Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23145Visninger
AA

48. ---45---

Agent Warren fokuserede mod bilen med de nu smadrede vinduer, henlagt i det tætsluttende nattemørke, og automatriflens kolbe forblev hvilende imod hans højre kind. Han holdte våbnet roligt, fremstrakt, imens han skiftede sigtet mellem sidevinduet ved forruden, og sidevinduet over bagsædet. Han stod sådan, og det gjorde han længe, og så skilte han på ny sine læber, og begyndte atter at tale. Han vedblev med at kigge gennem sigtekornet, da han snakkede.

"Aktivér livsskanner."

Endnu et bekræftende bib fremlød fra automatriflen. Det næste lys, der fremdukkede, strålede blåt, og ikke rødt, og dukkede op under automatriflens løb, istedet for over den. Strålen fejede ind i bilen, tre bib, intet tegn på liv, og herefter lod han livsskanneren glide om mod bagruden, de blå stråler fejede fra højre mod venstre, henover sæderne, dækket af glasskår, der reflekterede livsskannerens blå lys i et hvidligt afskær. Tre bib fremlød atter. I bilen fastklemte Drew sin mave så hårdt og tæt ned mod bilgulvet, hænderne forblev presset mod hans ører, og kinderne glinsede vådt af rædselstårer fra de ligeså rædselslukkede øjne. Hans vejrtrækning var hivende og skinger. Strålerne skar luften lige over ham, få centimeter, glinsede langs bildøren overfor hans hoved. Han trak vejret både hurtigt og ukontrollabelt. 

Agent Warrens arm skælvede ikke, da han fortsat sigtede gennem sidevinduet. Han fastholdte livsskannerens blå stråler mod bagsædet, gjorde det længe, men der var intet tegn på organisk materiale, i dette tilfælde blod, hvilket der burde være, for han havde beskudt passagererne, og der var tre passagerer, så mindst én af passagererne var nødt til at befinde sig på bagsæderne. Men der var intet organisk materiale. Hverken ved forsædet eller bagsædet. Kun glasskår. Han fastholdte våbnet mod bagsædet i næsten ti sekunder, bare for at blive sikker, og så drejede han rundt, så ryggen vendte imod vinduet. Han fastholdte automatvåbnet i én hånd, lod løbet pege op mod loftet, og gled sig i bevægelse, mod døren og trappen bag døren, der skråede ned til stueetagen. Livsskanneren forblev tændt.

*

Agent Bruce havde vredet hovedet tilbage, indtil nakken begyndte at gøre ondt og han ikke længere kunne dreje sit hoved, og så havde han holdt øje med det mørklagte hus skråt overfor ham. Han havde set det blå lys klare op i overetagen. Han vidste, hvad det var for en slags lys, vidste, at det indgik i livsskanneren, og havde skyndt sig at dreje hovedet fremefter, for derefter at klemme sig tæt ned mod gulvet. Han og David var få centimeter fra de blå skanningsstrålers rækkevidde. De gled lydløst, næsten spøgelsesagtigt, mod højre, fejede henover sædet til højre for dem, og Bruce havde langsomt drejet hovedet, mod David, hvis øjne atter var lukket sammen, og munden snøret ind til en panisk streg. Drews skælvende, skingre vejrtrækning fyldte bilens stilhed, men det var ikke vejrtrækningen, Agent Bruce vedblev med at fokusere på, men i stedet skanningsstrålen, der nu standsede over bagsædet, og forblev der i alt for lange sekunder. Så gled strålen bort, syntes næsten at svæve hurtigt opad og forsvinde gennem loftet. Dette fik Agent Bruce til at reagere. På et splitsekund vred han atter hovedet bagud, så mod huset, hvor han lige akkurat opdagede det sidste blå glimt fra skanneren, efterfulgt af en svag silhuet, næsten usynlig, der gled væk i mørket bag den kvadratform, der udgjorde vinduet. Han kiggede fremefter. Pistolen havde han stukket tilbage i inderlommen, for den var blevet ubrugelig. 

Istedet gjorde han noget andet.

Med en hurtig, glidende bevægelse, lod han højre hånd svæve hen til venstre, og han vred ærmet tilbage, så smartPadden blev tydeliggjort. Han knugede fingrene om den, pressede sine læber smalle, vred et par gange, et klik, og smartPadden frigjorde sig. Han vred atter hovedet tilbage, mod det mørklagte hus, knugede fingrene om smartPadden, og løftede den op i højre hånd, løftede den, indtil den befandt sig på højde med vinduet og inden for skudvidde. Han ventede få sekunder. Intet skete. Han var klar over, at Agent Warren ikke længere stod i vinduet, men sandsynligvis var på vej ned, og videre udenfor, for at komme hen til bilen og skyde dem. Han skulle handle med det samme.

Han kastede smartPadden, så den dumpede ned på Davids sæde, lod herefter hænderne blive presset mod gulvet, og kæmpede sig op på knæ. "Stay down," hviskede han, sammenbidt mellem tænderne, inden han løftede venstre hånd, og knugede den nedover vindueskanten. Et glasskår knirkede, og skar ham op i håndfladen. Hans mundvige blev en anelse stramme, men ikke meget, da han undertrykkede sig smerten. Han trak sig op, kravlede først op på sædet med højre knæ, som derefter trykkede ned i det bløde læder, fortsatte med at løfte sig, venstre hånd skælvede, da han knugede kraftigere, og han trak sig ud gennem vinduet. Glasskårerne flåede op i hans tøj. Han bemærkede det næppe, og trak sig ud af bilen. 

På samme tid vandrede Agent Warren fra trappen og skråt gennem stuen, forbi sofagruppen mod venstre, hen til hjørneknækket, der gled videre ind i entréen. Han lod automatriflen sigte lodret opad. Skridtene blev hurtigere og målrettet.

Agent Bruce rettede sig op fra den glasskårbestrøede asfalt, kiggede fremefter, på buskadset og de sammenklumpede fyrretræer, der flankerede vejen to meter borte, og kastede sig i bevægelse, han løb, asfalt og glasskår knirkede og klappede under ham, han løb, indtil han nåede vejkanten, og så kastede han sig ind i buskadset, grene raslede, og han forsvandt.

Agent Warren åbnede døren, trådte ud fra huset, lod automatriflen sigte fremad, og pegede den herefter hen til bilen femten meter borte og skråt mod højre. Han vandrede skråt nedover græsplænen, ned til vejen, og videre ud på asfalten. Lod våbnet pege målrettet fremefter, imens han gled den en anelse fra højre og mod venstre. De blå stråler fejede indover asfalten, flere glasskår glimtede i hvide refleksioner, bilen nærmede sig, og han gled skanneren fra asfalten og indover sideruden. Ti meter. Otte meter. 

Han hørte noget rasle i buskadset, og viftede øjeblikkeligt våbnet mod venstre. Lysstrålerne fulgte med. Han sigtede mod fyrretræet bag den sprængte lygtepæl. Stoppede. Lysstrålerne kløvede gennem luften, og standsede ved buskadset, hvor de syntes at blive slugt af natten. Agent Warren ventede, det gjorde han længe, men der skete ikke mere, og han viftede i stedet øjnene tilbage mod bilen, og bevægede sig atter frem. Livsskaneren bibbede. Tre gange. Stadig intet tegn på liv. Han skridtede en anelse sidelæns, mod venstre, så han næsten gik langs den modsatte vejkant. Bilen var seks meter borte. Han lod kanten af kolben hvile en anelse tættere mod kindbenet, vandrede fortsat fremad, indover de knuste glasskår fra lygtepælen over ham, de knasede, og han rundede bilens kølerhjelm. Buede om på venstre side. Han standsede ved døren med det smadrede vindue, hvor der nu kun var et kvadratisk hul, og han lod geværet glide nedad, livsskanneren fulgte hans bevægelser, og strålerne strejfede Davids fødder. 

Agent Bruce reagerede, idet Agent Warren standsede med ryggen til ham, lige ved siden af bildøren. Imens han havde klemt sin ryg op mod træstammen, bortvendt fra vejen, havde han trukket den dolk frem, som han havde stjålet fra køkkenet hjemme hos Janice, og han holdte hårdt om skaftet med højre hånd, imens bagsiden af klingen pressede mod undersiden af højre arm. Han vred sig bort fra træet, vippede med hånden, så dolken pegede fremad, fremfor bagud, og bagsiden derved forlod huden, fik fokus på Agent Warren, og gled sig frem. 

Warren hørte buskadset knækkende grene, viftede øjnene ud til siden, og opdagede bevægelse reflekteres henover Mercedesen's blanksorte overflade. Han reagerede øjeblikkeligt, bukkede sig ned i knæ og trak sig ud til siden, netop som Agent Bruce nåede hen til ham og svang dolken ned gennem luften. Bruce vred sig rundt, til højre. Fingrene strammede hårdt om dolken. Agent Warren rettede sig lynhurtigt op fra sin knælende stilling, det var blot et flimmer af bevægelse, og han slyngede herefter, ligeså hurtigt, kolben indover kanten af Agent Bruces næseben. Bruce vred hovedet mod højre. Spyt slimede bort fra hans mundparti. Agent Warren trådte frem, et enkelt skridt, og bankede bunden af kolben ind i Bruces ansigt, sigtede fortrinsvist efter næsebenet, det gav en hul, dump lyd, og Agent Bruces hoved vippede bagud. Han bakkede et skridt. Agent Warren trådte et tilsvarende skridt frem, bankede på ny bunden af kolben ind i Bruces ansigt, endnu et hult dump, Bruce vaklede, Agent Warren smækkede kolben, smækkede, smækkede, smækkede, og så mistede Bruce balancen og faldt. Han mistede dolken, der klirrede ind under bilen. Agent Warrens skikkelse hævede sig indover ham, men Bruce handlede hurtigt, og trillede om på siden, til venstre, lukkede benene sammen om Warrens højre ankel, og så vred han mod uret. Warren skar tænder. Det fremgav et knæk. Han snublede på knæ, og mistede grebet om automatriflen, der klingrede ned mod asfalten. Glasskårerne, som hans håndflader pressede imod, da han tog af fra faldet med sine hænder, knirkede dybt op i huden. Bruce trak benet til sig, og sparkede herefter fodsålen op i Warrens ansigt. Warren slyngede ligeledes hovedet bagud, gryntede, mistede balancen, og landede med maven ned på asfalten. Bruce trak benene til sig, viftede blikket fra Warren og mod automatriflen, der var kurret en meter henover vejen, og stoppet foran bilens køler. Uden tøven kastede han sig frem, på knæ, og greb fat i kanten af kolben, da Agent Warren vred sin smartPad rundt, så et sæt bestående af fire knive klikkede ud fra siden af smartPadden. Han kastede sig efter Bruce, og jog knivene ind i det bløde kød, der udgjorde bagsiden af Agent Bruces venstre ben. Bruce gurglede i en kvalt lyd af smerte, og hans fingre blev stive og strittende, og så trak Agent Warren ham tilbage imod sig. Han drejede og vred knivsættet, borede det dybere ned i kødet på Agent Bruces ben, tænderne var bidt sammen, og så slyngede han armen bort. Lange, slimede striber af mørkt blod slaskede ned fra de fem klinger. Han løftede armen højere. Bruce bøjede benet, drejede sig om på ryggen, og så, at Warren trak sig indover ham, stadig med de blodige klinger langs kanten af smartPadden hævet over sig.

Agent Warren slyngede armen ned, mod Bruces brystparti. Bruce greb fat i Warrens håndled, standsede ham i bevægelsen, Warrens øjne blev store, og Bruces kæber blev tydeligere og mere kantet. Warren vred og flåede i sin egen arm, knivene dryppede blod fra deres spidser, men Agent Bruces greb fastholdte sig. Bruce foldede sit skadede, venstre ben sammen, bukkede det ind under højre, og rettede sig op i lænden, det strammedes i hans krop, og så vred han Warrens håndled rundt, så knivene pegede bort fra ham og istedet tilbage mod Warren. Warrens vejrtrækning hvæsede, hæst, anstrengt, og Bruce bukkede venstre knæ op og jog den hårdt ind i Warrens højre flanke. Warrens hoved spjættede sig automatisk forover. Den ene af de fem knive borede sig ind i hans højre øje. Det andet skar sig op i tindingen. Warrens fingre blev stive. Kroppen spjættede. Agent Bruce bankede håndroden ind i den knivløse side af Warrens håndled, så klingerne borede sig dybere ind i Warrens øje, ind til hjernen, og en krampetrækning spjættede atter gennem Warrens krop, denne kraftigere end den første. De stivnede fingre sitrede. En rallende lyd forlod hans mund. Agent Bruce pressede håndroden hårdere mod Warrens håndled. Klingen forsvandt så langt ind i øjet, den kunne komme. Warrens krop blev slap, da han døde. Agent Bruce gjorde sine læber smalle, og skubbede Warrens døde krop fra sig. Håndleddet med de fem knive påmonteret, gled bort fra Warrens ansigt, idet han rullede væk fra Bruce og i en hul lyd dumpede ryggen ned på asfalten. Ansigtet vred sig bort fra Bruce og ind mod buskadset. Bruce satte sig op, betragtede liget med det bortvendte ansigt, og først da han så blodet, der i en mørkerød strømning, tynd, vred sig udover asfalten foran ansigtet, forstod han, at Agent Warren var død. Kniven havde boret sig videre fra øjenhulen og ind i hjernen og kortsluttet hans vitale livsfunktioner. Han kiggede en sidste gang på den afdøde agent, og så vendte han sig i modsat retning, mod bilen, og lod sin hånd glide ind ved siden af og bag forhjulet, dér, hvor dolken befandt sig. Hans fingre knugede sig stramt om skaftet. Han trak dolken ind til sig, vendte sig tilbage mod Agent Warren, og rejste sig op. Med fingrene på højre hånd knugende sig om dolken, humpede han hen til sidedøren, stak hovedet ind og kiggede ned mod David.

"Jeg har elimineret ham. I kan godt komme ud nu."

David åbnede øjnene, vendte ansigtet opad, mod vinduet, men da han kiggede op, var Bruce atter forsvundet, selvom han dog stadig kunne høre ham, omme på den anden side, de humpende skridt og herefter en hvislen af stof, da han knælede ned. Hans læber buede sig nedad. Han buede blikket fra vinduet og til sædet, løftede hånden og greb sædekanten. Fingrene blev stramme og borede sig ind i det bløde stof, så der dannede sig furer.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...