Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23383Visninger
AA

66. ---63---

Emma Sarcony lå udstrakt på den hvide briks, der mere mindede Buck Wilson om en lænestol, end en briks. Det summede elektrisk omkring hende. Hun var omgivet af hvide skær, udsendt af de summende lysstofrør, der belyste sig ned over hendes ansigt, og Bucks fingre knugede sig sammen til næver. Solbrillerne havde han skubbet op i den stadig svedblanke pande. Elektroder plettede sig henover hendes hoved, svandt ned i hendes lange, brune hår, og ledningerne strakte sig op fra elektroderne i et groteskt netværk af mangefarvede snore, vred sig sammen og gled om bag skærmen med lysstofrør over hende. Hun lå på ryggen, og armene hvilede livløst langs hendes flanker, alt for tæt til kroppen, og hun var stadigvæk iklædt den sorte nedringede, der sluttede lige over knæene i en stram kant, som hun også havde været iført, da agenterne havde taget (bortført) hende, og fragtet hende bort. Hendes ellers gyldenbrune hud var spøgelsesblegt i det døde lys. Bucks mave var blevet til is. Det eneste tegn på liv var den svage, knap mærkbare, vejrtrækning, der fik Emmas bryster til at løfte sig op, kortvarigt, og herefter synke tilbage på plads igen. Et langvarigt øjeblik med summende tavshed, og brystkassens bevægelser blev gentaget. 

  Synet af Melodys tåre, der i blanke vridninger rejste nedover hendes højre kind, motiverede Buck til at skridte bort fra metaltrappen og henover det spejlende gulv og mod Emmas ubevægelige krop. Han trak Melodys endorfinsprøjte frem i processen, standsede ved siden af briksen, og skannede blikket henover den 16-årige pige under sig. Lod kortvarigt sit blik fæstne sig på hendes hoved, øjnene var lukket, og mascaraen, hun havde malet henover sine øjenvipper, dannede en mørk streg af skygge. Læberne var lukket sammen til en lige neutralitet. Det ovaliske ansigt var intet andet end hul tomhed i gråhvid belysning. Den kløende paranoia i hans nakkevæv fik ham til at kigge sig over skulderen, tilbage mod metaltrappen, der skrånede opad, til platformen med den cirkelformede dør. Der var lys i tunnelen på den anden side ad glasset, og der var ingen anden lyd end den vedblivende, men onde, summen fra det bleghvide lys, der strålede nedover Emma Sarconys bevidstløse krop, og han kiggede tilbage på hende. Viftede blikket fra hendes ansigt, og ned til højre arm. En slange med væske var stoppet ind i en vene, der i en blå streg trådte frem under huden omkring håndleddet. Buck fulgte slangen, tynd og gennemsigtig, og den gled langs briksens kant, tog herefter et buende knæk opad, og svandt op i en cirkelformet beholder med vandigt væske, der var hægtet fast til lampeskærmen. Øjnene gled tilbage til slangen i hendes vene. Han klemte tommel- og pegefinger sammen, vristede på ledningen, og det lykkedes ham at rykke den bort. Han gav slip. Ledningen dinglede med mundingen ned mod gulvet, og gennemsigtige dråber faldt ned. De ramte det sorte gulv i lydløshed.   

Buck løftede sprøjten, der var ingen tid at spilde, han skulle handle nu, og han lænede sig forover, greb fat i kanten af Emmas nederdel, og begyndte at vride stoffet tilbage, så det nederste af højre lår blev blottet. Det blege skær gjorde det muligt for ham at registrere blodårerne, der i mangfoldighed vred sig under hendes solbrændte lårhud, og han gled sprøjten frem. Det skælvede stramt i hans fingre, kulden i maven gjorde ondt, han gjorde mundvigene stramme og hårde, en centimeter mere, bare én centimeter mere, og sprøjten kom i kontakt med huden. Han befandt sig lige over lårpulsåren. En summen vibrerede sig gennem endorfinsprøjten, der brændte sig vej gennem huden i et mikroskopisk hul, svitsede sig ind til lårpulsåren, og en hvid ring af dioder blegnede op langs bagsiden af sprøjten. Displayet begyndte at tælle ned, idet endorfin-mixturen overførtes fra sprøjten og ind i Emmas blodbaner og mod hjernen, og alle 45 miligram skulle bruges, alle miligrammene, og displayet talte ned, hurtigere, stadig hurtigere, og Bucks læber tyndede sig ind i en stram fornemmelse, han knugede tæt om sprøjten, indholdet faldt, og tallene i displayet ramte 0. Hjerpulsen fik det til at spjætte i hans øregange. Han rettede sig op fra Emma, gav slip på nederdelen, der automatisk vred sig tilbage over låret, og sænkede sprøjten, så han lod den hvile mod hoften. Han betragtede hende i kort stilhed. Så vred han sprøjten tilbage i inderlommen på sin åbentstående frakke, som han derefter lynede, en skurren skar tavsheden i stykker, og han vendte sig om.   

Han mærkede skuddet før han fik øje på Nathan. Det ramte ham i venstre skulder, få centimeter over hjertepartiet, og et forpustet støn blev smækket bort fra ham. Han faldt tilbage. Lænden smældede ind i kanten af briksen, han mistede kontakten med sine ben, og gled, så hans bagparti ramte ned på gulvet og efterlod ham i siddende stilling. Hans øjne svulmede op. Han trykkede sin højre hånd mod det sted, skuddet havde ramt, hans ansigt forvred sig, og tårerne prikkede vådt op i hans synsfelt. Han bøjede hovedet, hånden pressede strammere mod såret, og korte øjeblikke senere opdagede han de mørkerøde fortykninger, blod, som svulmede ud mellem fingrene. Der var ingen smerte, kun en kold snurren af døde nerveforbindelser, der grenede sig ud i hans kraveparti og ned gennem venstre arm. Blodet lunede i klistrede fugtstrømme nedover håndryggen. Et forkvalt støn gurglede ud gennem hans læber, og han løftede hovedet, blinkede, for at fjerne det våde tåreslør, og Nathan befandt sig seks meter borte. Han stod på det anden sidste trin. Venstre hånd knugede krampagtigt om halsen på en firkantet Whiskey-flaske. Hans højre hånd var løftet og fremstrakt, og pistolen glimtede sortmetallisk.  

Nathans øjne var røde, enten af gråd eller af fuldskab eller af en kombination af disse, og vejrtrækningen var en hæs, arrig lyd gennem de sammenbidte tænder, der grusomt furede halsen til. "Du fuckede op. Du fuckede op!" Buck lagde mærke til, at Nathans hånd skælvede, og den skælvede kraftigt, endda, men alt han kunne gøre var blot at sidde der, hivende efter vejret og med hånden presset kraftigt mod det blodige skudhul, mere blod væskede ud, og en tåge af chok begyndte at kvæle hans sind.   

Nathan vedblev med at sigte på Buck, da han løftede flasken med Whiskey op til munden, det skvulpede hult, da væsken bølgede mod flaskens indre glasvægge, han gylpede en slurk, sænkede atter flasken, og hans fokus fjernede sig aldrig fra Buck seks meter borte. Han blev stående, uden at sige noget. Det gjorde han et stykke tid. Pistolen skælvede stadig i hånden på ham. Så nikkede han, i hurtige bevægelser, og han smilte. Smerten kom dunkende i Bucks sårede skulder. Han fornemmede sveden klistre sig koldt og ulækkert til panden.   

Smilet, Nathan frembragte, var underligt afkoblet fra det tågede blik af euforisk raseri, som udfyldte de røde øjne bag hans firkantede briller, og rædslen blandede sig med smerten og gnistrede ondt i Bucks lændehvirvler. Nathan vedblev med at nikke, smilet blev bredere, og så delte han sine læber og snakkede.  

"Min far lærte mig at skyde, da jeg var barn. Kan du huske, at jeg har fortalt dig det, Buck?" Buck fortrak ansigtet, mundvigene buede, og han stønnede igen. Smerten blev dump og hul og værre. "Når han ikke var fuld, hvilket ... hvilket sjældent skete, i øvrigt ... og når han ikke tæskede løs på mig eller hvad fanden han nu ellers havde lyst til at gøre ... så ... så lærte han mig at skyde. Og det gevær, han lærte mig at skyde med ... endte med at blive det samme gevær, som han ... stoppede ind i kæften på sig selv og brugte til at blæse sin ... fordrukne hjernemasse ud på." Nathan nikkede igen. "Jeg gik på universitetet da han ... " Han løftede sin egen pistol, vred den bort fra Buck og sigtede istedet mod sig selv, " ... tog det gevær, jeg havde brugt utallige gange ... og ... stoppede geværets løb ... helt ind ... i kæften ... på sig selv."   

Og han gjorde det samme, lod pistolen glide gennem luften, ind i sin mund, skrånede den, så mundingen trykkede mod hans gange, hans øjne svulmede op bag brilleglassene, han spændte fingeren på aftrækkeren, men flåede pistolen bort før han nåede at skyde. Han blev stående lidt. Nikkede fortsat. "Det var et værre svineri. Baghovedet eksploderede. Blodet var splattet udover køkkenvæggen to meter bag ham." Hans nik gled over i en hovedrysten. "Det stakkels røvhul døde alene og isoleret." Nathan sænkede pistolen, lod den pege nedad, som han tog endnu en slurk af whiskeyflasken, en hul skvulpen af væske mod glas, og han sænkede flasken. Betragtede Buck, der blot sad der, hivende efter luft, et gurglende støn fralød ham, og så endnu et, og endnu et, og Nathan trådte i bevægelse. Skridtede ned til det sidste trappetrin, hvor han, lettere klodset, satte sig. Han stillede flasken på gulvet ved siden af sig. Lænede sig frem, som han lod pistolen hvile mod sit skød.  

"Min far ... elskede min mor. Men han kunne ikke acceptere, at kræften slog hende ihjel. Hendes krop var så fuld af svulster, at hun ... på sin død ... " (kald på FAR! sagde Jennifer Sarcony, inden hun spjættede fremover, og tykkere og mørkere slimstrenge smeltede ud fra hendes rosafarvede læber) " ... var som en ... en schweizerost indvendig. Min far så hende dø. Han hørte hendes ... smerteskrig, da kræften åd hende op indvendig ... da hendes egen krop gik til angreb på alle hendes vitale organer. Uanset hvor meget bedøvelse hun fik, så ... stoppede det ikke hendes smerte eller hendes gråd eller hendes skrig ... kræften ødelagde ikke bare min mor. Den ødelagde også min far."   

Nathans stemme dirrede tungt, og Buck rørte på sig, men smerten eksploderede i hans indre, sendte endnu en strøm af tårere op i hans hornhinder, og han fortrak sit ansigt. Hånden klemte strammere mod den blodige skuldersektion. Han lagde hovedet tilbage, og blev stram i halsen. Baghovedet hvilede mod kanten af briksen. En dyb indånding. Han åbnede øjnene, men alt han så, var et slør af tårer.  

"Han blev et røvhul, forstår du det, Buck? Han blev et monster. Du har ingen idé om hvor grusomt det var at bo i samme hus som ham, hvor bange jeg var. Hvem han så end var, efter min mor døde, var det ikke min far." Og Nathan hvæsede, så spyttet slyngede og smækkede udover hans underlæbe. "Han SVIGTEDE mig!" Han smækkede sin venstre hånd ind på sit bryst, gjorde det flere gange, og fortsatte, og hans stemme var hæs i arrigskab. "Han svigtede mig, Buck! Og jeg er ligeglad med, om det var kræften, der slog min mor ihjel, eller om det var fordi, han elskede min mor højere, end han elskede mig, for svinet svigtede mig stadig! SVIGTEDE MIG!" Han stoppede med at smække hånden mod brystet, men han lod den stadig hvile på samme sted. Buck flimrede øjnene i et par kraftige, våde blink, og tårerne forlod ham ikke. Sløret svandt bort, men der var alligevel en underlig tågering omkring lysskæret, der omringede dem.   

Nathan stirrede fortsat med sit røde, intense blik. Nu smilte han ikke længere. "Men jeg ... jeg ville ikke ende som ham. Jeg ville ikke ende som ham. Det håber jeg, at du forstår. Jeg ville være en bedre far. Jeg ville være et bedre menneske. Og hvis Janice ... hvis den forpulede møgkælling bare havde haft tillid til mig ... hvis hun bare ... havde haft noget forbandet tillid til mig, så ville ... så ville det aldrig være sket."   

(Lige siden du lagde en hånd på hende har hun ALDRIG været din datter)  

Emma Sarcony stod i dørkarmen, syv år gammel, og med sine spæde fingre trykkene ind i bamsens bløde stof.   

Buck delte læberne, prøvede at sige noget, men kunne ikke. Smerten dunkede hårdere, og dybere, og varmere.   

"Jeg er en helt, Buck. Jeg er måske ikke den mest konventionelle helt. Jeg er måske ikke Martin Luther King eller Ghandi eller moder Teresa. Det indrømmer jeg. Men jeg er en helt. Foryngelsesprojektet vil komme til at forvandle verden. Jeg kommer til at redde mennesker. Og det bliver Emma en del af. Min datter vil blive elsket af hele verden. Og så kommer hun til at vide, at jeg altid har ønsket det bedste for hende. At jeg er den far, hun fortjener." Nathans fugttunge stemme blev vådere. "Jeg er en helt!"   

"Du er en syg stodder, det er hvad du er," svarede Buck, hans stemme var en hård og anstrengt stønnen. "Du er en syg stodder, og jeg har fandeme ondt af dig."   

"Nej. Jeg er ikke syg." Han løftede pistolen, og sigtede atter frem. "Jeg er bare en desperat mand i en desperat situation."  

Bucks mundvige blev strammere, endnu et gurglende støn af smerte, han blinkede vådt mod tårerne, og han svarede tilbage. "Vil du slå mig ihjel nu?"   

Den samme form for hule tomhed, der svulmede i Nathans øjne, da Buck havde snakket med ham to uger forinden, gled atter henover de brune iriser. "Jeg elsker hende, Buck. Hun er min engel. Jeg vil genoprette alt. Jeg vil gøre det overfor min datter, som du fejlede at gøre overfor din." Han rystede på hovedet. Buck stirrede på ham, men bevægede sig ikke. Højre hånd pressede stadig mod skudsåret. Blodet rødmede tykt og klistret nedover håndryggen. "Jeg er ked af det."   

Han skød. Blodet sprøjtede ud fra venstre side ad Bucks hals, et smæld rykkede igennem hans hoved, og han faldt ned på siden. En våd rallen lød fra ham. Han løftede højre hånd op til halsen, pressede den atter ind mod kødet, og blodet pumpede i lysrødlige sprøjt mellem fingrene, og hans blik stirrede panisk op mod loftet. Nathan rejste sig, skridtede hen imod ham, strakte atter pistolen frem, de våde, rallende lyde udfyldte lokalet, han standsede ved siden af ham, sigtede, og skød igen. Så igen. Og igen. Blodstænk plettede sig op på siden af briksen. De rallende lyde stoppede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...