fløj ned gennem luften og på det sorte, hårde underlag. En øm smerte bankede sig ind i siden af højre knæ. Emma tog sig ikke af det. Hun lagde hovedet bagover, rettede sit blik mod trappen, der førte videre til metalplatformen foran den cirkelrunde dør, lige inden rørtunnelen, flimrede øjnene sammen og hev efter vejret.

Hun skulle fortsætte. Selvom den tunge fornemmelse af bevidstløshed på ny prikkede hende indover kroppen, og hun fik fornemmelsen af at virkeligheden gled bort, måtte hun fortsætte. Hun rykkede sin alt for tunge krop. Tog fra med hænderne, hendes ansigt blussede sig rødt, da hun lagde hovedet tilbage, halsen furede sig til, men det lykkedes hende at få rullet sig om på maven. Hun hvilede kortvarigt hagespidsen mod gulvets sorte gummilag. Kæmpede for at få pusten. Hun lukkede øjnene i, tæt, nogle øjeblikke, for at modstå den tunge bølge af besvimelse, der truede med at æde hende, stå imod, stå imod, og så åbnede hun øjnene igen. Tog et par dybe indåndinger. Hendes arme hvilede langs hendes flanker. Hun lå på maven. Hun sank nogle gange, selvom munden var alt for klistret og tør, hun sank, trods manglen på mundvand, og så bevægede hun atter sine arme. Gled dem hen foran sig, strakte dem ud, og knyttede næverne sammen. Hun lod siden af hænderne presse mod det sorte kunstgulv. Tænderne blev atter sammenbidte. Armene skælvede i kraftanstrengelse, hun strakte halsen og løftede sig af al sin styrke, kun ved hjælp af de alt for skælvende arme, og trak sig, med den konstante og ubønhørlige strøm af tårer, der kølede nedover begge kinder, fremad, mod trappen. Det rødmede dybt omkring hendes knoer. Hun trak sig frem, indtil hendes hænder befandt sig på begge sider af brystkassen, stoppede, lod atter armene strække ud foran sig, metaltrappen kom nærmere, hun trak sig frem, frem, frem, og så åbnede cirkeldøren sig. Nathan dukkede op, i den hvide kittel, bevægede sig to skridt frem, og standsede ved toppen af de fem trin. Hans øjne var svulmet op bag brilleglassene. Den hule tomhed var alt, hvad der udfyldte hans blik.

Synet af hendes far fik al bevægelse til at forlade Emmas krop. Hun kiggede blot. Ansigtet blegnede. Det var som om al følelse drev bort, og hendes krop blot blev tom og udhulet og fyldt af en indre råddenskab, der begyndte at fortære. Musklerne var kolde. Det samme var brysthulen. Nathan blev stående, på toppen af platformen, og blinkede, men selvom han blinkede, forsvandt tomheden ikke. Han stod der, med ansigtet værende en neutral maske i lange øjeblikke. Så foldede det sælsomt afkoblede smil sig uhyrligt frem på hans læber. Venstre hånd forblev skjult bag den hvide kittel. 

"Emma. Don't ... don't be afraid." Han sank, så adamsæblet bølgede. De grå skægstubbe glinsede sølvmetallisk i det klare, hvide lys. Emmas vejrtrækning begyndte at stige, som kulden i hendes lunger blev til rendyrket is, den hev og hev og hev, og hun ville bevæge sig, ville vride sig væk, men hun kunne ikke, for hun var fanget af sin tunge, muskeltomme krop på dette hårde, sorte gulv. Nathan gled i bevægelse. "Alt skal nok ordne sig. Alt ... skal nok ... ordne sig." Tunge metalliske skridt af Nathans krop mod trinnene. Smilet blev bredere og stadig mere afkoblet fra virkeligheden. Emmas vejrtrækning blev skingert klynkende. Tårerne af rædsel forlod koldt hendes øjne. Nathan nåede gulvet. Han trak sprøjten frem. Nålen glinsede op, ligesom skægstubbene, der spirede frem i hans ansigt. Han nærmede sig med de tomme, målrettede skridt. "Jeg elsker dig. Min Emma-skat. Min lille pige. Jeg elsker dig!"

Han nåede hen til hende, knælede sig ned, og greb hendes armhule. Først da reagerede Emma, og hun begyndte at vride sig, vippe sine ben fra side til side, henover gulvet, og de klynkende lyde blev til halvkvalte, skingre råb, der lød lidt som skrig, men ikke helt var det. Nathans fingre strammede sig om hendes overarm. Emma vred sig rundt, så hendes højre flanke pressede mod gulvet, prøvede at vride sig bort fra farmands greb, men det lykkedes ikke. De tomme, syge øjne, der stirrede ud gennem brillernes firkantede vinduer, syntes at smelte igennem hendes krop, som hun blot bestod af luft. Han løftede hånden med sprøjten, knugede de fire fingre omkring sprøjtens cylindriske krop, medens han løftede den femte, pegefingeren, som han førte op til munden. "Shhhh-shhh-shhhhh. Tag det roligt, der sker ikke noget. Jeg er her, Emma. Der sker ikke noget." Emmas råb blev til vræl, og Nathan sænkede hånden, inden han trak den ind under hendes højre armhule. Hun vrælede, hæst, som han løftede hende op og trak hende tilbage mod briksen, og hun prøvede at få sine ben til at lystre, men de registrerede ikke de paniske nervesignaler, hjernen tilsendte dem, men skrabede blot ubrugeligt henover gulvet. Hun kunne mærke det hårde gummi skure mod huden på sine bare ben, men hun kunne ikke bruge dem. Hun kunne slet ikke bruge dem.

Flere tårer. Flere vræl. Nathans fingre gravede sig ind i den blottede hud omkring hendes skuldrer og armhule, så det skarvede og gnavede og hun ikke kunne gøre sig nogen modstand, og de nåede briksen, og han løftede hende, og det var som de ulidelige, uhyrlige søvnparalyser, hvor mørke dæmoner indtog hendes værelse, imens hun lå stiv og udstrakt på sengen, uden at gøre noget, andet end at bevæge sine fingre for at komme ud af paralysen, men her var der ingen fingre, hun kunne bevæge, for paralysen var ikke fremkaldt af levende drømmebilleder, men var virkelig. Hun blev tvunget med ryggen tilbage på briksen, og istedet for at kaste med benene, var det armene, hun slog ud med, prøvede at fægte efter sin far, men Nathan vred ansigtet tilbage. Hans tomme øjne gled ned mod hendes lår. Herefter greb han fat i begge hendes hænder, førte dem sammen, strammede grebet om hendes håndled, og lod hænderne være hævet over hendes krop, så hun ikke kunne bruge dem.

"Lig stille, Emma. Der er ikke nogen grund til at være bange, det er hurtigt overstået. Der er ikke nogen grund til at være bange. Jeg redder dig. Jeg slår dig ikke ihjel. Jeg redder dig!" Og med de ord lod han sin frie, højre hånd - det var den venstre, han brugte til at holde Emmas paniske arme hævet - glide sprøjten med de dvalefremmende stoffer ned mod hendes lårparti. Han bøjede sig forover. Var for optaget af sprøjten, som nærmede sig låret, til at registrere den tætte skygge, som strakte sig henover ham og Emma.

Hans hånd nåede underkanten af nederdelen, der stramt tætnede sig omkring hendes knæer. Så blev bagsiden af M4-kolben, som Chris Bawling førte, smækket indover venstre side ad baghovedet. Nathans krop spjættede, og et støn pustede sig bort fra hans læber. Han mistede kontakten med jorden, og faldt om på siden. Sprøjten svandt fra hans greb, klirrede udover kanten af briksen, videre ned på gulvet, og rullede bort. Nathan vred sit hoved, hans tænder var bidt sammen, han prøvede at kigge op, men fik, idet ansigtet vendte sig op mod det klare lysskær fra loftet, en knyttet næve smækket indover læbepartiet. Hans hoved spjættede atter til siden i et hårdt smæld af kød-mod kød. Hans øjne strammede sig sammen, han nåede aldrig at sunde sig, før Chris Bawling greb hans arme, vred ham rundt, så hans mave pressede ned mod gulvet, og derefter trak hans arme om på ryggen, hvor han holdte dem fast. Nathan gurglede. Hans øjne var stadig strammet hårdt sammen, og kraftige furer tonede frem omkring hans pande. Chris sænkede sin krop, og borede højre knæ ind i Nathans lænd, for at fastholde ham til gulvet. Han vendte blikket mod Drew, der stod stille, med store øjne, ved trappen. 

"Go get her!" Han vippede sit hoved mod Emma, da han sagde det, og viftede herefter fokus tilbage til Nathan, der drejede sit hoved, så han pressede kinden mod gulvet, fremfor hagen. Ansigtet vendte sig ind mod briksen. Drew kiggede hen på Emma, der kiggede tilbage på ham. Hendes øjne var røde. Kinderne spejlede sig af de fugtige tårespor. Igen glimtede synet af hende frem, idet hun vrælede skingert, hæst, inden hun faldt forover, og greb fat om hullerne i trådhegnet, inden fingrene knugede. Og da hun stod foran vasken, kraftigt blinkende imod tårerne, med hænderne, der vred sig sammen i hvidt sæbeskum under den hvislende vandstråle. Alle fyre er nogen pikhoveder! Og nu så han hende her, foran sig, blot seks meter borte, liggende på en briks med tårevåde kinder og røde, panikramte øjne rettet imod ham. Ikke død. Men i live. Uvirkeligheden tågede sig omkring ham, da han skridtede frem, hen imod Emma, der blot stirrede på ham, i sin hivende vejrtrækning, og som ikke foretog sig noget. Det begyndte at blive hult i maven, i en underlig sulten fornemmelse, og han nåede hen til hende. 

"Emma ... jeg ... vi skal ud herfra." Hans stemme dirrede af en hastigt voksende klump i halsen, og selvom han rømmede sig, ville den ikke gå væk. Uvirkeligheden blev kraftigere, og nu begyndte den at stikke. Emma kiggede blot på ham, og hendes bryst sank og løftedes og sank i den hivende, panikslagne vejrtrækning. Drew blev stående, og pludselig vidste han ikke længere, hvad han skulle gøre, det stak i hans sind og på hans hud, af uvirkelig tåge, og han hørte Nathans halvkvalte stemme, der hæst begyndte at snakke til højre for ham.

"No, don't do this. Jeg elsker hende. Hun er min datter, og jeg elsker hende. Ikke gør det imod mig. I ved ikke, hvad I har gang i, ikke gør det her imod mig."

Herefter Chris, der hvæsede arrigt tilbage. 

"Hold din kæft, dit lede svin!"

Chris strakte sin ene hånd bagud, og greb fat i håndjernene, der var hægtet fast til livremmens bagparti. Han hev den frem, metal klirrede, og førte den ned mod Nathans hænder. Nathans øjne lukkede sig atter sammen, og en tåre begyndte at vride nedover hans ene kind. De sammenstregede læber skælvede, og det dirrede ligeledes i hans mundvige. Tåren rejste videre.

Drew strakte langt om længe sin hånd frem. Sveden klistrede sig til i håndfladens furer, og fik det til at glimte vådt. "Emma, tag ... tag min hånd, og følg med. Please.

"Jeg kan ikke gå," var det eneste, hun spinkelt svarede tilbage.

Drew blinkede, og hans bryn rynkede sammen. "Hv ... hvad?"

Emma rystede på hovedet, og tårerne svulmede på ny frem. "Jeg kan ikke ... jeg kan ikke gå." Hendes vejrtrækning blev alt for hurtig. "Jeg kan ikke bruge mine ben. Jeg kan ikke gå, jeg kan ikke gå!"

Drew anede ikke, hvad han skulle gøre. Chris klikkede håndjernene sammen om Nathans samlede hænder, strammede dem med en knirkende lyd, og så sig over skulderen. "Drew ... Tag hende under armene. Hvis hun ikke kan gå, så hjælp på anden vis. Nu." 

Drew vågnede op til dåd, og strakte sig frem. Greb hendes hånd, hans fingre var klistret til af en ulækker og kold sved, og Emmas greb strammede sig, og han hjalp hende op at sidde. "Hjælp mig ud herfra, please hjælp mig ud, please hjælp," vedblev hun, i sin skingre, panikslagne vejrtrækning. Drew nikkede.

"Jeg skal nok hjælpe dig." 

Maven gjorde alt for ondt, og han brød sig ikke om det, og var sikker på, at han snart ville begynde at græde. Emmas arme slangede sig omkring hans hals, som støtte, og han hjalp hende bort fra briksen. Vendte sig rundt mod metaltrappen, med Emmas ene arm slanget henover hans skulderparti, og den anden knugende sig fast om hans bryst, han mærkede vægten af hendes krop mod sin, og gråden brændte alt for stramt i hans ansigt, og han vidste ikke engang, hvorfra trangen til at græde stammede. Han begyndte at gå, trak Emma med sig, og hendes skinneben og bare fødder skrabede slapt og ubrugeligt efter hende på det sorte gulv. De nåede trappen. Emmas greb om Drew blev hårdere, hendes fingre klemte sig hvide, men de fortsatte, op ad metaltrappen og mod glasdøren. Idet de nåede toppen, efter et tidsrum der føltes alt for længe, og glasdøren gled til siden og åbenbarede tunnelen, fjernede Chris knæet fra Nathans lænd, rettede sig op, og trak Nathan med sig. Nathan rettede sig fra liggende til på-knæ-siddende stilling. Han drejede hovedet, mod Drew og Emma, der nåede toppen af trappen. Den hule tomhed i hans øjne blev erstattet af et hadskt mørke. 

"Rejs dig op!" kommanderede Chris, men Nathan registrerede ham ikke. Hans blik var limet på Emma og Drew, der forsvandt gennem cirkeldøren, og døren, der lukkede sig efter dem. Chris rykkede, og trak Nathan med sig i stående stilling. "Rejs dig op, sagde jeg, damnit!" Det klirrede af metal. Nathans øjne var store, og det hvide omkring hans iriser var blødt over i tårerødt, og hans læber krængede sig, så tændernes hvidblanke række kom til syne. "Så går vi. Kom så!" Chris rykkede ham, og Nathan vandrede mekanisk med. Hans øjne vedblev mod platformen for toppen af de fem trappetrin. De nærmede sig trappen. Fem skridt. Fire skridt. Tre. To ...

Han reagerede så hurtigt, at Chris ikke nåede at gøre modstand. Foden sparkede tilbage, hurtigt, og hælen plantede sig direkte i hans skridt. Et sæt jog gennem Chris' krop, og han slap automatisk Nathans håndjern, stønnede ømtåleligt, og væltede ned i knæ. Nathan drejede sig rundt, og Chris tog sig til skridtet og bøjede hovedet, et hiv efter luft. Nathan handlede hurtigt, sprang om bag ham, gled sine sammenbundne hænder nedover hans ansigt, ned til struben, krydsede håndjernene, og lod metallet skære sig ind i Chris' strube. Chris gurglede og løftede automatisk den ene hånd, greb fat i kanten af Nathans kittel, men Nathan trak sig bagud, tre skridt, inden han lod sig falde på numsen. Han krydsede hænderne, så kæden mellem håndjernene strammedes, og derved skar sig dybere ind i Chris' strube. Hans tænder var hadskt sammenbidte, øjnene opsvulmede og tomme, og savl slimede sig bort fra hans læber i ophidselse. Den hæse, rallende lyd fra Chris' læber blev højere, vådere, og Chris vred sin krop, kastede og spjættede men det gjorde ingen nytte. Nathan lagde sig tilbage, så hans ryg pressede mod gulvet, og trak Chris med sig i processen. Hans ansigt trak sig sammen, sved spjættede frem i blanke dråber, og det blussede rødt i hans kinder, men han fortsatte, pressede håndjernene, og Chris spjættede med armene. Blodet skød sig op i hans øjne, pressede udad, så hans øjne fyldtes af dybrøde streger, der blev mørkere og mørkere, og ansigtet mørknede sig til en blåviolet farve. Savl spjættede fra ham. Den rallende lyd blev tørre. Hans krop gjorde mindre modstand. Nathan hvæsede, hans arme og hans hoved skælvede, og snart efter gjorde resten af hans krop det, Chris fod smækkede, smækkede mod gulvet, højlydte smæld forplantede sig i lokalet, men det nyttede ikke, intet nyttede, ansigtets dybviolette nuancer mørknede kraftigere. Han stoppede med at smække foden mod gulvet. Strammede istedet fingrene på venstre hånd stramt om kæden, i et desperat men frugtesløst forsøg på at frigøre sig, fingrene var stramme og sammenknugende et kort øjeblik, men så løsnede de sig. Hans rødskudte øjne stirrede dødt og blankt mod loftet. Livet var drevet fra ham. Nathan lukkede øjnene, og hev efter vejret i langvarige sekunder. Chris hånd dumpede slapt ned på gulvet, og hans rødskudte øjne fortsatte med at stirre op mod loftet.                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...