Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23020Visninger
AA

49. ---46---

Agent Bruce trådte hen til liget af Warren. Han betragtede på intet tidspunkt hans ansigt, og blodet var begyndt at gennemvæde venstre bukseben, mørknede stoffet i skyggende nuancer, og han gik i knæ. Dolken holdt han i sin sammenknugede fingre på højre hånd. Bag ham trak David sin overkrop gennem den ødelagte bilrude, uden Drew, der stadig lå med maven presset ned mod bilgulvet, grædende og hivende efter vejret, glasskår skar ham i fingrene, så sammenbidte bandeord forlod ham mellem tænderne. Agent Bruce greb fat i Agent Warrens håndled, de skarpe, blodige knive spidsede ud fra den ene side ad smartPadden, men han sørgede for at lade dem pege bort fra ham. David dumpede ned på vejen. Smerten skar ham op i venstre skulder, efter skuddet, der havde ramt ham foran huset, og hans ansigt fortrak sig til en smertelig grimasse, der atter gjorde halsfurerne af anstrengelse tydeligere. Bruce vred på smartPadden, med uret, i den modsatte retning som Warren, og knivene foldede sig sammen og lagde sig atter tilbage i kanten af smartPadden. Han pressede herefter med tommelfingeren ned mod undersiden. Et svagt klik fremlød. SmartPadden vred sig løs fra håndleddet, og foldede sig ud til den kvadratiske plade. Det smalle, metalliske område, hvor de sammenfoldede knive befandt sig, fremgav en kort, levende sølvglinsen. 

Bruce lagde pladen på asfalten, og viftede herpå sit fokus tilbage mod Agent Warrens håndled. David rettede sig op, og han kiggede først på liget af Agent Warren, der lå der, foran ham, og ansigtet vredet bort fra bilen og ind mod det tætte buskads, der flankerede vejens højre side. Herefter betragtede han Bruce, der sad på hug, med ryggen til ham, og fumlende med Warrens højre hånd, hvori lokaliseringschippen var bortgemt. Smartpadden lå i en flad kvadrat til venstre, mellem Bruce og bilens højre forhjul. Den frygtelige isnen af rædsel begyndte på ny at klemme ud i skridtet og sprede sig med de onde fingre ned til inderlåret. Davids øjne viftede tilbage til liget. Virkeligheden omkring ham syntes at prikke, selvom den ikke kunne mærkes. 

"Er han død?"

Bruce vred kniven ned i agent Warrens håndryg, det sted, hvori chippen var bortgemt, og begyndte at presse, dybere, og hans øjne vendte ikke bort fra hånden, da han svarede David. "Jeg borede knive ind i hans hjerne. I live er han næppe." 

David gled sin håndflade henover mundpartiet, som for at tørre spyt bort, der ikke var der. Han fastholdte hånden mod munden, på samme måde som Drew gjorde, da han skulede tilbage til liget af Warren, og en kort stilhed, og han snakkede videre, og øjnene vendte sig tilbage mod Bruce. "Hvad sker der, når de andre ... øh ... agenter ... finder ud af, at han er død?" 

"Så kommer de efter os." Bruce svarede roligt og ganske nøgternt, og det klemtes hårdere i Davids skridt og lyske. 

Hans stemme begyndte at hæve sig. "Ja tak, det havde jeg ligesom allerede regnet ud. Men hvad sker der når de FINDER os?"

"Then we die. Just like that." Bruce løftede hovedet, og så sig tilbage, og hans bryn gled op i den glatte pande. "Now, ligger du inde med flere presserende spørgsmål, eller må jeg få lov til at genoptage mit arbejde her?" David kiggede blot på ham, og begge arme havde sænket sig ned langs siden. Bruce nikkede en kort gang. "Mange tak." Han vendte fokus tilbage mod håndleddet, og skrællede mere hud bort, og en mørkerød, tyk svulmen af blod voksede frem. 

Så rystede David på hovedet, og frustrationen klemte sig tørt sammen om hans stemmelæber. "Det kan ikke passe. You can't be fucking serious."

"Men det er jeg." 

David buede sine læber. "Der må sgu da være andre alternativer. Du må kunne gøre et eller andet." 

"Mr. Matthews," svarede Bruce i et tungt, opgivende suk, og drejede hovedet til venstre. Blod strømmede i fine striber nedover Warrens håndryg, og skrånede videre ned langs siden af håndleddet. "Det forholder sig sådan, at du desværre kun har to muligheder. Enten kan du vælge at blive her, og derved vælge at dø, eller også kan du gøre nøjagtigt, hvad jeg siger, at du skal gøre, og derved vælge at overleve med en lille smule mindre chance for at dø, end hvis du vælger den første mulighed." 

David kiggede på ham med et opsvulmet blik. "Er der overhovedet nogen mulighed for, at vores overlevelseschancer er større end vores risiko for at dø?"

Bruce rystede på hovedet, og kiggede tilbage på Warrens blodige håndryg. "Not a chance in the world."

"Helt ærligt! Du må sgu da kunne gøre noget! Du er en agent ligesom dem, er du ikke også?"

"Hør, hvis du ikke allerede har bemærket det, er de bedre udstyret samt mere avanceret, end vi er. Det er én af mig mod en flok af dem, så nej, Mr. Matthews, jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre en fløjtende skid." 

"Hvad foreslår du så? Huh?" Davids stemme begyndte at dirre i ophidselse. "Hvad fanden foreslår du så? At jeg tager Drew med mig under armen og begynder at løbe, som om himlen er gået i fucking brand?" 

"Nej," svarede Bruce, hvis ro gjorde frustrationen, der spændte sig hårdt mod Davids strube, strammere. "Hvad jeg foreslår er, at du får dig selv og din søn bragt ind i huset på den anden side ad vejen - du ved, det hus han beskød os fra -, og derefter begynder at lede efter ... hemmelige passager og sådan noget lignende." 

David hævede det ene bryn. "Hemmelige ... hemmelige passager? Hemmelige passager? Hvad fanden er det her for noget, en fucking skattejagt?" 

"Tiden går, Mr. Matthews," svarede Bruce blot tilbage. Han skrællede det sidste hudlag bagud. Noget glinsede i det blodrøde sår, han havde fået skåret i Warrens håndryg. Han havde fundet frem til chippen. Den tilbageskrællede hudflap blev liggende i den bortrullede position. "Jeg ville tvinge dig til at gøre det, hvis jeg havde tiden til det, men det har jeg ikke, så vær nu bare sød at gøre, hvad det nu end er, jeg beder dig om, og hold op med at stille alle de forpulede spørgsmål. Jeg er ved at blive en smule træt af det." 

"Så det er du?" David nikkede hurtigt, og fremviste tænder. "Hvis jeg skal være helt ærlig, så må jeg indrømme, at jeg har været pænt fucking træt af dig, lige siden du forsøgte at slå både mig og min søn ihjel. Så bare rolig, det er sgu gengældt!"   

"Well, jeg bryder mig heller ikke voldsomt meget om dig, men det ændrer ikke på, at vores overlevelseschancer udelukkende afhænger af vores evne til at samarbejde. Så, for sidste gang - Få Drew ud af den bil, og tag ham med ind i huset. Nu." 

Alligevel blev David stående, i trodsig protest, og en morderisk lyst, han ikke var klar over at han besad, men som heller ikke skræmte ham - ikke før senere - dukkede op i ham, i hans sind, en kold og sort lyst, der gjorde hans fingre og hænder spændte, og fik kæben til at snurre. Han så fra Bruce og til maskingeværet, og han kunne skyde ham. Han kunne kaste sig hen til geværet, og vende sig om mod Bruce og så kunne han trykke på aftrækkeren, men han måtte bevare roen. Bruce havde, indtil videre, hjulpet dem. Det var takket være Bruce, at de stadig var i live - selvom han var et forpulet røvhul -, og David vidste, at, uanset hvor lidt han så brød sig om ham, deres overlevelseschancer rigtig nok afhang af, hvorvidt de var i stand til at samarbejde. Han blev stående længe, og så nikkede han. "Okay. Okay, så. Men hvis du fucker med os ... så bliver det værst for dig selv." 

"Lige over," var alt, hvad Bruce svarede, og David var ikke et øjeblik i tvivl om, at han mente det. Køligheden i hans stemme var nok til at gøre hårsækkene langs Davids rygsøjle udspændte i kildrende ilninger. Med et sidste blik på Bruce, samt Agent Warrens lig, vendte David sig om og trådte op til passagervinduet til bagsædet. Hans hjerte dunkede stadigvæk koldt og voldsomt. 

"Drew?" 

Han stak hovedet ind i vinduet, og så ned mod sin søn, og han hørte den våde, hivende vejrtrækning, han på ingen måde brød sig om, som gjorde ilningerne til en kriblende stikken mod rygstrengen, og hans læber blev stramme. "Drew!"

Drew løftede hovedet, hans hænder var stadig presset imod ørerne. "Det er all right. Det er ovre. Du kan godt komme ud. Vi er i sikkerhed!" 

"Han ... han skød os." Tårerne på Drews kinder blandedes med det indtørrede, klistrede blod, der farvede venstre sektion af ansigtet sortrødt. "Han skød på os, far. Han skød på os. Jeg vil ikke dø." David kiggede på Drew, hans søns krop skælvede alt for mærkbart, og så kiggede han fremad. Han opdagede de opflænsede huller, der havde plettet sig udover sæderne. Det klynkede skingert fra Drew. "Jeg vil ikke dø, far, jeg vil ikke dø."

"Du kommer heller ikke til at dø, okay?" David kiggede ned mod ham. "Det lover jeg dig. Du kommer ikke til at dø." Han rystede på hovedet. "Du kommer ikke til at dø." 

Det bævede i Drews hage. David strakte armene frem. "Rejs dig op. Så hjælper jeg dig ud."

"Hvad nu hvis han skyder os?"

"Det gør han ikke. Stol på mig. Han skyder os ikke." 

"Han sagde, han ville skyde mig. Er du sikker på, at han ikke skyder mig?"

Davids krop blev stiv. Ved siden af Warrens lig var Bruce stoppet med at foretage sine handlinger, og drejede istedet hovedet en anelse mod venstre, og skulede, i retning af samtalen mellem far og søn. David blev stående. Halsen var stram. Han fremtvang et smil. "Han skyder dig ikke. Det kommer han slet ikke til." 

"Er du sikker?"

David nikkede og fortsatte. "Ja. Ja, jeg er sikker."

For hvis han prøver på noget, slår jeg ham ihjel.

Han strakte armen længere ned. "Bare stol på din far, Drew, okay? Stol på mig, tag min hånd og så hjælper jeg dig ud. Der er ikke nogen, der skyder os."

Drew kiggede på hans hånd, gjorde det længe, og så fjernede han sine egne hænder fra ørerne, og greb fat i fars, og han rejste sig op, David hjalp ham, og han kravlede videre op på sædet. David greb begge hænder under Drews armhuler, hjalp ham, yderst forsigtigt, ud fra bilen og ned på asfalten. David kiggede mod Bruce. Drews krop skælvede fortsat. Bruce drejede hovedet, til venstre, og talte atter. 

"Ind i huset. Jeg joiner jer om et lille minuts tid." 

Trods modviljen, der gjorde Davids benmuskler hårde og spændte, drejede han sig omkring, gjorde læberne nedadbuende, og trak sin søn med sig mod huset. Bruce kiggede efter dem, indtil de var forsvundet om på den anden side ad bilen, videre mod huset. Så viftede han øjnene tilbage mod det blodige sår i Warrens håndryg. Han fastholdte den slappe hånd med sin venstre, og brugte fingrene fra sin højre til at bore ned i såret. Han fik greb om chippen. Trak den op, den glinsede, åbnede herefter munden og lod den glide ned i undermunden, så han kunne fastholde den med tungen. Så gav han slip på Agent Warrens hånd, der slapt dumpede tilbage på asfalten.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...