Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23160Visninger
AA

57. ---54---

Forden lå sammenkrøllet i et hav af glasskår, der glimtede hvidligt i lysskæret fra loftslamperne. Førerkabinen på lastbilen var vredet en anelse mod den højre vejbane. Biler blev dirigeret udenom midtersporet, og skulle alle sammen følge højre vejbane, væk fra betjentene og fra lastbilen og fra den ødelagte Ford. Chris Bawling og hans lyshårede makker ankom nordfra, parkerede bag lastbilen, og Chris Bawling var den første, der steg ud. Trappen til nødudgangen skrånede op langs væggen på hans venstre hånd. En anden betjent, kvindelig, vendte sig bort fra døråbningen, og rettede sig op fra sin foroverbøjede stilling, da Chris Bawling trådte hen for foden af trappen fem trin under hende. 

"Giv mig en briefing," sagde Chris. Kvinden drejede hovedet tilbage mod døren bag sig, så den brune hestehale en kort gang fejede gennem luften, og hun kiggede på Chris igen. 

"Vi ved kun det, som vi har fået at vide af andre. At ... "

"Lad mig gætte ... at en formskiftende bil kørte gennem nødudgangen?" 

"Ja. Det var en biljagt. Føreren af den sorte Ford," hun pegede hen mod den sammenkrøllede bil, der befandt sig til venstre for Chris, men han drejede ikke hovedet, og bevarede i stedet sit fokus mod kvinden, "medbragte, efter vidneudsagnene, to passagerer. En mand og en ung dreng, muligvis i slutningen af teenageårerne. De flygtede efter sigende fra bilen og ind gennem nødtunnellen. Den påståede formskiftende bil ramte ind i Forden med så høj hastighed, at det var Forden, og ikke den formskiftende bil, som tog skade. Bilen gjorde sig herefter, øh, mindre ... mindre kompakt, og genoptog forfølgelsen gennem den her dør. Den kørte stærkt nok til, at den både kunne forcere trappen, og flå døren væk fra sine hængsler."

Chris rynkede panden. "Tror du, at vi har tale om ... en turbolader?"

"Måske. Hvad jeg i hvert fald er helt sikker på er, at det her er en sag for FBI. Jeg har en skide uhyggelig fornemmelse af, at det her bare er toppen af noget meget mere skummelt. En normal biljagt er det i hvert fald ikke." 

Chris nikkede, og fremdrog sit altid sarkastiske tandsmil, der grotesk formede sig mellem læberne. "Well, tusind tak for at udpege det, kære Cecil, for det kunne jeg på ingen måde selv have gættet. Formskiftende biler udstyret med turboladere plejer jo at være almindelig hverdagskost for sådan nogen som os."

"Ja undskyld, men du behøver ikke at være led omkring det."

"Sorry," sagde Chris, og han tørrede hånden henover munden. "Det giver bare ingen mening. Jeg mener, hvem fanden kører rundt i en formskiftende bil?" 

Det summede fra hans smartPad, og den summende vibration fik det til at kildre mod huden. Han vred ærmet tilbage, og løftede håndleddet op, et interaktivt billede af Mike svulmede frem i det gennemsigtige glasdesign, og Chris delte læberne. "Hvad sker der, Mike?"

"Vi, øh, vi har et problem."

Chris Bawlings vejrtrækning blev dybere. "Sig ikke, at den formskiftende bil er begyndt at flyve." 

Mike rystede på hovedet. "Nej, det er ikke det. Men, øhm ... det omhandler Transit-centret. Ser du, øh, AC Transit bussen, som er på vej til Oakland, er blevet kapret af de samme fyre, som var involveret i biljagten. En af dem var bevæbnet, og passagererne af bussen blev truet på livet. Der blev også fyret skud af, men uden dødsfald. Vi, øhm ... vi fik hacket os ind på overvågningskameraerne, og du tror næppe på, hvad vi fandt."

Da Mike blev stille, og ikke så ud til at genoptage sin talestrøm, løftede Chris det ene bryn, og skævede hovedet en anelse. "Well, sig det." 

Mike tog en dyb indånding, og kløede sig bag øreflippen med venstre hånd, det krattede fra hårstubbene, han sænkede armen, og han fortsatte. "Én af subjekterne er David. David Matthews. Fra dit eget team."  

Chris' løftede bryn trak sig til en lodret panderynke. "Come again please?"

"Det er David Matthews. Det var ham, der beskød passagererne, og han er utvivlsomt en af hovedpersonerne bag det."

Det blev koldt i Chris' brystkasse, og hans øjne blev større. Brynene vedblev med at være rynket sammen. "Og du er fuldstændig sikker?"

Mike nikkede blot. "Ja. Overvågningen kan ikke lyve." 

"Det giver ikke nogen fucking mening! Han er for fanden da politibetjent."

"Hvis jeg skal være ærlig, så er der vist intet af det her, der giver nogen mening, sir."

Chris rystede på hovedet. "Nej. Det siger du ikke." Han fugtiggjorde læberne, og skulede fremad, mod hans lyshårede makker, der stod en meter væk med hænderne afventende knyttet langs hofterne. Hans blik viftede atter ned, til det interaktive billede af Mike. "Tak for informationen. Jeg vil tage mig af det. Imens skal du sørge for at få FBI sat på sagen."

"Allerede ordnet." 

"Godt. Tak, Mike. Tak." 

Opkaldet blev afbrudt. Chris sænkede armen. Ærmet gled udover smartPadden. Han skulede til højre, mod væggen, og den i forvejen brede kæbe blev sammenbidt. "Det var lige godt satans," lød det dæmpet mellem tænderne, og der var kortvarigt stille, og så lød den lyshårede betjents stemme brød igennem fra venstre.

"Sir?"

Chris vendte hovedet imod ham. 

"Hvad sker der?"

Han rystede på hovedet. "Jeg har ikke nogen idé. Men spor Oakland-bussen. AC Transit. Den, der lige er afgået fra Transbay Terminalen." Han drejede atter hovedet væk, og kiggede mod trappen, selvom det ikke var trappen, han kiggede på. 

"Men ... ," begyndte den lyshårede betjent, men Chris lukkede sine øjne sammen og rynkede panden og hævede stemmen.

"NU!

"Javel." Betjenten nikkede, kort og bekræftende, vendte sig herefter rundt og skridtede hastigt tilbage mod politibilen. Chris placerede hænderne mod hoften, bestirrede sig mod gulvet, og rystede vantro hovedet. 

Det gav så sandelig ingen mening overhovedet. 

 

*

 

David blev stående, længe, med maskingeværet pegende frem mod instrumentpanelet. Hans vejrtrækning var lange, dybe hiv, der brændte ned i lungevævet, og armene skælvede endnu kraftigere. Maven var forsvundet, ædt af den kulde, der var vokset ud fra brystkassen. Bruce rejste sig op ved siden af ham, svajede en anelse, men genvandt balancen. Han gned sin ærmekant henover munden, så den mørkrøde streng af slimet blod, der dinglede bort fra næsen, blev tværet væk. Han nikkede, og vendte fokus til venstre, buede blikket forbi Drew og til den lukkede sidedør. 

"Nu mangler vi bare døren." Han kiggede tilbage til David, og strakte sin højre hånd frem. "Giv mig geværet." 

David blev ved med at stirre mod instrumentpanelet, som han i en sløv, intuitiv bevægelse vendte maskingeværet bort fra sig, mod Bruce. Bruce tog imod våbnet, David gjorde sig ingen modstand, og Bruce drejede sig til venstre, løftede våbnet op og sigtede. "Gå lige væk." Han sagde det til Drew, der omgående gav slip på støttestolpen, og bakkede tilbage, få skridt, og så trykkede Bruce på aftrækkeren. Det klirrede i glasdøren, der, efter en kort regn af maskinsalver, splintrede og glinsede nedover asfalten i den skarpe klirren. Bruce sænkede våbnet. Drejede hovedet, og så på David, der nu stod bag ham. 

"Tag Drew med dig, og gem dig under bussen."

"Hvorfor?" Davids stemme var våd og hæskvalt, og øjnene blanke af de varme, stikkende tårer, da han vendte sit fokus mod Bruce. "Er det nu vores tur til at være gidsler?"

"Gør hvad jeg siger. Der er ikke tid til diskussion. Han kan være her hvert øjeblik det skal være." 

Davids øjne kneb sig smallere. "Hvem?"

"Du ved udmærket godt, hvem jeg hentyder til."

David vedblev sin sammenknebne bestirren, og brystet var det eneste på hans krop, der var i bevægelse, som trak sig frem og skubbede sig tilbage i takt med den hivende vejrtrækning. Han gjorde intet andet end at trække vejret, og stirre, og Bruce's kæbelinjer blev tydeliggjorte. "Kravl under ... den fucking ... bus!

Davids mundvige buede sig, og han viftede blikket fra Bruce og til hans søn, der stod bagved. "Drew!"

Drew reagerede, og kiggede på far. "Yeah?" Hans stemme var dirrende og hæs.

"Lad os gøre, som han siger." Og David gled sig i bevægelse, og Drew fulgte ham, og de nåede hen til døren, da Bruce drejede hovedet imod dem.

"Mr. Matthews!"

David, der netop havde placeret hånden på sin søns ryg, lige mellem skulderbladene, stivnede, og så sig tilbage. Bruce stirrede på ham med det rygstikkende, neutrale blik. 

"Lad være med at prøve at stikke af. For hvis det bliver tilfældet, er jeg nødt til at skyde både dig og din søn i benene." Tavshed. Davids hånd pressede en anelse hårdere mod Drews trøjestof. Bruce skilte atter læberne. "Så er du advaret!"

David kiggede på Bruce, og han gjorde det længe, og tre indåndinger, alle sammen hivende, kraftige, og så drejede han hovedet væk, kiggede istedet ud, pressede hånden tættere mod Drews rygparti og bevægede sig ud. Drew fulgte ved siden af ham. Bruce fastholdte blikket på dem, observerede, klar til at reagere, hvis de ikke gjorde præcis det, han havde bedt dem om, og glasskårene knirkede under skosålerne på den anden side ad bussen. David trådte frem, få skridt, knælede herefter ned og kiggede ind under bussen.

Bruce blev stående, indtil David og Drew var borte, begge gemt væk under fartøjet, og så vendte han sig om. Lod først blikket rejse ned ad busgangen, flankeret på begge sider af tomandssæder. Over sæderækkerne, langs begge loftskanter, befandt bagagerækkerne sig. Så vidt han vidste, var disse konstrueret af en hårdfør nanopolymer, der i hvert fald kunne modstå en vægt dobbelt så tung som ham selv. Hans læber blev smalle, og så vandrede han frem. 

 

*

 

Servicetunnelen åbnede ud til Folsom Street, og først da Will nåede op på vejen, bad han bilen om at øge farten. Terminalens bølgende konstruktion, et sammensurium af glas og stål, der blev belyst indefra og klarede San Franciscos tætte nat op, nærmede sig, og det rødmede dybere i udstødningen og en hul hvinen udfyldte den sammenpressede kabine. Alt hvad Will så, var kortet, der holografisk var svulmet op foran ham, hvis lys spejlede levende genskær henover hans glatte, afrundede ansigt, og en digital gengivelse af, hvordan terminalen var bygget op, erstattede kortet. Han kunne se den røde plet, øverst oppe og mod venstre, 600 meter borte, og få øjeblikke senere kun 550, og derefter kun 500, han vidste, at det var Bruce's position, og bilen nåede indgangen til terminalen. Dørene registrerede bevægelse, og nåede at dele sig, lige inden Will susede igennem, ind på det glatte, kunstbemalede gulv. Det var ikke længere Will, der havde styringen. Det var bilen selv, der kontrollerede kørslen. Folk delte sig, sprang til alle sider, idet bilen gled i en elegant bue henover gulvet, forbi den kunstneriske søjlekonstruktion, der udgjorde terminalens midterdel, hen til rulletrapperne, som bilen lige akkurat var smal nok til at bestige. Turboen glødede op, en blålig krans flimrede omkring det røde, hjulene berørte knap nok trappefladerne under opstigningen, og der gik næppe mere end to sekunder, før Will nåede toppen og bilen fortsatte fremad. Den næste glasvæg, den, der åbnede ud til terminalen, gled til siden. Bilen fortsatte. Hjulene vred sig, mod venstre, og bilen skrånede, rettede sig herefter lige, og farten sænkede sig. Han nåede rundt om hjørnet. Bussen holdt stille knap hundrede meter længere fremme. Bilcomputeren bippede advarende, væggen af glas og stål, der gav udsyn mod den oplyste nat, flimrede forbi på højre side. Bilen stoppede og vred sig på skrå af kørerbanen, da Will var tyve meter fra bussen. Herefter holdt han stille. 

"Frigør mavebælte." 

En summen. Bæltet løsnede sig. Will førte hånden ned til selelåsen, klikkede sig fri, og stak herefter hånden i venstre inderlomme. Det første, han fandt frem, var de sorttonede briller, som han iførte sig øjeblikket senere, og herefter gravede han atter hånden i inderlommen, denne gang den højre, og fiskede Beretta-pistolen op. Han lod den skrånes. Den blev afsikret gennem den integrerede stemmestyring. Herefter koblede han, via bluetooth, Agent Warrens sporingschip op på brillevisiret. En lokaliseringsplet begyndte at blinke, i hidsige og pulsende intervaller, på indersiden af højre brilleglas. Døren viftede sig op, og Will steg ud. Fingrene på højre hånd knugede sig hårdt om pistolen, som han lod hvile langs hoften, idet han vandrede målrettet fremad, hen mod bussen. Det blinkede stadig hidsigere i højre brillevisir. Han nåede op langs bussens venstre flanke. Lod pistolen blive holdt i tohåndsgreb, skråt nedadpegende, og denne gang placeret foran sig, istedet for ved hoften. Den klappende asfalt under ham blev snarligt efter til en knirken af de glasskår, der var strøget som stjerneglinsende pulver udover det sorte asfaltlag. Will stivnede. Kiggede ned. Blev stående, længe, og vendte herefter blikket til højre, mod det sønderskudte vindue, der gav åben adgang ind til bussen. Lamperne i loftet udgav den spøgelseshvide glød. Han løftede pistolen højere op, vendte atter fokus fremefter, og fortsatte. Den knirkende lyd under ham erstattedes snarligt af endnu en hård klappen af skosåler mod asfalt. Han vandrede, målrettet, men langsomt, og musklerne i hans krop spændte sig hårdere. Den mindste lyd var et tegn på liv. Det vidste han. Det knirkede atter, af glas, som knustes, da han nåede op ved siden af den ødelagte dør. Denne gang var det ikke nok for ham at inspicere underlaget ovenfra. 

Han knælede. Tre meter borte og under bussen, blev Drews øjne store, og næseborerne udvidede sig i en vejrtrækning af dyrisk panik, men han sagde ikke noget og hånden forblev klemt mod læberne. 

Will blev siddende på hug. Greb et glasskår med tommel- og pegefinger, løftede det op i lyset, så, hvordan spejlende refleksioner glinsede sig levende og hvidligt nedover glasskårets flade, og så hørte han det. En hul lyd, af noget, der blev stødt ind i. Det kom fra højre. Han drejede brat hovedet i lydens retning. Så ind i bussen. Blev siddende på hug et øjeblik mere. Så gav han slip på glasskåret, der dumpede ned i det glinsende virvar, som overstrøg asfalten, og rettede sig op. Han løftede pistolen op, i et stramt tohåndsgreb, pegede frem for sig, og steg ind i bussen. Han stoppede ved hjørneknækket inden midtergangen. Kiggede rundt om kanten, først mod de to første sæderækker - disse var de eneste, han, fra sin nuværende position, havde udsyn til - og herefter mod bagagerummet, der udstrakte sig langs loftslisten over sæderne. Han fjernede højre hånd fra pistolkolben, gled den op gennem luften, op til brillestellet, og lod tommelfingerspidsen berøre den følsomme flade. Venstre brillevisir skiftede. Først til varmesyn. Herefter røntgen. Han sænkede hånden, og betragtede de surrealistiske blåtoner, der udgjorde verden i venstre synsfelt, blandet sammen med den hidsige pulsen af lokaliseringspletten i højre periferi. Agent Will knugede begge hænder om pistolen, og trådte ud fra hjørnet, ind på midtergangen foran vindspejlet og det sønderskudte instrumentpanel. Han løftede sit fokus op mod venstre bagagerum. Hævede pistolen. Tog et skridt. Et mere. Så et tredje.

Et skud ramte ham i en hvislen. Hans hoved smækkede bagud, og en mørkerød sky af blod puffede bort fra bagkraniet. Han kollapsede øjeblikkeligt på gulvet med en hul, dump lyd.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...