Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23486Visninger
AA

62. ---59---

SACRAMENTO, CALIFORNIEN

 

Buck Wilson sad i stolen foran skærmene i kælderen, med albuerne hvilende på bordpladen, og begge hænder samlet mod sit ansigt. Lyset glinsede henover hans solbrune isse. Øjnene stirrede ud i den ligefremme evighed. Det havde slået fejl, det hele, agenterne var borte, politiet var blevet involveret og nu var det blot et spørgsmål om tid, før hans familie ville blive ramt. Han flimrede øjnene i, bøjede hovedet og begravede ansigtet bag sine svedlune håndflader. Han så atter Melody, siddende i bilen, kiggende frem for sig, på vejen med de flankerende træer, og Californiens tørre hede, der vred sig i bølgende slør af varm luft over asfaltens solbrændte flade. Hendes øjne, der var rødskudte af tårer, som hun ikke længe forinden havde udgrædt. Den forpinslende tomhed, der udhulede sig i hendes bortstirrende blik.

"Jeg kan ikke længere udleve mine drømme."

Gråden kvalte ham, han var sikker, gråden var blevet en levende entitet, der spirede i hans strube, ved luftrørets udmunding, voksede sig til kødelige dimensioner, og fik halsen til at svulme op. Han skar tænder. Mundvigene blev to stramme linjer, én på hver side ad læberne, og fingrene krummede sammen, så spidserne pressede ind på panden. Sveden klistrede sig lummert til hans hud. Han tog en dyb indånding. Gråden svulmede ondskabsfuldt i halsen, men han tilbageholdte den med sin tandbidende grimasse. Han blev siddende, med ansigtet bortgemt i sine hænder, blev siddende længe, og så løftede han hovedet. Sænkede hænderne. Hans blik drev mod højre, øjnene føltes strammere, mere udspændte, og han limede sit fokus fast mod den cylinderformede glasbeholder og pistolen, der lå dér, på siden, i beholderens bund, beskinnet af det hvidblege lysstofrør, der sendte glimt af sølvmetal langs våbnets flanke. Han havde stadig samlet sine hænder i den skåleformation, som han havde gemt ansigtet bort i, men nu var de fjernet fra hans hoved og svævede i den fri luft over bordpladen. Pistolen lå der blot, som om den ventede på ham. Som om den savnede ham og savnede rillerne i hans håndflade og hans fingeraftryk, der efterlod sig på den aftrækker, han ikke havde trykket på i årevis.

Melody sad ved køkkenbordet i nattemørket, på den stol, der hvilede mod glasvæggen ud til poolområdet. Hendes fingerspidser trommede formålsløst, repetetivt, sammen. Øjnene var drænet for liv, blot to blanke cirkler af turkis, der sagtens kunne være lavet af glas eller plastik. "Jeg har lyst til at drukne mig selv i poolen." Og han havde lovet hende, at det nok skulle blive bedre, han havde lovet hende, at de nok skulle klare sig, at der ikke var nogen grund til at give op, at tage sit eget liv, han havde lovet hende det, han ville redde familien, der var ikke længere nogen grund til at være bange, det lover jeg dig, Melody, vores familie vil overleve, og du skal nok få chancen for at udleve dine drømme. Han havde lovet det. Og han havde, omend for et ganske øjeblik, selv troet på det tomme løfte, han havde givet hende. Han havde lovet hende det. Åh Gud, han havde lovet hende det, det skulle nok gå, alt sammen, det var det nødt til, for hvis det ikke gik, så var håbet knust. Det skulle nok gå. Det skulle det.

Og det havde det ikke gjort.

Og han så Melody, og han så ikke hendes 17-årige eller 16-årige jeg, men han så hendes 9-årige jeg, før Buck kom i konflikt med de fjendtlige agenter, der afpressede ham, så han var nødt til at gå på kompromis med sit eget lands interesser, den nationale sikkerhed, for at redde sin egen røv, som den forpulede egoist, han havde været, han så hendes 9-årige jeg, hendes brune hår, anrettet i to fletninger, de lysrødlige læber, der smeltede op i kinderne, da farmand skubbede gyngen, hun sad i, og hun strakte sine ben ud, og hun lo, og Buck lukkede øjnene, halsen blev stram, hård, og gråden gjorde ondt i mavesækken. Han så lysene på hendes 11-års-lagkage, og Melody, denne gang hendes mørke hår gledet tilbage i en hestehale, der pustede dem alle ud, bortset fra ét, og Gabriella, der spurgte hende, "mangler du ikke det sidste?", og Melody, hvis brede læber blev endnu bredere i et hvidt tandsmil, af den slags, Buck aldrig siden havde set hende udsende, kiggede op på mor og far, og rystede på hovedet.

"Nej," sagde hun. "Jeg vil nemlig gerne være sikker på, at mit sidste ønske er det, jeg ønsker mig allermest."

Og hendes sidste, og største, ønske var at rejse ud i verden, at se de canadiske skove, opleve de eventyrlige farvespil af orange og purpur, der skabte det almægtige Grand Canyon, at høre den hvæsende lyd af de hidsige gejsere i Yellowstone, at mærke den tørre hede stikke mod huden i de Sahara'ske territorier, at danse til de karibiske trommer, at lugte den fugtige, sydamerikanske tropeluft (og det, der var tilbage af regnskoven), og smage den portugisiske bacalhau.

Melodys grådtunge stemme dirrede gennem Bucks tanker. "Jeg kan ikke længere udleve mine drømme."

Og han så sig selv bevæge sig ned ad den snoende metaltrappe, ned i kælderen, så sig selv dreje hovedet til venstre, og herefter hvordan han standsede op, brat, for hans 16-årige datter sad der, på stolen, tre meter længere fremme. Hun havde taget hans pistol, løbet pressede sig ind mod hendes højre tinding, armen skælvede kraftigt, og det dirrede op i hendes fingre. Pegefingeren hvilede mod aftrækkeren. Buck knyttede fingrene sammen, strammede grebet hårdt om gelænderet, der flankerede trappen, hans øjne var store, og Melody vendte blikket opad og imod ham. Hendes læber var veget tilbage, og savl slimede ned mellem hendes tænder. Røde opsvulmninger slangede sig henover øjnenes underkanter. Pistolen forblev presset mod tindingen. Det dirrede i hendes opsvulmede mundparti, og hun rystede svagt på hovedet. "Undskyld, far. Undskyld. Undskyld."

Bucks ansigt forvrængede sig, han kunne ikke længere holde den tykke gråd indespærret i struben, og han begyndte at hulke, i lyse, gurglende kvæk, øjnene strammede sammen, så lange furer trak sig ud fra siderne, han bøjede hovedet, hikkede, og hikkede kraftigt, og tårerne glinsede bort fra hans øjne.

Han fortsatte med at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...