Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23063Visninger
AA

46. ---43---

Agent Will trådte ud i garageporten, og loftslamperne tændte automatisk, idet hans bevægelser blev registreret. Det grålige slips slaskede henover det sorte jakkesæt i takt med hans gang, og han strøg målrettet henover den sorte asfalt, mod sin svagt strømlinede bil med næsten udfladet tag, sort i farven, og bygget i flere lag, der befandt sig foran ham. Han var to meter fra bilen, da indbyggede sensorer i kanten af sidespejlet registrerede hans bevægelser. Forlygterne blussede op. Sidedøren til førersædet gled tilbage og svang opad, ligesom dørene på DeLoreans, selvom dette ikke var en DeLorean og heller aldrig havde været det.

  Han svang sig i én, glidende bevægelse ind på det flødelyse førersæde, hans krop trykkede sig blødt ned i det kropsudformende kunstlæder, og idet han havde sat sig ind, gled døren automatisk tilbage og nedover åbningen.   

De små LED-lamper klarede op i det lave, lystpolstrede loft over ham, netop som døren var gledet i, og efter lamperne tændtes, aktiveredes det interaktive kontroldisplay henover vindspejlet. Denne bil benyttede sig ikke af nogen former for rat. Den var udelukkende styret af stemmekontrol og digitalisering. Afstandsbedømmelser, elektrisk ladning - bilen stod på fuldt opladet - og brændselscellekapaciteten viste sig i den nederste kant af displayet i venstre side, mens hastighed og kilometertal viste sig i nederste højre hjørne. Varmeindstilling, gearkontrol, lysindstilling og GPS-kontrollen glødede i digitale lys henover displayets øvrighed. Agent Will løftede hånden, mod det digitale kort, der befandt sig tværs over for ham, i en formindsket firkant blandt virvaret af udmålinger og instrumentfremvisninger, og han behøvede ikke engang at berøre vindspejlet, men blot vifte hånden gennem den holografiske illusion, før kortet svulmede ud og syntes at sluge det omkringværende display. Kortet var et sattelitfotografi, et hybridkort over San Francisco, der viste et levende billede, men med vejene tegnet op i gule og grønne og røde og hvide farver. Han sænkede hånden bort fra det forstørrede kort. Begyndte herefter at tale.  

"Vis mig San Fran, sektor D4!"   

Bilen adlød hans ordre, en hurtig bibben fremlød fra computeren, og kortet vred sig rundt, mod uret, en kort gang. Herefter blev der zoomet ind, det var som at falde, langt og dybt, og huse og veje og skove kom nærmere, og så stoppede kortet med at zoome. Istedet dannede der sig en rød firkant, der grænsede sig omkring den sektion, Agent Bruce lige nu befandt sig i. Agent Will smældede fugtigt sine læber. Kortet zoomede længere ind, til Forest Hill og Noe Valley, til et område, der var omtrentlig fem meter i diameter.   

"Zoom ud til en afstand af ti kvadratkilometer."  

Ordren blev resolut adlydt, kortet zoomede denne gang ud, fra fem kilometer og til ti kilometer, og viste Thompson Avenue, Noe Valley Boulevard, Sanchez Street og Elisabeta Avenue, i områdets midtersektion, og i øverste top strakte Forest Hill sig rundt om Twin Peaks, og smeltede ud til Sunset District. Mod højre befandt Noe Valley sig, der, i kortets yderste højrekant, akkurat grænsede til Tenderloin. Røde bogstaver dukkede op over kortet.  

SAN FRANCISCO WEST END.  

Agent Will slikkede tungen henover underlæben, nikkede en kort gang, og skilte atter læberne. "Vis mig trafikken i West End, i regionen mellem Noe Valley og Forest Hill." Kortet adlød atter, og talrige prikker, der udgjorde biler, plettede sig frem på det indviklede netværk af veje, og pejlepile med tekstbokse i toppen, der viste information om de enkelte biler, som prikkerne udgjorde, strakte sig indover kortet. Trafikken i denne region af San Francisco forekom sparsom, men det var ikke underligt, for det var midt om natten og mange sov, men Thompson Avenue, der gled ned mod motorvejen i kortets bund, viste alligevel en tæt trafik i et hav af pletter, der udgjorde de alt for talrige biler. Agent Wills grønne øjne skannede henover hvert hjørne af kortet.   

"Zoom en kilometer ind, og vis mig Noe Valley kvarteret."   

Kortet zoomede ind. Elisabeta Avenue dukkede op, strakte sig fra venstre side, ind mod midten, og hen forbi Dolores Street og San Jose Boulevard i kortets højre periferi.   

"Spor ind på Agent Bruce Williams bil, registreringsnummer S-722Q45."  

Endnu et bip. En rød prik dukkede op i venstre del af Elisabeta Avenue, i kanten af Noe Valley, og en tilhørende pejlepil strakte sig op fra prikken, videre op mod toppen af kortet, hvor den endte i en tekstboks. Agent Will kiggede på kortet, og gjorde det længe, og den røde cirkel svævede henover den hvide streg, som udgjorde Elisabeta Avenue, og herefter samlede han pege- og langefingeren, gled dem op gennem luften og hen til bilen. Han rørte den holografiske prik. Kortet stivnede. Herefter trykkede han to gange, så kortet svulmede ind, hvorefter han greb toppen og bunden med tommel- og pegefinger, og gled kortet ned i det holografiske displays venstre underhjørne. Han snakkede atter.  

"Spor ind på agenter i umiddelbar nærhed af Agent Bruce Williams nuværende position."   

Kortet adlød ham, et bib, der gik tre sekunder, og så dukkede et portrætbillede op af en mand med sort, karseklippet hår, firskårent ansigt med kraftige, fremtrædende kæbelinjer og en svulmende hals, der var stolpeagtig og muskuløs. Hans stålfarvede øjne havde et kobolblåt skær. Munden var en lige, usmilende streg i ansigtets nedre region. Navnet dukkede op over billedet.  

AGENT WARREN SHAW - ELISABETA AVENUE, NOE VALLEY. STATUS: AKTIV.  

En rød firkant viste sig i kortet, et stykke længere oppe ad Elisabeta Avenue, muligvis tre, eller fire, kilometer fra Agent Bruces nuværende position.   

"Now, minimér billedet og forstør kortet, og få derefter tilkoblet dig Warren Shaws, registreringsnummer 777SB's, kommunikatorenhed, og sæt ham i forbindelse med mig." Endnu et digitalt bib af bekræftelse, inden billedet svulmede ind, i bunden af displayet, hvorefter kortet, der, indtil nu, havde befundet sig hvilende i displayets venstre periferi, atter svulmede op og udfyldte displayets midtersektion, over det nu indskrumpede billede. Den digitale firkant, der udgjorde Agent Warrens befindelsessted, rødmede sig omkring det sparsomt bebyggede område længere oppe ad Elisabeta Avenue. Den røde cirkel, der udgjorde Agent Bruces Mercedes, fortsatte med at glide støt fremad, kom stadigt nærmere firkanten, og Agent Will rettede sig tilbage i sædet, greb selen i processen, og gled den nedover sin krop. Han pressede den fast til selelåsen. Herefter greb han mavebæltet, strakte den henover underlivet, til den modsatte side af sædet, et klik og en elektrisk summen, mavebæltet strammede sig, og han strakte herefter hånden frem, og trykkede på den digitale skærm under holografien, der udfyldte vindspejlet.   

"Åbn garageporten, og vis mig et udsyn fra bagkameraet."   

Skærmen tændte. Et billede af garageporten bag ham svulmede frem. Porten gled opad mod loftet. Agent Will gjorde klar til at få bilen i bevægelse.  

*  

Det var en svag lyd, næsten ikke hørbar, små bibbende frekvenser, men trods lydens umærkelighed, vækkede det alligevel Agent Warren fra det ellers dybe søvnstadie, hans krop var indtrådt i. Han var lysvågen straks som øjnene åbnedes. En kvindearm slangede over hans skulder og hvilede hånden mod hans bryst. Han drejede hovedet, skulede mod venstre, og kiggede herefter frem. Den svagt, bibbende lyd blev udsendt fra øresneglen på natbordet ved siden af ham, og blåglimt af øresneglens lysdioder blinkede op i værelsmørket. Han strakte hånden frem. Knugede fingrene om øresneglen, og trykkede den ind til venstre øregang.   "Yes?"   Han ventede kort. Så nikkede han.  

"I'm on my way."  

Han fjernede sneglen fra sit øre, lagde den tilbage på natbordet, og greb herpå, i næsten samme bevægelse, fat i kvindens hånd. Kvinden sukkede svagt i søvne bag ham. Han løftede hånden fra sig. Svang sig herefter op i siddende stilling. Hånden dumpede ned på lagnet. Kvinden, hun var lyshåret, rettede sig i dynen, en stofknitren, men hun vågnede ikke. Agent Warren vred sig mod højre, til sengelampen, der hvilede ud fra den mahognibrune trævæg, og viftede håndryggen henover sensoren. Lampen tændtes. Skæret var hvidligt. Kvindens øjne blev stramme, hun stønnede atter og brynene rynkede sig ind mod panden. Hun vred sit ansigt bort fra lyskilden, og løftede den højre arm, hun før havde hvilet nedover Warrens skulder, men som nu lå henover den bløde sengemadras, og vred sig rundt, så hun til sidst lå med ryggen mod Warren. Armen slaskede hun henover sit ansigt. Endnu et tungt suk.  

Tre minutter.  

Han havde tre minutter.  

Warren rejste sig op, kun iført underbukser, trådte hen til skuffen under natbordet, og gled den ud. Pistolen hvilede i skuffens bund, klar til brug. Han løftede den op, fastholdte den med højre hånd, medens han strakte venstre hånd frem gennem luften og mod smartPadden på sit bord. Han gik ind på musikprogrammet, skulede til den lyshårede kvinde pakket ind i dynen, viftede øjnene tilbage til musikprogrammet, og scrollede herefter ned. Han skruede op i venstre periferi af SmartPaddens flade. Så startede han musikken, løftede pistolen - der allerede var både ladt og afsikret - og vendte ansigtet mod kvinden i samme bevægelse.   Det var et instrumentalt rocknummer, og de diskante guitarer skreg op i en metallisk lyd, der fik kvinden til at spjætte, og hun drejede sig rundt, mod Warren, panden var rynket i dybe furer, og til at starte med så hun ikke pistolen, han, i fremstrakt arm, sigtede på hende. "What the f ... !" Hun standsede midt i skældsordet. Det stivnede i hendes krop, da hun registrerede pistolen. Warren viftede sin pegefinger ned over smartPaddens flade, musikken stoppede, og han strammede fingrene på højre hånd. Pistolen forblev fremstrakt mod hende. Hendes nøddebrune øjne blev udspilet i en vantro rædsel.  

"Tag dit tøj på og forlad huset. Du har præcis ét minut."  

Kvinden gabte sin mund åben. Hendes pande var stadig furet sammen. Hun kunne intet andet end at stirre, og det var pistolløbet, og ikke Agent Warren, hun stirrede på. Warren holdte pistolen fremstrakt mod hende i en kort stilhed. Så drejede han pistolen væk fra hende, og istedet mod den væglampe, der hang over hendes side af sengen, og som var slukket. Han trykkede på aftrækkeren. Et dumpt, hult brag, dæmpet, fremlød, og lampen klirrede i stykker i en sky af sølvgrå metalstumper og skarpe glasfragmenter. Kvinden eftergav et hvin, spjættede hovedet væk og klaskede hånden beskyttende mod øjet, da stumperne skar hende ind i ansigtshuden. Da hun kiggede tilbage mod Warren, havde han atter rettet pistolløbet i hendes retning.  

"Tag dit tøj på og forlad huset i løbet af det næste minut, eller bliv skudt i hovedet. Dit valg."   

Kvinden kiggede på ham, ganske kort, og så skubbede hun dynen fra sig, svang benene ud fra sengen og ned på gulvet. Hun skyndte sig målrettet hen til den klump af tøj, hun havde placeret på gulvet tæt ved døren. Hun var, i modsætning til Warren, stadig nøgen efter samlejet. Warren fastholdte sigtet mod kvindens hoved, samtidig med at han med øjnene, ganske nøje, fulgte den mindste bevægelse, som hun foretog sig.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...