Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23067Visninger
AA

58. ---55---

 

Agent Bruce vippede lågen på bagagerummet op. Han lå på siden, vredet rundt i hulningen, og med maskingeværet sigtende fremefter. Hans hånd forblev omknuget lågens kant. Han betragtede Agent Will, der lå sammenkrøllet på busgulvet, grebet var blevet sluppet om pistolen, der lå sortblankt ved siden af. Han så det mørke blod, der svulmede udover gulvet, spredte sig fra baghovedet. De tonede solbriller dækkede sig for øjnene. Munden var en lige, lukket streg. Bruce lod maskingeværet glide ned på sædet under sig, gav herefter slip på bagagelågen, og firede sig ned, først på sædet, hvorpå maskingeværet nu lå, og herefter videre ned på gulvet. Han greb atter sit våben, og humpede frem, hen til liget, og knælede. Han greb fat i pistolen. Betragtede det digitale display langs siden. 18 skud. Han vendte fokus fremefter. Will forblev liggende, død, omgivet af det mørkrøde blod, der stadig svulmede bort fra det knuste bagkranium. 

Bruce nikkede, svagt og for sig selv, planen var lykkedes, men han var ikke færdig. Han vendte fokus nedad, mod pistolen, som han derefter lod glide ind i venstre inderlomme. Herefter åbnede han munden, og rullede tungen tilbage, og fik grebet fat om den biologiske sporingschip med tommel- og pegefinger. Han betragtede den kortvarigt i det blege lys fra loftslamperne. Vred den rundt imellem sine to fingre. Så placerede han spidsen af pegefingeren i toppen af chippen, imens han pressede mod bunden med tommelfingeren, og hans mund blev stram, han pressede, og chippen gav efter. Det knasede. Den gik i stykker. De sølvglinsende rester, der var reduceret til metallisk pulver, dryssede han udover gulvet, smuldrede tommel- og pegefinger sammen gentagende gange, og han rettede sig derefter op. Maskingeværet lod han slaske, nedadpegende, langs sin højre hofte, og han drejede sig bort fra liget, mod udgangen til venstre, trådte i bevægelse, videre fra bussen og ud i terminalen. Glasskårerne, der overdryssede asfalten, knirkede under ham. Han drejede atter til venstre, vandrede tre skridt, og så bukkede han sig forover, så han kunne kigge ind under bussen. Det var Drews opsvulmede øjne og forskræmte ansigt, der mødte ham som det første. Til venstre lå David, og hans mund var nedadbuende, og det dirrede i mundvigene, og øjnene var stadig fugtblanke. 

"I kan komme ud nu. Jeg har elimineret ham. Men I kan ikke blive liggende der. Der er stadig mindst én agent efter os, og han kan finde frem til det her sted når som helst." 

Han rettede sig derefter op, og drejede sig rundt. Det var Agent Wills stillestående bil, futuristisk formet, der holdte der, tyve meter borte og på skrå af kørerbanen, hans fokus rettede sig imod, og øjnene smallede sig sammen, men ikke meget. David kravlede ud fra bussen som den første, og rettede sig op bag Bruce. Drew dukkede frem som den sidste. David lod blikket vifte fra Bruce, der stod stille og med ryggen til ham, og hen til den bil, Bruce stod vendt imod, og tilbage til Bruce, og pulsen dunkede op i halspartiet. "Hvad venter vi på? Der holder en bil. Lad os komme af sted, før han finder os!" Han vandrede herefter frem, op ved siden af Bruce, i retning mod bilen, men fik kun taget to skridt, før Bruce - hvis' blik ikke fjernede sig fra Agent Wills sortpansrede bil - øjeblikkeligt langede sin hånd frem og klemte jerngrebet hårdt om Davids sårede skulder. Davids ansigt forvred sig. Smerten spjættede hvidglødende ud i underarmen. I et kort øjeblik var han overbevist om, at benene var forsvundet, at han ville knække sammen, men det skete ikke.

Bruce slap ikke grebet. Hans læber skiltes. "Nej, Mr. Matthews. Den bil kræver én, der ved, hvordan man styrer den. Og den person ligger tilfældigvis død på gulvet inde i bussen." 

Davids læber vred sig smalle, og han drejede hovedet til venstre, så på Bruce, og vristede sig fri, og endnu et smertejag, der brændte ham op i ansigtet. "Hvad? Undskyld, hvad?" Stemmen skingrede sig klarere. Bruce kiggede blot på ham. Øjnene bedrog sig ingen følelser, og det krøb sig koldt sammen i Davids lændeparti.

"Du hørte godt, hvad jeg sagde. Den eneste, der kan kontrollere den bil, har jeg lige slået ihjel." 

David stirrede vantro på ham, øjnene var stadig opsvulmede, og så rystede han på hovedet. "Hvad fanden er det, du har tænkt dig? Hvis vi ikke kan bruge bilen, hvordan fanden har du så helt nøjagtigt tænkt dig, at vi skal kunne slippe væk? Kan du forklare mig det?"

 

"Slippe væk? Hvem sagde noget om, at vi skulle slippe væk?" Bruce skrånede hovedet en anelse. "Mr. Matthews, jeg nævnte på intet tidspunkt, at det var planen at vi skulle slippe væk herfra. Jeg sagde bare, at I skulle kravle ud fra bussen, før den sidste agent finder os. Ikke andet."

David rystede på hovedet, det kradsede og bed og gnavede i strubelågene, og hans stemme spændte sig hårdere. "Så du har altså tænkt dig, at vi skal blive stående her, indtil han finder os og slagter os? Is that it?"

Bruce svarede ikke. Hans blik drev fra David, og mod bilen og den ligefremme luft. "Kan I høre det?"

"Høre det? Høre hvad?" Davids stemme vedblev med at være stram i ophidselse, men så hørte han det. Den svage lyd af politisirener, vridende, der voksede sig tættere og højere i det fjerne. Lyden kom bagfra. Mod terminalen. Bruce drejede langsomt hovedet, kiggede på David, og løftede venstre hånd. Han gled den ind i inderlommen. Bag ham stod Drew og observerede, og hans læber var smalle. 

"Lyden af, at jeg efterlader jer her."

Denne sætning fik det til at gibbe i Drew, kulden omsluttede ham, og Davids øjne svulmede atter op. "Undskyld?"

"Du hørte mig godt." Bruce trak pistolen frem. Det stivnede gennem Davids krop, og han fjernede hænderne fra sine flanker, vendte dem fremad og bakkede tilbage, et skridt, to skridt. 

"Bruce. Bruce, ikke gør det. Ikke gør det!" 

Bruce løftede pistolen. "I'm sorry, Mr. Matthews.

Han trykkede på aftrækkeren. Skuddet borede sig ned under Davids højre knæskal. Benet knækkede sammen under ham. Han udstødte et kort, hæst vræl, smækkede hovedet bagover, væltede først ned på knæ og derefter om på ryggen. Højre ben bukkede sig ind under venstre. Ansigt bed sig sammen til en dyrisk grimasse af smerte, og han lagde ansigtet tilbage, så det skrånede bort fra Bruce.

Drew råbte op. "FAR!" Han kastede sig i bevægelse, nåede op ved siden af Bruce, selvom det ikke var Bruce, men kun farmand, han havde øje for, og nåede ikke længere. Bruce løftede i et flimmer af bevægelse maskingeværskolben, og smækkede bunden mod venstre. Et smæld, da han ramte Drews højre kæbe. Drew vred automatisk hovedet til venstre, og våde spytdråber strintede bort fra hans mund. Han vaklede ud til siden, smækkede ind i bussen, et støn og han væltede ned på alle fire. Verden vippede rundt, asfalten syntes at skubbe sig, først til højre,  sidenhen venstre, og det flimrede ud i synsfeltet af svimlende prikker, og smerten dunkede op i en kold, hård fornemmelse fra kæbebenet og ud i øjenpartiet. Bruce skrånede hovedet. 

"Du er lige nu blevet tvunget med på en kriminel aktion af din forbryderfar, David Matthews," sagde han, inden han trådte frem til Drew. Drew nåede ikke at dreje hovedet, før Bruce atter slyngede kolben ned, denne gang i ryggen, det snurrede følelsesdødt, og Drew ramte maven ned i asfalten med endnu et kraftesløst støn. 

David vrælede op. "LAD HAM VÆRE! LAD HAM FUCKING VÆRE, DIT SATANS MØGSVIN!

Men Bruce lod ham ikke være. David vred sig rundt, men den paralyserende smerte brændte i knæskallen, dunkede hult og dunkede vedvarende, og gjorde David varm og lummer i ansigtet, og han måtte stoppe og atter vrænge ansigtet sammen. Bruce kastede maskingeværet fra sig, mod venstre, det klirrede ned over asfalten en meter borte, og han lænede sig derefter frem, greb fat i Drew med begge hænder, fingrene strammede sig ind i tøjet, og han tvang ham herefter i oprejst stilling. Drews læber skælvede, og hans øjne var afspejlende af rædsel, da han bestirrede Bruce. Spyttet savlede bort fra ham. Bruce holdt ham fast til bussen med venstre arm, pressede ham ind, og knyttede fingrene på højre hånd sammen til en næve. Hovedet skrånede atter. 

"I har en plan om at infiltrere Californiens elnet, kortslutte alt og lægge staten øde, så I kan berøve den milliarder på milliarder af dollars. Men I kan ikke gøre det alene. Derfor påberåber I jer hjælp fra en agent, der arbejder i en hemmelig underafdeling af NSA, og får vundet hans tillid med en løgn om, at I skal redde en anerkendt forskers 16-årige datter, der er blevet bortført. Men noget går galt." 

Drews vejrtrækning blev hurtigere, skinger, og Bruce smækkede næven frem, klaskede den indover næsebenet, og Drews hoved vred sig automatisk mod højre. Det stak smertefuldt ind i ansigtet, prikkede op i panden, og mørke klatter af blod strintede udover busfladen. Drews øjne strammede sig sammen. Han så hvide pletter. Bruce gav slip på ham, så han automatisk faldt ned på siden, endnu et støn, og blodet strømmede bort fra næsen og klistrede sig nedover mundpartiet. David viste tænder, strakte venstre arm frem, og pressede håndfladen mod asfalten, det skælvede i armen af kraftanstrengelse, og han hev sig frem. 

Bruce vendte sig bort fra Drew, og mod David, der stadig befandt sig to meter væk, og begyndte at skridte op mod ham. Pistolen havde han stukket tilbage i venstre inderlomme. "Agenten gennemskuer jeres plan, efter at han hjælper jer med at få kapret en bus, der fører væk fra San Francisco. Så han tilkalder forstærkning, uden at I har nogen kendskab til det." Han trådte hen til David, løftede foden og slyngede den i samme bevægelse gennem luften og ind i ansigtet. Et spjæt jog igennem Davids krop. Han slyngede hovedet bagover. Blod sprintede væk fra munden sammen med spyttet. Bruce vandrede videre, ned til benpartiet, hvor han standsede, og, kun ganske kortvarigt, betragtede Davids højre ben. Han løftede atter foden. Trampede ned i knæhulningen. David løftede hovedet, senerne krøb sig alt for tydeligt frem under hans blege hals og han vrælede i skinger smerte, Bruce trampede igen, et gyseligt knæk, det mørknede for Davids blik, og han bøjede hovedet. Den glødende smerte indhyllede ham i en tåge. Bruce trådte væk fra David, vandrede atter frem, tilbage mod Drew, der havde hævet sig op i sine arme, og var begyndt at mave sig væk, hen mod glasskårerne og indgangen til bussen og maskingeværet, der glinsede sort på asfalten. 

"Først dukker en ny agent op, som I formår at få skudt. Derefter udbryder der et skænderi mellem dig, David, og din søn." Han trådte hen til Drew, greb ham i trøjen, og løftede ham op, stoffet krøllede sig atter mellem de kraftige fingre, og fortvivlelsen drænede ud i Drews kropsmuskler. Vejrtrækningen var panisk, og verden drejede stadig for ham. Bruce knækkede hans overkop forover, læben var stram, og han huggede knæet op, ind i Drews undermave, så et ryk spasmede gennem Drews krop, tarmene vred sig sammen, syntes at blive mast, og endnu et knæhug. Spyttet, blandet sammen med lysrødlige blodstumper, slimede ud mellem hans læber, og han stønnede, åndeløst, næsen blødte kraftigere, flere strenge af blod, der tykt smeltede ned, og klattede på asfalten, og Bruce huggede knæet op for tredje gang. Hvide ildfluer svævede indover Drews synsfelt, lukkede sig sammen fra alle sider, og han havde det som om, at øjnene ville afstøde sig fra resten af kroppen. Bruce vendte ham rundt, knugede sine stærke fingre sammen om hans kæbeparti, så hans ansigt blev tvunget opad. Han nikkede panden frem. Det knækkede fra Drews næseben, en lyd af noget, der knasede grusomt, og lyden plantede sig dybt ind i Drews kranie, sammen med den alt for hule smerte, og Bruce gav slip. Blod plettede hans pande. Drew knækkede sammen på asfalten. Hans øjne lukkede sig stramt i. Han landede på ryggen. 

Bruce nikkede, løftede højre hånd og tværede håndryggen udover panden, så blodet blev fjernet. Herefter vendte han sig mod David, der kiggede tilbage på ham, og hans ansigt var sammenbidt og gyseligt forvrænget af en farlig kombination af smerte og had. Kinderne var fugtblanke af de tårer, der havde forladt hans øjne. Bruce lod venstre hånd glide ind i højre inderlomme, den, der befandt sig modsat pistolen, og knugede fingrene om dolken, men uden at trække den ud. 

"Jeg ser mit snit til at udnytte situationen, da du mister besindelsen. Jeg prøver at overmande dig, hvilket lykkedes, men du giver dig ikke uden kamp. Du er bevæbnet med din dolk, som du slynger frem imod mig," han trak dolken ud, men vedblev med at holde den tæt knuget i venstre hånd, "men jeg afværger dit angreb med højre hånd." Han løftede kniven. Viste håndfladen med de spredte fingre frem, og lod knivsægget bore sig ned i det blege kød. Han pressede, skar imens, og en mørkerød flænge med væskende blod trak sig i knivsæggens kølvand. Han sænkede dolken, kiggede først på den dybrøde flænge, der strakte sig vandret henover håndfladen, og betragtede derefter David. Han nikkede. Så slyngede han dolken ned på jorden, og daskede den med siden af foden videre indunder bussen. 

"Jeg formår derefter at flygte, efter at have uskadeliggjort jer begge." Han trådte frem, hen til David, hvis øjne svulmede, og David skulle til at råbe op, men nåede det aldrig, Bruce sparkede frem, en sidste gang, det spjættede atter gennem Davids krop, hans hoved smældede automatisk tilbage og han vred sig om på siden. Bruce hastede herefter videre, humpede frem, og blodet dryppede efter ham i hans kølvand, slimede i klistrede, mørkrøde streger bort fra næsen, mod asfalten, han humpede, væk fra bussen og væk fra Drew og væk fra David. I den fjerne baggrund skreg politisirenerne. Lyden blev ikke højere. Politiet var ankommet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...