Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23044Visninger
AA

54. ---51---

Politieskorten bestod af seks politibler, udrykningerne blinkede op i natten, og lyden af sirenerne vrælede. Politieskorten drev hastigt, og på én række, ad Central Freeway, og drejede alle sammen fra ved tilkørslen til hovedvejen, den, der førte mod nord, som både Bruce og Agent Will havde benyttet sig af. De trak ud i overhalingsbanen, gled hurtigt og målrettet forbi nattens løse trafik, nåede ud på hovedvejen og fortsatte nordpå. 

Agent Samuels motorcykel summede, og trykluftkanonerne på begge sider af forhjulet blæste nedad, mod asfalten, så hjulene aldrig berørte vejen, aldrig rigtigt, men holdt sig i en svævende tilstand en halv centimeter over det sorte underlag, og fik motorcyklen til at stryge frem gennem luften hurtigt og alt for smidigt. Han smøg sig ind og ud mellem bilisterne, hans krop vippede i takt med bevægelserne, og en halv kilometer længere fremme så han de røde og blå lys af politisirenernes advarselsblink fra eskorten af patruljevogne, der gled op på den selvsamme hovedvej, Samuel transporterede sig frem på. Han lænede sig en anelse længere forover, for at mindske luftmodstanden og øge farten stadigt yderligere. 

 

*

 

Den rørformede tunnel vred sig i en skarp bue mod højre, og åbnede sig, på den anden side ad krusningen, op til en stadig større tunnel, ligeledes rørformet, der omsluttede Embarcadero Freeway. Halogenlamperne, der var placeret på begge hjørner af det buende loft, afgav stiplede linjer af klarhvidt lys, der, sammen med de gråblege vægge, gav tunnellen et industrielt, og underligt dyster, belysning. Bruce rundede om krusningen, så de havde frit udsyn til Embarcadero Freeway, som vejen længere fremme smeltede sammen med, og motoren var fortsat en svag, hydroelektrisk summen, næsten uhørbar, og David så trafik på vejen forude, men ikke meget, og hans fingre var fortsat knuget om automatriflen. "Hovedvejen? Hvor ... Den leder ud af byen." 

"Det ved jeg," svarede Bruce, og de nåede ind på Embarcadero Freeway, ind på indersporet, og fortsatte fremad. Der var yderligere to vejbaner til venstre for dem, hver især afgrænset af en stiplet linje af hvide fartstriber. Det var på den midterste bane, og hverken inder- eller yderbanerne, hvor der var mest trafik. Alle biler kørte i samme retning som Bruce, østgående, ud mod The Embarcadero og bugten. Loftslyset stribede i et flimmer forbi over dem. Vejen sank nedad, og svang herefter til venstre, skrånede en anelse imens, og forsvandt bort om hjørnet. Bruce skulede ud til sidespejlet. Der gik få sekunder. Så dukkede Agent Will op, og han gled alt for hurtigt efter dem, han var tæt på, næppe mere end fyrre meter, og de fyrre blev til tyve, og Bruces læber blev smalle. 

"Hold on."

Agent Will var live bag dem, og det rødmede op i udstødningen, og så svang Bruce til højre. Hjulene drejede sig i kørselsretningen, gled fra vejen og ind på betonvæggen, Bruce fortsatte, indtil bilen skrånede lodret op langs tunnelsiden. Will ræsede forbi. Bruce lod rattet blive presset så langt til den ene side, han kunne, hjulene forblev pegende mod højre, og bilen gled videre ned ad væggen, i en kvartcirkel, og endte tilbage på vejen, denne gang med fronten imod kørselsretningen. Will var forsvundet om hjørnet bag dem. Bilen gled frem sekundet efter, at den var endt tilbage på vejen, og selvom det bippede advarende fra bilcomputeren, fordi Bruce kørte imod den øvrige trafik, fortsatte han alligevel ufortrødent fremad, og farten øgedes, fra 100 kilometer til 120 kilometer og til 130 kilometer i timen, og de gled forbi tilkørslen, hvorfra de var kommet ud på Embarcadero Freeway, og fortsatte i nordgående retning, og forsvandt omkring den svage, højrevendte bue, vejen svang sig i knap hundrede meter forude. 

Agent Will havde næppe kørt mere end 15 sekunder, men havde allerede tilbagelagt næsten en kilometer, og de øvrige bilister, der passerede forbi på midtersporet mod venstre, forekom sløve, bevægede sig frem i sneglefart, og vejen flimrede og de mange stiplede vejstriber smeltede sammen til én flimrende linje. Han viste tænder. 

"Foretag en loft-kurve." 

Bilen adlød ham, og gled i en hurtig, svævende bevægelse ind til væggen, der syntes at flyde sammen med vejen, og vred sig herefter rundt, vendte lodret, fortsatte op ad væggen, henover loftet og skrånede nedover den modsatte tunnelvæg, tilbage på vejen. Da hjulene atter berørte asfalten, kun få øjeblikke senere, vendte Warrens bil sig imod kørselsretningen. Det glødede i udstødningen. Bilen øgede farten, og svandt om vejkrusningen sekunder efter. 

Bruce gled bilen omkring den næste vejbugtning, nåede til et hul i trafikken, hvor han frit kunne passere fra indersporet til ydersporet, det, der befandt sig ved den modsatte tunnelvæg, og længere fremme opdagede han en forhøjning i vejkanten, der dannede en svag trappe, som ledte videre til en cirkelrund nødudgang. Han lod Forden skråne, henover de tre vejspor, til yderbanen, døren nærmede sig, og han trykkede på bremsen og trak hårdt i rattet. Hjulene vred sig rund. David og Drew fik smældet deres hoveder fremover. Bilen skred, så den endte på skrå af kørerbanen. Bruce klikkede selen bort, og åbnede døren. Den svang udover asfalten. Han vendte blikket mod David. "Følg med. Nu." 

"Hvor skal vi hen?" vedblev David, hans mundvige var stramme, og brystet var hult og udfyldt af hjertets hidsige pulsen. 

"Væk herfra!" Bruce svang sig ud. Han lukkede ikke døren efter sig. Davids læber blev nedadbuende, og han kiggede fra Bruce og til sin søn på bagsædet.

"Drew."

Drews øjne åbnede, de dirrede af panik, og hans tænder var stadig bidt sammen. 

"Vi skal ud."

"Ud?"

"Ja. Vi skal ud, og det skal vi nu."

Will dukkede op, 170 meter fra dem, ved vejens bugtning, udstødningen var blevet dybtrød, glødende af turboladerens gas, og han kom alt for hurtigt nærmere. David åbnede sidedøren, kiggede frem, og øjnene svulmede. Bilen kom strygende imod dem. Han bandede, vred sig rundt, mod den anden sidedør, den ved førersædet, og som Bruce havde benyttet, og vred sin sele af sig. Han kastede sig frem. Will var hundrede meter borte. David kastede sig ud på vejen, og han vred sig mod venstre, lod automatvåbnet slaske langs hoften, nedadpegende, Will var halvfjerds meter borte, og han langede fat i dørhåndtaget til bagsædet. Døren flåede han op, og han skreg, og hans stemme var hæs, og senerne langs halsen udspændte. "UD FOR HELVEDE! UD AF BILEN! UD!" Drew førte hånden ned til selelåsen, Will var halvtreds meter borte, Drew klikkede selen op og han kastede sig frem, David greb fat i hans arme, flåede ham det sidste stykke ud af bilen og vred sig til venstre. Bruce stoppede op for toppen af de fem trappetrin, og greb fat i dørhåndtaget. David spænede frem, hans greb var stærkt og stramt og hårdt om Drews skulder, han hev efter vejret, Bruce åbnede den cirkelrunde dør, og David nåede det første trappetrin, fire trin tilbage, Drew snublede, bankede sine knæ mod trinnenes kanter, men David flåede i hans arm, skrabede ham op, og Will ramte Warrens Ford. Metal bragede. David bøjede sig automatisk forover ved lyden. Glas sprintede i et glinsende pulverhav udover asfalten, og Will fortsatte, forbi trappen. Forden lettede i vejret, fløj i en bue, ramte vejen på siden, og kurrede i en gnisterregn af metal mod asfalt, ind på midtersporet. En modkørende lastbil smadrede ind i taget. Hjulene på Wills bil knækkede rundt, og bilen vred sig, 190 grader, drejede tre omgange om sig selv, og endte med fronten mod trappen, han nu havde passeret. Bilen var stoppet. Bruce, David og Drew var forsvundet. Will kiggede ned mod bilcomputeren under det holografiske instrumentpanel, der projicerede sig op på vindspejlet. 

"Vis mig tunnellens opbygning."

Kortet svulmede atter op, udfyldte vindspejlet, og skiftede om til en grafisk illustration af Embarcadero-tunnelen. Den vendte sig i lodret stilling, inden tekstbokse med pejlepile svulmede frem. Tunnelen var bygget op af en ensrettet, sydgående vejbane i højre side - den del af tunnelen, som Will befandt sig i - og for hver 500 meter befandt der sig manuelle døråbninger langs vejbanens venstre side. Kortet zoomede ind, en kvadrat lukkede sig omkring det område, Will befandt sig i, og den blå lokaliseringsplet, der udgjorde Warrens chip, men som ikke længere tilhørte Warren, gled ud fra passagen til venstre. Gangen strakte sig til en ny tunnel, ligeledes rørformet, smallere, og Warren løftede pege- og langfinger, strejfede dem mod den smalle tunnel for enden af gangen, og en tekstboks dukkede op fra en udstrækkende pejlepil. 

SERVICEGANG TIL NØDSITUATIONER - FRA THE EMBARCADERO TIL TRANSBAY TRANSIT TERMINAL

Ved siden af den rørformede servicetunnel, i venstre periferi, var der endnu en strækning, bestående af en smal korridor, af samme slags som den, Bruce, David og Drew lige havde benyttet sig af, og denne korridor førte til endnu en tunnel, ligeledes rørformet, og bredere end servicegangen. Dette var Embarcadero Freeways nordgående vejspor. Alle tre tunneller - De to vejtunneller og servicetunnellen - løb alle sammen parallelt med hinanden, og de overdækkede en tredje tunnel, befindende sig længere nede i jorden, og som indeholdte Interrail-transit banen til de magnetdrevne undergrundstoge. Den blå prik, der udgjorde Agent Bruce, gled ud på servicekorridoren, og begyndte herefter at bevæge sig sydpå, hvilket var opad på kortet. 

"Fortsæt forfølgelsen gennem servicetunnellen," gav Will sin bil besked om, og den kørte frem, passerede forbi trappen. Forhjulene vred sig mod venstre, imens baghjulene fortsatte fremad, bilen drejede, så den vendte på tværs af kørerbanen, forhjulene fortsatte med at pege ud mod venstre, bilen vred sig igen, denne gang var det bagdækkene, der drejede, og bilen endte med fronten mod trappen. 

En blå stråle skannede sig indover trappens bredde, og grafiske størrelsesforhold og tilpasningsdiagrammer svulmede holografisk op foran Will, og bilen summede. Hjulene var de første, der gled tilbage. Akslerne, hydraulisk bygget og sammenfoldelige, begyndte at glide sammen med hinanden, så hjulene trak sig ind i bilen, tættere sammen, både i for- og bagparti, og understellet begyndte at vride sig mekanisk sammen, så lamellerne blev tydeliggjorte, og pansringen klikkede sig sammen. Lamellernes sprækker mindede om talrige fingre, der allesammen dannede en bagudpegende pileformation. I førerkabinen foldede passagersædet til højre for Will sig ind mod ham, inden nakkestøtten gled ned i resten af sædet, en svag, mekanisk virren var alt, hvad der udfyldte bilens stilhed, og instrumentpanelets højre sektion gled sig indover venstre. Passagersædet blev vippet nedad, så det lå vandret, og på siden. Wills sæde begyndte at glide, til højre, ind mod passagersædet, der nu fungerede som en væg. Panserbeklædningen, der nu ragede udover begge sider af kølerhjelmen, som et sortlakeret tagskæg, klikkede sig ned, og fastholdtes mod bilens fronthjelm, der nu var blevet gjort smallere, og mindre kompakt. Wills sæde lagde sig tilbage, skrånede, i takt med at taget fladede sig stadig mere ud, og gjorde bilen endnu mere strømlinet. Han sæde stoppede med at køre til højre, da han få øjeblikke senere nåede til væggen, der blev udgjort af det liggende sæde. 

"Genoptag forfølgelsen."

Bilen adlød ham, blåhvidt lys klarede op fra den fortyndede fronthjelm, og bilen accelerede fremad. Det glødede turborødt fra udstødningen. Accelerationen fik bilen til kortvarigt at lette, næsten svæve op langs den skrånende trappe, op til nødudgangen. Døren var ikke lukket helt i, kun på klem, og Will bragede sin bil igennem den, og ind i den smalle passage, der vred sig til højre få meter længere fremme. Han forsvandt om hjørnet. 

*

 

Fordi Bruce humpede, efter at være blevet skåret i benet af Warrens knive, var det ham, der var langsomst, og derved også ham, der var nødt til at holde sig bag David og Drew. Men selv om han humpede, humpede han hurtigt, og det gik stærkere, end David havde regnet med, som om smerten i Bruces ben blot var af mindre betydning, som om han næppe lagde mærke til det. Det var stadigvæk David, der holdte om automatriflen. Han slap ikke armen på Drew, der vedblev med at følge med, og som ikke kunne andet end at følge med, at lystre, og bede i sit indre til en Gud, han ikke engang var sikker på fandtes. Gangen var smal, knap to meter bred, og den var, ligesom motorvejstunnelen, rørformet, men denne gang var loftet ikke beklædt af to rækker af halogenlamper, hver placeret ude i højre og venstre periferi, men istedet én lang, stiplet linje af lysstofrør hen langs loftets midte, der afgav det industrielle spøgelseslys, som fik væggene til at forekomme mere indsnævret, end de egentlig var. Gangen bugtede sig svagt mod venstre. De hørte et metallisk brag. Bruce kiggede sig tilbage, omkring den bugtning, de allerede havde passeret, og han registrerede en blåhvid lysbjælke, der voksede sig bredere og bredere, imens den spredte sig udover gulvet og væggen, og det var Will, og han nærmede sig, og Bruces kæber kantede sig tydeligere, da han, med sammenbidte tænder, vendte sit fokus tilbage på David og Drew. Han skridtede hurtigere. 

"Sæt farten op! Skynd jer!" 

De hørte den svage, elektroniske summen fra bilens hydroelektriske motor, og den summende lyd spandt, og den voksede, i takt med at Will nærmede sig. 

"Følger han efter os? Hvordan fanden kan han følge efter os?" udbrød David. "Han kunne umuligt komme igennem den dør. Hvordan fanden kan han stadig følge efter os?" 

"Der er meget, du endnu ikke ved, Mr. Matthews, men han følger efter os, så skynd dig lidt mere. Vi er næsten ved elevatoren!" Davids højre hånd strammede sig hårdere om Drews arm, han satte farten op, og Bruce hævede stemmen. "Du skal ikke gå, du skal løbe. Now, goddamnit!" Og David adlød, gik fra gang til løb, trak sin søn efter sig, og Drew var ved at snuble, men genvandt balancen, lysbjælkerne bag Bruce blev bredere, større, det summede mere intenst fra de elektriske motorer, og Bruce humpede i løb, trak sig så hurtigt frem, han overhovedet kunne, hoppede mere, end han løb, og de nåede rundt om bugtningen, og ti meter mere, ti meter, og så ville de nå til glascylinderen, der som en søjle strakte sig op fra gulvet, og videre op i loftet. 

"Løb, løb, løb!" Og de løb, så hurtigt, de kunne, og sveden slimede sig nedover Davids ansigt, hans hals var udspændt, og han løb, han løb, løb, hen til glaselevatoren. Væggen delte sig i en automatisk skilledør, idet en indbygget sensor registrerede bevægelserne. Will dukkede op bag dem, ved bugtningens udmunding. David og Drew nåede ind i elevatoren, og vendte sig om, og Bruce kastede sig frem, og hans øjne spilede sig op af noget, David et kortvarigt øjeblik betragtede som værende ægte desperation, og Will satte farten op, det hvinede hult fra hans motorer, og Bruce nåede ind i elevatoren. 

"Vi skal ned!"

Lyset blændede imod dem. Bruce skubbede David til siden, så hans ryg puffede ind i glasvæggen. Han lod hånden glide henover det holografiske panel, der projicerede sig frem på elevatorens indre glasvæg, og han fandt knappen, der fragtede dem ned, til interrail-tunnellen under dem, og han lod hånden vifte henover glasset og dørene lukkede. Will var tre meter fra dem. Bruce drejede hovedet imod bilen, lyset blegnede henover hans ansigt, og elevatoren gled ned. Will fortsatte, gennem cylinderen, glasset eksploderede, og han svævede udover den cirkelrunde åbning, nu blot et tomrum, der få sekunder tidligere havde været udfyldt af elevatorkabinen, videre gennem den næste cylindervæg, der knustes alt for let i sammenstødet med det hårde kevlar-og-nanometal-panser, som bilen var beklædt med. Wills bil fortsatte fremad, gennem den næste tunnelsektion, han kørte i ti sekunder, og så vred forhjulene sig automatisk rundt, så de pegede mod højre, og bilen drejede omkring i en glidende, dynamisk uvending. Den stoppede med fronten mod den knuste glaselevator. Laget af glasskår glinsede udover tunnellens gulv. 

*

 

Da glasvæggen næste gang gled til siden, gav den udsyn til en kort gang, firkantet, og ikke rund, der blev belyst af indbyggede lamper langs metalgulvets sider. Der var næppe mere end ti meter, før den firkantede korridor endte i en dør. Bruce trådte ud, som den første, nu var det ham, der var forrest, og han vraltede løbende fremad, metalgulvet klangrede under ham, og David fulgte efter, sammen med Drew. Bruce's fingre omsluttede sig dørhåndtaget, og han trykkede ned, og døren gled indad. På den anden side ad åbningen var der et tæt tunnelmørke, kun belyst af svagt glødende lamper for hver hundrede meter. Bruce fastholdte fingrene på venstre hånd om dørhåndtaget, og drejede sig rundt, til David, der nåede hen til ham. Han strakte sin frie højre hånd frem. 

"Giv mig riflen."

David stivnede, og kiggede på ham. "Hvorfor?"

"Giv mig riflen!" Davids fingre strammede sig hårdere, så det skælvede i hans hænder, og Bruce hævede stemmen. "Mr. Matthews, jeg forstår, at du ikke stoler på mig, men giv mig riflen alligevel! Jeg har ikke slået jer ihjel, og det kommer jeg heller ikke til! I er uskyldige, og derfor tjener jeres død ikke noget formål."

David blev stående, og rakte ikke automatriflen til ham. "Hvis ikke du vil slå os ihjel, hvordan kan det så være, at du vil have ham til at følge efter os? Kan du svare mig på det?" Drew stod ved siden af ham, og skiftede sit angste, opsvulmede blik mellem far og Bruce og tilbage til far. 

Bruce sænkede hånden. Hans hoved skrånede sig. "Du er virkelig en konspirationsteoretiker." 

"Svar mig! Hvorfor vil du have ham til at følge efter os?"

"Det er en del af planen. Jeg ved hvad jeg laver. Stol på mig, og giv mig riflen."

Men David gjorde noget andet. Han bakkede tilbage, et enkelt skridt. Bruce fulgte ham med øjnene. Hans fingre vedblev med at være stramme om dørhåndtaget, han stadig lod være trykket ned. David viftede øjnene til sin søn. "Drew ... gå lige væk."

Drew reagerede omgående, og bakkede tilbage, tre skridt, fire, fem, og stoppede ved det sjette, halvvejs mod elevatoren. David kiggede på Bruce, og løftede riflen. Han tog sigte, og lod pegefingerens inderside hvile ind mod aftrækkeren. Bruce blev stående. Ansigtet var den neutrale, klippefaste grimasse, David absolut hadede. "Vil du slå mig ihjel nu? Is that it? Vil du slå mig ihjel nu, foran din egen søn?" Bruce løftede hånden, og lod tommelfingeren vende ind mod sig selv. "Og du kalder mig en psykopat?" 

Davids læber buede sig, mundvigene blev til stramme, tydeliggjorte furer, og han kiggede ikke væk fra Bruce, da han med en hård stemme snakkede til sin søn. "Drew, jeg vil gerne bede dig om at lukke øjnene, og jeg vil gerne bede dig om at gøre det nu." David ventede, og hans dirrende blik fjernede sig ikke fra Bruce, hverken kunne eller ville, og Drews spinkle stemme skælvede ud i tunnelens mørke stilhed. 

"Why?"

"Bare gør som jeg fucking siger og luk de fucking øjne!

Bruce brød ind. "Mr. Matthews, tror du virkelig det gør nogen forskel, om din søn har lukkede øjne eller ej? Han ved stadigvæk, at du har slået mig ihjel. At du er en morder, hvis du gør det." 

"Shut up," svarede David tilbage mellem sine sammenbidte tænder, og hans stemme var en hæs hvislen. 

Men Bruce blev ved. "Af en politibetjent at være, må jeg indrømme, at det chokerer mig, at du overhovedet kan tillade dig selv at gøre en sådan handling. Foran din egen søn. Det er ... en meget ... inhuman ting at gøre." 

"Hold kæft, hold så kæft!

Bruce holdte ikke kæft. "Har du slet ikke dårlig samvittighed over alt det her? Det ville jeg have, hvis jeg stod i din situation." 

"Hold din fucking kæft, eller jeg slår dig fucking ihjel, og jeg gør det lige fucking nu!" 

"Gør du?" Bruce løftede brynene. "Er du fuldstændig sikker på det?" 

David svarede ham ikke. Maskingeværet skælvede mærkbart mellem hans hænder. Bruce's kæber blev fremtrædende. "Der er ... i øvrigt noget, som ... Som har undret mig lige siden vores første samtale. Din søns mor. Hvor er hun henne i alt det her?" 

Og idet han havde fuldendt sætningen, registrerede han øjeblikkeligt forandringen i Davids øjne, omend kun flygtigt, men den var der, hans øjne, der svulmede sig store, og en smertefuld tomhed, der hulede blikket ud, og Bruce skrånede hovedet i en foregiven sympati. "Hun er der slet ikke mere, er hun vel?" 

Davids ansigt blev mørkt. Hans finger blev hårdere, mere udspændt, mod aftrækkeren. Han hørte Drews stemme, stadig spinkel, skælve bag ham. "Please, far, lad være med at slå ham ihjel." 

"Jeg ville lytte til din søn lige nu, hvis jeg var dig," istemte Bruce, uden at ændre sit ansigts klippedøde neutralitet. "Jeg er trods alt den eneste, der kan øge jeres overlevelseschancer, hvis bare en smule. Og jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Jeg kan kun hjælpe jer, hvis du stoler på mig, og ikke planlægger at dræbe mig, hver gang jeg improviserer. Ellers kan dig og din søn skide en lang meter på den bortførte pige." 

Der var noget ved Bruce's ændrede sprogbrug, David ikke brød sig om, og det kriblede atter koldt og ondt i ryggens lænderegion. Alligevel blev han stående, med automatriflen dirrende imellem hænderne, ustandseligt sigtende mod Bruce. Det bed i mavesækken, og han vidste ikke helt hvorfor, og det bed kraftigt og hult, og så blev det stramt i hans hals. Han sænkede automatriflen en anelse. Viftede øjnene fra Bruce, der stod neutralt foran ham, og til Drew bagved, og tilbage til Bruce. Så nikkede han. 

"Okay. Men aldrig ... nogensinde ... nævn hans mor igen." 

Han trådte herefter fremad. Hen til Bruce. Bruce løftede hånden, og han tog imod automatriflen. Betragtede den kortvarigt. Herefter slyngede han kolben, i en ekstrem hurtig bevægelse, der blot var et flimmer, ind i mellemgulvet på David. Davids øjne svulmede, og spytstrenge slimede sig bort fra hans mund. Han stønnede i en kvalt gurglen, knækkede forover, og vaklede tilbage. Han faldt i knæ. Bruce nikkede, kiggede ind i tunnellen, og herefter tilbage på David. 

"Betragt det som en advarsel om, hvad der sker, næste gang du lader din paranoia løbe af med dig." Herefter vendte han fokus mod tunnelen. David hvilede hånden mod mellemgulvet, og hev efter vejret. Drew trådte hen til ham, forsigtigt, og lagde en hånd på hans skulder. Bruce kiggede tilbage imod dem. "Transbay Transit terminalen befinder sig under en kilometer væk. Vi skal nå derhen, før vores forfølger finder frem til os. Og den hurtigste vej er gennem den her tunnel." 

​David lod blikket glide opad. En spytstreng dinglede fra side til side nedover underlæben og hagekanten. 

 

 

   

  

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...