Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23127Visninger
AA

59. ---56---

Politieskorten samlede sig på Howard Street, ved terminalens indgang, i et sammensurium af vridende sirenelys, hvide og røde skær, der levende bevægede sig henover den bølgende facade. Døre gik op. Betjente steg ud, alle bevæbnet, nogen med automatiske  shotguns, der glimtede sortmetallisk i skæret fra sirenelysene, andre med almindelige håndvåben, og Chris steg ud fra den forreste patruljevogn, lod tre andre betjente, to af dem bevæbnet med de sortmetalliske shotguns, den sidste med en laserstyret Beretta-pistol, gå ham i forkøbet, og trak sin egen pistol frem i processen. De automatiske glasdøre delte sig, smeltede ud i hver periferi, og tillod de hastende betjente ind i det hvidligt oplyste terminalcenter, der gjorde den sorte nat til dag. De to forreste betjente, dem, der var udstyret med shotguns, delte sig, og bevægede sig i hver deres retning. Chris løftede venstre hånd. "Gør plads! Det er politiet! Gør plads!" Flere betjente fulgte ham i hans kølvand, alle bevæbnet. Chris samlede begge hænder på pistolkolben, lod våbnet skrånes, og øgede farten på sine skridt. Rulletrapperne, der skrånede op til den næste etage, mod busterminalen, kom hastigt nærmere.

*

Agent Samuel krydsede lysreguleringen og ankom til Howard Street, i rette tid til at se eskorten af politibiler samle sig i en trafikspærrende klump, under hundrede meter borte, og hans motorcykel sænkede automatisk farten. En kontorbygning tornede sig som en uhyrlig væg, natsort, på hans højre side, og vejen blev, på venstre side, flankeret af den surrealistiske metal- og glasbølge, der udgjorde Transitcentret. Samuel lod motorcyklen glide ind til fortovet, der flød sammen med vejen, og stoppede motorcyklen. To støttefødder klappede automatisk ned og lod motorcyklen blive stabiliseret mod fortovsfliserne. Det blåhvide spøgelsesskær, der udsendtes fra forlygterne, slukkedes. Samuels sorte handsker forblev knuget omkring motorcykelstyret, og han lænede sig en anelse forover. Ansigtet var gemt væk bag den mørke hjelm. Han forblev holdende på fortovet. Observerede. Ventede.

*

Agent Bruce humpede rundt om hjørnet. Væggen, der gav et surrealistisk udsyn til San Franciscos velbelyste nat på den anden side, bølgede og vred sig langs hans venstre hånd. Til højre for ham flimrede metalsøjlerne forbi, der understøttede den plantedækkede tagsektion over ham. Lys blev tilført i et hvidligt skær fra de cirkelrunde LED-lamper, der i rækker på to-og-to strakte sig i loftet. Han humpede hastigere, tværede endnu en gang sin venstre ærmesektion udover den blodklistrede mund, det åd sig i lårene af anstrengelse, men han fortsatte. Han var femten meter fra busterminalen, da glasdørene gik op og to betjente, begge bevæbnede med shotguns, som de truende pegede fremad, trådte ud. Bruce reagerede omgående, gjorde sine klarblå øjne større og løftede armene i vejret. 

"Hjælp! Åh, Gud, HJÆLP!" Han øgede farten, og bed tænderne sammen, i et anstrengt udtryk af panisk fortvivlelse, og de to betjente, der var trådt ud på asfalten, stoppede op, og sigtede frem imod ham. Han åbnede munden. Mere blod klattede ud. "Åh Gud, de er vanvittige! De er komplet vanvittige! De ville slå mig ihjel! De er vanvittige, åh Gud! Hjælp mig! Hjælp mig!" Chris dukkede op som den tredje, og standsede bag de to betjente. Bruce humpede nærmere. Han var ti meter fra dem. Den ene af betjentene sænkede sin shotgun, lod den pege skråt ned mod asfalten, og Chris trådte frem imellem dem. Han holdt sin egen pistol fremstrakt i tohåndsgreb.

"Tilkendegiv dig selv!" råbte han. Bruce humpede nærmere. Hans arme var stadig hævet. 

"God, help me, oh God, please HELP ME!" Han vrælede, var syv meter fra dem, da benene knækkede sammen under ham, og han ramte ned på asfalten med knæene. Han lod sig falde forover, og tog fra med hænderne mod asfalten. "Hjælp mig, de prøvede at slå mig ihjel, hjælp mig!" gentog han, næsten hulkende, og hævede sig op i armene, og Chris sænkede pistolen og skridtede fremad. 

"Hvem er du?"

"Uskyldig, det er hvem jeg. Uskyldig! De ... de djævle ... de ... de tog mig som gidsel! De sagde at de ville kapre hele staten, og de ... de tog mig som gidsel. Jeg er bare en forretningsmand. Jeg er en forretningsmand, som de tog som gidsel. Og de ... de skød en mand. De skød en mand! Det var forfærdeligt!"

Chris nåede hen til ham, knælede, greb hans arm, og hjalp ham forsigtigt op at sidde. Han kiggede ham dybt i øjnene. Blodet svulmede bort fra både næse og mund. "De tog dig som gidsel?" 

Bruce nikkede, og hans øjne var vådblanke. "Yes. De truede med at slå mig ihjel, men ... men det lykkedes mig at slippe fra dem. Men de kan være her når som helst. De kan være her, og de kan slå mig ihjel. De kan slå mig ihjel!" Han knugede hårdt fat i Chris Bawlings jakke, strammede håndmusklerne og hev skingert efter vejret. Blodet fra flængen i højre hånd pressede sig op mellem hans nu sammenknugede fingre. "Lederen prøvede at myrde mig med en kniv! Han havde en kniv! Han havde en kniv! Du må ikke lade dem dræbe mig, please! Jeg har kone og børn! Jeg har en familie! Du må ikke lade dem dræbe mig! Du må ikke!" 

"Det kommer ikke til at ske. De kommer ikke til at slå dig ihjel, tag det roligt. Du er i sikkerhed. Okay?" Chris Bawling greb fat om Bruces overarme, og vristede forsigtigt hans fingre af sig. "Du er i sikkerhed nu, og der er ikke nogen grund til at være bange."

Bruce hev efter vejret, mere panisk, mere vådt, og hans ansigt fortrak sig. "Jeg er bare en uskyldig forretningsmand! De kom op at skændes, og jeg prøvede at flygte, og han havde næsten slået mig ihjel!" Han spredte fingrene på højre hånd, viste sin håndflade med den dybrøde flænge, læberne vred sig, og han fortsatte. "Dolken! Det her var dolken! Han bankede sin søn, og så prøvede jeg at flygte, og så væltede han mig og så tog han dolken og så prøvede han at slå mig ihjel. Det var forfærdelig! Ikke forlad mig, ikke forlad mig!

"Slap af, okay?" Chris Bawling vedblev med at klemme fingrene omkring Bruces overarme. "Vi forlader dig ikke. Du er i sikkerhed. Now," han hævede brynene op i panden, "prøv at fortæl mig, stille og roligt, hvor de er henne. Gidseltagerne."

"Ovre ved bussen. Tror jeg. Hvis de ikke er flygtet, eller ... eller ikke har taget bilen, og ... !" 

"Bilen? Hvilken bil?" 

Bruce rystede på hovedet. "Der kom en mand. Som de skød. Og dræbte. Og han kom i en bil. Jeg ved det ikke. Jeg skal bare væk herfra."

Chris nikkede. "Ja. Ja, selvfølgelig." Han kiggede sig over skulderen, til de to betjente bevæbnede med shotguns. "Se at få skaffet ham her noget hjælp." Han gav slip på Bruce, rejste sig op, fokuserede fremefter, knugede atter hænderne om pistolen, og trådte frem, forbi den stadig knælende Bruce, der fortsat hev panisk efter vejret, og som vedblev med at gentage sig selv, sige "det var forfærdeligt, åh det var forfærdeligt, forfærdeligt," og fortsatte målrettet mod krusningen længere fremme. 

Bruce blev hjulpet op af de to betjente, og han slangede sine arme henover deres skuldrer, inden han blev hjulpet tilbage mod terminalen og glasdøren. Han humpede mærkbart, og spyttede flere blodklumper bort i processen. 

*

Samuel så døren til terminalen glide til siden, og han så Bruce, der blev hjulpet ud af en kvindelig betjent, for derefter at blive ledt hen mod én af de nærmeste politibiler. Han fastholdte fokus, fjernede ikke blikket, betragtede Bruce, bagdøren blev åbnet, og Bruce blev hjulpet ind. Kvinden lukkede døren, vandrede bag om bilen og om på den anden side. Hun satte sig ind. Politibilen gled bort fra vejkanten, ud på Howard Street, mod den næste lysregulering, og forlygterne på Samuels motorcykel blegnede atter op, hjulene hævede sig på ny, endnu en elektrisk summen, og han kørte bort fra fortovet, ud på vejen og fulgte efter patruljevognen. 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...