Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23020Visninger
AA

56. ---53---

De bevægede sig op ad nødpassagen, der var en smal metalgang, som strakte sig langs den venstre tunnelvæg, forbi krusningen, og ind på den klartbelyste perron, som tunnelen åbnede sig op til, og smeltede sammen med betonen. David havde sat farten op, løb næsten, men ikke helt, og metallet bragede under ham, og maskingeværet blev fastholdt i et stramt, dirrende greb. Han knugede stadig hårdt om Bruce, der flere gange var ved at snuble, og David havde spændt kæberne hårdt sammen, så halssenerne udspændte sig i lange, forgrenende streger. Drew holdte trit bagved. De nåede ind på perronen. Lyset skinnede klart og hvidblegt. Der var mennesker, omkring dem, som ventede, på begge sider af perronen, og det var ikke mange, men det alligevel nok til, at David mærkede en ubehagelig gnaven udhule sig i mavesækken. Han fastholdte sit fokus fremad, mod rulletrappen, og det kløede mod hans hud, kløede gennem tøjet og ind på ryggen, folk de stirrede, det var han på ingen måde i tvivl om, men alligevel fortsatte han. Skridtene var hurtige og målrettet. De nåede rulletrappen. Han havde fornemmelsen af, at en kuppel af drømmetåge kantede sig ind omkring ham, som om han ikke levede i virkeligheden, men kun i fantasien, en hul rislen gennemstrømmede begge arme, og nu gnavede det ikke maven, nu smertede det, men de fortsatte, op ad rulletrappen, vred sig forbi de mennesker, der var i vejen - David behøvede blot løfte sit maskingevær, før folk flyttede sig -, og de nåede ind på næste niveau. Kioske og digitale billetautomater flimrede forbi dem på begge sider. En glaskuppel hævede sig over dem midt på loftet, og gav udsyn til hovedterminalen, og yderligere tre etager længere op, og den natsorte himmel blev belyst af svage, gullighvide lampeskær, der syntes at flankere sig omkring den cirkelformede glaskuppel. 

Mere sved slimede i skinnende streger nedover Davids ansigt. Endnu en rulletrappe, som de hastigt besteg, og David rykkede så hårdt i Bruce, at Bruce næsten snublede, og de nåede hen til en glasdør, der automatisk rullede ud til siden. De fortsatte ind i hovedterminalen. Skråt overfor dem skrånede det næste sæt rulletrapper sig i vejret. Foran rulletrapperne smeltede en formation bestående af fire søjler sig sammen til den glaskuppel, der boblede op fra gulvet. Det klare skær, der indhyllede terminalen omkring dem, forvandlede natten til dag, og på begge deres sider strakte glasvæggene sig, med Howard Street på højre side og Folsom Street på venstre. Det klarhvide genskær fra cirkelrunde LED-lamper, der beklædte det rillede loft over dem, fik vinduerne til at spejles. En kølig lugt af udsugning friskede sig op i næsehulen. Det rev i Davids lunger. Gulvet var bemalet med sirlige kunstformer, noget, der lignede abstrakte illustrationer af blomster og aztekermønstre, røde og grønlige farver på et afspejlende underlag af svagligt irgrøn. Selvom det var midt om natten, var der mennesker, mange mere end David brød sig om, og mavesmerterne vred sig. 

"Keep GOING!" hvæsede Bruce, dæmpet, så bloddråber føg ud mellem de flækkede læber. David så sig en kort gang tilbage, Drew stod lidt bag ham, hev forpustet efter vejret, og David kiggede atter fremefter. Han så en kvinde og en mand, der begge drejede hovedet mod ham, og han så, hvordan deres øjne kort øjeblikke senere svulmede op, da de registrerede automatvåbnet, og igen kiggede han på de tre rulletrapper, der strakte sig opad, og forsvandt op i den glasvæg, der flankerede sig omkring de tredje etageniveau. Han spænede atter frem, selvom anstrengelserne åd sig ind i hans lårmuskler, og de nåede ud i terminalens åbne areal, hvor loftet med de cirkelrunde lamper knækkede opad. De nåede forbi søjleformationen og glasboblen. Der var højt til loftet, mindst tredive meter, og Drew kunne ikke lade være med at kigge op, blot en kort gang. Loftet var et gennemsigtigt glaslag, der gav udsyn til den mørke himmel, der kun blev gjort mørkere af terminalens klare, blege lys, og han skimtede de sorte silhuetter af palmerne og de frodige træer, der klumpede sig sammen på den anden side ad glastaget, de bevoksninger, der dannede den naturlige park. Tredje etage flankerede sig under glastaget, dannede en formation som et svagt 8-tal, og en cirkelrund etagegang strakte sig vandret mellem de to periferier af etagen. Han så fremefter sig. Far og Bruce var næsten henne ved rulletrappen, og Drew sprintede i løb, selvom det gjorde ondt i fødderne og fik såret i tindingen til at dunke koldt og brændende. 

"Vi har 70 sekunder," sagde Bruce, da de nåede rulletrappen, og Davids puls steg, de skulle nå det, de skulle nå det, og David strakte maskingeværet fremefter.

"Flyt jer! Flyt jer, for helvede, FLYT JER!" De folk, der spærrede vejen foran ham, vendte sig rundt, skulle til at protestere, men ved synet af det svingende våben, blev deres øjne forsvulmet, og deres munde gabte sig i O-formationer, og de trak sig alle sammen ud til siden, helt ud i kanten af rulletrappen, og de hævede alle sammen armene og fremviste håndfladerne i en positur af overgivelse, selvom David ikke registrerede det, og blot sprang forbi, sveden dryppede fra hans kæbekanter, og kinderne var rødblusne. De nåede toppen af rulletrappen, der fladede sig ud til endnu et gulv, ligeså spejlblankt, så de løbende bevægelse kastede uhyrlige og forvredne refleksioner henover gulvfladen. Foran dem var der endnu en glasvæg. Glasset havde et grønligt skær over sig. Et holografisk skema med bustider, samt et klokkeslet og allerøverst en digital vejrudsigt, projicerede sig frem på glasset over døren. 

SAN FRANCISCO-OAKLAND BUSSEN, AC TRANSIT - AFGÅR 03:21 AM.

Et minut. De havde ét minut. David fortsatte fremad. Døren gled ud til siden. De nåede ind i busterminalen, og til venstre for dem var bussen parkeret, i færd med at modtage passagerer. Bussen, formet i en blød firkant, med smeltende kanter, afgav blanke refleksioner henover den evigt polerede nanoflade. AC TRANSIT. Ordene, der digitalt smeltede frem fra nanofladen i mellemrummet mellem passagerruderne og tagkanten, var stikordet. Der stod en række på fire personer, i færd med at gå ombord. David trak Bruce med sig, og hævede maskingeværet. Hans mund blev nedadbuende, og mundvigerne alt for stramme furer, og han strakte våbnet fremad.

"I skal ikke stige på den bus. I skal ikke stige på den fucking BUS! I SKAL IKKE STIGE FUCKING PÅ!" Han skreg, hæst, og kroppen dirrede i skriget, og et sæt spjættede igennem folk. "VÆK FRA BUSSEN! VÆK FRA BUSSEN! VÆK FOR FANDEN! VÆK! VÆK, ELLER JEG SKYDER! I SWEAR TO FUCKING GOD!"

Folk gispede, og David nærmede sig, men de gik ikke væk fra bussen. David lod geværet svinge nedad, ansigtet var en sammenbidt tandgrimasse, og han trykkede på aftrækkeren. En klirren. Patronerne føg i en gul gnisterregn henover gulvfladen, få meter fra de ventende passagerer, en kvinde skreg, og passagererne bakkede tilbage. David satte i løb. Hen til bussen. Folk bakkede ind til glasvæggen. David vendte ryggen mod indgangen til bussen, og sigtede frem, og spyttet strålede nedover hans underlæbe i slimede savlstrenge. "Jeg fucking mener det!" Han bakkede ind i bussen, sigtede mod de skrækslagne - uskyldige, uskyldige, uskyldige - mennesker, der havde bakket ind til glasvæggen.

Han vendte sig omgående mod venstre, idet han var trådt ind. Bussen var næppe fyldt. Der var få passagerer. David råbte op. "DET GÆLDER OGSÅ JER! UD! UD HERFRA! UD HERFRA NU, ELLER JEG SKYDER JER!" Drew trådte ind, hans øjne var store og ansigtet alt for blegt, men David så det ikke. Bruce fortrak ansigtet. En kvinde, der sad to sæder fra ham, førte sin hånd hen til sin datter, en lille pige, næppe mere end fem år gammel, lyshåret, og hendes mundparti var stramt, og hun trykkede hånden mod datterens øjne. David registrerede det, og kiggede imod hende, og han gjorde noget, han, indtil dette øjeblik, aldrig havde troet, at han var i stand til. Der var tredive sekunder, før bussen kørte. Det var desperation og panik, der fik ham til at handle. De øvrige passagerer havde allerede rejst sig, og spænede ud fra døren længere nede i bussen, maste og vred sig for at komme fri fra hinanden, men moderen blev siddende, og hendes vejrtrækning var dyb og hivende. David sigtede geværet frem, og det var hendes hoved, han sigtede på. 

"Jeg vil gerne ... jeg vil gerne bede dig om at forlade bussen. Lige nu." 

Kvindens læber skælvede. Davids finger blev stram om aftrækkeren, og en underlig lyst til at græde varmede ham op i øjenæblerne. "Miss, vær sød ikke at tvinge mig til at skyde. Forlad bussen. Forlad bussen, ligesom de andre."

"Gør ... gør hvad han siger. Gør hvad han siger, hvis du har dit eget, og allermest din piges, liv kært," stønnede Bruce, og blod klattede ud af hans mund sammen med ordstrømmen. David følte sig syg. Energien blev drænet bort fra ham og fordampede ud i luften. 

Kvinden rystede på hovedet, og væskedråber spejlede hendes øjne til. Hendes vejrtrækning hikkede lyst. "Du vil ikke gøre det. Du vil ikke skyde mig. Du vil ikke gøre det."

Davids læbe buede sig længere ned, så furer bølgede op omkring hagepartiet, og maskingeværet blev tungere, som om han ikke længere kunne fastholde grebet om det, øjeæblerne blev varmere, varmere, varmere, og så vred han maskingeværet mod højre. Han skød. Det var vinduet, der eksploderede. Kvinden vrælede, og spjættede forover. Glasskår regnede udover asfalten på den anden side. 

"Forlad bussen." Davids stemme var hæskvalt, lungerne var vakuumtomme, og kvinden rejste sig omgående, greb sin datters hånd i processen, og begyndte at løbe. Hun forsvandt ad den samme dør som de andre. David hev efter vejret. Maskingeværet blev blytungt, og han sænkede armen, havde næsten tabt våbnet, og blinkede, kraftigt, for at fjerne den varme kløen, der fremkaldtes af grådens biden, da dørene automatisk lukkede i. 

Hans øjne flimrede i. Bruce spyttede, så blod klattede sig ned på gulvet. Drew blev stående, i chok, og fingrene på højre hånd havde  han langet om støttestolpen ved siden af indgangen. Bruce nikkede, og vendte øjnene mod David. 

"Du klarede det bedre end forventet."

David slog øjnene op, drejede ansigtet til højre, kiggede på Bruce, gjorde det længe, og så blev hans fingre om Bruce's skulder hårdere, og han skar tænder og slyngede geværkolben frem. Han smækkede den ind i Bruce's næseben. Der lød en kvasende lyd af knogle, der blev knust. Bruce smældede hovedet tilbage, mistede fodfæstet og væltede atter på knæ. David slyngede atter geværkolben, ramte ham i baghovedet, Bruce stønnede, og blodige spytdråber strintede bort fra hans mund, stregede ud på gulvet, og han blev slynget forover. Han tog faldet fra med hænderne. Bussen gav et ryk fra sig, så David vaklede forover, men han fik grebet fat i en sædekant. Maskingeværet tabte han på gulvet. Bussen gled bort fra terminalen og begyndte at køre frem.

Bruce kæmpede sig op på knæ. Drejede hovedet mod David, der lod sig glide med bagdelen ned på kanten af sædet. Maskingeværet blev liggende. Bruce løftede sin ene hånd, klemte om næsen, hvor blodigt snot smeltede nedad, han hev efter vejret, og da han havde fået pusten, lod han den elektrisk summende tavshed blive brudt.

"Du er ikke færdig endnu. Det er for tidligt at slappe af."

"Hold din kæft."

Men Bruce holdte ikke sin kæft. "Når vi har tilbagelagt cirka 500 meter, og næsten er ude af terminalen, skal du skyde computeren, så bussen standser."  

"Jeg vil ikke spille med på dit syge spil længere," fortsatte David, hovedrystende, og med den tunge, hæse stemme. "Jeg vil ikke."

"Det er du nødt til. Medmindre du gerne vil dø. Sammen med din søn." Blodet svulmede tykt og rødt nedover læben og hagepartiet på Bruce. David løftede hænderne, gned dem indover øjnene, og han bandede, sammenbidt, og så fjernede han sine hænder og kiggede på Bruce. Munden var stadig stram og nedadvendt. 

"Jeg hader dig for det her. Jeg fucking hader dig for det." Gråden dirrede kraftigere op i den i forvejen våde stemmeføring. 

"Det skal du også hjertens gerne have lov til. Bare du gør det, jeg beder dig om." Bruce hævede brynene op i panden. Bussen slog et sving. Drew knugede hårdere om støttestolpen, og David blev siddende. "Vi har nu tilbagelagt 300 meter. Tag geværet og skyd computeren, og derefter overvågningen. Kameraet befinder sig lige over dig."

"Hvorfor gør du det ikke bare selv, dit psykopatiske møgsvin?"

"Fordi jeg," sagde Bruce, langsomt, og hans stemme blev mørkere, mere sammenbidt, "er et gidsel. Jeg er handlingslammet. Gør hvad jeg siger, og gør det nu.

David knyttede næverne, kæmpede i al sin modvilje, musklerne i hans krop spændte sig hårde, og så lænede han sig frem, greb fat i geværet, rejste sig på sine gelébløde ben, tog sigte mod instrumentpanelet og trykkede på aftrækkeren. Han vrælede imens han skød. Gnister eksploderede i hvide og blå og gule kaskader, en regn af lys, der buede gennem luften og ned mod gulvet. Bussens bleghvide forlygter slukkedes øjeblikkeligt. Bussen sænkede farten, og standsede. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...