Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23520Visninger
AA

67. ---64---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

Chris Bawling åbnede døren ind til det firkantede - og vinduesløse - afhøringslokale. Lyset blev tilført fra et enkelt lyspanel i loftet, kvadratisk, og der stod et enligt bord midt i lokalet, besat af to stole, én på hver side, stående overfor hinanden, og Chris lukkede døren. David, der havde bøjet hovedet, og hvis hænder var bundet omkring stoleryggen, hægtet sammen af et kraftigt sæt håndjern, spjættede sig op, da Chris lukkede døren og begyndte at skridte frem. Han blinkede mod lyset. Udmattelsen tyngede sig i kroppen, hans tanker føltes sløve og alt for langsomme, og øjenlågene var klistret. De dunkende smerter i hans krop var blevet behjulpet af kraftige smertestillende, men disse smertestillende tågede hans sind og hans bevægelser. En hvid forbinding var stramt bundet omkring den venstre skulder. Mørke plamager var blødt frem bag det hvide, og udtrådte som skyggefulde områder. Hans læber var delte, men han sagde ikke noget, før Chris havde skrabet stolen overfor ham tilbage, og sat sig ned. De stålgrå øjne stirrede alt for fokuseret på ham, og der var noget hadefuldt i blikket, der fik en fjern utryghed til at klemme sig vej op gennem de tågede og dæmpede kropsfornemmelser. 

Det var David, der brød stilheden. Hans stemme var rughæs og tung. "Hvor er min søn?"

Chris Bawling skrånede hovedet, og trommede fingrene henover sin arm. Han var klædt i sort jakkesæt, med et gråt slips og en hvid poloskjorte, hvis foldede krave krøb frem omkring hans halsparti. I den klare belysning fra lyspanelet over dem, fremkom den permanente blodskudthed i underkanten af hans venstre øje mørkere og friskere. "Han er i vores hænder."

Davids læber buede nedad, og fik huden til at bølge op omkring hagen. "Hvor er han?"

Chris blev siddende, med hovedet skrånet, og fingrene var stoppet med at tromme. Han gjorde sine læber spidse. Så rettede han sit hoved op, skulede nedad, mod bordpladen, stilheden var langvarig, og den var tung, og den var modbydelig, og han flimrede sit blik tilbage til David. "Sover. I et andet lokale."

David nikkede tavst.

"Hvad har I gjort ved ham?" 

"Ikke noget særligt. Han var ret så udmattet, så vi så det bedst at lade ham sove strabadserne lidt ud." 

"Han har ikke gjort noget, Chris." David rystede på hovedet. "Han har ikke gjort noget som helst."

"Det er op til os at finde ud af." 

"Han har ikke gjort noget! Intet af det her har noget med ham at gøre, Chris. Lad ham gå!

Chris reaktion på denne påstand var blot at læne sig fremad, og lade sine arme hvile mod bordpladen under sig. Det knagede svagt fra tøjets stoffibre. "Vi lader ham gå, ligeså snart du forklarer mig, hvad det er, alt det her går ud på. Hvorfor du ... lige pludselig er begyndt at true civile mennesker, og ... tage folk som gidsler ... og kapre offentlige transportmidler."

"Det er jeg heller ikke!"

"Er du ikke?" En spydig latter rungede bort fra Chris, og hans bryn løftede sig op i den rynkefurede pande. "Er du ikke? Hvad fanden er det så samtlige øjenvidneberetninger har fortalt om? Hvis det ikke er sindssyge biljagter og ligeså sindssyge skudvekslinger, fortæl mig, hvad det så er."

David var stille. 

Chris fortsatte. "Hvem var ham fyren, I tog som gidsel? Var han en af jeres medsammensvorne? Var han en, I fik en uoverenstemmelse med? Hvem var han?"

"Han var en agent." David så Bruce dreje sig imod ham, da de befandt sig i Interrail-tunnelen, og han så ham løfte maskingeværet. Tag geværet! 

Chris' øjenbryn rynkede sammen til en lodret pandefure, og han skrånede hovedet. "Come again?

"Han var en agent. Han var ikke et gidsel. Det var en rolle han spillede, for at føre jer bag lyset og få det til at se ud som om, at det er os, der er skurkene. Men sådan forholder det sig ikke. Han gjorde det for at bedrage jer, så han kunne forsvinde. Og det ser ud til at det lykkedes for ham." Vreden spændte sammen om hans stemmebånd, en kold og hård fornemmelse, men David tilbageholdte det. Vreden var ligeså fjern og tåget som frygten.

Chris stirrede neutralt på ham, i en kort stilhed, og nikkede en enkelt gang. "En agent, siger du? Ligesom i fucking James Bond?"

David sukkede, da han fornemmede den alt for tydelige sarkasme, som skinnede igennem Chris' tonefald. "Ja. Jeg ved godt, det lyder åndssvagt!"

Chris løftede atter brynene. "Åndssvagt? Nej, nej, da. Slet ikke. Jeg synes skam det lyder ganske fornuftigt." 

"Chris, det her handler ikke om mig eller min søn. Alright?"

"Hvad handler det så om?" 

"Om en pige." Drews hev skingert og serievist efter vejret, og hans øjne var tåreblanke, da han sad for bordenden, og fingrene skælvede omkring glasset. "En pige fra min søns High School. En pige, der er blevet bortført. Af de samme fyre ... af de samme fucking agenter ... som har forsøgt at slå os ihjel hele natten. Og den fyr, der mødte jer, lige inden I fandt os," David sank en klump, "han var en af dem. Han var en af dem, der var med til at bortføre hende. Og det var ham, der slog hendes mor, Janice Brown, ihjel!"

Chris nikkede, ganske langsomt, og den kølige bestirren i hans stålgrå øjne havde endnu ikke ændret sig. "Og hvordan har du tænkt dig at jeg skal kunne tro på det?"

David trak på sin højre skulder. Den venstre var ubrugelig. "Det ved jeg ikke. Måske fordi ... måske fordi vi er kollegaer. Måske fordi, at du og jeg har arbejdet side om side lige siden jeg begyndte hos politiet. Måske fordi en uskyldig piges liv meget muligt kan være på spil her." Davids læber blev atter stramme og nedadbuende. "Eller måske fordi, at en af jeres betjente blev slået bevidstløs, inden hendes bil blev stjålet."

Chris sagde intet, stirrede kun, og David fortsatte. "Jeg har godt hørt, hvad der er sket. Chris, den mand ... han er syg i hovedet, og han har løjet for jer, sikkert for at få en mulighed for at forsvinde eller hvad han så har tænkt sig, men ikke desto mindre, så har han løjet for jer. Min søn ... min søn kom hjem ... omkring midnat ... efter High School ballet ... grædefærdig og panisk og fortalte mig, at han var blevet beskudt af agenter, der havde bortført en pige ved navn Emma. Og vi tog hjem til hendes mor, for at fortælle hende om det, men ham agenten, var kommet os i forkøbet og havde knækket halsen på hende. Han prøvede at slå mig - og min søn - ihjel." 

Bruce førte livremmen henover Davids strube, pressede og strammede, og David begyndte at spjætte med benene, glasskårerne knirkede under ham, og Bruces hænder blev strammere omkring livremmen, han rykkede, og det gjorde han igen. 

David tog en dyb indånding. "Ved du, hvem hun var? Hende pigen, der blev bortført?" Uden at vente på svar, fortsatte han. "Emma Sarcony. Nathan Sarconys datter."

Chris skrånede atter sit hoved. "Sarcony? Den Sarcony? Forskeren Sarcony?" 

David nikkede. "Yes." Endnu en klump blev sunket, det fremgav en klistret lyd fra svælget, og David fortsatte. "Chris, hør ... Jeg har ingen pokkers idé om, hvad fuck det er, der foregår! Men min søn er ikke involveret i det her overhovedet, okay? Han befandt sig bare på det forkerte sted det forkerte tidspunkt, og det samme gælder for mig. Det var mig, der involverede ham i alt det her rod. Jeg tog ham med til det hjem, hvor agenten befandt sig! Det var mig, der involverede ham. Jeg skulle bare lade ham være blevet derhjemme, og ikke lade ham tage med, men det gjorde jeg ikke." Det strammede hårdere i hans stemme. "Jeg involverede ham i alt det her, og det kan jeg ikke lave om på. Nogensinde. Det er fuldstændig lige meget, hvor skidt jeg har over det, og hvor meget, jeg inderligt fortryder det, for jeg involverede ham stadig. Og det er der aldrig nogensinde noget, der kan lave om på!"

Lokalet fyldtes med tavshed. Chris Bawling havde atter rettet sit hoved lige, stirrede frem, på David, og han brød tavsheden efter lidt tid. "Hvad er adressen?"

David rynkede brynene. "Adressen? På hvad?"

"Janice Browns bopæl." 

David blinkede, kiggede bort fra Chris, bestirrede den tomme luft, og han blinkede nogen gange, hvad var adressen, hvad var adressen, og så rystede han på hovedet og vred blikket tilbage til Chris. "Det ... jeg kan ikke ... jeg kan ikke huske det, men jeg ved, at det ligger på Sanchez Street."

Chris nikkede blot, en kort gang. "Hvis du ikke kan huske, hvordan kan jeg så vide, at du ikke bare lyver?" 

Du må bare ... gøre det ... i tro, havde Bruce sagt, med det sleske smil, der skævede sig på undersiden af ansigtet. David buede sine læber, men han svarede ham ikke.

Chris rettede sig op, og fjernede armene fra bordpladen. "Alright, then. Jeg vil tjekke det ud." Han placerede hænderne på armlænet, trak sig op, David bøjede hovedet og kiggede bort, ned i bordet, og Chris vendte sig om og vandrede tilbage gennem lokalet og mod døren. David blev siddende, med hovedet bøjet, og hans øjne lukkede sig, da Chris var forsvundet.     

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...