Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23045Visninger
AA

47. ---44---

Drew drejede hovedet til venstre, opfangede virkeligheden i form af evigt forbifejende lysbjælker fra de ligeså evige lygtepæle, hvidt lys, der konstant strejfede hans ansigt, og bilen, der summede svagt og elektrisk, og der syntes at være en tåget aura omkring hans synsfelts periferier. En aura, der kransede sig i en cirkel, der prikkede og flimrede, og det dunkede stadigvæk i tindingen. En svag hyletone havde manifesteret sig i hans venstre øre. Det klistrede sig koldt og vådt nedover samme side ad ansigtet, efter blodet, der endnu flød fra skudflængen i tindingeregionen. Han åbnede munden, kiggede længe, næsten døsigt, på vinduet og den oplyste nat, der gled forbi på den anden side, og så vred han ansigtet op foran, til Bruce, der kørte bilen, og til sin ubevægelige far, der bevidstløs skrånede sin krop op mod sidedøren. Hovedet rullede og slaskede svagt mod glasruden, i takt med bilens bevægelser. Drew blinkede, gjorde det flere gange, det var som om han ikke kunne stoppe, og munden forblev åben i et tankeløst gab. 

Han var tavs lidt. Da han endelig snakkede, var hans stemme en spinkel skælven. "Hvor ... hvor er det, du tager os hen?" 

Bruce svarede ham ikke. En desperat fortvivlelse spirede op i hans hals, og fik ham til at hæve stemmen. "Fortæl mig, hvor du tager os hen! Vi skal ikke dø nu, vel? Jeg vil ikke dø." Tanken om død fik ham til at se Allison for sig, da hun stod der, overfor ham, på trappestenen, i den røde kjole med de matchende røde operahandsker, og hendes kinder, der blussede så akavet op, fordi hun kunne lide ham, og det fik ham til at se Emma, der vrælede skingert, inden hun snublede og faldt med knæene på græsset. Hans vejrtrækning voksede. Tårerne begyndte på ny at væde øjnene i den fugtige kløen. "Jeg vil ikke dø! Jeg vil ikke dø! Ikke nu, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke ... !"

Et skud. 

Drew gav et spjæt fra sig. Hyletonen i venstre øre skreg atter op, dæmpede alle andre lyde, kortvarigt, så han først troede, at han nu var død, selvom han stadigvæk opfangede virkeligheden omkring sig. Tårerne flød fra øjnene og videre ned på hans kinder, hvor de rejste i fugtige, blanke streger, og han blinkede, for synet blev sløret, og så opdagede han pistolen, som Bruce stadigvæk sigtede bagud. Det gik få øjeblikke, muligvis to sekunder, efter op for ham, at det ikke var ham, Bruce havde skudt, for det var ikke ham, løbet sigtede sig på. Han drejede hovedet, til højre. Der var et hul i sædet femten centimeter til højre for ham. Drews øjne frøs fast på den mørke cirkel, der gav udsyn til det hvidlige skumfor, der udfyldte sædernes indre. Bruce trak pistolen tilbage, og gled den i sin inderlomme, inden han lod begge hænde fæstne sig på rattet. Blikket forblev fremadrettet, da han talte. 

"Hvis ikke du vil dø, skal du holde din kæft fra nu af. Ellers er det dit hoved, jeg næste gang skyder efter."

Drews øjne forblev udspilet, dirrende, imens de fastholdte sig på skudhullet i sædet. 

 

*

 

Automatriflen, som Agent Warren bar med tilbage på værelset, havde en påhæftet kanon på toppen, med en indadskrånende, firkantet munding, og et løb, der var kortere end løbet på automatriflen. På toppen af kanonen var der en cirkelformet kapsel, der udgjorde det digitale sigte. Lige under enden af sigtet var der et cirkelrund glasøje, knap en centimeter i bredden, og det udgjorde kanonens laseraktivering. Han lod døren stå åben bag sig. Det karseklippede hår, der mørkt tæppede sig henover issen i et tyndt lag, glinsede en kort gang i baggrundsbelysningen fra trappen bag ham. Han havde slukket værelseslampen, for at blive henlagt så meget i skyggen som overhovedet muligt. Han svang maskingeværet af en letmetallisk legering langs sin højre hofte, som han målrettet vandrede gennem det mørkeindhyllede værelse, hen til vinduet, og han greb vindueskanten med sin venstre hånd, og gled vinduet ud til siden. Elisabeta Avenue strakte sig idyllisk ud i natten femten meter borte. Langs vejens venstre side knejsede løvtræer og fyrregraner sig i en sort tæthed, en barriere af filtret natur, og denne bariere flankeredes af de hvidtlysende lygtepæle. Agent Warren løftede automatriflen med den påhæftede kanon, lod bagkolben hvile ind til sin højre kind, og fokuserede højre øje gennem sigtet. Først kiggede han ligefrem, mod de hvidlige pletter i mørket, der kom tættere, og som udgjorde forlygterne på Agent Bruces bil. En afstandsbedømmelse klikkede digitalt frem nederst i synet.

300 meter.

Agent Warren gled løbet nedad, sigtede istedet mod vejen, fastholdte kanonløbet fremadpegende, og skilte læberne. "Affyr kapsel."

En højfrekvent lyd, der mindede om lyden fra de stemmestyrede Glock-pistoler, klarede op fra det letmetalliske våben, en bleg lyd, der blev lysere og lysere, og derved blev stadigt sværere at høre. En kapsel, firkantet som kanonløbet, blev skudt afsted, rejste ned gennem luften, ned til vejen, hvor den landede under lyskeglen fra den nærmeste lygtepæl. Den skrabede et par meter over asfalten, inden metalben foldede sig ud fra bunden af den kvadratiske metalkapsel, og blev presset ned mod det tjæresorte underlag. Kapslen stoppede sine bevægelser. Agent Warren gled atter automatriflen opad, pegede kortvarigt væk fra kapslen og istedet længere ned ad vejen, mod det sted, hvorfra Agent Bruce kom kørende. En digital firkant trak sig sammen i sigtekornet, og der blev zoomet nærmere på lygtepælene, og endnu en afstandsbedømmelse dukkede frem i underkanten af synsfeltet.

150 meter.

Under 30 sekunder.

Han pegede atter automatriflen nedad, mod vejen, og skilte sine læber. "Igangsæt EMP-kapslens laseraktivering." 

Lyden, automatriflen denne gang frembragte, var ikke en højfrekvent tone, men istedet et bekræftende bib, og lasergløden rødmede op i det lille glasøje under sigtekornet, da en usynlig stråle af infrarødt lys blev sendt mod kapslen. Agent Bruce var tættere. Forlygterne lyste klarere i mørket. Agent Warren vedblev med at holde automatriflen i position mod kapslen. På sigtets digitale display så han en grøn signatur strække sig fra venstre og hen mod højre.

Agent Bruce var 40 meter borte.

To streger af kobolblåt lys dukkede op på begge sider af terningen - den ene streg pegede mod rækkerne af parcelhuse, der flankerede vejens ene side, og den anden streg lyste mod værnet af sammenfiltret natur på vejens modsatte side -, det summede, dybt, elektronisk, det blå lys voksede, blev tydeligere, Agent Bruce kom stadig nærmere, og Agent Warren fastholdte koncentrationen mod den firkantede EMP-sender. 

Det skete, da Bruce var mellem 10 og 15 meter borte.

Lyset fra den lygtepæl, der knækkede henover vejen fem meter oppe, voksede, blev hvidere og hvidere og hvidere, terningens summen var blevet klarere, næsten skærende, og så eksploderede lampen. Glas klirrede højlydt, og en regn af hvidblå gnistrer smeltede ned mod vejen, akkompagneret af de myriader af glasskår, der klirrede henover asfalten.

 

*

 

Agent Bruce opdagede først den elektromagnetiske puls-sender da det allerede var for sent. Han så det metalsorte genskær, da forlygterne fejede henover EMP-kapslens flader, men det var det voksende, hvidblændende lys fra lygtepælen ovenover, der fik ham til at reagere. Han greb omgående fat i rattet. Han så, at lygtepælen eksploderede, knugede fingrene sammen om rattet, skulle til at vride bilen rundt i en desperat uvending, da blå og hvide og gule fangarme af elektriske udladninger åd sig op fra bilcomputeren. Computerskærmen sprang. Fontæner af gul gnister hvæsede bort fra det flækkede glas. Fangarmene af hidsige elektronstrømme spredte sig op til vindspejlet, og det gnistrede gult og hvidblåt i en summen af elektromagnetisme, en dyb og vibrerende og næsten snurrende summen, og så slukkede forlygterne. Bruce mistede kontrollen over bilen. Dækkene vred sig mod højre. Bilen svang rundt, så den endte på skrå af kørebanen. Den standsede fem meter fra metalterningen. Glasskår glinsede udover vejens sorte asfalt. 

 

*

 

Idet lygtepælen var sprunget i luften, og Agent Bruces bil kortsluttede og automatisk bremsede op, vred Agent Warren ryggen mod vinduet, kun kortvarigt, for at afmontere kanonen. Han vendte sig mod vinduet seks sekunder senere, løftede atter automatriflen, denne gang uden ekstra tilbehør, op til sig, lod siden af kolben hvile mod højre kind, og tog sigte mod bilen.

 

*

 

Bruce blev siddende, i få sekunder, imens han stirrede fremfor sig, mod det sted, hvor den nu eksploderede lygtepæl få øjeblikke tidligere havde lyst området op, men som nu var henlagt i natten. Og han hørte først Drews stemme bag sig, i den spinkle, pibende skælven, idet Drew spurgte "hvad sker der, hvad fanden sker der," og så hørte han David, som lige var vågnet op af sit bevidstløse stadie, mod højre, og hans stemme var rughæs og sløv. 

"What the fuck? Du slog mig. Du ... du slog mig."

Bruce gled hånden ned til selelåsen, og klikkede selen op, og han vendte sig om mod David, der svimmelt havde rettet sig op fra vinduet og presset sin hånd mod næsebenet. "Get down. Get the fuck DOWN!" 

David drejede hovedet imod ham. Han nåede aldrig at tænke over, hvad der var sket, eller sammenkoble begivenhederne i sin stadig bevidstløshedsslørede hjerne, før Bruce kastede sig frem, greb David, og brutalt tvang ham med sig ned på gulvet under instrumentpanelet. Drew kastede sig ligeledes fra bagsædet og ned på gulvet, men af rædsel, og ikke af fornuft, og så ramte skudsalverne. Den splintrede siderude i døren til venstre for rattet eksploderede, og kuglerne føg indover sædet i en dappende lyd. Plastik og glasstumper sprøjtede ud fra det kortsluttede instrumentpanel. En ledning vred sig ud og slaskede ned gennem luften, men faldt ikke på gulvet, og blev istedet hængende. De næste skudsalver flåede indover sideruden ved bagsædet, og Drew vrælede, med tårer, der flød bort fra hans øjne og spejlede hans kinder, og han pressede sine hænder så tæt og hårdt ind mod ørerne, han overhovedet kunne. Glasskår splintrede nedover hans ryg, flænsede ind i huden, de stak og sved og brændte, men han flyttede sig ikke, og han ville heller ikke være i stand til at flytte sig, hvis han havde muligheden for det. Hvidt skumfor sprøjtede op fra sæderne. Førersædets nakkestøtte blev flænset op, flere kugler dappede igennem læder og stof, og sidevinduet over Davids sæde knustes i en skarp, klingrende lyd, og glasskårerne føg bort fra vinduesrammen og regnede nedover asfalten på den anden side ad bilen. Patroner borede sig ind i rattet. Tre strejfede Bruces venstre hånd, brændte huden og efterlod tynde, blodrøde sårstriber, der strakte sig op ad håndryggen og mod knoerne. Davids tænder bed sig hårdt sammen, og furer af anstrængelse spændte sig ud i hans hals. Bruce vred sit hoved opad, mod håndtaget, og han rørte på sig, vred sig en anelse, og strakte benene ud, så skosålerne pressede ind mod bildøren. Hans skulende blik rejste længere opad, fra dørhåndtaget og til den knuste vinduesramme, der nu blot var et hul med enkelte stumper glasskår, der spidsede opad. Skudsalverne var stoppet. Han vidste, at han ikke kunne rejse sig, for selvom skudsalverne var stoppet, ville snigskytten atter trykke på aftrækkeren og sende en ny ladning afsted, så snart han - eller hun - registrerede bevægelse, og hvis han rettede sig blot en anelse op, ville han være inde for skudvidde. Et enkelt tryk på aftrækkeren, og hans indre organer ville blive flået i stykker af alt for skarpe patroner. Døde han ikke øjeblikkeligt, ville han dø få minutter senere af voldsomt blodtab. Han kunne heller ikke rykke i håndtaget, for bilcomputeren styrede dørlåsen, og computeren var kortsluttet og dørene låst fast. De var fanget. For første gang klamrede rædslen sig om hans sind, og det fik ham til at skære tænder. Han vred langsomt hovedet rundt, og kiggede tilbage mod sidevinduet over førersødet. Og han så den. Huset. Med det mørklagte vindue. Det befandt sig direkte overfor dem, ti eller femten meter borte, og han var med det samme klar over, at det var deroppe, snigskytten gemte sig. Davids hvæsende vejrtrækning fugtede ham ind i øret. Han vred atter hovedet frem, kiggede på David, som havde lukket øjnene stramt sammen.

"Ikke rør dig. Ikke lav en lyd. Ikke gør noget som helst." Bruce sagde det i en hvisken. David åbnede øjnene, stirrede på ham, og hans blik virkede alt for stirrende, alt for opsvulmet, men Bruce var ligeglad. Ingen af dem snakkede videre. Bruce gled atter blikket hen foran sig, til døren, og han bevægede langsomt sin højre hånd, den, der var blevet strejfet af patronerne, gjorde det med forsigte bevægelser, vred den ind under sig og ind mod inderlommen. Hans greb fangede pistolkolben, fingrene knugede sig sammen, og han gled, ligeså langsomt, våbnet frem. Skulede ned. Tjekkede displayet på siden. Intet. Displayet var mørkt, dødt. 

De kunne ikke skyde sig vej ud.

Alt elektronisk var ødelagt af den elektromagnetiske impuls.

De var, i bogstaveligste forstand, fanget.

Bruce bed atter tænderne sammen, denne gang i tydeligere forpinelse, og kiggede atter hen på døren. 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...