Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23148Visninger
AA

52. ---49---

Selvom klokken var tre, og det var i nattens kulminering, hvor himlen og horisonten var absolut mørkest, og de fleste almindelige individer lå i deres senge, bortrejst til drømmeland, var trafikken på Central Freeway tæt og alt for levende. Men trods trafikkens mangfoldighed, havde Agent Bruce intet problem med at styre bilen frem, hurtigt, glidende, og han overhalede en lastbil, der kørte alt for langsomt, og svang ind foran den. Vejen delte sig. En sydlig tilkørsel vred sig mod højre, og smeltede længere nede sammen med Interstate 280, der førte mod San José. Den nordlige tilkørsel svang sig til venstre, dannede en aflang, glidende bue, og smeltede sammen med Hovedvej 80, der ledte ind mod den veloplyste bymidte, med de vridende, aflange skyskrabere, hvis klare lys gjorde natten ligeså levende, som den tætte motorvejstrafik. Der var noget ved synet, David fandt surrealistisk. Folk i disse skyskrabere langt borte - bortset fra dem, der udgjorde kontorbygninger - var ikke opmærksom på den verden, der omgav dem udenfor husenes vægge. De var ikke opmærksomme, og de var højest sandsynligt heller ikke bekymrede, for det var deres egen verden i deres eget hjem, de befandt sig i, afskåret fra virkeligheden og særligt afskåret fra de grusomme scenarier, David - såvel som Drew - på blot en time havde været vidne til. Han knugede hårdere fast i den automatriffel, der havde tilhørt Agent Warren, inden Bruce havde myrdet ham, og som han ikke havde sluppet, siden Agent Bruce overdrog den til ham. 

Bruce gled bilen ind på den nordgående afkørsel. Trafikken var tættere her. De klart oplysende skyskrabere udfyldte nattens horisont længere fremme. Mod venstre udstrakte der sig et bytæppe af tætpakkede huse med ligeså tætpakkede veje, der endte ved de mørklagte bakkepukler omkring Russian Hill i den fjerne baggrund. Bag dem forsvandt Mission District og Noe Valley og West End alt for hurtigt. Den svage, afslappede summen af elektricitet fra bilens elmotor var alt, hvad der udfyldte den tunge, tætte stilhed i bilens kabine. David kiggede på Bruce, hvis ansigt, akkurat som i den sidste bil, de havde kørt i, ikke veg bort fra vejen foran dem. De nåede ind på hovedvejen. 

"Bliv i overhalingsbanen," beordrede Bruce, bilen adlød, og de svang i en skrå, glidende bevægelse fra midterbanen og hen til banen i vejens inderste, venstre side, lige inden midterværnet. De natoplysende tårne af stål og glas og armeret beton, i vridende futuristiske former, kom nærmere i den forreste horisont. Der var noget truende ved de menneskeskabte kæmper, David ikke kunne lide, og som fik en kold stikken til at klemme sig frem i hans lænderegion.

De havde kørt i et minut, da Bruce delte læberne. "Vi bliver forfulgt." 

David stirrede på ham i et stift blik af forfærdelse. "Hvad? Er du sikker?" 

"Kig bagud, hvis ikke du tror mig."

David kiggede ikke bagud, men fastholdte derimod blikket på Bruce, ville sige noget, men kunne ikke. Motorvejen foretog et kraftigt højresving længere fremme, gik fra nordlig til østlig retning.

"Øg farten til 120 kilometer i timen." 

Den summende lyd fra motoren blev klarere, skingrende, og bilens fart øgedes. Bruces fingre blev stramme om rattet, de passerede endnu en lastbil, og så skubbede han rattet ud mod højre. Forden gled, i den samme skrå bevægelse, bort fra overhalingsbanen, i højre retning, ind på den inderste midterbane, herefter den yderste, mod bane fire, der igen blev afløst af nødsporet. Langs nødsporet strakte et hvidligt betonværn sig. Motorvejen drejede. Agent Bruce forblev på den yderste bane, kørte langs med nødsporet, og vred blikket til venstre, mod sidespejlene. Der var et hul i trafikken godt hundrede meter bag dem. Idet de svang om krusningen, glimtede han den natsorte bil med de blålige forlygter, der gled ind mellem bilerne, ned mod deres vejbane, hans læber blev stramme, og han kiggede atter fremad. De nåede rundt om motorvejssvinget. San Franciscos indre tårnede sig i det drømmende lyshav i nattens mørke horisont, kom stadig nærmere, men det var ikke skyskraberne, Bruce var interesseret i, men derimod skiltet, der indikerede en frakørsel få hundrede meter længere fremme. 

"Drej af ved næste afkørsel, men sænk ikke farten."

David sank, så det bølgede i hans adamsæble, hans kæber var blevet kantet af hans sammenbidte grimasse, og han skulede på ny til Agent Bruce. "Hvor er det, vi skal hen?"

"Et sted."

Davids læber blev nedadbuende. "Det er fandeme ikke et svar!"

"Mr. Matthews, du får at se, hvor det er, vi skal hen, når vi er der." 

De nåede afkørslen. Bilen gled bort fra motorvejen, og ned mod 7'th Street. Der var rødt i lysreguleringen. Bruce var ligeglad. Han vred rattet til venstre, bildækkene drejede sig rundt, i samme retning, og han gled bort fra vejen, over kantstenen, videre ud på græssektionen mellem afkørselsvejen og 7'th street. En bil bremsede hårdt op. Davids øjne blev opsvulmede, idet Bruce nåede ned på 7'th Street, og passerede uhyggeligt tæt forbi den bil, der lige var bremset op. De strejfede den ikke. Bilen skred rundt bag dem. Bruce fortsatte over midterskilningen, ind på den modsatte vejbane, og videre under motorvejsbroen og i nordgående retning. 

*

Agent Will passerede forbi afkørslen, skulede en enkelt gang til højre, og herefter mod displayet foran sig. "Giv mig et overblik." Kortet svulmede op, udfyldte vindspejlets midtersektion, og han så den blå lokaliseringsplet, der udgjorde Agent Bruces bil, den gled ned ad afkørslen, ned til 7'th Street, svævede mod venstre, forsvandt under motorvejen, under det sted, Agent Will i dette øjeblik passerede, og fortsatte mod venstre, op ad 7'th street. Agent Will lod sine rolige, blå øjne fokusere ligefrem, og delte atter læberne.

"Kør op på overhalingsbanen, aktivér turboladeren og drej af ved næste afkørsel." Bilen adlød hans ordre, gled bort fra midterbanen, syntes næsten at svæve adræt over asfalten, som den gled til venstre, op til overhalingsbanen. Agent Will mærkede sit sæde lægge sig en anelse længere tilbage, en langtrukken, hul hvinen udfyldte bilens førerkabine, kort inden udstødningen rødmede op og bilens fart forøgedes markant.

 

*

 

Trafikken på 7'th Street var ganske sparsom, fordi klokken var tre og alt lukkede klokken to, og dette gav Agent Bruce rig mulighed for at køre afsted med en højere fart end den tilladelige. 

"Følger han efter os?" Agent Bruce stillede spørgsmålet, da de havde kørt over hundrede meter, og de krydsede gennem lyskrydset mellem 7'th Street og Folsom Street. Der var rødt i lanternerne, men der kom ingen biler fra Folsom Street. Davids læber tyndede sig smalle, så munden fik det opsvulmede udtryk, og han vred hovedet rundt og så sig tilbage. Gaden strakte sig nedad, med kastanjetræerne der flankerede sig mellem vejen og fortovet, og længere nede spændte motorvejsbroen sig udover 7'th Street. Der kørte en bil længere bag dem, men den kørte langsomt og sænkede farten, da den nåede lyskrydset, hvis lanterner stadig klarede natten op i det rødlige skær. Han kiggede atter fremefter. Det næste lyskryds nærmede sig alt for hurtigt. De passerede en grå personbil på indersporet til venstre for dem. 

"Der kører en bil bag os, men jeg tror ikke, det er vores ... vores forfølger."

"Det er det heller ikke." Bruce viftede blikket mod instrumentpanelet, hvis udmålinger holografisk projicerede sig op på vindspejlet. Han kiggede atter fremefter. 

"Så vi har afledt ham?"

"Det skal du ikke regne med. Han følger stadigvæk efter os." 

Davids indåndinger blev dybe og hårde, og han sank en klump, men bevarede fatningen, trods den kolde, stramme fornemmelse, der klemte sig op i strubepartiet. "Hvordan ved du det?" 

"Mr. Matthews, hvordan tror du, at de andre fandt ud af, hvor vi befandt os henne, da de fandt os hos familien Browns bopæl?" De krydsede Howard Street. Denne gang var lysreguleringen grøn. Husene begyndte at tårne sig over dem. Murene var bygget på mørkebrune mursten. Mod venstre flimrede en holografisk vægreklame sit blålige lys udover vejen. Lygepælenes hvide skær stribede forbi dem. Davids øjne vedblev med at bestirre Agent Bruce, der ikke så andre steder end på den fremadstrækkende vej. 

"På grund af chippen. Men ... men den fjernede du jo."

"Gjorde jeg?" 

Pulsen på brystkassens bagside hamrede hårdt og ondskabsfuldt. 

"Hvad snakker du om?" Davids stemme blev mørkere. 

"Det ved du godt." 

"Vil du have ham til at følge efter os? Er det det?"

Et køligt, nøgternt nik fra Agent Bruce, der fik kulden til at krible i Davids ryghud. 

"Det er idéen, ja." 

"Hvorfor?"

"You'll see.

 

*

 

Agent Will nåede den næste motorvejsafkørsel, og bilcomputeren eftergav en serie af skingre biblyde, og bilen gled til højre, fra overhalingsbanen og tværs over vejen, ind foran de øvrige bilister. Trods hastigheden - 190 kilometer i timen - gled bilen let og adræt, med bevægelser, der var glatte, næsten spøgelsagtige, som om bildækkene ikke berørte den sortblanke asfalt, men derimod svævede, henover luften og henover vejen, og han nåede afkørslen. Den smalle vej vred sig rundt. Han så lyskrydset længere nede, der klarede nattemørket op, blandet sammen med de holografiske fremvisninger, der flød over vindspejlet foran ham. På kortet så han den blå lokaliseringsplet, der udgjorde Agent Warrens Ford, men som var styret af Bruce, og ikke Warren, og han så den glide målrettet, hurtigt, op ad 7'th Street, mod Market Street. 4'th Street var den vej, der - både på kortet og i virkeligheden - strakte sig ud til venstre for enden af tilkørslen. 4'th Street var ensrettet, og venstresving var forbudt, men det var ingen hindring. Bilen nåede enden af frakørselsvejen, og gled herefter skråt mod venstre. Hjulene drejede rundt, bilen endte med fronten mod køreretningen, gik fra skrå til lige, farten sænkede sig på intet tidspunkt og Agent Will forsvandt i nordgående retning, under motorvejsbroen og mod Market Street. 

 

*

 

Agent Bruce nåede Market Street, der var tættere trafikeret end 7'th Street, og han vred i rattet. Bilen gled rundt, svang i en skrå retning indover kørerbanen, gennem lyskrydset, forbi en bil, der næsten ramte dem, men som bilen undgik, og David smækkede automatisk sin flade hånd mod indersiden af bilruden. De kørte ind på sporvognsskinnerne, der flankerede midterlinjen mellem den østgående og den vestgående vejbane. Hjulene hvislede mod det bløde betonunderlag, Bruce øgede farten på bilen, fra 120 til 140, og bilen gled østpå, mod San Franciscos centrum, hvis majestætiske skyskrabere tårnede stadig højere i den nærme horisont.  

 

*

 

Agent Will opdagede, præcis som han havde håbet, den blå prik, der udgjorde Forden, glide bort fra 7'th Street, der løb parallelt med 4'th Street, og istedet dreje østpå ad Market Street, der skrånede opad. En pejlepil med en tekstboks for enden viste, hvilken fart, Agent Bruce havde. 140 kilometer i timen. Om et minut ville han nå det sted, hvor 4'th Street gled sammen med Market Street. Will måtte afskære ham vejen inden da. Hans blå øjne gled bort fra kortet, og rettede sig istedet ned mod hastighedsudmålingerne i nederste, venstre hjørne. 

"Øg farten til 250 kilometer i timen." 

Udstødningsrøret glødede atter rødt, det hvinede hult i bilens kabine, og bilen gled sig stadigt hurtigere fremad. Agent Will kiggede tilbage på kortet. "Find den hurtigste genvej til Market Street." 

Kortet zoomede ud, men ændrede ikke størrelse, og dér, fem hundrede meter længere mod nord, så Agent Will de røde markeringer, der udgjorde Westfield San Francisco centret, det storcenter, der forbandt 4'th Street med Market Street. Fem hundrede meter. Med en hastighed på 250 kilometer i timen ville han nå der på et øjeblik. Han fornemmede bilen glide, fornemmede det som et lufttomt mavesug, og noget usynligt, der trak i hans krop, fra højre side, og en rød streg glødede op i en zigzagkurs gennem signaturen af storcentret. Lidt længere oppe ad 4'th Street, på venstre side og langs Mission Street. Han gled øjnene fra storcentret og til Market Street. Den blå lokaliseringsplet svævede nærmere, i en lige, målrettet kurs. Bilen udsendte de serievise bib i en skinger frekvens, og den skrånede nedover vejen, med den samme svævende bevægelse, skrånede, fra højre mod venstre, nærmede sig kantstenen, og dækkene gled forbi lyskrydset ved Mission Street. Bilen fortsatte med at køre sidelæns, ned ad Mission Street, bilen vendte sidelæns, men hjulene havde drejet sig, så de vendte mod kørselsretningen. Bilen gled sidelæns, nåede glasindgangen til Bloomingdale's dametøjsforretning, og hjulene vred sig bort fra køreretningen. Agent Wills bil havde påtaget sig sit eget, digitale liv, styrede efter Agent Warrens Ford på samme måde, som et varmesøgende missil styrede ustoppeligt efter sit ødelæggende mål, og glasdøren til tøjforretningen eksploderede. 

Agent Wills bil svævede ind i mørket, vred sig til venstre, skrånede sidelæns mellem to reolrækker, ud på hovedgangen, hvor dækkene atter drejede sig rundt, så bilen ikke længere kørte sidelæns, men forlæns, og den fortsatte, mod udgangen, og mod standeren med parfumer, der syntes at blokere vejen frem, men forhindringen var ikke en forhindring, for bilen var ikke blot hurtig, men pansret, og bygget til formål som disse. Den fortsatte gennem standeren. Parfumeflasker knustes i skingrende brag af ødelagt glas, så brunlig parfumevæske i kaskader sprøjtede ud til alle sider. Bilens hjul vred sig mod højre, og bilen skrånede sidelæns, væk fra tøjbutikken, gennem den næste glasrude, der ligeledes knustes, og ind på centerkorridoren. De blålighvide forlygter blegnede mørket op. Hjulene vred sig rundt. Bilen sænkede på intet tidspunkt farten. Agent Will blev presset en anelse tættere mod sædet af fartens trykpåvirkning, men vedblev med at fokusere på det digitale kort, der holografisk overflød vindspejlet, med den blå lokaliseringsplet på Market Street, der svævede stadig nærmere. 

Bilen kørte gennem storcentret i en zigzagkurs, udenfor Wills stemmekontrol, og manøvrerede udenom de værste forhindringer, og der gik få øjeblikke, under tyve sekunder, da bilen nåede åbningen ud til Market Street, og det gullige lys fra forlygterne skinnede gennem glasset. Bilens turbo skabte den rødorange glød i bagpartiets udstødningsrør. Bilen knuste døren, så glasskår regnede, og fløj udover en trappekant, svævede gennem luften, mod Market Street, og en lygtepæl, der befandt sig i samme kurs. Agent Bruce passerede forbi i samme øjeblik. Agent Will ramte mod lygtepælen. Gnister eksploderede bort i en gullig regn, da pælen knækkede over på midten, og oversektionen væltede bagover, mod storcentrets mur. Agent Wills bil svævede nedover vejen. Dækkene på den sortlakerede Ford vrælede af skridende gummi, idet Bruce snurrede rattet rundt, og bilen vred sig mod venstre, mod torvet og gågaden, der ledte længere nordpå, til torvet og finansdistriktet. Agent Will ramte den rødmalede midtersektion, hvor de elektriske metalspor til sporvognene smeltede sammen med den farvede beton. Bilen foretog, grundet den alt for høje hastighed, et hop, lettede atter fra asfalten, og fløj i en bue over den næste vejbane, hjulene svævede en halvanden meter i luften, og bilen fortsatte indover metalstolperne, der grænsede af til Hillady Square og begyndelsen af Powell Street. Anden gang bilen ramte betonen, hvilket skete på den anden side ad spærrestolperne, på den rødmende beton, der tildækkede Hillady Square, stoppede bilen automatisk op. Dækkene vred sig rundt. Agent Will blev slynget frem, men blev holdt fastlåst til sædet af det kraftige mavebælte og den ligeså kraftige sikkerhedssele. Bilen standsede, med fronten rettet mod Powell Streets gågadesektion, og det klare, elektriske skær fra forlygterne kløvede mørket midtover. Market Street befandt sig overfor bagpartiet. 

Agent Bruce manøvrerede Forden rundt om torvet, langs spærrestolperne, vred sig omkring hushjørnet, nåede ind på gågaden, og svang ud fra fortovet og ind på betonbelægningen, så han var i direkte synsvidde for Agent Will, der, efter at have lænet sig tilbage i sædet, delte læberne og atter kommunikerede med bilen.

"Genoptag forfølgelsen." 

Bilen adlød ham, accelerede og kørte alt for hurtigt frem. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...