Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23051Visninger
AA

64. ---61---

Det tog et kvarter for Buck at hacke sig ind på BioSens computernetværk, og derfra yderligere fem minutter at hacke sig ind på sikkerhedsindstillingerne, der alt sammen var koblet til netværket, og som alt sammen var beskyttet af en mur af indviklede, digitale koder, det normaltvis ville tage uger at bryde, men Buck havde særlige programmer, der via kvantemekanisk udregning kunne knække nogle af de absolut mest indviklede kodevægge, og det tog ham under ti minutter. De holografiske tal, der flimrede op gennem loften, projiceret bort fra fladskærmen foran ham, kastede levende forglansninger henover den stadig svedblanke hud. Han brugte pegefingeren, som han viftede ud i den frie luft, til at scrolle ned gennem den holografiske skærmflade, flere digitale tal gled forbi, og snart var han inde. Læberne strammede sig til. Mundvigene blev tydeliggjorte. Brynene rynkede sig en anelse sammen.

*

Buck brugte bluetooth til at overføre de datas, han havde fundet frem til, over på smartPadden, som han derefter klikkede omkring sin underarm. Han befandt sig stadig i kælderen, da han klædte om til en sort jakke, lavet på kropsdynamiske nanofibre, der øgede bevægelsesfriheden og gjorde det nemmere for ham at glide næsten lydløst afsted, og ligeså sorte bukser og blanksorte sko, og han iklædte sig mørke læderhandsker, som knirkede svagt, hver gang han bevægede fingrene. Herefter trådte han frem til glascylinderen med den bortgemte pistol, der fortsat belystes af lysstofrørets bleghvide glød. Lod fingrene glide henover smartPaddens interaktive flade, indtastede låsekoden, og det bippede fra montren. Et klik. Herefter rullede glasvæggen tilbage, gled rundt, forvandlede cylinderens cirkelform til en halvcirkel, og pistolen lå der, sammen med det tilhørende patronhylster, frit tilgængeligt. Han greb pistolen, så kortvarigt de sorte skygger fra trægrenene folde sig henover Melodys ansigt, idet hun som 9-årig gyngede frem, og trak våbnet ud i kælderen fra montren med venstre hånd, og knugede herefter om patronhylsteret med højre. Han koblede hylstret fast til skæftet, et klik, herefter en diode, der blegnede langs siden, og han afsikrede sit våben. En elektrisk summen. Flere dioder lysnede. Det digitale display tændtes, og viste antallet af skud. 18. Hans læber spidsede på ny ud, han nikkede, og viftede herefter øjnene fremad, mod den snoende metaltrappe, der førte op til stueplanet. Han skridtede i bevægelse, og gled pistolen i sin inderlomme under processen. 

*

Det var Melodys Serotonin-sprøjte, som han hentede på badeværelset. Han stod længe foran vasken, betragtede den slanke, elektroniske sprøjte, der afgav vridende refleksioner af sølvmetal langs dens cirkelformede side, vejede den i hånden, og det gjorde han i lang tid, og kiggede herefter på det ovaliske spejl foran sig. Melody havde brug for sin medicin. Det vidste han. Serotonin-tilskuddet fra sprøjten øgede mængden af dette humørregulerende stof i hjernens neurotransmittere, der, sammen med den øgede mængde af dopamin, hun fik gennem sine kapsler, hævede humøret fra et depressivt stadie. Også selvom hendes humør virkede til at være ekstra mørkere i den sidste periode, men det skyldtes ikke noget kemisk, men snarere de miljømæssige omstændigheder, og det havde han også fået at vide af Melodys ungdomspsykiater. Når man var isoleret fra omverdenen, og i forvejen led af en depression, var det værste, man kunne gøre, at isolere sig selv mere og blive mere alene. Gråden spirede op i hans hals, gjorde mundvigene de to alt for stramme furer, og han så Nathan, der smilte på den anden side ad bordet - penge er verdens Gud, selve det alter, hele verden tilbeder - og Melody, der sad alene i køkkenets nattemørke, ved siden af panoramaruden, der bestirrede sig ud mod poolen. Fingrene knugede stramt, hårdt og dirrende om den elektroniske sprøjte. Nathan havde givet ham et tilbud, han ikke kunne afslå, og hvis dette slog fejl, så vidste han, at alt var forbi. Det hele. Men hvis bare Melody ville adlyde ham, hvis bare hun ville gøre det, han sagde, at hun skulle gøre, hvis han endte med ikke at komme tilbage, så var håbet ikke ovre. Hvis bare hun gjorde det. 

Hun havde brug for sin medicin. Derfor tjekkede han hendes skab, fandt æsken med de resterende sprøjter. Der var tre tilbage. Nok til yderligere tre uger. Han lukkede lågen under vasken, kiggede atter på sprøjten, og vred den en anelse rundt, indtil han nåede til den side, hvorpå displayet var placeret. 

46 miligram var det resterende indhold. 46 miligram. Nok til fire dage. Og nok til at modarbejde blandingen af dvalefremmende neurotransmittere, som Emma Sarcony var blevet indsprøjtet med. 46 miligram. Resten af sprøjtens indhold, resten af hendes medicin, 46 miligram, men det var en nødvendighed. Dette var det eneste, der ville kunne vække Emma Sarcony. Buck nikkede, betragtede fortsat sig selv i spejlet, Melody blæste ti af de elleve lys ud på den cirkelformede fødselsdagskage, og han gled sprøjten ned i lommen. 

*

EMP-våbnet, der til forveksling lignede en almindelig automatriffel, sortmetallisk, men uden at være det, og ultralydsmodulatoren, hvis ekstremt høje hertz-frekvenser var i stand til at knuse glas, var, sammen med de sorttonede, interaktive briller, de sidste ting, Buck Wilson udstyrede sig selv med, inden sin 60 minutters rejse mod BioSens laboratorium i øst-Californien. Han havde på ganske kort tid udarbejdet et digitalt kort over laboratoriet gennem overvågningen og laboratoriets indviklede computernetværk, og kortet blev tilkoblet brillernes database fra SmartPadden. Han trådte tilbage i kælderen, bærende på en zinkglinsende kuffert i venstre hånd, hvori udstyret gemte sig, og de sortspejlende briller dækkede hans øjne, da han vandrede fremad, forbi computerbanken, og forbi den cirkelformede montre. Han stillede kufferten fra sig, da han nåede kælderens modsatte væg. Smøgede ærmet tilbage, dansede fingrene henover smartPaddens flade, og væggen summede i en skinger tone, inden et panel gled til siden. Det var en elevatorkapsel, firkantet og med zinkglinsende vægflader, der åbenbarede sig foran ham. Han greb sin kuffert, løftede den op fra gulvet, trådte ind i kabinen, og drejede sig omkring. Hans udsyn til kælderen, med computerbanken og den snoende metaltrappe langt henne, svandt væk, da væggen foldede sig ind foran synsfeltet, det gav et ryk gennem kabinen, og den sank nedad. Væggen blev snart erstattet af glas. Elevatorkabinen standsede, og den mørke, tætnende sorthed på den anden side ad glasset, blev blændet bort af klarhvide lysstofskær. Bucks behandskede fingre knugedes om kuffertens håndtag. Glasdøren gled til siden. Buck trådte frem, ind i den underjordiske garage. Lyset omkring ham summede. Det var den sorte, slanke og strømlinede Mercedes, med skudsikker nanolakering, hans kurs var rettet hen imod. Kufferten gyngede svagt frem og tilbage under hans hofte, og 9-årige Melody gjorde det samme for hans indre syn.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...