Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23032Visninger
AA

69. ---66---

SIERRA NEVADA

 

Nathan gled sin hånd ned gennem luften, ned til sin datter, og viklede det lange, tunge hår blødt omkring sine fingre. De brune hårstrenge gled op gennem fingrenes mellemrum, da han løftede hånden, og hans øjne var stadig røde. Han skrånede sit hoved. Fingrene gled bort fra håret. Han sænkede hånden, strammede sit greb omkring briksens kant, og de knugende hænder dirrede en anelse, som blikket flakkede henover hans datter i dvale. Brystet løftedes, og sank tilbage, løftedes, og sank tilbage, og han knugede sin pegefinger sammen, og rørte knoen henover Emmas højre kind. Væske svulmede op i fugtige slanger, der kildrede hans øjnes underkanter, gråden drænede brystet, men han smilte stadigvæk. Smilte, som han havde gjort, da han stod lænet over sin bevidstløse datter i bilens bagagerum. Smilte, som han havde smilet foran Buck, der nu var blevet skudt og hvis lig nu var gemt bort. Han smilte, selvom gråden brændte. Han strøg pegefingerens kno, i blide og aende bevægelser, over Emmas kind. Hans hoved skrånede sig, og han hævede sine bryn. Droppet, Buck havde vristet bort fra Emmas arm, var blevet ført tilbage i den blå vene ved hendes højre håndled. EEG-målingerne fra hjerneelektroderne var statiske, uændret, og Nathan nikkede døsigt. 

"Jeg elsker dig, Emma." Stemmen var både tung og hæs. "Jeg elsker dig rigtig, rigtig højt. Og det har jeg ... det har jeg altid gjort."

(Nathan slyngede flasken gennem luften, et hult dump da den smækkede indover Janice's højre kæbeben, og hun vaklede til siden, og ramte mod køkkenbordet få skridt til venstre)

Det var Emma på syv, Nathan så for sig. Emma, der sad på hans skød, med sine spæde, barnetykke fingre, der borede sig ned i tøjbamsen, og hendes løftede bryn og fortvivlede øjne, der kiggede op mod ham. Jeg kan ikke lide når du drikker.

"Det bliver all right," vedblev Nathan, hans stemme var nu kun en hvisken. "Det bliver alt sammen helt all right, for farmand er her. Farmand er her, og farmand passer på dig. Farmand elsker dig og farmand passer på dig. Det er all right." Han aede hende ikke længere, men klappede istedet hånden blidt mod hendes kind. Han lod den hvile. "Du er i sikkerhed nu. Du er i sikkerhed, for jeg passer på dig." Munden spændte ud i endnu et smil. Tårerdråber væskede sig i spejlende glimt omkring hans øjenkroge, men de afstødte sig ikke. "Jeg vil altid passe på dig. Min ... egen prinsesse." Et bekræftende nik, han klappede hånden mod hendes kind to yderligere gange, og så fjernede han sig fra hende.

Den cirkelformede iris-dør foldede sig ud, og gav adgang til foryngelseskammeret. Nathan hev vejret dybt ind, langtrukkent, og det hvæsede luftigt fra hans næse. Den aflange tunnel med metalliske vægge, belyst af lysstoflamper, åbenbarede sig foran ham. Han strakte armene ud fra kroppen, og vandrede bort fra det kliniske, hvide dvalerum, hvor Emma blev opbevaret, og gennem døråbningen og ind i foryngelseskammeret. Et magnetisk spor smeltet ned i det sorte gulv ledte fra briksen og gennem irisåbningen. Magnetsporet stoppede tre meter inde i tunnelen. Det var endnu en briks, sporene ledte til. Nathan standsede foran den. Briksen var ikke hvid, og havde heller ikke den rygskrånende, ergodynamiske udformning, som Emmas nuværende briks havde, og som gav det lænestolsagtige udseende. Denne briks var anderledes, flad og vandret, og tildækket af et gennemsigtigt plastikoverlag. En munding foldede sig ud i bunden af overlaget. Det var den åbning, der ville modtage Emmas krop. Nathan vandrede op ved siden af briksen, og lod sin udstrakte hånd glide langs med plastiklaget i takt med hans vandring. To gennemsigtige slanger, én på hver side, buede op fra briksen og svandt op i loftet. En gennemsigtig pose, påhæftet til en zinkglinsende metalkasse, svævede over briksen og modtog de gennemsigtige slanger. Posen havde et filter i midten, et af den slags, der beregnedes til at adskille to forskellige væsker fra hinanden.

Nathan kunne allerede se scenariet for sig, akkurat som den protokol, der holografisk blev anvist i skemaet af Foryngelsesprojektet. Briksen, hun lige nu befandt sig på, ville, når tiden var inde, og når de dvalefremmende neurotransmittere havde sendt hende ned i den absolutte dødlignende tilstand, hendes krop overhovedet kunne opnå, via en computerstyring blive ledt henover gulvets indbyggede magnetspor og til denne plastikindpakkede briks. Hendes krop ville blive skubbet ind gennem mundingen, blive omsluttet af plastik, inden robotarme ville bore hul ind til hendes vener, samtidig med at en dyse under hende ville udløse litervis af brusende isvand. Den ene slange, den på højre side, ville stå for at føre alt hendes blod bort fra kroppen - udskylle hende, som det blev kaldt -, og ville automatisk koble sig fast til hullet, der ville blive boret ind i hendes lårpulsåre, medens slangen på venstre side var den, der skulle tilføre den glycerol-baserede kryobeskyttende blanding, som skulle hindre indre frostskader i kroppens celler, når kroppen ville blive yderligere kølet ned.

På den anden side ad briksen var der noget, der mindede om et transportbånd, hvidglinsende, der som en tunge strakte sig videre mod et ottekantet kammer med en åbning, der lige nu var forseglet. Nathan standsede, da han nåede enden af briksen. Hans hånd svævede gennem fri, tom luft et øjeblik, indtil han ramte fladen mod det hvide transportbånd. Han klappede på det hvide lag. Nikkede imens han gjorde det. Den guddommelige varme spredte sig fra hans fingre, snoede sig i dens kærlige fangarme af velvære op i hans krop, slugte hans sind i en sitrende fornemmelse af orgasme, og smilet forvandlede sig til en hikkende, euforisk latter, der drømmende forlod ham på samme tid som de tårer, der, indtil nu, havde hobet sig op i hans øjne.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...