Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23053Visninger
AA

70. ---67---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

Drew havde før prøvet at have smerter, men han havde aldrig før prøvet, at have smerter, der var varme. En hård og lummer smerte, der blev ved med at dunke i ansigtet, alle steder fra, og den opsvulmede næse prikkede indvendigt. Det var som om at en størknet, klistret masse havde stoppet pandehulen til, og flere dunk, der palpede og skreg bag hans kinder og i hans kæbe og omkring hans øjne. Varmen blussede i kanterne af de hule og skrigende dunk. Hjernen var sløret til, og det kløede hidsigt i tindingesåret efter den patron, som havde strejfet ham ved huset på Sanchez Street. Han havde ikke sovet mere end en time, og søvnen fremkaldte ulidelige mareridtsbilleder af pistoler med rødglødende lasersigte og maskingeværssalver, der flænsede bilruder op og bevæbnede mænd klædt i sort. Ansigtet var udfyldt af en lummer hede, men resten af kroppen syntes omsluttet af en kulde, der ikke ville forsvinde, uanset hvor mange tæpper, han indhyllede sig selv i. Han lå og stirrede op på det golde, hvide loft, krummet sammen i sine tæpper, og briksen var hård og modbydelig mod ryggen. David sad på kanten af briksen, der udgik fra Drews fodende, og som strakte sig mod højre, langs væggen og i dørens retning. Han sad foroverbøjet, og blikket var rettet i en tom, hul bestirren mod den sølvglinsende vask, der smeltede ud fra væggen i lokalets modsatte side, to meter borte og lige overfor. Venstre arm var trukket tilbage, mod hans brystkasse, og hvilede i en sort slynge. Drew kiggede fortsat op mod loftet, da han, med en tør stemme udhulet for liv, og alt for robotisk, begyndte at tale. 

"Jeg kan ikke vende tilbage igen." 

David rynkede panden, og drejede langsomt blikket mod højre, til Drew, der lå skråt overfor ham. "Tilbage? Hvad mener du?"

"Til skolen," svarede Drew, stadig tomt, tilbage.

David flimrede øjnene i, og lænede sig fremover. "Oh, jesus." Han gled højre hånd opover sit ansigt, og tværede den ned. "Hold op med at køre videre i det der." Han sænkede hænderne, og så mod Drew, og trætheden fik ham til at stramme stemmen hårdere. "Jeg gider simpelthent ikke høre mere på det. Der kommer ikke til at ske noget. Intet er din skyld. Slut." 

Men Drew så ikke ud til at høre, hvad hans far sagde, for han blev ved. "Hvad nu hvis de banker mig? Hvad nu hvis de banker mig, når de hører, hvad der er sket? Hvad jeg har gjort mod Allison, og at det er min skyld, at Emma blev bortført? Hvad nu hvis de ... hvis de trænger mig op i en eller anden krog, og ... og begynder at ... begynder at banke mig, hvad så, far?" 

"Så ikke noget, for det sker ikke!"

"Jeg kunne have reddet hende. Hvis jeg ikke var sådan en tøs. Jeg kunne have fucking reddet hende!" Drews ansigt blev strammere, hans læber trak sig mere lige, og han rystede svagt på hovedet. "Men i stedet for at redde hende, så ligger jeg her og fucking tuder, fordi jeg er så fucking ynkelig! Også selvom jeg kunne have reddet hende!"

"Og det gjorde du! Du reddede hende ved at fortælle det til mig! Du reddede hende ved at prøve! Og nu er resten af politistyrken blevet involveret, og der vil blive rådet bod på det hele, og hende der Emma, hun vil blive reddet ud af kløerne på hvem fanden det så end er, der har bortført hende! Der vil blive rådet bod på det hele. Du har reddet hende. Så godt, du nu kunne!"

"Og Allison, far?" Drew rullede hovedet mod sin far, det prikkede endnu mere smerteligt i næsehulen, og en stram følelse kvalte halsen. "Hvad med Allison ?"

"Ja, hvad med hende?"

"Hun kommer til at hade mig." Allisons blege og fregneplettede kinder rødmede op, og læbepartiet svulmede, og hun gled sine store, grønne øjne nedad og bort fra Drew. "Hun kommer til at fucking hade mig! Og ved du hvad, far? Ved du hvad? Jeg bebrejder hende sgu ikke. Jeg er en fucking lille lort og jeg fortjener hende ikke." Allison skulede op til ham, da han rejste sig fra bordet, og hendes fingre strammedes omkring lemonadeglasset. "Jeg fortjener ikke nogen. Jeg fortjener bare at dø!" 

Denne bemærkning fik Davids øjne til at svulme op og hans læber til at blive stramme og buende. Han strakte sin højre pegefinger stift mod sin søn. "Hold kæft! Hold så din kæft! Jeg vil aldrig nogensinde høre det lort fra din mund igen, hører du? Aldrig! Hvis du nogensinde siger det lort igen, så bliver det fandeme mig der tæver dig, I swear to God! Hold din kæft!" 

En stilhed dæmpede tungt lokalet. Drew vred hovedet rundt, så hans blik atter bestirrede det goldhvide loft. Han sank en klump. Blikket flakkede svagt og vådt. Så begyndte han atter at snakke. "Hvis bare jeg ... hvis bare jeg kunne se hende i øjnene ... "

"Oh, God," begyndte David, i et hårdt suk, men Drew skyndte sig at fortsætte, før David kunne sige noget yderligere. 

"... Emma, mener jeg, ikke Allison!" Endnu en klump, der blev svælget i en klistret lyd. "Og ... jeg mener, når hun bliver reddet ... så hun ved, at ... at jeg prøvede. At ... at vi ... prøvede at redde hende. Og så ... Så ville jeg måske ikke være en taber ... Og så ... vil Allison måske ikke hade mig for det, som jeg gjorde, og så kunne vi stadigvæk forblive venner og jeg kunne tage tilbage til skolen og der ville ikke være nogen som ville hade mig, og jeg ville være en helt, og ... "

David afbrød ham. "Ja, Drew, men det kan du ikke! Bare vær taknemmelig for, at du overhovedet stadig er i live. Fordi du er en hulens mere vigtig, end hvad du fortæller dig selv, at du er. Helt eller ej. Aldrig nogensinde fortæl dig selv, at du fortjener at dø, for det gør du ikke!" 

"Hvordan ved du det?"

David stirrede tungt og alvorligt på ham, da han besvarede Drews modspørgsmål. "Fordi det gør jeg. Du er ikke et ondt menneske, og du fortjener ikke døden. Og det er jeg ... det er jeg sikker på, at hende Allison, og hvem ellers, er fuldstændig enige i."

Drew kiggede på ham, med de våde, blanke øjne, men fik aldrig givet noget svar tilbage, før en mekanisk summen af elektricitet sitrede luften fra den anden ende af cellen, og David vred hovedet i lydens retning, så døren glide tilbage og blive slugt af væggen. To betjente trådte frem. Den ene var bevæbnet med en pump-gun, sortglinsende, men med løbet sigtende skråt mod gulvet. Den anden havde en pistol i et knirkende læderhylster på kanten af livremmen. De stoppede, da de var trådt om på den anden side ad døråbningen, i det hvidblege celleskær. Davids øjne svulmede, og han rettede sig langsomt op.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...