Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23130Visninger
AA

55. ---52---

Agent Will holdte øje med Bruce på kortet, og han ventede, indtil han så den blå lokaliseringsplet svæve i bevægelse, glide ned ad Interrail-tunnelen, i retning mod TransBay Transit Center, der ikke befandt sig mere end en kilometer borte. Han kneb øjnene sammen, vred blikket til diagrammet af servicetunnelen ovenover, og delte sine læber.

  "Følg servicetunellen til Transit-centret, og bliv ved med at holde dig indenfor nærhed af lokaliseringen."  

Bilen fremgav bekræftende bib, hjulene vred sig rundt, foretog en uvending, og han forsvandt dernæst op ad service-tunnellen, i sydgående retning, mod Transit-centret.   

*  

 

Chris Bawling fra San Francisco Police Department havde givetvis oplevet en del i sit årelange liv, og biljagter var noget, han var særligt vant til. Seks år tidligere havde han, sammen med David Matthews, hans gode kollega der efterhånden var vokset til at blive noget af en personlig ven, været på en hæsblæsende, og på ingen måde ufarlig, biljagt gennem San Franciscos gader, startende i Russian Hill og sluttende næsten ved Oakland-San Francisco-broen i østenden. Det var to narkobaroner, der havde hævet kriminalitetsraterne i den ellers efterhånden kriminalitets-rene by, og Chris huskede stadig skuddet, der havde smækket ham i kinden og næsten gjort ham permanent blind i venstre øje. Han havde stadigvæk arret efter det, rundt og lysrødligt, mindende om en flænge, men ikke helt, der prægede det venstre kindben, og nederkanten af venstre øje var rødmet i en konstant - og muligvis permanent - blodskudthed, der havde været der lige siden. Og alligevel var der noget over lige præcis denne aften, han fandt utroligt, fantastisk - var det mon bare en drøm? - da han steg ud af politibilen, hvis vridende blink lyste mørket omkring den buende glasfacade op i rødt og blåt, og sammen med Mike, sin afroamerikanske partner, bevægede sig henover fortovet, hen til den ødelagte glasfacade, og ind i hotellobyen. Mennesker havde forstimlet sig omkring dem. De øvrige betjente holdte folk på sikker afstand med armbevægelser, og polititape blev sat op til improviserede afspærringer.  

"Hvad er der sket?" var den første sætning, der forlod Chris Bawlings læber, idet han var trådt ind i bygningen. Hotellets manager, en lavstammet personage der havde mistet de fleste af hårene, der engang havde prydet hans hoved nok så storhedsfyldt, da han var ung, og hvis' tilbageværende hår var begyndt at grånes af midaldring, vendte sig imod ham.  

"Sir."   

Chris Bawling stoppede op. Mike gjorde det samme. Manageren drejede det øvrige af sin krop imod ham.  

"Hr. Betjent, sir ... !"  

"Bare kald mig Chris," sagde Chris, med et kort nik.  

"Okay, Chris ... øhm ... det var, så vidt jeg kan forstå, to biler, begge ... " han vendte sig om mod kæresteparret, der havde siddet i sofaen, og som nu stod op, ved siden af ham, med deres arme slanget beskyttende omkring hinanden, " ... sorte, ikke?" Manden nikkede. Kvinden så ud til at være i chok. Manageren vendte sit fokus tilbage mod Chris og hans sorte makker. "To sorte biler, der kørte med afsindig hast, og som ... ja, som I kan se, smadrede begge vinduer, ræsede gennem lobbyen, og forsvandt ud på ... ud på Keary Street."  

"Og der er ikke nogen tilskadekomne?"  

Han rystede på hovedet. "Nej, sir - Chris ... det er der ikke. Havde det været midt på dagen eller tidligere på aftenen, havde det været noget andet, men det skete tidligt nok på morgenen til, at der - heldigvis, if I might add - næsten ingen mennesker var her."  

En tredje betjent, lyshåret, trådte op bag Chris. "Sir!"  

Chris løftede to fingre op for manageren, for at gøre tegn til ham om at vente, og drejede herefter hovedet til højre. Han hævede brynene op i sin brede, tilfurede og alvorsfyldte pande.  

"Der er sket et voldsomt uheld på Embarcadero Freeway, nede i tunnelsektionen. Det ... er et sammenstød mellem to personbiler og en lastbil."  

Chris kiggede på ham, de stålgrå øjne var kølige, bedrog sig ingen følelser, og brynene var fortsat hævet. "Hvornår?"  

"Kort tid siden. Klokken ... 3:11 am, cirka. Men ... det er ikke det. Der er noget mere."  

"Ja?"  

"Det er nok ret svært at tro på."  

Chris nikkede. "Go on."  

Den lyshårede betjent fugtede sine læber. "Vi har fået signalement om ... en formskiftende bil."  

Chris blinkede, og nyheden ramte ham i en øjeblikkelig vantro. Hans bryn rynkede sig sammen. "Excuse me?"   

"Ja, det er hvad jeg har fået at vide. En formskiftende bil, der ... på en eller anden måde ... kunne gøre sig selv mindre kompakt. Den forsvandt ind i servicetunnelen."   

Chris kiggede på ham, og gjorde det længe, og hans bryn var stadig rynket sammen. Den brede pande furede sig endnu mere til. "En ... formskiftende bil?"  

"Jeg sagde jo, at det er ret svært at tro på."  

"Uh-huh!" svarede Chris tilbage, i endnu et nik. "Hvem gav signalementet? For det kan have været syner."  

Betjenten rystede på hovedet. "Vi ved det ikke. Jeg ... jeg tror det er bedst, hvis du selv kommer med."  

"Ja. Ja, det tror jeg også." Han vendte sig om, og skiftede blikket mellem manageren og Mike. "Mike, du bliver her. Så undersøger jeg ulykkesstedet."   

"Yes sir," var den eneste bekræftelse, Mike gav, og Chris Bawling vendte sig om, og vandrede side-om-side med den lyshårede betjent tilbage mod åbningen i glasvæggen og politibilen med de blå og hvide blink, der vred sig i nattemørket på den anden side.

"Er der nogen dødsfald i forbindelse med ulykken?"  

Betjenten rystede på hovedet. Det knasede af glasskår under dem. "Ikke så vidt vi ved, nej. Alt er kaos, og føreren af lastbilen er i et stadie af ren panik. Hvad fanden så end der skete, sir, så er det sgu ikke normalt."   

Dette var et faktum, der allerede var gået op for Chris Bawling, for alt, hvad der involverede personer, der mente at se formskiftende biler en tidlig lørdagmorgen - eller snarere nat, da der stadig var næsten en halvanden time til solens opstandelse - i San Franciscos indre, kunne næppe være noget, der var helt normalt.    Han vidste allerede nu, idet de var trådt ud på fortovet, med kursen lagt målrettet mod den stillestående politibil, at dette højest sandsynligt ville blive en hovedpine af en nat.  

*  

Agent Samuel kom kørende op ad Market Street, ad det højre vejspor og langs sporvognsskinnerne, der var støbt ned i den beton, som udgjorde vejens midterrabat. Lokaliseringspletten, samt et kort over San Franciscos indre, svævede henover det mørknede indervisir i hans pansrede motorhjelm. Motorcyklen summede svagt og elektrisk under ham, og der var stort set ingen vibration fra sædet. Det var de blå og hvide blink fra politibilernes sirener i natten længere fremme, ved siden af Wesfield Center og den både væltede og knækkede lygtepæl, der lå udover vejen, som fik ham til at sagtne farten og stoppe op. Politiafspærringer var blevet sat op. Betjente vandrede rundt.Samuel drejede blikket fra afspærringerne, og istedet til venstre, mod Cyril Magnin Street, der vred sig ind mellem de tætpakkede lejlighedsblokke til venstre for sig. En ny rute dukkede frem på det interaktive kort i hjelmvisiret, i en rødmende streg, der fulgte fra Market Street, op ad Cyril Magnin Street, til O'Farrel Street, for derefter at dreje til højre, krydse Powell Street, og til sidst ende tilbage på Market Street, tættere på TransBay Transit Center og den blå lokaliseringsplet.  

"Følg den nye rute."  

Motorcyklen drejede sig rundt. Samuel lænede sig forover. Det summede i en svag, men højfrekvent, hvinen. Han kørte frem, krydsede over sporvognsskinnerne og den modsatte vejbane og forsvandt til sidst ad Cyril Magnin Street.   

 

*  

 

De havde gået i fem minutter, da Bruce stoppede. Tunnelen knækkede mod venstre længere fremme. De brunlige vægge af armeret beton blev belyst af et hvidligt skær, der udsendtes fra en lyskilde på den anden side af venstredrejningen, Bruce vidste, at det var stationen, og gjorde sine læber smallere. David og Drew, der nu var bag ham, og ikke foran ham, stoppede ligeledes. Det dunkede stadigvæk i Davids mave, og en metallisk smag af klistret spyt prikkede ham i mundhulen. Bruce kiggede først fremefter, mod venstrekrusningen, og bukkede herefter hovedet ned. Han vred ærmet på venstre håndled tilbage, og den glinsende smartPad tilsynekom sig. Klokkeslettet var fremvist i den øverste kant. Han kiggede atter frem. Venstre arm sænkede han. Maskingeværet lod han hvile, nedadpegende, langs den højre hofte.   

"Alright," sagde han, og nikkede en kort gang, og han drejede hovedet, mod højre, og så sig over skulderen og tilbage på David og Drew, "vi er næsten ved stationen. Det ligger lige rundt om hjørnet. Mr. Matthews, jeg vil nu bede dig om at gøre noget, du nok vil finde en smule ... særpræget."   

Han løftede herefter maskingeværet, og strakte den frem imod ham, men ikke på en truende måde. "Her. Tag riflen."  

David rynkede brynene, mundvigene blev til to stramme buer, og han skilte læberne. "Hvorfor?"  

Bruce vedblev med at holde våbnet fremstrakt mod ham. "Bare tag den."  

Et kort øjeblik skete der intet, andet end David, der fortsatte med at stirre, men så tog han imod våbnet. Bruce sænkede hånden. "Now ... Jeg vil nu lade som om, at jeg er et gidsel, og at du er gidseltageren. Du og din søn."   

Davids øjne svulmede. "Undskyld, hvad?"  

"Ja. Gør det."   

David løftede riflen, og lod den hvile ind mod sit maveparti. Løbet pegede væk fra Bruce, og ind mod væggen til venstre. "Hvad er du ude på?"   

"Jeg ved hvad jeg laver. Bare gør det. Peg riflen imod mig."   

David gjorde det, tøvende, og automatgeværets løb drejede fra væggen og mod Bruce.   

"Great," fortsatte Bruce, i sin rolige og nøgterne stemmeføring. "Nu skal vi videre til busterminalen på tredje etageplan. Oakland-bussen er indstillet til at køre klokken præcis 3:21, hvilket er om mindre end tre minutter, så vi har en smule småtravlt. Hvis der er nogen passagerer, der enten er gået ombord, eller er på vej til at stige ombord, når vi ankommer, så vil jeg gerne have at du benytter dig af geværet."   

"Vil du have mig til at fucking DRÆBE mennesker?"  

Bruce rystede på hovedet. "Nej. Kun hvis det bliver en absolut nødvendighed, men det tror jeg nu næppe, at det gør. Dit job går lige nu udelukkende ud på at skræmme folk væk, og ikke mere end det. Husk på, at du ikke længere er en politibetjent, der er på en ufrivillig mission for at redde en 16-årig pige. I stedet er du en meget snedig og meget farlig forbryder, der har taget en uskyldig person som gidsel, og som ikke vil tøve med at skyde på enhver, der går i vejen for ham."   

Men David rystede på hovedet, det strammede sig hårdt til omkring hans stemmelæber, han rystede på hovedet, og han gjorde det flere gange, og fingrene på venstre hånd trykkede sig hårde og hvide omkring kanten af geværkolben. "Nej. Nej, det er en fucking syg plan, og den går jeg fandeme ikke med på."   

"Du kan også skyde mig. Lige nu. Og så dø. Det er også et alternativ."   

David sagde ikke mere. Han pegede stadig automatgeværet mod Bruce. Bruce nikkede. "Så regner jeg med, at vi er i enighed. Storartet." Han løftede herefter hånden, og lod sin pegefinger hvile mod højre kæbekant. "Slå mig. Lige her."  

David reagerede ikke, stirrede blot på ham, armene skælvede, og Bruce skar tænder, vred hovedet til venstre, og begyndte at prikke med den pegefinger, som han lod hvile mod kæben. "Slå mig, sagde jeg. Med geværkolben. Lige her. Slå mig, indtil jeg bløder."   

Kulde strammede sig til i Davids lungevæv, og kulden spredte sig ud i resten af brystet og ned mod mavesækken, slugte leveren og milten, og så trådte han frem, geværet fortsatte med at dirre i hans anstrengte greb, og han stoppede ved siden af Bruce, betragtede kort den sortmetalliske flade, der beklædte våbnet, kiggede herefter på Bruce, som havde drejet hovedet til siden, og gjort sit kæbeparti tydeligere, og munden blev nedadbuende og han slyngede geværkolben frem. Ind i kæben. Hvidt glimtede for Bruces indre syn, og spytstrenge slimede i buer bort fra hans mund, og hans krop spjættede og han faldt i knæ. Davids fingre gjorde ondt af det stramme greb. Bruce skar tænder.   

"Gør det igen. Hårdere. Gør det, så jeg bløder."  

En sygelig glæde varmede op i sjælen, erstattede kulden, og fyldte sindet med iver, og lysten til at smile gjorde ham stram i ansigtet, men han smilte ikke, og han slyngede atter geværkolben frem. Kolbens bund smækkede ind i Bruces mund og hageparti, et støn, og Bruce smældede hovedet bagover, og faldt fra sine knæ og ned på ryggen. Han lod automatisk hånden glide op gennem luften, og mod munden, og hans øjne blev stramme, og resten af ansigtet fulgte trop, og David trådte frem, op på siden af ham, og han viste tænder, og han smækkede atter kolben ned. Et smæld. Han strejfede indover Bruces næseben. Bruce spjættede hovedet til venstre, og et sæt krampede kortvarigt igennem ham, og David smækkede atter kolben ned. Der lød et dunk, hult og knoglehårdt, og David løftede geværet, og et klistret slimspor af blod stregede mørkerødt ned fra kolbekanten. Blodstænk havde plettet sig udover den sortmetalliske flade. Hans øjne dirrede, og det sortnede i kanterne af synsfeltet, mørke prikker af adrenalin og pulskramper og raseri, men han fik aldrig slynget kolben ned endnu engang, før Bruce løftede venstre hånd og spredte fingrene.

"Enough." Hans stemme gurglede klistret, af en blanding af blodigt skum og væskende spyt, som udfyldte hans mundhule, og David sænkede geværet, men kun en anelse. Hjertet hamrede. Han var forpustet.  

Bruce dækkede hånden for munden, spyttede, og fjernede håndfladen. Han åbnede øjnene, og skulede ned, og vendte håndfladen opad, så den skrånede, og han så blodet, der rødmede den lyse hud. Så nikkede han, og krummede fingrene sammen. "Now ... Tag mig under armen, og slæb mig ... slæb mig hen til stationen." Da der ikke skete noget, drejede han hovedet til venstre, og gjorde sine læber stramme. "Nu, goddamnit!"   

Trods den underlige tåge af eufori, der havde diset sindet til, reagerede David, og han lod geværet glide hen i venstre hånd, inden han lænede sig frem, gravede højre hånd under Bruce, og tvang ham op. Bruce var overraskende tung, men han vaklede alligevel, vaklede, uden at falde, og David strammede grebet, så neglene borede sig ind i huden omkring Bruces skulderparti, og han nød det, varmen, der overstrømmede ham i bevidstheden, var nydelse, og han kiggede fra Bruce og til Drew, der stod bag ham med store øjne og hånden for munden.  

"Kom så, Drew. Lad os fortsætte!" Og med de ord, rykkede han brutalt Bruce med sig, og lod maskingeværet svinge langs hoften på venstre side. Drew fulgte, yderst tøvende, med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...