Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23214Visninger
AA

60. ---57---

Drew lå på ryggen og bestirrede de cirkelrunde LED-lamper, der skinnede hvidligt i loftet fire meter over ham. Hans arme strakte sig ned langs hans sider. Det dunkede smertefuldt i hans ansigt, og blodet klistrede sig bort fra næsen og læberne. Han lå der bare, stirrede, og smerteslør flimrede kortvarigt henover synsfeltets periferier, sort, men omsluttede aldrig hans synsfelt helt, og David fortrak sit ansigt, trak sig om på siden, og begyndte at skrabe sin krop henover asfalten, mod bussen, og blod dryppede efter ham i ansigtets kølvand.

Alvarez kiggede på Drew, selvom han ikke gjorde, kiggede på ham i det hvide lysskær, han stod ikke op, men sad ned, på hans højre side, i skolens lyse cafeteria. Det er en dårlig idé, at prøve at blive Emmas date, det er en dårlig idé, en dårlig idé, det vil aldrig gå, en dårlig idé, tag Allison istedet. Allison, der smilte til ham, med håret sat i den rødbrune fletning, der lagde sig nedover skulderen, og hendes blege fregneplettede kinder, der rødmede op i det generte smil, og Allison, som sad ved siden af ham (dude, det er en dårlig idé) i bilen, strakte sin arm frem, den røde operahandske reflekterede bilens kabinelys i svage spejlglimt (du kommer til at fortryde det), hendes lyse stemme, der forlod de bevægende læber i en alt for hurtig ordstrøm, og Emma, der hev efter vejret, da hun, på alle fire, kæmpede sig henover den bløde, tørre jordbund, ved den frodige samling af bregner (det er en dårlig idé) og James, der sagde vi siger det her til dig, fordi vi er dine venner, og Drew havde rejst sig op, med madbakken, og var gået, og Philip sparkede ham i mellemgulvet, og Philip klemte Emma mod væggen, og smaskede sine læber sammen med hendes. Og skuddet, der havde strejfet ham i tindingen, den høje skrigelyd fra øregangen og den varme sviden, der brændte henover tindingen, og Bruce, der vred sin pistol bagud og skød, og herefter sagde, at han ville skyde ham (vi er dine venner og du vil fortryde det og tag Allison istedet for Allison kan lide dig og du vil fortryde det og tag hende i stedet), altså sådan skyde ham rigtigt, hvis han ikke holdte kæft, og han så den røde laserglød, der blændede igennem mørket, da Bruce stod foran ham, sigtende frem med sit våben, imens de andre agenter nærmede sig, for at tage Emma og føre hende væk. 

Allison smilte. De fregneplettede kinder rødmede op. Alvarez lænede sig hen til hans øre, og hviskede mellem sammenbidte tænder (hun har ikke nogen dates), og Emma, der vrælede op, og snublede frem, og greb fingrene ind mellem hullerne i kædehegnet. 

David trak sig hen til bussen, stønnede i en våd gurglen af sammenbidende smerte, og hev sig herefter op i siddende stilling, så ryggen pressede ind mod siden af bussen. Hans ansigt var forvrænget, svulmede sig op så øjnene trykkede sig smalle og mundvigende buede nedad og tænderne, indhyllet i blod, krængede frem, og han gled sin ene hånd ned til knæet. Tårer glimtede sig nedover hans kinder. Han hev efter vejret, i en hæs vejtrækning, og vred blikket mod sin søn. "Jeg ... jeg er ... jeg er ked af det, søn." Hans stemme dirrede i en lys, hæs tone, der ikke lød som ham selv, og han sank en klump, i et forgæves forsøg på at kontrollere den, selvom det intet nyttede, og endnu et hiv efter vejret. "Jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det hele. Jeg er ked af, at ... at jeg fik dig med på det her. Jeg er ked af det. Jeg skulle lade dig ... jeg skulle lade dig være blevet derhjemme ... I'm sorry, Drew, I'm so fucking sorry." Tårerne svulmede, spejlede ansigtet i det klare, hvidblege lysskær, og han rystede på hovedet og gled ansigtet tilbage, lod det skråne opad, og lukkede øjnene. "Undskyld. Undskyld."

Drew pressede sine blodige læber sammen, og selvom han havde lyst til at græde, var den kildren, der strammede ham i mellemgulvet, ikke en kildren af gråd. Fornemmelsen af latter voksede i ham, og Alvarez og James havde haft mere ret end de anede, da de fortalte ham, at han ville komme til at fortryde det, hvis han gik efter Emma, i stedet for Allison, for hvis han nu ikke var gået efter Emma, der, i kantinen, hvis han nu ikke havde rejst sig op og var fulgt efter hende og havde set hende blive tvunget mod væggen af Philip Rhineson, og hvis han nu ikke havde prøvet at 'redde' hende, så lå han ikke her. Hvis han nu bare havde været ligeglad med Emma, hvis han nu bare havde forstået dengang, selvom det egentlig ikke var dengng, men snarere få timer siden, at han skulle have lyttet efter James og Alvarez, og være blevet med Allison, så lå han ikke her, og så gjorde hans far heller ikke. Alt sammen på grund af en pige, på grund af en forpulet pige, på grund af Emma, alt sammen fordi han var liderlig og fordi han ikke ville lytte, da Alvarez sagde, at han ville komme til at fortryde det, for han kom til at fortryde det, og dette på mere end én måde. Latteren kildrede op, op, op, op gennem luftrøret, op forbi struben, op i ganen, og selvom han ville græde, og selvom han sikkert også burde græde, var det latter, og ikke gråd, der forlod ham.

David rynkede brynene, og vendte ansigtet fremad, kiggede tilbage mod sin søn, mere blod slimede ned fra hans næse, han blinkede mod de fugtigt stikkende tårer, og så udbrød han, "Hvad pokker er det, der er så sjovt?"

Drew rystede på hovedet, han kunne ikke længere holde øjnene åbne, de furede sig stramt sammen i latteren, det kildrede åh så forfærdeligt i brystkassen, og latteren fik smerten til at dunke dybere op i kraniet, men dette fik den på ingen måde til at ophøre. 

"Drew, svar mig!" David hævede sin stadig fugthæse stemme. Drew løftede hånden og pressede fladen ned på mundpartiet. 

"Ikke ... ikke noget. Det er bare fordi," et fnis snorkede op i hans næse, og dette fik latteren til at ophøre for et kort øjeblik, for næsebenet var brækket, og den hule smerte plettede hvidt for hans blik. Hans fingerspidser pressede sig tæt ind på kinden, furer dannede sig, og han var tavs, men ikke længe, og David blev siddende og stirrede på ham med de fremkrængede tænder. 

"Fordi? Fordi hvad?" 

Drew åndede ind, dybt, for at få styr på sig selv, og fjernede langsomt hånden. Han kiggede ikke på sin far, men vedblev med at holde sit blik fæstnet mod de cirkelrunde LED-lamper i loftet, da han svarede ham. "Det er fordi, at ... ser du ... den eneste grund til, at vi havnede her ... det var ... det var fordi, jeg ikke lyttede på mine venner. Det ... det er den absolut eneste grund." Han vred læberne smalle og tynde, da han mærkede en ny, kildrende latter presse op i kroppens indre, formåede at tilbageholde det, og pustede ud. David sad blot, stirrede fortsat på ham, og var på ingen måde mindre forvirret.

"Jeg tror sgu ikke helt, jeg er med."

Drew rystede på hovedet, mundvigene kildrede, og det hvidklare skær fra loftslamperne blev sløret til i det vridende lag af fugt, der varmede ham henover hornhinderne. "Det er bare ... Jeg ... Far, Allison McTaith ... hun var ... hvordan skal man sige det ... hun var ikke min rigtige date. Altså, jo, i hendes øjne datede vi, men hun var ikke min date. Jeg brugte hende bare."

Davids øjenbryn rynkede sig strammere, og vejrtrækningen hev. "Hvad snakker du om?" Han fyldtes med bekymring for sin søns mærkværdige emneskift. 

"Allison. Allison McTaith. Hende den rødhårede." Drew drejede hovedet til venstre, og skulede ned mod sin far. "Kan du ikke huske hende?" 

"Jo. Jo, jeg kan godt huske hende, men hvad har det med det her at gøre?" 

Drews blodige læber blev atter smalle. Han rullede hovedet rundt, betragtede på ny loftet, undertrykkede et smil, og fortsatte. "Jeg brugte hende. Jeg ville ... jeg ville bare komme tæt på Emma Sarcony ... Fordi jeg ... jeg godt kan lide hende, altså godt kan lide Emma ... og fordi ... fordi jeg ydmygede hele mit baseballhold, og så ville jeg bare komme tæt på hende, og gøre det hele godt igen, og hun deltog til festen, og jeg tænkte at ... at fordi Allison godt kan lide mig, eller i hvert fald virker til godt at kunne lide mig, så ... så kunne jeg ... så kunne jeg få hende med til festen, som, du ved, min ... min date ... og på den måde, øh ... på den måde komme tæt på Emma, som jo også var med til festen, uden at virke som en eller anden klam creeper. Men det gik galt. Det gik galt, og nu ligger vi her, fordi jeg gerne ville komme tæt på en pige, der sikkert ikke engang kan lide mig. Alt det her skyldes en pige. Og ... og min baseballtræner ... du ved ... ham der Wishmore-duden ... fortalte mig, at det aldrig ville gå godt, hvis jeg prøvede at komme i kontakt med hende, men jeg ville ikke lytte, også selvom han fik ret. De fik alle sammen ret. Jeg tog kontakt til hende, og så kom agenterne og bortførte hende og nu ligger vi her. På grund af mig." 

David blinkede, og dette gjorde han flere gange, og han stirrede på sin søn med munden gabt åben. "Så det du siger lige nu ... er ... at ... at alt det her er din skyld?"

"Ja. Fordi jeg egentlig bare gerne ville have fat i en pige, jeg synes er lækker." 

Da han havde fuldendt denne sætning, så han Emma for sig, da hun stod på badeværelset, og hev skingert og tårekvalt efter vejret. Alle fyre er pikhoveder. 

David rystede på hovedet. "Drew, det ... undskyld, men det giver ikke nogen mening. Hvordan kan det her være din skyld?" 

"På grund af Philip." 

Og han så Philip, i skolebiblioteket, idet han greb fat i Emmas arm, og knugede fingrene hårdt om hendes albueknogle, og fremviste et ubehageligt og flabet tandsmil. 

"Hvem?" 

"En dreng, der ... prøvede at udnytte hende. Altså, udnytte Emma. Han ... han er et røvhul, og ... han krænkede hende der Emma, og så ... så tænkte jeg, at jeg måske kunne redde hende, ikke? Sådan at ... ja ... at hun måske ville ... ja, jeg ved det ikke ... men i hvert fald så ... så er det derfor, vi ligger her nu. Fordi jeg prøvede at redde hende for ... for på ... på en eller anden måde at kunne gøre et indtryk på hende, men det endte galt og hun gik ud af skolen og jeg fulgte efter hende og ... og så ... ja. Nu ligger vi her. Alt sammen fordi jeg ikke lyttede på alle mine venner, som alle sammen sagde, at det ville gå galt. Og de fik ret. Og det burde jeg have vidst. Jeg skulle have taget Allison, ligesom de andre sagde, men det gjorde jeg ikke, også selvom jeg nok burde have gjort det. Så vi ligger sådan set her på grund af en pige. Som jeg ... bare har et åndssvagt crush på." 

David blev siddende lidt, fortsatte med at stirre, og så brød han tavsheden. "Og det finder du morsomt?" 

Drews smil falmede en anelse, og han rynkede brynene. "Det ved jeg ikke." Han drejede hovedet, og kiggede tilbage på sin far. "Gør du ikke?" 

"Nej." David rystede på hovedet, og hans øjne veg aldrig væk fra hans søn. "Nu du spørger, så nej, så finder jeg det på ingen måde morsomt. Jeg har næsten skudt en anden ... i hovedet, Drew. Jeg kunne have skudt en kvinde, for øjnene af hendes eget barn. Der er mennesker, som er døde, og der er stadigvæk en pige derude, der sikkert er bange og fortvivlet og ikke aner, hvad hun skal gøre. Måske bliver hun endda tortureret." David løftede sit toneleje, og hans hæse stemme skingrede sig klarere. "Og så har du frækheden til at ligge der og fucking le? Er du blevet fuldstændig vanvittig? Det her, det er jo fandens absurd!"

Drew kiggede kun på ham, svarede på intet tidspunkt, og stilheden, som kun brudtes af den vridende lyd af politisirener, tæppede sig atter over dem. David foretog et par lange, hivende indåndinger, og så buede han mundvigene og rystede på hovedet. "Undskyld, Drew, det ... det var ikke ... undskyld jeg råbte. Jeg er bare ... jeg ved det ikke, men ... undskyld. Det her er ikke din skyld, okay?" Han løftede brynene. En tåge slørede sig henover bevidstheden, og de skarpe dump af pumpende smerte fra skuddet i knæskallen syntes at lindre sig. "Du har sikkert gjort noget fjollet ... noget pis, da du ... hvad det end var, du gjorde med hende Allison og ... Emma ... men ... der er ikke noget af det her, der er din skyld, og det bliver du nødt til at stoppe med at tro. Hvis der er nogen her, der bør tage skylden for det, så er det mig. Det var mig, der tog dig med til det hus. Det var mig, der tog sagen i egen hånd. Det var mig, der ... tog forhastede beslutninger. Det var mig. Så hvis du skal bebrejde nogen, så bebrejd mig." 

Drew kiggede stadig kun. David prøvede at rette på sig, en smerte strålede skarpt ned gennem skinnebenet, og han vrængede atter ansigtet i forpinte folder, og det gik op for ham, at højre arm, hvor han var blevet skudt for over en time siden, ikke længere responderede på signaler fra hans hjerne. Den gjorde ikke ondt. Det føltes slet og ret som om, at den slet ikke var der. Da smerten atter svandt ind, kiggede David tilbage mod sin søn, mødte hans stirrende, tåreblanke øjne, og for første gang den nat, gled hans mundvige tilbage, i et svagt, men ægte, smil.

"Ved du hvad, Drew?" Hans stadig hæse stemme blev mere tung. "Du ligner mor. Altså selvfølgelig en mere ... maskulin version af hende, det er klart, men du ligner hende. Og ved du hvad mere? Det har du al mulig grund til at være stolt af. Din mor var den lækreste kvinde, der nogensinde har betrådt den her jord. True story." Nu var smilet blevet skævt. "Og du er en fandens lækker knægt. Og jeg er overbevist om, at hende der Emma, når nogen finder hende og redder hende ... at hun så, hvis du fortæller hende alt, hvad der er sket ... at hun vil blive virkelig, virkelig taknemmelig. Fordi du tænkte på hende. Fordi du forsøgte at redde hende. Og hvis det ikke er kærlighed, så ved jeg ikke hvad." 

Drew kunne aldrig komme med et modsvar, før en rug stemme afbrød dem fra venstre. "You motherfucker! You goddamn motherfucker!" David drejede sit hoved mod lydkilden, og rynkede brynene, da han så Chris Bawling, der vandrede frem imod dem, med alt for målrettede skridt, og pistolen, han sigtede fremad i et tohåndsgreb. Han var fem meter borte. Pistolen sigtede på David, og det gik næsten øjeblikkeligt op for ham, at det på ingen måde var venligtsindet. 

"Chris?"

Chris standsede, fire meter borte, og vedblev med at sigte pistolen mod hans hoved i tohåndsgreb. "Hold kæft!" 

"Chris, jeg ved ikke, hvad det er svinet har sagt til dig," 

"Hold kæft, sagde jeg!" Chris hævede stemmen, og David fortsatte ufortrødent.

"... men mig og min søn er uskyldige, okay?" Han løftede forsigtigt venstre arm, og viste håndfladen frem i overgivelse. "Du har ikke brug for den pistol. Vi er uskyldige."

"Uskyldige?" Chris fnøs. "Hvis I er uskyldige, så må det betyde at halvdelen af San Franciscos befolkning er notoriske løgnere, men hvis det rent faktisk var tilfældet, så ville min karriere have været afsluttet for længst. Rend mig med jeres uskyldighed. Beviserne taler allesammen for det modsatte." 

Davids vejrtrækning voksede sig hurtigere. "Prøv og hør, hvad det så end er, han har sagt, så er vi uskyldige. Den mand er psykopat. Forstår du det? Han er psykopat, med en eller anden syg dagsorden, og han har løjet for dig. Han har løjet for jer. Se på os, for helvede. Hvem tror du har gjort det her? Mig?"

"Ja." Chris sænkede pistolen, og det blev koldt mod Davids rygstreng, da han så de tomme hulninger, der udgjorde hans ellers gode kollegas øjne. "Det tror jeg rent faktisk, det er."

Det gnavede på ny i Davids mavesæk, armen blev tung, umulig at holde fremstrakt, og han lod den slaske tilbage på asfalten. Chris gled sin pistol tilbage i inderlommen. David fornemmede gråden kvæle sig op i struben. "Chris, jeg beder dig ... vi er kollegaer ... du kender mig, for helvede. Sådan en person er jeg ikke. Du kender mig. Goddamnit, Chris. Du kender mig!

"Tilsyneladende ikke." Selvom Chris Bawlings stemme var monoton, kunne David alligevel alt for nemt antyde den bagvedliggende pinsel, som en tung, men yderst svag, dirren. Han gjorde sine læber smalle, mundvigene blev tydeliggjorte, og tårerne kildrede fugtigt i hornhinderne. Chris trak noget andet frem, noget aflangt og sølvglinsende, som hans stærke fingre knugede om.  David rystede på hovedet.

"Chris, du må ikke gøre det." 

Chris løftede genstanden, og sigtede imod ham. Det lignede en pistol, bare sølvmetallisk og slankere og med smeltende former. Davids ansigt svulmede op. Han knyttede venstre næve hårdt og skælvende sammen. "Chris, jeg ved du ikke tror på ham. Vi er venner. Du bliver nødt til ikke at tro på ham. Chris. Chris, jeg ved du i ... !"

Chris trykkede på aftrækkeren. Drews øjne svulmede op. En elektrisk pil hagede sig fast i Davids venstre flanke, og han vrælede op, spasmede, og kollapsede på asfalten. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...