Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23372Visninger
AA

50. ---47---

David trådte ind i den åbne entré, der var henlag i mørke, men som blev beskinnet af lyset fra stuelokalet længere fremme. Han holdte om Drews venstre arm, i et blidt fingergreb, og Drew skælvede stadig. De lukkede ikke døren. 

Hemmelige passager.  

Drews klynkende stemme, inden David hjalp ham ud fra bilen, gennemskar tankerne. "Han sagde, at han ville skyde mig." David strammede fingrene på venstre hånd sammen til en hård, tæt knytnæve, han gav stadig ikke slip på Drews arm, og de vandrede videre. Køkkendøren gled forbi dem på højre hånd. Døråbningen til stuen favnede sig foran dem. Der lugtede lidt af tør parfume. De trådte ind i stuen, og skråt foran dem stod sofagruppen, i et lyst design, og den omkredsede et firkantet bord. For enden af stuen befandt væggen af vandrette træbjælker sig. På væggen hang der en ultratynd plade, der udgjorde den holografiske fjernsynskærm ved siden af en række af postmodernistiske malerier, hvis futuriske former og skygger syntes at indkapsle denne givne tidsalder. Mod venstre, et par meter fra sofagruppen, gabte åbningen sig til trappen. Lyset fra de zinkglatte designerlamper, der puklede ned fra loftet, lod sig spejle i glasfladerne på skabene i stuens højre periferi.   

"Jeg føler mig sulten," sagde Drew, hans stemme var hæs og fjern og levede ikke i virkeligheden. David, som vidste, at Drew ikke var sulten, ikke rigtig, men at hans sult derimod var en kropslig reaktion på en psykisk belastning, viste blot tænder i et alt for falskt smil, og førte sin søn videre med sig, mod sofaen.  

"Du skal nok få noget at spise, men lige nu skal du bare lige hvile dig lidt."   

"Jeg har det som om, at min mave slet ikke findes," vedblev Drew, der ikke så ud til rigtig at høre, hvad hans far sagde til ham.   

"Det er bare fordi, du er sulten. Bare lige sæt dig ned i første omgang."  

De nåede sofaen. David gav slip på Drew, der, med et tåget, desorienteret blik, satte sig ned på sofaens bløde stofpuder. Han lænede sig frem og placerede hånden mod munden. David klemte hans skulder en kort gang. "Nu vil jeg gå ud og finde noget at spise til dig, all right?" Han gled hånden væk fra sin søn, vendte sig rundt, så ryggen vendte mod stuevæggen i den fjerne ende, og fjernsynet, og malerierne, begyndte at gå, fik taget fem skridt, da Drew rejste sig op fra sofaen.  

"Jeg kan ikke lide at være her. Jeg går ud igen." Han vendte sig rundt, gik bort fra sofaen, træet eftergav en knirken under føddernes vægt, og David så på ham, det ilnede atter mod rygsøjlen ved synet af øjnenes tågede desorientering, der fik det til at se ud som om, at han kiggede igennem ham, selvom dette umuligt ville kunne lade sig gøre, og Drew nåede op til ham, og David greb hans arm og standsede ham.  

"Nej, Drew. Det er ikke en god idé. Det er ikke sikkert. Bliv herinde. Sæt dig ned i sofaen."  

"Jeg kan ikke lide at være her!"    

"Det forstår jeg godt." Nu var det begge arme, Davids greb klemtes om. "Det forstår jeg virkelig godt, og det kan jeg heller ikke, Drew, men der sker ikke noget. Du bliver nødt til at stole på mig. Vi klarer det. Vi er i sikkerhed herinde. Jeg kan heller ikke lide at være her, men vi er i sikkerhed."   

Drew sank en klump, så det spæde adamsæble, der i en svag bule var begyndt at antyde sig på halsen, vibrerede. "Hvad nu, hvis jeg dør herinde? Hvad nu, hvis han skyder os?"   

"Hvad var det, jeg sagde, Drew, huh? Han skyder os IKKE. Du skal ikke bekymre dig om det, for det kommer ikke til at ske!"   

Drew blev tavs. David kiggede sig tilbage mod sofaen, og gav slip på Drews ene arm. Han betragtede sin søn. "Sæt dig ned i sofaen, tag nogle dybe indåndinger, og slap helt af. Vi har klaret det så langt indtil videre. Og vi skal nok fortsætte med at klare os."  

Dette syntes at få Drew til at spænde mindre i kroppen, til at slappe af, og David hjalp ham tilbage til sofaen, og gav slip på hans arm, og Drew satte sig.  

Bruces stemme lød fra entréen. "Har I fundet noget?"  

David kiggede fremad. Bruce humpede ind i lyset fra stuen, hans ben klattede blod efter sig, men Bruce lod ikke til at lade sig blive berørt af det. Automatriflen slaskede ned langs hans hofte, og synet af våbnet, der et minut tidligere næsten havde slået dem ihjel, fik atter Davids tanker til de ord, Drew var kommet med. 'Han sagde, at han ville skyde mig.'   

Kulden voksede i ham, og han fortrød, at han ikke havde grebet riflen, og skudt Bruce, da han havde chancen, for måske havde Drew ret. Måske ville Bruce virkelig slå dem ihjel. Måske havde han lokket dem ind i huset for at få dem i en fælde, og ville nu gribe sit våben og løfte det og nedlægge dem med en enkelt skudsalve, som den forpulede psykopat, han nok alligevel var.   

Han sagde, at han ville skyde mig.   

David rystede på hovedet. "Nej. Jeg har ikke ligefrem tjekket efter."  

"Så gør det. Vi har ikke ret meget tid at løbe på." Bruce vendte hovedet mod højre, til køkkenet, og humpede bort fra entréen og gennem køkkendøren, og lys blændede ud i mørket fra køkkenets døråbning få sekunder senere. David skulede efter ham, og blev stående. Højre næve knyttede han sammen.   

"Hvad så hvis du tager fejl? Hvad nu hvis der slet ikke ER nogen 'skjulte passager' i det her hus? Hvad så?"   

Det skurrede fra køkkenet, en enkelt klirren, og så svarede Bruce, men uden at træde ud fra køkkenrummet. "Hvis det er tilfældet, Mr. Matthews, så har jeg slået en uskyldig person ihjel."   

Davids læber blev stramme, så de antog den karakteristiske, nedadbuende form, og han pilede sine øjne mod udgangen. Flugtens fristelse blev strammere i hans lårmuskler. Han viftede øjnene ned til Drew. Bruce trådte ud fra køkkenet, og humpede gennem stueåbningen, og standsede et par skridt senere. Han havde opdaget Davids anstrengte udtryk.  

"Hvad er der galt, Mr. Matthews? Er du ved at blive paranoid igen?"  

David skulede op til ham - han sagde, at han ville skyde mig! -, og Drews ansigt blegnede sig atter, og David kunne ikke holde ordene tilbage, der i en stram, hæs sætning forlod ham. "Prøvede du at skyde min søn?"   

Bruce kiggede på ham, med det uhyggeligt neutrale ansigt, der blot fik vreden til at blive koldere i Davids krop. "Jeg spurgte dig, om du prøvede at skyde min søn!"  

"Hvorfor skulle jeg skyde din søn?" svarede Bruce, alt for roligt, tilbage.   

"Hvorfor skulle du ikke?"   

"Jeg har godt forstået, at du ikke kan lide mig, og stadig er af den opfattelse, at jeg er en koldblodig psykopat uden hæmninger. Og den forestilling kan jeg ikke gøre så meget ved. Men jeg kan sige så meget, at paranoia i situationer som denne, ikke er en sund ting. Paranoia, Mr. Matthews ... Paranoia kan få én slået ihjel." Bruce skrånede hovedet. "Jeg håber, det besvarer dit spørgsmål."  

Davids øjne kneb sig smalle. Nu var det begge næver, han havde knyttet sammen. "Du er en løgner. Og det ved du udmærket godt, at jeg er klar over."  

"Hvis jeg havde intentioner om, at få din søn slået ihjel, så havde jeg allerede knækket halsen på ham, da han befriede mig fra stolen. Det her pjat har vi allerede været igennem. Jeg må indrømme, at ... jeg finder det her en smule barnligt."   

"Prøvede du at skyde min søn, eller prøvede du ikke på det?" David hævede stemmen. Bruce forblev rolig.  

"Jeg har allerede givet dig svaret."   

"Ikke tydeligt nok."  

"Vil I gerne have bare en lille chance for at overleve?"   

"Ikke skift emne." Davids halssener blev stramme, og han hvæsede. "Du gør det bare for at undgå at svare, din klamme psykopat!"   

"Vil I gerne have en chance for at overleve? Svar mig, og så skal jeg nok svare på, om jeg prøvede at skyde din søn, eller ej."   

David blev stående, og det gjorde han længe. Så rynkede hans næseben sig. "Hvad tror du selv?"  

"Jeg prøvede ikke at skyde din søn," svarede Bruce, knap som David havde fuldendt sin sætning, og så viftede han øjnene opad, så mod væggen bag David. Han rynkede brynene. "Væggen. Der er noget ved væggen." Han humpede frem, rundt om sofaen, forbi David, og stoppede ved kanten af bordenden. David drejede sig imod ham, og skulede en kort blikket mod entréen og den gabende døråbning i processen. Bruce løftede automatriflen, på samme måde som Agent Warren havde gjort bag værelsesvinduet, lod kanten af kolben hvile mod højre kindben, tog sigte mod væggen, og trykkede på aftrækkeren.  

Det var et enkelt skud. Lyden, der fremkom, da patronen klingede ind i væggen, var ikke en lyd af smadret træ, men derimod lyden af glas, der revnede. Sprækker flød ud i edderkoppeformation fra skudstedet. Den træbrune farve, der ellers havde dannet illusionen om, at væggen, ganske rigtigt, var lavet af træ, flimrede bort og blev istedet erstattet af en væg af gennemsigtigt panserglas. På den anden side ad væggen tændtes de bevægelsesfølsomme lysstofrør, der klarede op i rækker af bleghvidt langs loftet. En gang med metalgulv strakte sig ligefrem under rækkerne af lysstofrør, som en aflang tunge, flankeret på begge sider af højteknologiske arkivskabe med glasfacader. Gangen endte ved en Ford, slank, strømlinet og med udfladende tag, med en farve af kul, der alligevel var spejlende.   

Agent Bruce sænkede automatriflen. Davids øjne svulmede, og det samme gjorde Drews.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...