Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23048Visninger
AA

71. ---68---

Det var politiafdelingens konferencelokale, David og Drew, akkompagneret af de to bevæbnede betjente, blev ledt ind til. Lokalet var kvadratisk, afgrænset af glasvægge med automatiske lameller, der lukkede sig sammen om glasset, når der blev afholdt møder, så uvedkommende ikke kunne kigge ind og se, hvad der foregik. Højre side ad lokalet fra indgangen var udfyldt af en række af firkantede vinduer, der stirrede ud mod Bryant Street. Lyset tilførtes fra de indbyggede, kvadratiske LED-paneler, der plettede loftet. Et konferencelokale, firkantet, strakte sig aflangt i midten af lokalet. Chris Bawling stod foran det midterste det vindue - der var fire, som strakte sig i den rækkevise linje på væggen -, og kiggede ned mod vejen under dem, og hans hænder var samlet bag lænden. Han drejede hovedet mod David og Drew, idet døren var blevet åbnet, og de trådte ind i lokalet. Brynene var hævet en anelse, så hudfurer bølgede svagt frem henover pandebrasken. Munden var stram og alvorlig, men ikke på en vred måde. David og Drew, stående side om side, standsede op, og kiggede tilbage. Der var ingen ordveksling. Chris løftede blikket til de to betjente bag dem, nikkede, og betjentene drejede sig rundt og trådte bort fra lokalet. Døren blev lukket efter dem. Drew kiggede sig kortvarigt over skulderen, og herefter tilbage mod Chris skråt overfor dem. Det var David, og ikke Drew, Chris kiggede på. Hans øjne var hule af samvittighed. David flyttede ikke sit blik bort fra ham, og hans krop havde stivnet sig kraftigere. 

"Jeg ... jeg beklager meget, den behandling, I har fået." David svarede ikke. Chris nikkede for sig selv. "Jeg ... jeg tror jeg har beviset på jeres uskyldighed."

"Nå, det har du alligevel?" svarede David køligt tilbage. Chris' ansigt ændredes ikke. 

"As I said, så beklager jeg meget. Men i disse tider, så er forsigtighed ikke noget, man kan have for meget af." 

"Hvad nu?"

Chris nikkede igen, drejede sig bort fra vinduet, og strakte sin ene arm mod bordet. "Tag plads." Han kiggede tilbage på dem. David bevarede øjnene på Chris, da han humpede frem, ned til stolen på bordets modsatte side, med ryggen til glasvæggen. Drew satte sig ved siden af ham. Chris kiggede på dem, i få sekunder, vred herefter hovedet rundt og betragtede atter vinduet, der bestirrede sig ud mod vejen. Han løftede venstre arm, gled ærmet tilbage, smartPadden glinsede op, og han svævede fingrene henover den interaktive flade. Lamellerne foldede sig nedover glasvæggene. Det samme gjorde sig gældende ved de firkantede vinduer. Drew skulede opad, lod blikket vandre, og Chris trådte bort fra vinduerne, og ned til bordet, og greb fat i toppen af den stol, der stod overfor dem. Lyset fra loftspanelerne fremkom skarpere og hvidere i det svaglige mørke, som var blevet fremkaldt efter lamellerne havde foldet sig indover vinduerne. Chris trommede svagt fingrene henover stoleryggen, lod skiftevis blikket glide mellem far og søn overfor ham, og han nikkede svagt. 

"Jeg regner med, at I nok ligger inde med rigtig mange spørgsmål. Omkring alt det her. Om agenterne og om ... om hende her pigen, Emma, der ... er blevet bortført. Og øhm ... jeg tror, at jeg har fundet svaret på det hele." Han lod atter fingrene svæve henover smartPaddens interaktive flade, og denne gang var det lyset over dem, der dæmpedes, men de blev ikke slukket helt. Chris vandrede bort fra stolen, skridtede op til enden af bordet, den ende, der pegede mod indgangen til lokalet, afmonterede sin smartPad, og placerede den herefter i USB-stikket. Et klik. Bordpladen aktiveredes, og Drew rettede sig omgående op og fjernede hænderne, idet smartPaddens baggrund fremviste sig henover bordets indbyggede skærm.

"Det forholder sig sådan, at ... jeg ... besluttede mig for at tage til Janice Browns bopæl, efter at jeg havde afhørt dig, David. Og ... da jeg var der, fandt jeg ikke alene beviser, der opbakkede din forklaring, men jeg fandt også et ... papir. Hvorpå der var skrevet en vejvisning til Nathan Sarconys bopæl i San José." Han kiggede dybt og alvorligt mod dem. "Det var ikke din håndskrift. Og jeg tror ikke, det papir var der til at starte med. Har jeg ret?" 

David rynkede brynene. "Hvad mener du?"

"Nogen vidste, at jeg kom." Chris lænede sig frem, og lod håndfladerne hvile mod begge sider af bordet. "Nogen var kommet mig i forkøbet, og havde placeret den seddel. En person, der vidste, at I ville fortælle, hvad der rigtig skete, og en person, der højest sandsynligt ønskede, at sandheden skulle blive kendt. Den person tog videre fra Janice Browns bopæl og til San José. Da jeg ankom hos Dr. Nathan Sarcony, var døren ulåst. Jeg blev ledt til et lokale, hvor jeg fandt ... dette." 

Han trykkede pegefingeren ned på smartPaddens flade, og et spøgelsesagtigt diagram svævede op fra bordpladen. Drews øjne svulmede, men det gjorde Davids ikke. REJUVENATION PROJECT var det ord, der vred sig rundt i toppen af diagrammet. Chris rettede sig op, og lod sin arm strække frem mod den holografiske illustration. "Nogen havde på en eller anden måde hentet det her ... program frem, højest sandsynligt med det håb, at politiet, altså vi, skulle finde det. Jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, præcis hvad denne illustration skal angive, men jeg ved, at det er et slags ... videnskabeligt projekt. Af en eller anden art." Diagrammet skiftede til personen, der svævede gennem luften, ind i kammeret, og videre mod den cylinderformede tønde i den yderste højre periferi. "Personen havde ... kendskab til, hvad der foregik. Og den person ønskede at lede os til samme konklusion. Og jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har lidt på fornemmelsen, at den person, der er tale om, er vores fælles ... ven. Ham agenten." 

Kroppen i den lægeanatomiske positur dukkede op som det næste, svævede over bordpladen, vred sig rundt i den stående stilling, områder rødmede frem, og grafudmålinger med stigende og faldende grafer, der bevægede sig og fladede sig ud, dukkede ligeledes op. David kiggede på holografierne, og herefter tilbage på Chris. Chris nikkede. 

"Men det er ikke alt. Jeg fandt også ud af, at nogen havde hacket sig ind på Biosens' netværk. Jeg undersøgte sagen nærmere. Biosens er det firma, Nathan Sarcony leder. Firmaet står for forskning indenfor alderdom og frembringelse af forlænget levetid. Nogen havde hacket sig ind på netværket, og slettede alle spor efter sig, hvilket betyder, at vi har at gøre med nogen, der kan finde ud af at navigere gennem internettes mørke krinkelkroge. Ikke bare en hacker, men nogen, der er trænet."

"Som nogen i regeringen?" indskød David, og Chris besvarede det med et nik.

"Ja, ligesom nogen i regeringen." Han klikkede pegefingeren ned på smartPadden. Det, som denne gang dukkede op, var illustrationen af det H-formede laboratorium. Det rødmede op i toppen af den venstre fløj. Chris skrånede hovedet. "Projektet går ud på at fryse folk ned. Graferne, som I så lige før, var grafer, der viste lineære sammenhænge mellem stigende alder og forhøjede, aldersrelaterede skader. Se her." Han klikkede atter fingeren ned på skærmen. Laboratoriebygningen forsvandt, blev atter erstattet af kroppen i den lægeanatomiske positur, og de spøgelsesagtige graf-diagrammer, og graferne - røde og grønne - steg og faldt og fladede ud. Pejlepile med tekstbokse strakte sig frem. "Jeg undersøgte det nærmere ... der var en slags nedfrysningsprotokol - denne," han klikkede på smartPadden, og protokollen svulmede frem, "som viste en illustration af, hvordan en testpersons krop skulle fryses ned, til sidste detalje, som I også kan se her, og herefter en grafisk illustration af, hvordan nedfrysningen skulle foregå. Jeg gik illustrationen igennem. Og så kom jeg til dette." 

Illustrationen af den H-formede laboratoriebygning svulmede atter frem. Det rødmede op i toppen af den venstre fløj. Herefter blev der zoomet ind, smeltet gennem taget, og ind i nedfrysningskammeret. Pejlepile dukkede frem. Kroppen, der blev fremvist, var en feminin krop, ung, og informationsbokse gled frem for enden af de digitale pile. 

FYSISK UNGDOM MELLEM 16 OG 25.

"Emma Sarcony er 16." Chris kiggede David i øjnene. "Efter jeg havde undersøgt illustrationen, gennemgået protokollerne og graferne og alt, hvad jeg kunne hente frem, begyndte jeg at ... finde ud af, om Nathan Sarcony havde været i kontakt med andre, der forskede i lignende ting." Han trykkede på ny sin pegefinger nedover smartPaddens flade, og holografierne svulmede bort og blev atter slugt af bordpladen. "Jeg ... fandt, efter lidt research, frem til Life Extension Foundations hovedkvarter i Fort Lauderdale. Og ... ved I hvad?" Et nik. "Jeg tog kontakt til dem. Fortalte dem om dette projekt, og om Nathan Sarcony, og så fik jeg at vide, at Nathan havde besøgt dem for nogle uger siden, hvor han fremviste sit projekt for dem, I håbet om at få økonomisk og juridisk opbakning til at føre projektet igennem. For, i modsætning til almindelig kryonisk nedfrysning, som foretages, når folk allerede er døde, gik dette projekt ud på, at fryse folk ned. Imens de stadig var i live. Jeg tror allerede godt, I har gættet, hvad reaktionen på hans projekt blev."

"Et nej," sagde David, dæmpet, og skulede ned mod bordpladen.

"Ja. De afviste ham, og det reagerede han meget kraftigt på. Men det er ikke alt. Godt en uges tid efter, at han blev afvist, opsøgte han Janice Brown. Jeg ved ikke hvorfor, men naboer har rapporteret, at han blev ekstremt ophidset, og endte med at blive låst ude. Han råbte og skreg og var fuldstændig uregerlig. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på en episode, jeg ikke selv har været vidne til, men jeg tror, han ville have fat i sin datter." Brynene hævede sig, og rynker furede op i panden. "Og jeg tror, at det hænger sammen med det her projekt. De domestiske problemer, der har været mellem ham og Miss Brown i fortiden, kan have ført til, at han har følt sig ... isoleret fra sin familie, særligt sin datter, og tvungen isolation fra dem, man elsker, kan ... nogen gange lede til, at folk gør grusomme ting. At det var agenter, der har bortført hans datter, mindsker stadigvæk ikke mistanken om, at det er ham, der står bag det. Hvordan han har fået fat i disse agenter, ved vi ikke, men han har muligvis haft ... nogle korrupte kontakter inde i regeringen, der bukkede under for bestikkelse fordi de var i pengenød, hvad ved jeg. Ikke desto mindre er jeg ret sikker på, at Nathan Sarcony har bortført sin egen datter, og fået nogen til at slå sin ekskone ihjel. Alene det at Janice Brown er død, dæmper ikke ligefrem mine mistanker. Jeg tror det her er langt mere personligt, end vi umiddelbart har gået og troet." 

"Det giver ingen mening. Hvorfor skulle han bortføre sin egen datter? Skulle han bruge hende til projektet?" afbrød David. 

Chris trak på skulderen. "Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men så vidt jeg kunne forstå fra ... fra kontakten i Life Extension, virkede Nathan meget ... opsat på at fremstå som en frelser, da han fremførte projektet i hovedkvarteret. Han virkede til at ... tro at han gjorde en forskel og ville forbedre verden ved at gøre det, han gjorde. Og med den ... med den baggrund, Nathan Sarcony i forvejen har ... problemerne med både vold og misbrug, og også ... en ... en ikke helt så stabil psyke ... så er det ikke utænkeligt, at han ... at han er snapped umiddelbart efter, at han blev afvist af det etiske forskerråd i Life Extension. Det er simpelthent slået klik for ham. Det er heller ikke fordi, at den mand har haft så voldsomt meget medgang i sit liv, og dette nederlag kan muligvis have været et nederlag for meget."

Drew stirrede tomt frem foran sig, blikket flakkede en anelse, men han foretog sig intet yderligere, stirrede kun. 

"Men det der også højner mistanken er, at der ikke var nogen hjemme, da jeg ankom hos ham. Og jeg tror, at ham fyren ... agenten, eller hvad han var ... som ... I var sammen med det meste af natten, og som ... ja ... beskyttede jer mod de andre ... agenter ... jeg tror han regnede det ud. Og det var den opdagelse, han ønskede at lede os til."

"Ved at få mig og min søn arresteret?" David hævede stemmen. "Hvordan kan vi vide, at det ikke er ham, der står bag det hele?" 

"Fordi det ikke giver mening. Og jeg tror ikke, vi vil blive ledt til denne konklusion, hvis han ikke havde sørget for, at få jer to arresteret. Så på en måde ... på en måde kan man sige, han både gjorde jer ... og os ... en tjeneste. Og det tror jeg har været hans intention hele tiden. Han regnede ud, hvad der virkelig var i gære, og så planlagde han en måde at få situationen ... løst."

"Så ... okay, så ... !" David tøvede, blinkede, og spekulerede over, hvorvidt han havde taget fejl. Bruce, der forlod dem i huset, idet de to andre agenter ankom, kun for kort tid senere at glide sin Mercedes op bag agenternes. Bruce, der slog ham ud, og overtog kontrollen med bilen. Drew, der i en skinger, panisk vejrtrækning, sagde han sagde han ville slå mig ihjel, idet David strakte sin overkrop gennem det sønderskudte sidevindue, ind over bagsædet, efter Bruce havde likvideret Agent Warren. Og Bruce, der fornægtede at han havde prøvet at skyde hans søn. Og Bruce, der sørgede for at lokke Agent Will efter dem, afspærre ham, så det var mand-mod-mand, og derefter hvordan han havde udgivet sig som gidsel, for at lokke politiet frem, og en kvalm, tung følelse vred sig i mavesækken. At han havde været tæt på at skyde en kvinde og hendes barn. At han havde beskudt uskyldige mennesker, truet folk med et ladt gevær, og ... men gav det mening? Måske. Måske havde Chris ret. Måske var Bruce ikke imod dem. Måske vidste han bare, i modsætning til David, at den eneste måde at redde Emma Sarcony, ville være ved at lægge sig for had, og gøre ting, der blev opfattet som amoralske, som forkerte, men som var det eneste rigtige at gøre. Måske gav det mening. Måske.

Han blinkede nogle flere gange, og viftede blikket tilbage mod Chris. "Så, okay ... lad os antage, at ham Bruce ... at han vidste hvad der foregik ... og at han gjorde alt det, han gjorde, for at forhindre mig og min søns død, og forhindre, at Emma Sarcony bliver ... frosset ned af hendes egen far, som på sidelinjen er en ... en 'gal videnskabsmand' ... hvad ... hvad har du så tænkt dig at gøre nu? Han tog jo ikke videre for at redde Emma. Hvorfor?"

Chris trak på skulderen, og skridtede sig bort fra bordenden, og mod vinduerne med lamellerne. "Det er ikke til at vide. Måske var han ikke i stand til det. Måske ville han overlade dette til politiet. Ikke desto mindre er han forsvundet fra jordens overflade, og vi finder ham måske aldrig. Men det gør heller ikke noget." Han standsede ved vinduerne, med ryggen til dem. "Han er ikke vigtig. Jeg tror, at hans rolle i alt det her, er udspillet, og det vidste han, og så er han forsvundet, og har slettet alle sporene efter sig. Hvis han er en agent, som du siger han er, så lyder det heller ikke utænkeligt. Den slags mennesker er mestre til at forsvinde og gøre sig selv til ... til spøgelser." Tungen vandrede rundt i undermunden. Han skulede, mod et ikke-definerbart punkt. Nikkede igen, svagt. "Nu handler det alt sammen om Nathan Sarcony og hans bortførte datter."

En kort stilhed, som David brød, med sin stemme vredet hård. "Hvad har I så tænkt jer at gøre nu? Har I tænkt jer at få fat på en SWAT-patrulje, og storme laboratoriet med tungtbevæbnede mænd og kamprobotter?"

Chris nikkede, kiggede på lamellerne, og fjernede ikke sit blik fra dem, da han svarede sin kollega. "Something along those lines, yes."

"Uden noget endegyldigt bevis?"

"Hør, David." Chris vendte sig rundt, og kiggede mod far og søn på den anden side ad bordet. "I den her situation, med så mange beviser, der peger på ham, og med jeres egne forklaringer, der gør mistanken endnu større, forholder det sig sådan, at Dr. Nathan Sarcony er skyldig, indtil det modsatte er bevist." 

"Og så vil I bare ... storme bygningen?" 

Chris nikkede. "Ja. Og jeg har en nagende følelse af, at hvis vi skal have nogen som helst chance for at redde den pige fra at blive frosset ned til nulpunktstemperatur, så bør der blive gjort noget nu."

David nikkede. Den blåviolette næse, endnu mere opsvulmet end før, havde fået sortnede plamager af blodudtrædninger, som fingrede sig ud fra begge sider af næsebenet, og dannede opsvulmede, ømtålelige ringe under øjnene. Næsen forekom mørkere i det svage lysskær fra loftslamperne. "Og hvad med mig og min søn? Hvordan ser situationen ud for os?" 

Chris fingre trommede henover højre håndryg. "I skal blive her, indtil ... indtil vi har bragt Nathan Sarcony til afhøring, og fundet hans datter. Først da kan vi vide os hundrede procent sikre." Chris så, at David skulle til at protestere, og skyndte sig at løfte sin hånd og fremvise håndfladen. "Lad være! Jeg ved godt, at I ikke har gjort noget. Okay? Nu handler det bare om, at resten af politistyrken ligeledes bliver overbevist om jeres uskyldighed." 

"Så vi skal bare sidde her?" Drew snakkede, for første gang under hele forløbet, og David blev så overrasket over at høre sin søns stemme, der ikke længere var hæs og spinkel, men derimod stram og sammenknuget, alvorlig, og hans bryn løftedes af forbavselse og han drejede hovedet til venstre. Chris rynkede panden. "Er det dét? Skal vi bare sidde her og vente? Uden at kunne gøre noget?"

"Drew ... " begyndte David, men Drews stemme løftede sig. 

"Så vi skal bare sidde her? Bare sidde her og vente?"

Chris panderynker furede sig dybere. "Jeg er ... ikke helt sikker på, jeg kan se problemet?" 

"Problemet er, at jeg ikke bare vil sidde her!" Allisons kinder, der rødmede op, de grønne øjne, som gled nedad, bort fra Drews blik, Philip, der klemte Emmas ryg stramt og hårdt mod korridorens væg, det sleske smil brød frem mellem hans læber, inden han mundede dem sammen om den modvillige Emma, og den kolde følelse, der pressede mod hans lunger, var hverken frygt eller fortvivlelse, men raseri. "Det her, det er min skyld! At Emma blev bortført er min skyld! Og jeg vil ikke bare sidde her og lave ingenting, med tanken om at jeg kunne have reddet hende!" 

"Drew, stop det."

Men Drew stoppede ikke. "Jeg vil ikke! Jeg vil ikke bare sidde her, jeg vil ikke!

"Stop så, Drew! Det her har vi snakket om! Det er ikke din fucking skyld!

Drew bed tænderne sammen. Han stirrede intenst på Chris. "Må jeg ikke komme med? Så jeg kan se hende i ansigtet, når hun bliver reddet? Så hun ved, at jeg forsøgte at redde hende? Må jeg ikke nok komme med?" 

"Drew, jeg sværger ved Gud, lad være!" Davids halssener trak sig frem, og han snakkede mellem sammenbidte tænder. "Det er alt for farligt! Jeg vil ikke tillade det!" 

"Hvorfor ikke, far?" Og Drew viftede øjnene fra Chris og mod David. "Vi er stadigvæk i live! Vi er ikke døde endnu! Og hvis vi har klaret det indtil nu, hvorfor skal vi så ikke kunne klare det her?" 

"Jeg vil ikke tillade det! Det står ikke til diskussion! Jeg vil ikke tillade det! Jeg vil ikke!" 

"Jeg må sådan set tage din fars parti i det her. Det er alt for farligt, og I to har begge været mere end rigeligt igennem." Drew kiggede op mod Chris, der stod på den anden side ad bordet. "Resten skal overlades til os." 

"Hvorfor?" Drew slog i en ængstelig bevægelse ud med armene, og lod blikket flakke mellem far og Chris. "Det her er anderledes! Jeg er jo ikke alene! Og det er jo bare én mand! Og desuden ... desuden ved vi ikke, hvor lang tid, Emma har tilbage! Det er ikke engang sikkert, at der overhovedet er tid til at samle et eller andet Swat-team! Måske spilder vi endda tid med at sidde og snakke lige nu! Jeg vil bare være der, når hun bliver reddet, og måske ... måske snakke med hende eller følge hende ud ... eller ... Jeg vil bare være med til at redde hende!"

Chris blinkede, stilheden sænkede sig, og så vred han blikket mod David. "Du ved, i forhold til det der SWAT-team halløj ... så har din søn faktisk en pointe." 

David rystede på hovedet. "No. No way. No fucking way! I won't allow it!" Halsen forblev udspændt. Munden blev stram og nedadbuende, da han kiggede på sin ængstelige søn. "Du får ikke lov! Jeg vil ikke tillade dig at tage på sådan en selvmordsmission! Det kan ikke komme på tale! Vores rolle i det her er ovre, Drew, face it! Det er slut! Det er ikke op til os længere!" 

Drew kiggede på ham, i kort stilhed, og en hul skygge af mørkt raseri gled indover hans grønne øjne. Stemmen vred sig atter hård og kold. "I'm not gonna be a pussy!"

Davids øjne kneb sig sammen. "Hvad?"

Drews stemme løftede sig. "Jeg sagde, jeg ikke vil være en skide pussy!" Han løftede hånden, og pegede, mod væggen med de fremtrukne paneler, bag sin stol, og fortsatte, stadig sammenbidt og dirrende. "Tilbage på skolen, er jeg en taber, forstår du det, far? Jeg er ikke noget værd, og min værdighed er blevet endnu mindre efter jeg fuckede vores baseballkamp op! Jeg er en taber, der ikke kan gøre noget rigtigt, og hvis jeg vender tilbage nu, med alt det der er sket ... så ... det kan jeg ikke." Han rystede på hovedet. Det sved mod hans øjne. "Jeg er nødt til at redde Emma. Jeg er nødt til at gøre det rigtige, og redde hende! Mig. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du siger til det, for jeg er færdig med at være så skide svag! Jeg er færdig med det! Mit liv ... mit liv bliver alligevel aldrig nogensinde det samme efter alt det her, så hvilken forskel gør det? Jeg har svigtet mine venner, og jeg har svigtet Allison, men jeg vil ikke svigte Emma! Jeg vil redde hende! Hele vejen! Uanset hvad du siger, far!"

Davids øjne, allerede omgivet af de mørkviolette blodudtrædninger, blev endnu mørkere. "Hvis du gør det her, Drew, er du ikke en helt, men en idiot. Hvis det er den mand ... hvis det virkelig er Emmas far, der står bag alt det her ... så er han, i mindste fald, afsporet ... og i største fald ... rendyrket psykopat. Og sådan nogen typer kan finde på hvad som helst! Det er det rene selvmord, og det kan jeg ikke tillade." David så væsken spejle sig op i Drews øjne, og rystede på hovedet. "Jeg er ked af det." 

Chris brød ind. "Faktisk ... så er idéen ikke helt så dårlig, som du måske tror, David." Davids øjne blev store, og han drejede langsomt hovedet mod sin kollega. Chris nikkede. "Din søn har ret. Vi ved ikke, hvor lang tid Emma har tilbage. I princippet kan det allerede være for sent, men ... det forbedrer ikke ligefrem vores chancer for at redde hende, hvis vi spilder tid på at samle et Swat-team, for ikke at snakke om den tid, det tager at få gang i robotterne. Lad mig tage af sted. Sammen med din søn." David kiggede koldt på ham, men dette lod Chris sig ikke blive påvirket af. "Jeg forstår til fulde din bekymring, men jeg kan tage ham under mine vinger, og sørge for, at der ikke sker ham noget. Som han selv sagde, det er én person, vi snakker om. Muligvis en galning, men stadig en person. Tilmed en videnskabsmand. Ikke en eller anden terrorcelleleder eller våbenbesat massemorder. Men en videnskabsmand. Én videnskabsmand. Og noget siger mig, at han ikke engang er særlig ... bevæbnet."

Hudfurer bølgede op fra hagepartiet, da Davids mund buede sig længere ned, en dirren strømmede gennem hans sammenstregede læber, og han gled blikket fra sin søn, til Chris, og tilbage til sin søn. Stilheden var tung og langvarig. Så nikkede han, langsomt, svagt, Drews øjne var stadig afspejlet af det blanke fugtlag, og han drejede fokus mod Chris. "Sørg for ... at han kommer hjem ... i live." 

Drews bryn løftede sig, og det lysnede op i de tårevåde øjne. Chris svarede tilbage. "I will. You have my word.

David kiggede tilbage på sin søn. "Du er ... en ligeså stædig sæk lort ... som din mor var." Og så formede den buende mund sig i et anstrengt smil, og han nikkede svagt. "Du har min tilladelse. Men kun på én betingelse ... At du gør alt, hvad Chris siger til dig, og at du ... holder dig tæt til ham. Hele tiden." 

Drew sank en klump. "Det vil jeg."

David nikkede videre. "I damn sure hope you will.

   ​          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...