Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23156Visninger
AA

72. ---69---

SIERRA NEVADA, CALIFORNIEN

 

Hun svævede gennem mørket. Et rødt skær begyndte at stråle, svagt, i baggrunden, rødme dybere, og der var noget bag det røde. Billeder. Og de flimrede. Gnister, der i gule kaskader eksploderede bort fra kædehegnets tråde, fornemmelsen af hård metal, der gnavede ind i hendes fingres indersider, og grangrene, der smækkede og flåede og rev henover hendes ansigt, så det begyndte at brænde, et skud, og spidse barkstumper puffede i en brun sky bort fra en træstamme mod venstre. Det røde skær i mørket blev klarere. Hun fornemmede snarligt efter en svag summen, voksende i intensiteten, og en kold, hård underflade, der trykkede om mod hendes skulderparti. Hovedet var fyldt op af blytunge lodder. Øjenlågene var klistret sammen, en snurren, der strakte sig ud i hendes alt for tunge arme, og Emma flimrede langsomt sine øjne op. Hun trykkede dem øjeblikkeligt sammen igen, tæt, da det hvidblege lysskær skreg mod hendes øjenæbler, og begyndte at gnaske i hinderne, så våde dråber vred sig op fra tårekanalerne.

Ansigtet fortrak sig. Den dybe summen omkring hende voksede. Læberne surrede sammen i en lige og tynd streg. Det blev stramt i halspartiet, hun rullede hovedet, til siden, mod venstre, i et (forgæves) forsøg på at få ansigtet væk fra den halvcirkel af lysstofrør, der kransede sig omkring hende. Hun prøvede at røre på sig, intet skete, og hun havde det som om, at hendes krop slet ikke var der, at det kun bestod af hendes hoved og hendes hals og ikke mere. Hun gled langsomt øjnene op, men holdt dem sammenknebne for det skrigende lys, fornemmede briksens hårde underlag, klarere denne gang, men der gik alligevel lang tid, før hendes slørede hjerne vågnede op til dåd. 

Hvor var hun? Hvor fanden var hun?

Langsomt gled hun hovedet rundt, så ansigtet atter vendte opad, stadig med øjnene knebet sammen, og de alt for klarhvide lysstofrør strålede ned mod hende, ondt og dødt, den summende lyd vedblev mekanisk, og hun flakkede blikket rundt, anede ikke hvad der var sket, mistænkte, at hun måske var besvimet under festen, og var blevet kørt på hospitalet, ligesom dengang for ikke så længe siden, hvor hun var besvimet under de udendørs cheerleaderøvelser, men dette her lignede på ingen måde et hospital, der var for koldt og lugten, der fyldte hende, var ikke den søde desinficeringslugt af tung sprit, og hun fornemmede også, at hun heller ikke havde noget tæppe over sig, og underlaget, der hårdt pressede mod hendes skulderblade, var bestemt ikke sådan, en hospitalsseng føltes. Hun befandt sig ikke på et hospital. Og agent Samuel, med øjnene skjult af de alt for sorte solbriller, dukkede op i hendes tanker. Da han stod foran hende. Og Drew, der greb hende i armen, trak hende af sted, og en skærende smerte, der borede sig dybt ind i det nederste af rygsøjlen. Gnistrene, der eksploderede bort fra kædehegnet efter et skud. Hendes øjne blev mindre sammenknebne, åbnede sig mere op, selvom lyset vedblev med at skrige i øjenæblerne, og flere tårer pressede sig op. Hun var ikke besvimet under festen. Det vidste hun. Hun lå her, fordi nogen havde bragt hende hertil. Nogen, der havde bedøvet hende og bortført hende. Og så fornemmede hun en kølig prikken mod hovedbunden. Flere steder. Af noget, der sad fast mod huden ved bunden af hårstråene. Tågen, der havde omviklet hendes hjerne, blev lettere og klarede sig mere op - men svandt ikke helt -, og en underlig hul følelse af panik omfavnede hendes lunger. Hun prøvede at løfte den ene arm, men hun kunne ikke. Hun skulede nedad, vippede på nakken, så furer bølgede frem under hendes hageparti, men hun kunne intet se. Hun skulle løfte sit hoved endnu mere. Hun kiggede atter op i den skærende, bleghvide maske af lysstofrør, der favnede omkring hende i den elektrisk summende krans. 

"Nej." Hendes stemme kradsede gennem halsen, den var tør og træt og spinkel. "Nej," gentog hun. Tårerne smeltede koldt ud i resten af hendes øjne, vred synet mere og mere til, og en tunghed rullede henover hendes krop, som om hun blev suget tilbage på briksen. "Nej. Nej. Nej." Det var det eneste ord, hun kunne frembringe, ordet nej, og tungheden blev sort, og lysstofrørenes skær virkede ikke længere så skarpe, de gled bort, syntes at suge sig op i en fjern tunnel, mørket kantede sig tættere og tættere, og hun fremsagde endnu et spinkelt, tørt nej, inden hendes øjne flimrede sammen, og hun, med sine læber fraskilte, slapt gled sit bevidstløse hoved mod venstre. 

 

*

 

Chris Bawling stoppede den sorte, firhjulstrukne SUV, der fremgav den hydroelektriske hvislen under kørslen, da han og Drew befandt sig godt og vel hundrede meter fra laboratoriet. Til højre for dem løftede en goldgrå klippeblok sig. Tørre, grøngule buske forvitrede sig flere steder op fra granitlaget. Asfaltvejen tog en glidende svingning mod venstre, og svandt om bag de tørre pinjetræer og de tilhørende tjørnekrat. Solen gav det tørre, øst-californiske landskab et gult, pestagtigt skær. Det var omme bag buskadset, skjult af buske og træer og enkelte klippeblokke, at laboratoriet befandt sig. Chris vendte øjnene mod Drew, der sad ved hans side. "Husk nu," sagde han. "Hold dig bag mig. Du skal ikke gøre noget som helst, før jeg siger til. Jeg har kommandoen, hele vejen. You got that?

Drew nikkede. "Ja ... ja, selvfølgelig, klart." 

Chris fugtiggjorde læberne, og vendte blikket fremad. Han smøgede ærmet tilbage på sin smartPad, så klare refleksioner vred sig henover den glinsende flade, og han skilte læberne og talte. "Chris Bawling her. Jeg er nu ankommet til Biosens laboratorium, hvor vores formodede gerningsmand, Nathan Sarcony, opholder sig. Jeg anmoder om tilladelse til arrestering." 

Han sænkede armen lidt, skulede til Drew, og hans øjne viste, at denne hemmelighed var deres hemmelighed. Ingen andre end Chris og David vidste, at Drew var med på denne aktion, og for alt i verden måtte de heller ikke finde ud af det. En kvindestemme svarede fra smartpadden. 

"Tilladelse givet. Vi afventer yderligere rapport. Statspolitiet er alarmeret. Skifter, slutter."

Opkaldet afsluttedes. Ærmet gled tilbage over smartPadden. Chris strakte hånden frem, greb fat i dørhåndtaget, så på Drew, og rykkede, et hult klik, og døren gled op og svang ud i den frie luft over den sortblanke asfaltflade. Solens pestgule skær lå stadig tungt i området. 

*

Emma Sarcony vågnede op i et langtrukkent gisp, hendes øjne var svulmet op, og selvom det skrigende lys atter brændte dybt ind i hendes hornhinder, bed og gnavede og ætsede, vred hun sit hoved rundt. Kransen af lys summede stadigvæk omkring hende, og den summende lyd var både hul og metallisk, og hun vred hovedet fra side til side, ligesom hun plejede at gøre, når hun prøvede at vågne op fra en af de uhyrlige søvnparalyser, som nogen gange ramte hende. Når hun havde søvnparalyser, drømte hun altid i vågen tilstand, fantasibilleder, der gled sammen med den virkelige verden, så virkeligheden krakelerede, og dæmoner og monstre og rumvæsner indtog hendes mørklagte værelse, for at bortføre eller æde eller mishandle. Og måske var dette en af de søvnparalyser, blot mere virkelig, end de andre, men jo mere hun vred sit hoved fra side til side, kastende, og hev dybt efter vejret, så brystkassen løftedes og sænkedes og løftedes, jo mere voksede den paniske kendsgerning om, at dette ikke var en blanding af drøm og virkelighed fremkaldt af en søvnparalyse. Den tunge fornemmelse, der fyldte hendes krop, og gjorde det umuligt for hende at bevæge sine arme, var virkelig, og lyset, der blændede omkring hende, var også virkeligt, og den tunge følelse af en hjelm, der stramt kantede sig omkring hendes kranie, og den kolde, prikkende fornemmelse af elektroderne, som klistrede sig mod hendes hovedbund og pande og tindinger, var ægte. Hendes hals snørede sig sammen. Den sammenbidte vejrtrækning blev klynkende. Hun så gnistrende, der i gullige sprøjt eksploderede bort fra trådhegnets metal, da de blev beskudt af de sortklædte mænd. Hun huskede den svidende og brændende fornemmelse af grannåle, der fejede og smækkede ind i ansigtet, da de flygtede gennem mørket. Mændene i det sorte tøj. Den dybe stemme, der havde spurgt hende, om hun var Emma Sarcony. Pistolen, der beskød dem. Mørket, der havde ædt hende. Øjnene blev atter kolde af tårer. Dette var virkeligt. Lyset, der ondt og alt for hvidt bestrålede hende, fandtes i virkeligheden. Den kolde briks, hendes bare skulderparti pressede imod, eksisterede. Hun flakkede blikket rundt. Den lyse, paniske vejrtrækning fortsatte med at skingre. 

Hendes hjerne skreg til fingrene om bevægelse. En langtrukken, hurtig sekvens af biblyde blandede sig sammen med lysets dybe summen. Hjernen blev ved med at skrige ud til hænderne og fødderne, at de skulle bevæge sig, men musklerne i hendes krop var afkoblet fra hendes tanker, hun var fanget på briksen, og en hæs lyd forlod hende grædende, tårerne blev koldere, og snart efter kildrede de imod hendes kind. Hun spjættede atter hovedet, først til venstre, hendes ansigt trak sig stram og hård, halsen blev spændt, og herefter kastede hun hovedet til den modsatte side, hovedet spjættede, venstre, højre, venstre, og biblydende skingrede sig højere og hurtigere, og lysets dybe summen vedblev. 

*

Chris Bawling trak den sortmetalliske M4-karabin med laserstyring ud fra bagagerummet, og lod den sigte ned mod jorden i venstre hånd. Da Drew så våbnet, rislede en kold fornemmelse op i hans kinder. Han stod ved siden af bilen, en halvanden meter fra Chris Bawling. Chris greb magasinet, løftede geværet, vred den rundt, og klikkede magasinet fast til bunden. Herefter afsikrede han den drabelige karabin. En gyselig, mekanisk CHOCK-CLOCK lyd rungede ud i den bjergrige stilhed. Lyden fik Drew til at gyse.

*

En tåre smeltede i et blankt, klart spor nedover Emmas ene kind, og hun havde drejet hovedet mod højre, og holdte øje med sin ene hånd. Senerne bulede op under den tynde hud omkring hendes håndled. Hun kunne bevæge fingrene, og et pludseligt håb sugede hende i maven, hun kunne jo bevæge sine fingre, og hun strammede musklerne sammen, det skælvede svagt i armen, og denne skælven rejste videre ud i celledroppet, der var boret ned i armens hud. Hun knyttede fingrene sammen til en næve, løsnede hånden, og knyttede den igen, og tåren kildrede skævt nedover kinden, ned til kæbekanten, og blev afløst af endnu en tåre, som Emma næppe registrerede. Hun foretog et ryk gennem armen, selvom den stadig var blytung, og armen spjættede til siden, gled udover kanten af briksen, så hånden endte med at hvile udover den frie luft. Hun blinkede kraftigt og fugtigt imod de pressende tårer, det bibbede stadig mere infernalsk bag den hule summen fra lysstofrørerne, hendes vejrtrækning hev sammenbidt, og hun rykkede atter i armen, strakte den, men kunne ikke få droppet væk. Flere tårer, der silede bort fra hendes øjne. Hun vred hovedet til den modsatte side, mod sin venstre arm, der tungt strakte sig ned langs hendes flanker, og prøvede atter at stramme musklerne. Det sitrede i hendes fingre. Hun kunne bøje spidserne sammen. Hun strammede musklerne, hårdt, så senerne trådte frem under huden, bøjede fingrene mere, og snart formede hun  ligeledes sin venstre hånd i en stram knytnæve. De lange, skingre biblyde vedblev.

   

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...