Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
611Kommentarer
23742Visninger
AA

61. ---58---

Agent Bruce ventede med at slå til, før de havde kørt en kilometer ad Howard Street, i vestgående retning, og han ventede indtil de holdte for rødt i lysreguleringen ved 4'th Street. Han skulede først ud ad venstre siderude, en personbil gled op på siden af dem, og vendte herefter blikket fremad, hvor bagsiden af førersædet udfyldte hans synsfelt. Det var lige blevet rødt. Lyset fra instrumentpanelet blegnede op i kabinens mørke. Han spændte sig op. Den kvindelige betjent lænede sig en anelse fremad, skilte læberne, og skulle til at bede bilen om at aktivere kommunikationsenheden, da Bruce spjættede frem, knugede sine fingre fat om hendes blonde hår, kvindens øjne blev store og hendes mund åbnede sig til et O, og så blev hun slynget fremover. Hendes ansigt smækkede ned i rattet. Bruce løftede hendes hoved, smækkede det atter frem, et knoglehårdt dunk, og han gjorde det igen, og endnu engang, gjorde det, indtil blod strintede ud i mørkrøde striber, og dækkede toppen af rattet. En blodstreng slyngede sig i en bue efter kvindens næsebor, idet Bruce, for sidste gang, slyngede hendes hoved tilbage. En svag sitren gennemstrømmede hendes fingre, der havde sluppet sig om rattet, ellers fremkom der ingen respons, og han lod sit blik glide videre til døren på hendes venstre hånd. 

  Agent Samuel lod motorcyklen blive standset ti meter bag patruljevognen, hans sorthandskede fingre var stadig omknuget motorcyklens styr, og der var ingen yderligere biler foran ham. Han forblev siddende i den krumme, foroverbøjede stilling. Det hvislede knap hørbart fra motorcyklens elektroniske motor. Noget flimrede af bevægelse i patruljevognen, og selvom den befandt sig ti meter væk, kunne han alligevel registrere flimmeret af skygger, der, på den anden side af bagruden, og der gik få sekunder, og så åbnede venstre sidedør sig. En kvindekrop, slap og dukkeagtig, trillede ud og slaskede ned på asfalten. Lygtepælene spejlede deres hvidlige genskær nedover det sorttonede visir, der dækkede hans ansigt. Han bevægede ikke motorcyklen. Lysreguleringen blev grøn. Døren smækkede, og bilen begyndte at køre, det hvinede skingert fra motorcyklen, og Samuel gled efter patruljevognen. Bruce kørte ind i midten af krydset, og så skred han hastigt til venstre, så det vrælede fra dækkene, sirenerne kastede de rød-blå lys i vridende bjælker henover vejen, og han svandt bort ad 4'th Street, i retning af motorvejen, og Samuels motorcykel gled ligeså galant efter ham, og øgede farten, så den højfrekvente hvinen blev lysere. Det blegnede klarhvidt fra forlygterne. De høje bygninger flimrede forbi på begge sider, som truende mure, og Samuel lænede sig så langt frem, han overhovedet kunne komme, og motorcyklen strøg frem i en lige linje, politibilen nærmede sig, endnu et lyskryds, der var grøn, ikke rødt, Bruce krydsede den, og hverken sænkede eller øgede farten. Samuel kørte over det samme lyskryds. Vejbroen med motorvejen krydsede over 5'th Street længere fremme. Rødt klarede op i mørket fra afkørslens lysregulering, og Samuel fjernede venstre hånd fra styret, og gled det ned mod den sortmetalliske Pump-gun, der var hæftet mod køretøjets side, og hvis mørke farve fik den til at gå i ét med resten af karosseriet. Væggene af huse flimrede hurtigere. Hans hånd knugede omkring bunden af våbnet.   

Bruce nåede lysreguleringen, der var endnu rødt, men han var ligeglad, og skred til højre, indover græsset, så det skurrede, og opsteg den sparsomt trafikerede, næsten tomme, tilkørselsvej. De mange klarhvide lys fra den tætte motorvejstrafik drev forbi længere foran. Han skulede op mod bakspejlet. Samuel var lige i hælene på ham, var næppe mere end ti meter borte, og de ti meter kunne meget snart blive til fem, og han nikkede. Alt gik præcis efter planen. Han havde formået at få ført den sidste agent væk. Nu manglede han bare det sidste punkt.   

Han nåede ud på hovedvejen, foran en personbil, og tre biler længere fremme kørte der en tankvogn med biobrændsel. Den cylinderformede metaltank, der strakte sig henover ladet, glinsede sølvmetallisk i refleksionerne fra de mange forlygter. Samuel dukkede op bag personbilen, der igen kørte bag Bruce. Han gled ind på midtersporet. Venstre hånd var stadig lukket om kolben. Han øgede farten yderligere, gled op langs personbilen, op mod Bruce, da han opdagede tankvognen. Han fastholdte blikket mod den, som de holografiske udmålinger svulmede op på indervisiret. Et indbygget kamera registrerede hans øjnes bevægelser, og en digital cirkel kransede sig omkring tanken, kort inden afstandsudmålinger glimtede frem under cirklen.   

LASTVOGN AF MÆRKET FORD

AFSTAND: 73 METER

KØRSELSHASTIGHED: 128 KILOMETER I TIMEN

FRAGT: BIOBRÆNDSEL.  

"Kør op på siden af lastbilen."   

Med hånden, der vedblev med at holde på pumpgunnen, fik Samuel øget farten på motorcyklen, strøg forbi patruljevognen, gled op ad det åbne midterspor, op mod lastbilen, og da han var to biler fra den, trak han i én, glidende bevægelse pumpgun-geværet op fra hylstreret, lod den pege i vejret, skrånede motorcyklen en anelse mod venstre, han passerede den sidste bil, og nåede op på siden af tankvognen. De store, ballistiske hjul flankerede hans højre side. Han skrånede atter kroppen, så motorcyklen rettedes mere op, og vippede geværet vandret, så han pegede løbets munding mod højre, mod den cylinderformede tank, og nåede det sted, hvor tanken kobledes sammen med førerkabinen. Han trykkede på aftrækkeren. En blå diode lysnede langs kolbens side. Han skød, ramte de hydrauliske tilkoblingsslanger, og en eksplosion af luft sprøjtede bort fra dem i en gråhvid, hvæsende damp. Lastbilen sænkede farten øjeblikkeligt, og tillod Samuel at overhale. Tanken blev skudt i vejret, vippede sig i lodret stilling, og gled herefter bagover, ned mod vejen.   

Den forreste bil skred rundt, drejede, så den vendte sig tværs over vejbanen, og bilen bag den skred i modsatte retning, men begge bremsede så hårdt op, at ingen af dem ramte hinanden. Tanken klaskede ned på asfalten med al for høj fart. En gul regn af gnister buede ud fra begge sider af bunden, tanken skrabede henover asfalten, og friktionens varme kom i forbindelse med det flydende methanol, der lækkede ud fra en sprække i bunden, dannet fra sammenstødet med asfalten, og metanolen antændtes. En eksplosion blev resultatet. I det ene sekund gled aluminiumstanken henover vejens sortblanke asfalt, for i det næste at forsvinde i en hastigt udvidende kugle af hvidblændende ild, der spredte sig metervist til alle sider, brølede i vejret, og herefter skrumpede ind til spøgelsblå flammer, der nærmest så ud til at svæve henover asfalten, og fik luften til at bølge i et hedt flimmer. Bruce manøvrerede med vrælende dæk ud på nødsporet, og bilen bremsede automatisk op, da den indbyggede computer registrerede ulykken længere fremme. De blå flammer dansede over asfalten, blafrende luer der næsten virkede gennemsigtige, og som ikke udsendte andet end et flimrende varmeslør, der besværliggjorde udsynet.   

*  

Idet tankvognen eksploderede, og Samuel mærkede chokbølgen skubbe mod hans ryg i en tyk, lummer varme, manøvrerede han motorcyklen adræt ind mellem to andre biler, videre til nødsporet, og så sænkede han farten. Få øjeblikke senere lod han motorcyklen skråne. Kørertøjet vred sig rundt i en skarp uvending, og Samuel lod spidsen af højre støvle berøre asfalten som ballast. Motorcyklen var standset. Han havde fronten vendt mod den ulykke, han havde kreeret. Lastbilen var standset, førerkabinen havde vredet sig rundt, på tværs af to vejbaner, og blå flammer åd sig ned i den omkringliggende asfalt. Han gled pumpgunnen over i højre hånd, blev stående med foden presset mod asfalten og motorcyklen skrånet. Holdt øje med vejbanen, men intet spor af patruljevognen. Han blev stående lidt. Så lod han atter motorcyklen blive rettet op, inden den begyndte at glide i bevægelse, henad nødsporet og tilbage mod ulykken. Han lænede sig forover i processen. Motorcyklen øgede farten.  

*  

Bruce holdte øje med varmeflimmeret og gjorde det i langvarige sekunder, indtil han registrerede bevægelse og så en person på motorcykel komme nærmere på den anden side af det vridende hedeslør, vidste, at det var Samuel, og lod omgående patruljevognen bakke tilbage. Samuel kom nærmere og brød gennem sløret. Bruce så den sortmetalliske afglansning langs Samuels pumpgun, gav bilen besked på at øge farten, men vedblev med at bakke, en række af skingre, advarende bib fremlød fra computeren, men han fortsatte. Afkørslen kom tættere bagfra, men det samme gjorde Agent Samuel forfra.  

"Kom så," sagde Bruce, dæmpet mellem sine sammenbidte tænder, og kæbelinjerne trådte tydeligere frem i grimassen. "Kom så. Hvad venter du på? Kom så!" Samuel kom støt nærmere, våbnet, der strakte sig frem i hans højre hånd blev tydeligere, mere truende, og Bruce kiggede atter op i bakspejlet, fik øje på tilkørslen, der ledte tilbage mod 4'th Street, og fortsatte med at bakke. En rød hånd med spredte fingre projicerede sig omgående op på underkanten af vindspejlet.   

"Forkert vej! Forkert vej! Rute ikke mulig! Forkert vej!"   

Bruce ignorerede computerens kvindelige menneskestemme, bakkede tilbage i tilkørslen, hans øjne svulmede, bilen bakkede, bakkede, bakkede, og træer flimrede forbi på begge sider, og han nåede ned til lyskrydset ved Harrison Street, og så vred han rattet rundt, rykkede, så kraftigt, han kunne, og bilen svang rundt i en halvcirkel, så fronten ikke længere vendte op mod hovedvejen, men istedet rettede sig mod lyskrydset. Han svang døren op. Samuel gled motorcyklen ind i højre side af vejen, og strakte våbnet frem, klar til at skyde, da Bruce sprang ud fra den venstre side af bilen og krumbøjet landede på græspassagen, der grænsede mellem tilkørslen og Harrison Street. Rækken af elmetræer strakte sig mod hovedvejen til venstre for ham. Ligefremme lå Harrison Street. Trafikken var på sit laveste. Han begyndte at løbe.   

Samuel standsede motorcyklen ved siden af patruljevognen, og skred rundt, så han vendte på tværs af kørerbanen, og hjulene sænkede sig i en sukkende lyd. Han afsikrede sit våben, og tog sigte mod Bruce. Bruce var nået ud midt på vejen. Han fortsatte med at løbe. Koboltblåt lys blegnede op langs geværkolbens side, han knugede begge hænder sammen om våbnet, fulgte Bruces kurs, tog sigte, og skød.   

Bruce nåede fortovet på den modsatte side. Foran ham befandt en dør sig, ledende ind til en privat opgang, men han nåede ikke derhen. Det eksploderede et sted bagfra. Et smæld plantede sig ind i hans ryg, og blod sprøjtede bort fra venstre skulderparti. Han gurglede, og blev kastet forover. Blodstænk klattede udover dørens glasrude. Bruce landede på maven, med armene strakt ud foran sig.   

Et patronhylster blev automatisk skudt ud fra siden af geværet, og Samuel skrævede bort fra motorcyklen, stillede sig på asfalten, og begyndte at skridte frem. Han løftede på ny sin pump-gun op, og sigtede fremad. Bruce vred sig henover fortovet, lå stadig på maven, og var på vej mod døren. Samuel bevægede sig roligt og målrettet, som han fortsat holdt våbnet fremstrakt. Han krydsede fra asfalten og ind på græspassagen.   

En skarp smerte borede sig ind i Bruces brystparti fra skulderbladene, syntes at punktere hans lunger, og han hvæsede efter luft et kortvarigt øjeblik. En metallisk smag stak ham i luftvejene. Han nåede glasdøren, så sig tilbage, og fik øje på Samuel, der nåede kanten af Harrison Street. Våbnet glinsede sort, var løftet op foran ham, og pegede alt for truende frem. Han viftede blikket til højre, mod skraldespanden, der stod i en kurs skråt overfor, mod højre, og kiggede atter tilbage til Samuel, der i dette givne sekund trådte ud på vejen. Bruce viftede atter blikket til skraldespanden, så Samuel, så skraldespanden, og kastede sig frem. Endnu et skud. Dørens glasrude eksploderede i en skinger klirren. Bruce vred sig fremad. Samuel krydsede første vejbane, trådte indover anden, og nærmede sig den gule midterskilning. Endnu et patronhylster skød sig ud fra siden, og klirrede metallisk nedover asfalten. Samuel vippede geværet frem. Krydsede midterskilningen. Svang løbet mod venstre, og trykkede på aftrækkeren. Toppen af skraldespanden bragede i en hul beklagelse, og gnister føg i gule stråler.   

Bruce klemte ryggen mod den side af skraldespanden, der vendte bort fra Samuel og mod husmuren, og trak benene til sig, endnu et smertejag fra skulderen, og han mærkede blodet, der lunt klistrede sig ind i jakkestoffet, det trykkede metallisk i lungerne, og han løftede venstre hånd, gled højre ærme tilbage og rundede sine fingre om den smartPad, han havde stjålet fra Warren. Han vred en enkelt gang, det klikkede, og de sølvglinsende knive, en række på fem skær, foldede sig ud fra siden. Han skuldede, til højre, så Agent Samuels skygge strække sig udover fortovsfliserne, blive længere, længere, længere, og det klappede fra Samuels såler, han var lige ved siden af skraldespanden, og Bruce skar tænder og vred sig rundt om hjørnet. Samuel kunne ikke nå at reagere, før Bruce borede knivene ind i hans skinneben på samme måde, som Warren havde gjort ved Bruce, men han borede dem ikke blot ind, han vristede dem også rundt, så de borede sig dybere, og så rykkede han armen op, alt sammen i én hurtig, flimrende bevægelse. Huden bag kevlardragten blev flænset. Samuel bukkede sig forover, stønnede bag hjelmen, og Bruce jog med ekstrem kraft knivene frem og op. Fuldtræffer. Skærene borede sig gennem dragten og ind i det bløde kød under venstre knæskal, og mørk, blodig væske sivede ud. Samuel slap grebet om sit gevær, Bruce trak sin arm tilbage, og slimstrenge af blod fulgte knivspidserne. Samuel faldt på knæ. Geværet landede på fortovet. Bruce løftede armene, greb fat om Samuels skuldrer, og skubbede ham, så han blev slynget ned på siden, og han pressede ham herefter fast mod fortovet, og strakte armen frem mod våbnet i processen. Han nåede kun at strejfe fingrene mod geværets glatte stålkolbe, før Samuel i en ligeså hurtig bevægelse pressede fingrene på venstre hånd mod udbulingen i jakken omkring højre håndled, en klingrende lyd, og knivene foldede sig omgående ud fra spidserne af handsken. Han slyngede hånden op, og smækkede stålklørene ind i hovedet på Bruce, der fremgav et spjæt, og i en sky af blodstænk, der forlod ansigtet, trillede til venstre og landede på ryggen. Blod sivede frem fra hullerne i hans kind. Samuel klikkede fingrene sammen, en summen, og de blålige udladninger af elektricitet knitrede frem fra spidserne. Bruce, der havde rettet sig op ved hjælp af sine albuer, som han pressede mod fortovet, begyndte at kravle tilbage, trække sig hen langs kanten af fortovet, væk fra Samuel, da Samuel vendte sig rundt, og atter smækkede hånden med klørerne frem.   

En gyselig lyd af kød, der blev flænset, og blodstænk sprøjtede mørkerødt fra Bruces læber, hans hoved vred sig til den ene side, og han væltede bort fra fortovet og ud på vejen. Samuel drejede sig rundt, kiggede mod geværet, der lå der, få meter fra hans rækkevidde, skråt mellem skraldespanden og den ødelagte glasdør, og trillede om på knæ, inden han hastigt kravlede frem. Det fremgav en klinkende lyd, skeletagtig, hver gang metalkløernes spidser kom i kontakt med fortovet. Han nåede geværet, langede armen frem, og knugede fat, da Bruce huggede rækken af knive ind i Samuels højre ankel. Han vrælede, og gennem masken lød det hult, dæmpet og på ingen måde virkeligt. Bruce lod knivene blive boret dybere ned i Samuels kød med højre hånd, og strakte venstre hånd frem i processen. Greb fat i bagsiden af Samuels venstre lår, krummede fingrene og hev sig over hans ben. Samuel rakte alligevel armene frem, og trak geværet til sig, men Bruce rykkede knivene bort fra ankelsektionen, og borede dem istedet ind omtrentlig det sted, hvor endetarmsåbningen befandt sig. Dette skrig, der dæmpet og fjernt lød bag Samuels motorhjelm, var mere hæst, mere vridende end det vræl, han før havde udsendt, og hans fingre blev stive, og han slap på ny geværet. Bruce borede knivene dybere ind, og trak sig atter frem, greb fat omkring Samuels skulderparti, og hev sig yderligere en halv meter op, og så rykkede han knivene bort. Blodstænk slimede sig efter knivspidserne, idet han lod dem svæve i den fri luft. Samuel bøjede hovedet, og bag masken forvrængede hans ansigt sig i en grotesk, sammenbidt grimasse, hvor sveden perlede nedover den træbrune hud. Han hev efter vejret, i skingre, hæse lyde, og smertetårer spejlede sig over hans hornhinder. Så vred han sig rundt, trods den skærende smerte, og lod metalkløerne fægte op i luften. Han borede dem ind i Bruces venstre flanke, og Bruce gispede, hans hals blev tilfuret, og herefter vred en smertefuld krampe sig igennem ham, idet elektriciteten blev aktiveret. Små udladninger lynede blåt over hans ansigt. Øjnene svulmede op, og tænderne bed sammen, og endnu en krampetrækning, flere blålige glimt af udladninger, og han trillede bort fra Samuel og væltede ned på fortovet. Det blødte fra hans flanke. Han hev efter vejret, og krummede sig sammen, som flere nervespjæt jog igennem hans krop. Han blev liggende på siden. Samuel bøjede hovedet, tog lange, dybe indåndinger, blinkede kraftigt bag visiret, for at kæmpe imod den mest ædende top af smerten, og så løftede han armene, pressede hænderne ned mod begge sider af hjelmen, vred en enkelt gang, og den koboltblå streg, der, indtil nu, havde lysnet omkring hans kravesektion, slukkedes. Han trak hjelmen af. Lod den dumpe skødesløst ned på fortovet, og vendte herefter hovedet til venstre.  

Bruce lå fortsat på siden, med hånden presset mod flanken, og hans vejrtrækning var hæs. Samuel spidsede læberne, trak sig op på knæ, hev sig frem, og tvang Bruce om på ryggen. Han placerede knæene på hver side af ham, rettede overkroppen op, endnu en dyb indånding, og så løftede han højre hånd, og smækkede den frem. Bruce drejede hovedet til højre. Blod stænkede udover den grå beton. Øjet lukkede sig sammen. Samuel tog endnu en dyb indånding, og slyngede herefter venstre hånd ned, borede kløerne ind i fronten af Bruces ansigt, og tvang hans hoved til den anden side. Flere blodstænk, der klaskede udover fortovet, og Samuel slog, to gange mere, og så borede han kløerne ind på begge sider af Bruces ansigt, og begyndte herefter presse, bare presse, dybere, hårdere, og kløerne skubbede sig ind mod øjeæblerne, gennemborede hans kind og skar sig op i tindingen, og det var ikke tårer, der strømmede nedover begge sider af næsebenet, men blod, lange, fine striber af blod, Bruce gurglede, mere blod udgrædtes fra hans øjne, der blev presset unaturligt ind af de alt for skarpe kløer, Samuel begyndte at vride hans hoved, og Bruce reagerede i refleks, overlevelsesinstinktet tog over, og han løftede armen med de påhæftede knive og hamrede dem frem. De borede sig dybt ind i Samuels venstre flanke, og Samuels mørke øjne blev store, og hans trompetagtige mund gabte sig op, og Bruce huggede igen, en gang til, så endnu en, og endnu en, og for hvert hug borede han knivene dybere ind. Samuel slap grebet om hans ansigt, og Bruce tvang ham af sig. Knivene gled med lethed bort fra hans flanke, idet han faldt og trillede om på siden. Bruce drejede sig rundt, lagde hovedet tilbage og så mod geværet, det lå lige over ham, og han rakte armene frem, greb fat om kolben, og vendte fokus tilbage mod Samuel, der blot lå der, de mørke iriser tydelige i de opsvulmede, hvide øjeæbler, og munden, der åbnede og lukkede og åbnede og lukkede i chokerede gisp, og hænderne, der pressedes mod det blodige sår, og Bruce vippede geværet frem, og tog sigte. Et brag. Samuels krop spjættede, og blev automatisk rykket fra siden og om på ryggen. Herefter stilhed.   

En sortrød blodpøl begyndte at drive bort fra liget. Bruce slap pumpgunnen, tog sig til sit venstre øje, blodet drev nedover kinden i lange, tykke forgreninger, og han vendte ansigtet fra Samuel og mod patruljevognen, der holdt stille ved krydset på den anden side ad vejen. Sirenelysene blinkede stadig i den tavse nat. Han kiggede tilbage mod liget af Samuel. Pressede hånden længere mod det blødende øje, og løftede hovedet, så hagen pressede ned mod halspartiet, og så mod patruljevognen. Så lod han højre hånd presse ned mod asfalten, lagde kræfterne i, og trak sig selv op på numsen. Svimmelheden overvældede ham, sortnede i voldsomme bølger henover synsfeltet, og det sved køligt fra såret i venstre flanke, kort inden han mærkede de tykke, vitale blodstrømme glide nedover huden. Han fjernede hånden fra øjet, og pressede den istedet ned mod flanken, kæmpede sig fra bagpartiet op på begge ben, og begyndte herefter at vakle henover vejen og tilbage mod bilen. Han gik i en krumbøjet stilling, slæbte snarere end gik på sit venstre ben, og blod svulmede ud mellem læberne og dryppede nedover hagen, og den mørkerøde strøm sivede ud fra mellemrummet i hans fingre og spredte sig nedover hånden og klattede ned på asfalten. Han fortsatte mod bilen. Bag ham lå Samuel i en stadig voksende blodpøl, med det sortglinsende gevær ved siden af sig. Lyden af politisirener fra det fjerne voksede sig højere og nærmere. Bruce fortsatte med at vandre. Lysene fra patruljevognens sirenelygter dansede vridende i nattemørket foran ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...