Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23148Visninger
AA

8. ---5---

 

Vandhanen over vasken aktiveredes ved Drews bevægelser, da han strøg hånden gennem luften, og vandstrålen blev med en svag hvislen sprøjtet ud fra dysen og strålede nedad mod bunden. Han lænede sig frem, gled en enkelt gang sit brune hår, strittende af sveden, tilbage, og lukkede sin mund sammen om strålen. Det var ikke mange slurke, han fik taget, før en håndflade skubbede sig voldsomt imod højre skulder, så hans krop automatisk drejede sig rundt, og hans ansigt vred sig væk fra den hvislende stråle. En dreng på højde med ham selv, øjnene klarblå og huden solbrændt, stod foran ham, og det fremtrædende kæbeparti blev kantet af den sammenbidende grimasse, drengen udsendte. 

 

"Vi tabte på grund af dig, vi gjorde?" Stemmen dirrede, og Drew fik fornemmelsen af, at mavesækken og leveren trak sig sammen til intet. "Vi fucking tabte på grund af dig!" 

 

En sort dreng, højere end dem begge, trådte ind i toilettet fra omklædningsrummet bag drengen - Simon, han hed Simon, nu huskede Drew det, Simon Bellinger, hvordan kunne han dog glemme det navn - og nærmede sig. Drew sank en klump. "Det var et ... det var et, øh, uheld."

 

"Ja det kan jeg i dén grad love for det var, din åndssvage klovn." Simon Bellinger spjættede et skridt fremad. Drew løftede afværgende højre hånd, og trådte et tilsvarende halv skridt tilbage. 

 

"Simon, please, drop det." Det var Simon Bellingers kammerat, ham, der var trådt ind på toilettet fra omklædningslokalet, og som nu befandt sig bag Simon, der sagde noget. 

 

Simon reagerede ikke på sin vens ord. De klarblå øjne bestirrede intenst Drew foran sig. Drew havde lyst til at flygte. "Du har vanæret hele vores hold, din dumme skid. Du har vanæret skolen! Vi kunne have vundet, hvis ikke det var på grund af dig. Vi kunne have fucking vundet!" Denne gang trådte Simon ikke kun frem som en trussel. Nej, han trådte frem, endnu et skridt, og plantede herefter et kraftigt skub, med samme hånd som før, imod Drews brystparti. Drew bakkede ikke et halvt skridt tilbage, heller ikke ét, men to, så hans ryg endte med at berøre flisevæggen. 

 

"Dude, stop det nu, man! Der er ikke nogen grund til at overreag - !" Simon afbrød sin ven, men hans øjne, nu ubehageligt stramme, rettede sig ikke bort fra Drew. 

 

"Luk røven!" Han trådte endnu et skridt frem. Drew klemte sine håndflader imod flisevæggen, mundvandet samlede sig i munden og han fik en stadig voldsommere trang til at krybe sammen. "Vi kunne have vundet, men takket være dig, vandt vi ikke!" 

 

"Hør, det var ikke min mening at ... !" 

 

Men Simon lyttede ikke efter længere. Han trådte det sidste skridt frem, og langede herpå sine muskuløse fingre fat om Drews sportstrøje, det glatte stof af nanofibre krølledes i det hårde greb og Drews arme blev stive. "Du hører ikke til på vores hold, når du ikke engang kan finde ud af at løbe en forpulet home run. Jeg synes bare du skal skride tilbage til alle de tabere, du hører sammen med, så skolen ikke bliver offentligt ydmyget af din åndssvage idioti!" 

 

"Slip mig," lykkedes det Drew at fremkæmpe, og selvom han prøvede at lyde modig, druknede modet i stemmens usikre skælven. "Slip mig eller ... eller jeg slår dig." 

 

"Slår mig? Du slår mig? Uha, hvor er jeg bange. Men fint. Slå mig. Kom så." Simon Bellinger ruskede en kort gang i Drew, og han hævede stemmen, på randen til at skrige. "Hvis du vil slå mig, så fucking slå mig! Det kommer til at gøre mest ondt på dig, men endelig, slå mig! Hvis du vil slå mig, så slå mig!" 

 

"Hvad i hulen foregår der?" Det var Carl Wishmores stemme, og den kom ligeledes bagfra, men Drew kunne ikke fjerne sine øjne bort fra Simons alt for stirrende blik. Simons fingre skælvede i det sammenknugende greb. Carl Wishmore kom nærmere, med hastige skridt. Simon rystede på hovedet, og læberne vibrerede. 

 

"Forpulede taber." Så gav han slip på Drew, og vendte sig rundt, og fingrene strammede han til næver, den hidsige dirren vedblev, og han buede væk fra Carl Wishmore og væk fra sin kammerat, der forvirret fulgte med ham. Carl Wishmore kiggede efter dem, og vendte sig om mod Drew, der blot stod der og stirrede, stadig med håndfladerne klemt imod væggen. 

 

"Hvad foregik der?" 

 

Drew rystede på hovedet. "Det ... øh ... Er lige meget. Jeg gjorde ikke noget." 

 

Carl Wishmore nikkede tavst, så end ikke ud til at lade sig berøre synderligt meget af, at Drew nær var kommet i et slagsmål. "Vi to ... vi skal have os en meget alvorlig snak. Alene. I stilhed."

 

"Men jeg gjorde jo ingenting!" forsvarede Drew ophidset, men Carl Wishmore hævede stemmen. 

 

"Det er ikke derfor, vi skal snakke! Det handler om det, der skete ude på banen." 

 

Drew blinkede, og vidste ikke, hvordan han skulle respondere. 

 

*

 

"Hvad i alle helveder tænkte du på, Drew? Hvordan dælen kunne du stoppe op midt i det hele, når du var halvvejs igennem din home run? Kan du svare mig på det?" Carl Wishmore stod overfor Drew, som sad på bænkekanten - de blev tilbage, efter det øvrige af holdet havde klædt om - og hans turkise øjne var svulmet op af arrigskab, så Drew på ingen måde havde lyst til at kigge på ham. Istedet flakkede han blot sine grønne øjne, og rettede dem til sidst ned mod det hvidblanke flisegulv. Carl Wishmore rettede sig op fra væggen, og strakte sin hånd frem, hvor han strittede med fire fingre, imens den femte - tommelfingeren - pressede ind mod håndfladen.

 

"Fire måneder, Drew. Fire måneder! Fire forbandede måneder har du haft til at øve dig i, og til at træne dig op, og til virkelig at mestre hurtigløb. I fire måneder har vi spillet, og så har du formået at gennemføre seks home runs, men så svigter dit bentøj dig tilfældigvis den dag, hvor vi spiller en seriøs kamp mod et rivaliserende hold, hvor der endda er både tilskuer og film-hold med. Du stoppede bare op midt i det hele! Hvad gik der igennem dit hoved? Et momentarisk anfald af præstionsangst eller hvad fanden?" 

 

Drew fastholdte sit blik på fliserne, det hvidblanke spejlede kortvarigt det klare skær fra de energisparende halogenlamper, fastsiddende i indbyggede loftspaneler, og som, trods deres ekstremt lave energiudnyttelse, sendte et klart, hvidligt skær. Han fastholdte sit blik, imens varmen kriblede frem i kinderne, og det var ikke den behagelige form for varme, men derimod en varme, der hånede ham, og han så atter Emmas øjenbryn, der løftede sig, idet han sænkede farten og standsede op, kun for at snuble få millisekunder senere. Simon Bellingers arrigt dirrende stemme fyldte hans tanker - takket være dig, vandt vi ikke! - og han ville bare slynge et eller andet hårdt objekt ind i sit hoved, og derefter slå, bare slå, som straf for, at være en så forpulet stor idiot.

 

"Det var ... det var ikke ... det var ikke med vilje," lykkedes det ham endelig at fremsige med dæmpet stemme. "Jeg ... jeg snublede bare." 

 

Din skyld vi tabte, Drew, din skyld. Forpulede taber!

 

"Du ... Snublede?" Carl Wishmore løftede det ene bryn. Drew kiggede stadigvæk ikke op, og hans læber blev tynde og lige. "Så ... det du, lige nu, er ude på at bilde mig ind er, at ... du stoppede op, og stod stille, fordi du snublede, og at du ikke snublede, fordi du stoppede op? For så vidt jeg kan huske, stoppede du først op, eller sænkede farten eller whatever the fuck, og  snublede. Men du stoppede altså op eller sænkede farten og snublede, fordi du startede med at snuble?" 

 

Intet svar fra Drew, hvis blik stadigvæk ikke forlod gulvet. Carl Wishmore blev stående, med den ene hånd udstrakt, og da han ikke fik noget svar, løftede han atter sin stemme. "Drew, kig lige på mig og fortæl mig, om du synes det lyder specielt overbevisende?" 

 

Ganske tøvende lod Drew sit blik forlade gulvfliserne og istedet møde Carl Wishmore foran sig. Den flove varme i kinderne kravlede rundt med stikkende edderkoppeben i hudens indre. "Det, øh ... det lyder ikke ... særlig troværdigt, nej, det ... det kan du nok have ret i." Hans blik farede tilbage mod fliserne. 

 

Carl Wishmore nikkede, lod ligeledes sit eget blik rette sig nedad, og sparkerede derefter sin ene skospids imod fliserne nogle gange i en svag irritation. Der blev stille imellem dem. De armerede, jordskælvssikre betonvægge, der omgav omklædningsrummet, fjernede alle udefrakommende lyde, og gjorde stilheden tyk og klaustrofobisk. Carl Wishmore lod langt om længe tavsheden blive brudt, og kiggede samtidig tilbage mod Drew. "Drew, hør her." Drew vendte tøvende blikket op til ham. Carl Wishmore slikkede sig henover læberne. Fortsatte. "Jeg er din træner. All right? Jeg er din træner, og din holdkaptajn, og selvfølgelig ... selvfølgelig er et uheld som det her frustrerende som ind i fandens sovekammer! Og jeg er nok en del mere frustreret, end jeg er vred! Men trods min frustration - og den er temmelig stor, må jeg lige have lov at tilføje -, så er jeg her også som din træner, som din hjælper, og det er derfor, vi to har os den her snak, vi har lige nu. Så, fortæl mig igen, og meget gerne sandheden, i øvrigt, hvad det var, der skete derude? Hvorfor satte du pludselig farten ned, så du endte med at miste balancen? Blev du usikker, nervøs, fik du det dårligt? Hvad skete der?" 

 

"Det ved jeg ikke," begyndte Drew, men så rynkede han panden, og igen så han Emma, der hævede de blødt buende øjenbryn, efterfulgt af Simon Bellingers alt for stirrende, klarblå øjne, idet han sagde det er din skyld, vi tabte! Varmen i kinderne kravlede atter frem. "Eller ... jo ... på en måde, så ... så ved jeg det egentlig godt, men det er bare ... det er bare pisse svært at forklare." 

 

Carl Wishmore foldede sine arme henover brystet, og løftede brynene, så furer bølgede frem i den brede pande under det sortskinnende hår. "Jeg har hele dagen til min rådighed, så du kommer ikke ud herfra, før du har givet mig en passende forklaring!" 

 

Drew tog en dyb indånding, kindernes varme hånede ham, og det var latterligt, det han havde gjort, det var latterligt og idiotisk, for nu ville han blive kendt som en rigtig taber, som ingen af pigerne, men slet ikke Emma Sarcony, ville have noget at gøre med på nogen mulig måde. Han havde lyst til at græde, selvom han ikke rigtig kunne mærke nogen gråd brænde sig frem. Ubehaget voksede som en stenhård klump i maveregionen. Hans læber delte sig, efter endnu en tid med klaustrofobisk tavshed. "Øhm ... Altså, øh." Endnu en dyb indånding, efterfulgt af en kort, hurtig rømmen. Han skulede op til Carl Wishmore atter engang. "Der er ... altså ... der er den her person, øh. Hun er en, som ... som jeg godt kan lide." 

 

Carl Wishmore blinkede, og hans bryn var stadigvæk hævet op i den tilfurede pande. "Aha. Så det her handler om en pige, med andre ord? På en eller anden måde kommer det sådan set ikke som nogen større overraskelse." 

 

Drew strammede sine mundvige, da han gjorde en sammenbidt grimassering, og han vidste ikke helt, hvordan han skulle fortsætte, og hans tanker skreg til ham om at tie stille, ti stille Drew, ti stille nu, lige nu, men han fortsatte ikke desto mindre. "Der, øhm ... Der ... der er bare lige, øh, et enkelt problem." Og så tøvede han, og gik derefter i stå, og han gik i stå, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han kunne ikke fortsætte. Han havde ydmyget sig selv, ikke blot ydmyget holdet eller skolen, men også ydmyget Emma Sarcony, som den idiot han var, han havde ydmyget alle, og nu håbede han faktisk, at Simon Bellinger ikke blot havde grebet sine fingre sammen om kraven på sportstrøjen, men at han var gået skridtet videre og rent faktisk slog ham. Carl Wishmore pressede på.

 

"Ja? Du var ved at sige noget om et problem?" 

 

"Problemet ... problemet er bare," begyndte Drew, og rømmede sig igen, hvorfor pokker blev hans stemme nu også så skide hæs, svigt mig ikke, stemmebånd, og efter rømmelsen var det en indånding, han foretog sig, omtrentlig ligeså dyb som de forhenværende. "Problemet er bare, at den her ... den her pige ... øhm ... hun ... hun, eh, hun ved ligesom ... ikke, at jeg kan lide hende, og hvis jeg skal være ærlig, så ... ja det lyder ret idiotisk, men ... hvis jeg skal være ærlig, så, ikke nok med, at hun ikke ved, at jeg godt kan lide hende, men så kan hun nok ikke lide mig, og hvis hun kunne før det der ... øh ... uheld ... så kan hun i hvert fald ikke nu." 

 

Drew kiggede atter op, og Carl Wishmore stod blot der, op ad væggen, med det ene bryn trykket ind mod toppen af næsen, medens det andet fortsat var hævet opad. Drew forstod blikket, vidste, at han var nødt til at komme til sagen, nødt til at slippe al sin ærlighed løs, uanset hvor modvilligt dette så ville ske, og øjnene flimrede og endnu en dyb indånding. "Det her kommer til at lyde komplet åndssvagt, det ved jeg godt. Men ... Den her ... øh ... den her pige, er ... øh ... det er ... det ... det er Emma. Emma, øh, Sarcony. Du ved, hende fra heppekoret." 

 

Carl stirrede på ham, med det samme blik, og hans ansigt forekom Drew fastfrosset, tavsheden var tung og ulidelig, men så sagde han noget. "You got to be fucking kidding me. Emma Sarcony? Seriøst?" Drew stirrede blot, sank en klump, og svarede ikke med andet end sagte, næsten umærkelige, nik. Carl flimrede øjnene i, og bøjede hovedet, og den ene hånd løftede han op til panden. "Åh, I guder." Sådan stod han lidt. Så rystede han igen på hovedet. Sænkede hånden og skulede fremad. 

 

"Drew, nogen gange ... så tror jeg nok, at du muligvis er den største klovn, jeg i mands minde har haft at gøre med." Drew blev blot siddende der, kiggede, men snakkede ikke. "Så du er altså ... blevet vild med Emma Sarcony fra heppekoret. Okay, så vil jeg egentlig gerne lige have noget på det rene." Carl løftede hånden. "Grunden til, at du meldte dig på det her års baseballhold ... det var slet ikke for at spille baseball, vel? Du meldte dig i virkeligheden kun på, i håbet om at du kunne komme tæt på Emma, ikke?" 

 

Drew åbnede munden for at sige noget, men manglede ord, samlede atter læberne og gjorde et kast med hovedet, åbnede munden igen, men stadig intet, og Carl mistede tålmodigheden. "Well?"

 

"Altså ... N - Nej ... eller ... jo ... eller ... måske mere både og. Altså ... lad mig formulere det på en anden måde ... "

 

"Ja tak!" 

 

"Altså, ja, Emma er nok den primære årsag til, at jeg valgte at melde mig på det her års hold. Men det var altså ikke bare for at komme tæt på hende, men ... men også fordi at jeg måske ville få en chance for at, øh ... at imponere hende, så vi ... "

 

Han fik ikke talt færdig, før Carl nøgternt fuldendte hans sætning. "Du prøvede på at imponere Emma for at hun kunne lægge mærke til dig, i håbet om, at hun for det første ville komme til at kunne lide dig, og du for det andet kunne have en mulighed for at komme i bukserne på hende. Korrekt?" 

 

"Altså ... Det er måske ikke helt det rigtige ord at bruge, men, øh, du har fat i noget af det rigtige. Men ... som du og stort set alle de andre kan se, så gik min plan ikke efter hensigten."

 

"Nej, det skal jeg da lige love for at den ikke gjorde. Og fordi du har handlet så komplet idiotisk og tankeløst, som du har, er du nu, ene mand, skyld i, at hele skolens baseballhold er blevet vanæret." Carl Wishmore fjernede sig derefter fra væggen, vandrede ned til bænken, Drews øjne fulgte ham varsomt, og Carl satte sig ved siden af ham. Lænede frem og samlede fingrene sammen. En kort stilhed. "Drew, jeg ved godt, hvordan det er at være i din alder. Du ved det også selv, så jeg gider egentlig ikke til at komme ud i den helt store diatribe om fysiologiske forandringer og så videre. Og ... Jeg kan godt forstå, at du sikkert gerne vil snakke med en pige som Emma, virkelig, det kan jeg." Han kiggede på ham. "Men du går efter den forkerte. Det kan jeg ligeså godt sige nu, før du selv erfarer det og ender med at blive skuffet." 

 

Drew rynkede panden. "Hvad mener du med det?"

 

"Hvad jeg mener er, for nu at sige det på en anden måde ... At hvis en pige vil komme sammen med dig, og - tilgiv mig mit frisprog - kneppe dig, bare fordi du er vinderen af en baseballkamp, så er hun sgu ikke det værd. Jeg taler af erfaring. Det bringer aldrig noget godt med sig."

 

Drew kiggede på ham, men svarede ikke.

 

Carl fortsatte. "Lad mig give dig et godt råd: I stedet for at gå efter en person, du bliver nødt til at imponere, før hun lægger mærke til dig, synes jeg i stedet du skal gå efter nogen, du ikke behøver at bevise noget overfor. Og nu vi er i gang, vil jeg også give dig et andet råd, jeg synes, du på det stærkeste bør tage til dig; Lad være med at spille baseball resten af din High School tid. De andre hader dig efter det her. Og et eller andet sted bebrejder jeg dem det heller ikke." 

 

Med de ord rejste han sig op, og lod Drew sidde tilbage på bænken. Drew vendte blikket fremad, mod flisevæggen overfor, der blindt stirrede tilbage imod ham. Herefter lukkede han øjnene og bøjede hovedet og skar tænder. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...