Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23034Visninger
AA

53. ---50---

David kiggede sig tilbage, da de var drejet ind på Powell Street, og hans tænder var fortsat bidt hårdt sammen, så senerne tydeligt udspændtes henover halsen og kravepartiet. De blåhvide lyskegler fra Agent Will hastede nærmere, og på bagsædet sad Drew med sammenklemte øjne og en hivende, skinger vejrtrækning. David kiggede atter fremefter. Powell Street strakte sig opad, og bygningerne, der tårnede sig på begge sider, virkede kvælende og indsnævrende, der var noget uhyggeligt over det, en panisk følelse af klaustrofobi, som om husene ville lukke sig sammen om vejen, spærre dem inde til deres visse død, også selvom dette ike skete. Sporvognsskinnerne strakte sig frem i betonen under dem. Bilmotoren hvinede elektrisk. De kørte gennem krydset mellem Powell Street og Ellis Street, lyset fra en bil skinnede et sted fra venstre, men bilen ramte dem ikke, de var for hurtige, og Bruce drønede bilen videre op ad Powell Street, mod Union Square, der kom stadigt nærmere. Digitale lys fra butikker skinnede hvidt på begge sider, fastholdte illusionen om indsnævrende vægge og kvælende mure, og David følte sig både kold og stram i hele kroppen. 

Agent Will kom nærmere, det glødede i udstødningen, kun svagt denne gang, og han nåede Ellis Street, hvor en bil kørte ud foran ham fra venstre sidevej. Will blev ikke stoppet. Hans bil ramte ind i den sidekørende bilist, metal bragede, og glasvinduerne langs den sidekørene bils højre flanke blev klirret i stykker. Bilen blev slynget rundt, mod venstre, hjulene lettede kortvarigt for asfalten, inden bilen ramte ind mod et hushjørne. Wills fokus forblev ufortrødent fremadrettet, mod det svævende, holografiske display, der svømmede over vindspejlet, og bilen bag de holografiske fremvisninger, der kom tættere og tættere. Signaturen af turboladeren fik dybere nuancer af grønt i nederste, venstre hjørne. Hastighedsudmålingerne steg. Den hule hvinen, der mindede om lyden fra flymotorer, udfyldte kabinen. Bilens hastighed gled over 195 kilometer i timen, nærmede sig to hundrede, og Will blev presset længere tilbage i sædet. Afstandsbedømmelserne talte ned, halvtreds meter, fyrre, tredive, han krydsede O'Farrel Street, flugtede langs med Macy's storcentret på højre hjørne, og afstandsudmålingerne gled ned fra 30 til 20. 

Bruce kørte ud til Geary Street, ud i det åbne område, med Union Square og de klare skær fra de kugleformede lamper og de frodige palmekrat tværs mod højre. En bred trappe skrånede sig op til torvet. Trappen var, i venstre side, afskæret af et gelænder, der grænsede til en opadskrånende cykelsti, akkurat bred nok til at tillade Warrens Ford at passere igennem. Bruces læber forblev tyndet ud til en smal streg, idet han drejede ganske svagt på rattet, så bilen skrånede til højre, indover Geary Street og direkte mod trappen og cykelstien, der ledte op til Union Square. Det tog et par sekunder, før det gik oprigtigt op for David, hvad Bruce var i gang med at foretage sig, og hans øjne spilede sig store, og han åbnede munden for at sige noget, men han kunne ikke, og Bruce gled opover kantstenen, der flød sammen med vejen, og Forden slog et glidende, elegant sving, rundt om gelænderet og ind på stien af granitblankt underlag, og terrænet skrånede opad. Sidespejlet gnistrede sig en kort gang mod yderste, venstre side ad gelænderet, det, der grænsede mellem trappen og cykelpassagen, og de nåede ud på torvet og fortsatte frem i mørket. Femten meter bag dem buede Agent Wills bil sig automatisk bort fra Powell Street, i et glidende, elegant højresving, indover Geary Street og hen til trappen. Det var ikke cykelpassagen, hans bil benyttede sig af. Udstødningen rødmede op i et dybere skær, bilen accelerede frem, idet hastigheden blev forøget, overskred 220 kilometer i timen, og Will nåede trappen og bilen svævede op. Det tog et sekund. Bilen nåede toppen af trappen, hjulene berørte knap nok trinnenes skarpe kanter, bilen forlod trappen, og fløj i endnu en bue gennem luften. Will landede på betonen ti meter længere fremme, bilen sænkede ikke farten, han fortsatte, og bilen skrånede til venstre. Bruce var ti meter borte, kørte langs med bedet, hvorfra de frodige, udfoldende palmer strakte sig opad, og bilen øgede farten fra 220 til 230. Bruce gled bort fra bedet. Han var syv meter borte.

Forden tog et skarpt højresving, gled ud foran Will med siden til, og forsvandt mod højre, forsvandt i retning af Hallidie-monumentet, der hævede sig på en tredive meter høj marmorsøjle i torvets midte. Hjulene på Wills bil vippede sig omgående i Bruces retning, og bilen svang, uden at sætte farten, mod højre. Bruce nåede hen foran monumentet, og så slyngede han rattet til venstre, bilene skreg og David blev slynget fremad i selen. Han rundede omkring hjørnet af det metalgelænder, der spærrede monumentet af, fortsatte til trappen længere fremme, lyset fra Wills forlygter strefjede indover betonen lige bag dem, og digitale reklamer, der smeltede ned fra toppen af den kunstneriske port over og bag trappen, blegnede ud i nattemørket. Will vred sig efter dem. Davids hoved smældede frem, idet de nåede trappen, og hjulene hoppede, men Bruce fortsatte, op, op, videre op, op til toppen, op foran porten med den digitale reklame, og fremad, han stoppede ikke, de ramte ind i reklamen, gnistrende kaskader eksploderede og blandede sig med de skingert klirrende glasskår, og de fortsatte om på den anden side, mod den næste trappe, der skrånede nedad, og ledte bort fra torvet og ned til Post Street. Knap femten meter mod højre rødmede lysreguleringen i mørket. Trafikken var sparsom på Post Street, men det var den ikke på Stockton Street, der krydsede i lysreguleringen. De fløj udover kanten af trappen. Agent Bruce vred i rattet, så hjulene drejede, de nåede Post Street, skred mod højre, hotelbygningen på deres venstre side hævede sig højt, lyst og truende, natten forekom endnu mørkere, og de gled fremad. 

Wills bil fløj over trappen på Union Square, buede gennem luften, passerede det ødelagte reklameskilt, der før havde været et skilt, men nu blot var et lag af fine glasskår der var strøget som pulver udover betonbelægningen, og ned til trappen på den modsatte side. Der kom en bil. Will var ligeglad. Han ramte trappen, turboen glødede dybrødt, hjulene vred sig mod højre, og han skrånede langs fortovet, ud på Post Street, strejfede ind i bilen, der kørte i samme retning som ham, det skælvede, metal bragede, og Warrens Ford forsvandt om hjørnet af lyskrydset. Bilen, Will var stødt ind i, skred rundt, mod venstre, endte på tværs af kørerbanen, og Wills øjne blev mere intense, mere spejlende, han fastholdte blikket på den blå lokaliseringsplet. Han nåede ind i lyskrydset. En bil ramte ham fra siden. Det klirrede i glasset, en revne dannede sig, og Wills overkrop blev atter spjættet forover, men tilbageholdt af det kraftige mavebælte og den ligeså kraftige sele. Bilen, der havde ramt ham, snurrede rundt og væltede om på siden. Metal skreg. Wills bil skrånede ind på Stockton Street, først med flanken vendt mod kørerbanen, og herefter med fronten pegende fremad. 

En modkørende lastbil, der nærmede sig alt for hurtigt på den ensrettede vej, blændede sit skær ind gennem forruden, og Davids ansigt blegnede, både af lyset men også i rædsel, og Bruce vred atter i rattet. Bilen drejede bort fra Stockton Street, gled skråt indover fortovskanten, rundede om hjørnet af bygningen, der blev belyst fra Grand Hyatt Hotel på vejens modsatte side, og drejede ind på Sutter Street. For enden af vejen, langt nede, spidsede Salesforce Tower sig majestætisk i vejret, som en sort kæmpe, der vågede i natten, og dens højde var både truende og ondskabsfuld.

Wills bil registrerede den modkørende lastbil, der aldrig ville kunne nå at bremse op, og hans bil gled automatisk bort fra Stockton Street, mod det venstre fortov med det flankerende hotel, sekunder inden, at lastbilen passerede forbi. Will fornemmede rykket i sædet. Han så Warrens Ford, den blå lokaliseringsplet, svævende henad Sutter Street, der strakte sig ud i højregående retning, mod øst og mod det indre af Finansdistriktet, og han nåede enden af fortovet, ind på vejkrydset mellem Sutter Street og Stockton. Bilen svang rundt, men stoppede ikke i bevægelsen, så endnu et ryk spjættede Will fremover. Bilen drønede gennem krydset, mod øst, i modgående retning af vejens ensrettede trafik, og længere fremme så han Agent Bruce glide ind på fortovet, der strakte sig langs vejens højre side. Husene voksede sig stadig højere og tættere. Hans egen bil foretog sig det samme, gled, næsten svævede, skråt over asfalten, nåede kantstenen, hvor asfalten flød sammen med fortovet i en næsten usynlig, glidende overgang, Bruce var tredive meter borte, og de tredive blev tre sekunder senere til tyve.

David så noget, han frygtede, at han så. Dér. Længere fremme. Næppe tyve meter borte. Han så fortovet slå en kraftig, venstrevendt bue, og forsvinde omkring en hoteludbygning, formet i en halvcirkel, og han så lys, der gulligt skinnede gennem udbygningens glasvægge, og gav klart udsyn til lobbyen i halvcirklens indre. Mundvigene blev stramme.

"Bruce, gør det ikke. Gør det ikke, der er mennesker derinde, gør det ikke, gør det IKKE!"

Men han gjorde det. Han fortsatte, uden at sætte farten ned, mod glasvæggen, med den gulligt skinnende hotellobby bagved, og Davids sætning ændrede sig til et hæst, vrælende skrig. Bilen bragede gennem væggen. Det hårde underlag af beton blev erstattet af alt for glat linoleum, der fik dækkene til at skurre, og David blev ved med at vræle, hæst, sammenkvalt, han vrælede, og han vrælede højt, og få meter længere fremme stod der en sofagruppe med levende mennesker - det var et kærestepar, åh Gud, et kærestepar, og de sad midt i en kyssende omfavnelse, og de sad i sofaen, der spærrede vejen tværs overfor dem -, og David greb instinktivt fat i rattet med sin frie, venstre hånd, og han rykkede, og bilen skred til højre. Venstre forhjul strejfede sofahjørnet. Møblet blev skubbet, bankede ind i bordet, og det unge kærestepars læber delte sig, og de stirrede på bilen, der flimrede hastigt forbi dem, og de måbede, og bilen var på få sekunder halvvejs gennem lobbyen, mod den næste glasvæg, da de hørte en skinger, hul lyd, der både var elektrisk og flymotoragtigt, og de vred på samme tid deres hoveder bagud, mod den glasvæg, der før havde været en væg, men nu blot var et åbent hul til Sutter Street. De så de bleghvide forlygter klare mørket op, og de så den skyggefulde silhuet af Wills strømlinede bil, og de så, at den kørte stærkt. Ingen af dem kunne reagere. Bilen susede gennem åbningen, ind i lobbyen, og det eneste, de kunne gøre, var at kaste sig ud til siden, så de begge blev klemt sammen mod hinanden og ned i sofastoffet. Will strejfede forbi sofaen, men ramte den ikke, i modsætning til Bruce. 

Bruce nåede glasvæggen i lobbyens modsatte ende. Will var allerede halvvejs mod dem, nærmede sig stadig mere, David lukkede øjnene, mundvigene forblev stramme, og glasset eksploderede, samtidig med, at Bruce rykkede på rattet. Bilen drejede, ud på Keary Street, dækkene skreg denne gang, det var en skærende lyd, og lygtepælenes fejende lysbjælker stribede spøgelsesblegt henover Forden. De kørte imod kørselsretningen. Tre personbiler nærmede sig i deres retning, voksede sig større og større, men Bruce var ligeglad, han foretog sig den samme manøvre, som han havde gjort ved de øvrige veje, lod bilen glide ind i den modsatte side, til venstre, nåede det næste fortov, netop som Agent Will smadrede ud fra glasvæggen tredive meter tættere på dem, og derved tredive meter fra det sted, Forden var kørt igennem. Bruce nåede det næste gadehjørne, svang bilen til venstre, ind ad en sidevej, der skrånede nedad, og længere nede blev slugt af en tunnel. Over dem tårnede kontorbygningerne sig, med deres sortblanke flader, der gav udsyn indtil de forladte, nattedøde lokaler. Bruce lod bilens fart øges til 160 kilometer i timen, Davids tænder blev mere sammenbidte, og hans hænder knugede sig hvide omkring den automatriffel, han på intet tidspunkt havde sluppet. De forsvandt ned i den rørformede vejtunnel. Will vred sig omkring gadehjørnet, skrånede nedover vejen, bilen rettede sig fra skrå til lige, og få øjeblikke senere forsvandt den ligeledes i det rørformede tunnelgab. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...