Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23496Visninger
AA

45. ---42---

Sanchez Street vred sig ned ad bakke på den anden side ad vindspejlet, vred og slangede sig gennem den frodige skov af kastanjetræer og palmestængler, med enkelte viktorianske huse, der engang imellem trådte frem mellem de frodige bevoksninger. Den stiplede midterlinje flimrede forbi. Motoren hvislede i en svag, hydraulisk lyd af elektricitet. Det dunkede koldt i Drews venstre tinding, men gjorde ikke ondt, selvom hans ører stadig skreg og han lugtede stikkende metal i sin næsehule og fornemmede den samme smag af sølvmetal prikke ham i tungen og ganen. Det gjorde ikke ondt. Istedet var det blot en tåge, en tung og kold tåge, der rullede henover hans tanker, og gjorde virkeligheden omkring ham fjern og dæmpet, fik alt til at virke længere væk end det egentlig var, og skuddet, der havde ramt ham, eller strejfet ham, eller begge dele, filmede i hans øjne, men det var Emma, og ikke ham selv, han så, idet hun faldt på græsset lige inden hegnet. Virkeligheden var ikke virkelig, for han kunne ikke mærke den, og det var en drøm, det var alt sammen en drøm, selvom der var vedblivende kolde og klistrede dunk i tindingen, men en drøm, alt sammen, kun en drøm. 

  Bevidstheden svandt væk, selvom han ikke besvimede, men kun stirrede, mod en virkelighed, der omgav ham, men som han ikke registrerede.   

Bilen vred sig om en svag venstrekrusning. Lygtepæles hvidlige lyskegler fejede forbi, blegnede henover Davids sammenbidte ansigt, idet han rettede sig op i sædet, og førte sin smertedunkende, højre arm ned til ærmet på venstre hånd. Han fornemmede blodet, der vådt kildrede nedover armhuden, i klistrede streger, der fugtede sig ind i trøjens stof, og da han drejede hovedet mod venstre og skulede nedad, så han kun alt for tydeligt den blodmørke plamage, der udfyldte trøjens skuldersektion. Han havde ikke sele på. Denne kendsgerning sked han en lang meter.   

Han kunne ikke bevæge venstre arm, den var lammet, han havde det som om den slet ikke var der, men alligevel prøvede han ihærdigt på at vride trøjen bort fra sin overkrop. Flere gange måtte han stoppe op, fordi smerten blev skærende og glødede op i venstre skulder, men det tog ham et minut, muligvis et halvandet, før det lykkedes ham at rive trøjen, gennemvædet af blod, bort fra sig. Han dumpede den skødesløst ned på gulvet. Herefter greb han fingrene om undersiden af venstre arm, drejede hovedet mod skulderen, og straktre armen en anelse, så skulderen blev tydeligere i kanten af hans synsfelt. Han så det, og ønskede, at han ikke havde set det. Et fint, rundt skudhul, øverst i skulderen, lige inden starten af skulderbenet og ærmekanten af undertrøjen, med fingre af stadig væskende blod, der i en netformation grenede sig fra skudsåret og nedover resten af armen. Han bed tænderne sammen og rynkede toppen af næsebenet. Lagde hovedet tilbage i sædet, strammede øjnene hårdt sammen, og forblev siddende sådan i langvarige, øjeblikke. Så åbnede han atter øjnene. Hans hånd slap ikke venstre underarm, idet han strakte sig frem og kiggede tilbage, mod sin søn, mod Drew, der sad på bagsædet og stirrede fremad, med øjne forsvundet i en dyb, hul tomhed. Venstre del af ansigtet var dækket over af et sortrødt blodtæppe, som startede i tindingen. Ansigtet var blegt, næsten papirshvidt.   

Endnu et smertejag, der fik David til at fortrække sit ansigt. Han kiggede på Bruce, derefter på vejen, der udstrakte sig foran ham, og tilbage på Bruce. Han snakkede med en hæs, smerterug stemme. "Vi ... vi bliver nødt til at komme omkring hospitalet. Min søn er ved at gå i chok, og jeg ... er blevet ramt i skulderen."   

"Don't worry, Mr. Matthews. Jeg skal nok få fat på en samariterafdeling. Men inden vi foretager os noget yderligere, skal vi først have rystet vores forfølger af os."  

"Forfølger?" David sagde det mere til sig selv end til Bruce, og registrerede lys i højre kant af synsfeltet. Han drejede hovedet mod lyskilden, og standsede blikket ved det højre sidespejl. Dér så han forlygterne på Agent Samuels bil, der hastigt nærmede sig bagfra. Agent Bruce svang om en højrekrusning, og bilens forlygter var borte i få øjeblikke, men kom så til syne, og denne gang forekom de at være endnu tættere på, end de var før. De halede ind på dem. En slap substansløshed sivede ud i Davids krop. Hans øjne svulmede, og han vred blikket tilbage mod Bruce.   

"Folk på en mission," sagde Bruce, uden at fjerne blikket fra vejen foran dem. Der var ikke længere huse, men kun en skråning, der omgav dem fra begge sider, med tilbørende fyrretræer, der skabte et tårnende flimmer i væggen af nat. De rundede endnu en krusning. Vejen skrånede ikke længere ned ad bakke, men opad.   

Agent Samuels sorte Mercedes satte farten op, og gled nærmere.  

David stirrede på Agent Bruce. "Hvad har du tænkt dig?"  

"Jeg har tænkt mig ... at igangsætte en afledningsmanøvre." De gled omkring den næste krusning, der var skarpere end den forhenværende, og der gik ti sekunder, og så svang Agent Samuel om den selvsamme krusning, med en bil, der kørte stadigt hurtigere.  

Der var noget ved Agent Bruces ordvalg, David ikke brød sig om, og som gjorde inderlårene stramme og kolde og isnende. "Afledningsmanøvre? Hvad mener du med det?"  

"Jeg mener nøjagtigt det, jeg siger. Jeg vil igangsætte en afledningsmanøvre. Og det skal du hjælpe mig med. Du har pistolen. Og siden du er politibetjent, går jeg ud fra, at du kan finde ud af at bruge den."   

David kiggede væk fra Bruce, og skulede ned mod pistolen, han hvilede i sit skød. Han gled tommelfingeren henover pistolfladen, og det glimtede sølvmetallisk af lys, som blev afreflekteret. De øvrige fingre strammede sig omkring kolben. Han løftede blikket opad, betragtede sidespejlet, og forlygterne, der var kun alt for tæt på, kiggede herefter endnu engang til Drew på bagsædet, og til sidst på Bruce ved siden af ham. Fingrene, han nu havde klemt om pistolkolben, strammedes.   

"Snakker du om at skyde mennesker?"  

"Hvis det viser sig at blive en nødvendighed, så ja."   

Davids mundvige blev fremtrædende og nedadbuende. "Og hvad vil du gøre, hvis jeg nægter?"   

"Well, Mr. Matthews, jeg kan selvfølgelig ikke tvinge dig til at gøre noget, du ikke selv har lyst til. Men hvis du nægter, hvilket du selvfølgelig er helt fri til at gøre, så skal du nok kysse farvel til det spinkle håb, vi stadigvæk har om at kunne redde den pige. De andre agenter er dobbelt så snedige som jeg, og uden en afledningsmanøvre, well ... så er vi sådan set allerede døde."   

David kiggede fremefter sig, mod den næste krusning, der gik mod højre, og autoværnet, der reflekterede Bruces forlygter i et metalgrå genskær, og de drejede, og udsynet af fyrretræerne og jordskrænten på venstre side erstattedes snarligt efter af et panoramisk udsyn over Noe Valley og Castro og Tenderloin, og kanten af Twin Peaks mod venstre, samt skyskraberne i TransBay kvarteret, der udgjorde San Franciscos fjerne centrum langt ude i mørket. Det var klart og tågefrit, og de mange lys, gullige og hvide, klarede natten op. Udsynet varede ganske kort, og blev atter erstattet af muren af fyrretræer, imens vejen sank nedad og krusede mod venstre. David havde ikke lagt mærke til udsynet, selvom det var i den retning, hans ansigt bestirrede sig. Han lagde ikke mærke til udsynet, men kun Agent Bruce, der vedblev med at fokusere fremefter. Davids kæber blev pludselig stramme, og han kunne ikke lægge en dæmper på den hårhed, der blussede op i hans stemme.  

"Og hvad med min søn? Har du tænkt på det? Har du tænkt på, hvad der sker, hvis jeg ender med at skyde en eller anden uskyldig person, når han er i den tilstand, han lige nu er i?"   

"Din søn er i chok. Han lægger næppe mærke til ret meget."   

David nikkede, og kiggede fremfor sig, og han ventede, indtil vejen fladede ud og fyrretræsplantagen forsvandt og istedet erstattedes af en tæt række af Kolonial Revival-bygninger, der flimrede forbi dem i hvidt og sort og brunt, alle sammen bygget på en kombination af træ og tegl, og han ventede, indtil de havde kørt på denne lige strækning - langt ude så han skæret fra et lyskryds - i femten sekunder. Så blev hans læber tilbagekrænget, så tænderne kom alt for tydeligt frem, og han løftede øjeblikkeligt pistolen og pressede spidsen af løbet op i Bruces underkæbe. Bruces fingre blev automatisk stramme om rattet, og han mistede i et kort sekund føret, så bilen slingrede ud i den modkørende vejbane, men der gik ikke længe, før han fik den tilbage på ret kurs. Knap halvfjerds meter bag dem kløvede Agent Samuel luften, gled over vejen og hastigt imod dem.   

Bruce lagde hovedet en anelse tilbage, så han istedet måtte skule for at få et udsyn fremad, og David gjorde sine tænder stadigt mere sammenbidte. Hånden med pistolen dirrede. "Hvor dum tror du jeg er, stupid fuck?" Han hvæsede, og halssenerne trådte atter engang tydeligt frem under den solbrændte hud. "Der er ingen logik i de ting, du lige nu prakker mig på! Afledningsmanøvre! Min bare! At skyde tilfældige mennesker, der intet har gjort, vil ikke gøre vores situation bedre, og det ved jeg at du ved! Du er ude på noget, og en afledningsmanøvre er det ikke! Fortæl mig, hvad fanden det her virkelig drejer sig om!"   

"Med al mulig respekt, Mr. Matthews," sagde Bruce, og hans stemme havde hævet sig en anelse og var blevet mindre neutral, "så ved du vist godt selv, hvad det her handler om. Vi skal redde Emma Sarcony. Det sagde du selv. Gør nu ikke noget forhastet, for ellers ender du med at bringe os alle i livsfare."   

"Livsfare?" David pressede pistolløbet hårdere op i Bruces underkæbe. "Det er DIG der har bragt os i livsfare, din fucking psykopat! Først dræbte du Janice, og derefter prøvede du at slå både mig og min søn ihjel! Jeg stoler ikke på dig! Du er en løgner, et fucking møgsvin, og du har ført os bag lyset, har du ikke også? Hva'? HAR DU IKKE OGSÅ?"   

Agent Samuel lod bilen skråne henover den stiplede midterlinje, hen på den modkørende vejbane, klar til at hale ind på dem og skubbe imod dem fra siden. Bruces Mercedes kom tættere. Halvtreds meter mere. Femogfyrre. Nu kun fyrre.   

David pressede pistolen så langt op i Bruces underkæbe, at Bruce endte med at skråne ansigtet næsten op til loftet. "Jeg sagde, at jeg ville hjælpe jer, Mr. Matthews. Det var den eneste grund til, at jeg fjernede senderen, og lokkede agenterne væk fra køkkenet. Du finder lige nu på rene konspirationer ... !"  

David afbrød ham i en hæs hånelatter, der på ingen måde var ægte, og svarede ham efterfølgende. "Konspirationer? Ikke en fucking skid! You've set us up! Du havde hele tiden vidst, at der var andre agenter på vej efter os! Det har du endda selv fortalt os, og du vidste, hele tiden, at de ville slå os ihjel, når de nåede hertil! Du har hele tiden vidst, præcis hvor de har befundet sig og hvornår, de ville være der! Du ventede bare indtil det rette øjeblik med at fjerne den forpulede møgsender, så du havde muligheden for at stikke af og overlade mig og Drew til den visse død! Men da agenterne kom ... da agenterne kom, så VIDSTE du, at du ikke kunne nå det, gjorde du ikke? Så du ændrede dine planer, og spillede videre på dit lille spil, hvor du 'hjalp' os ud i bilen, lod som om, du ikke var på de andre agenters side, og så kunne finde en anden måde at slå os ihjel på ... !"  

"That's NOT true!" Bruces stemme blev skarp. "Det har slået klik for dig, menneske! Jeg ville ikke have gjort så stort et besvær med at fjerne den skide sender, hvis ikke det var fordi jeg rent faktisk VILLE hjælpe jer! Jeg vil hjælpe jer med at finde den pige, og stoppe manden, der står bag alt dette, men det bliver sgu lidt svært, hvis vi alle sammen er døde på grund af din alt for store paranoia! Så, for sidste gang, please fjern den pistol og giv mig tid til at tænke mit næste træk ige ... !"  

"ALDRIG I FUCKING LIVET!" David brølede så højt, at hans stemme skingrede sig lysere, og det gav et mærkbart sæt i Bruce. "Du har haft RIGELIGT med tid til at 'tænke dit næste træk igennem'. Men ikke længere. Nu er det MIG, der har kommandoen, og jeg beodrer dig til at holde din fede kæft, og udelukkende gøre det, som JEG beder dig om."  

På Agent Samuels vindspejl blev afstandsbedømmelsen til Bruces bil vist med digitale holograftal.   

20 meter - 19 meter - 18 meter ...  

David viftede hurtigt blikket frem foran sig, mod lysreguleringen knap hundrede meter borte, og kiggede tilbage på Agent Bruce. "Sæt farten op og drej til højre på Noe Valley Boulevard. Så ligger politistationen yderligere en kilometer på højre hånd."   

Agent Samuels Mercedes nåede op på siden af Agent Bruce, og Samuel greb fat om rattet og slyngede det så hårdt mod højre, han kunne. Bilen gled ind i siden af Bruces Mercedes med et metallisk brag, og sammenstødet slyngede den seleløse David voldsomt fremover, så pistolen automatisk gled bort fra Bruces underkæbe. David skød refleksivt i processen, ramte venstre siderude, der splintrede sig mælkehvidt. Bruce vred omgående rattet til venstre, og trykkede på samme tid foden ned i bremsen. Dækkene skreg, surt stinkende røg dampede op fra gummiet og bilen skred rundt, så den vendte sig på skrå af kørebanen. Agent Samuel, der netop havde løftet pistolen for at skyde, drejede målløst hovedet mod højre, kiggede efter Agent Bruces Mercedes, der nu holdt stille på vejbanen bag ham og hastigt blev mindre, i takt med, at Samuels bil kørte længere bort. Han sænkede pistolen, og drejede hovedet fremad, mod lysreguleringen.  

David rettede sig op, tog sig til nakken og vendte øjnene mod Agent Bruce, og mere registrerede han ikke. Agent Bruce slyngede sin knyttede næve gennem luften, smækkede den ind mellem øjnene på David, så Davids hoved rullede bagover og hans krop faldt tilbage. Tindingen smækkede ind i sideruden. Bruce greb fat i pistolen, og vendte øjnene fremefter, mod Agent Samuel, der aflagde sig stadig større afstand fra dem.   

"Nu er det vist bedst, jeg overtager styringen herfra," sagde han, atter roligt, selvom David var bevidstløs og ikke kunne høre, hvad Bruce sagde.   

Agent Samuels bil bremsede op.  

Bruce vidste, at han skulle handle hurtigt. Han gav bilen besked om at dreje om i en uvending, og den gjorde, som han sagde, vred sig rundt, og kørte tilbage ad den modsatte vejbane. Bruce holdt om rattet med venstre hånd, og knugede pistolen med den højre.   "Sæt automatpilot til, og giv mig et overblik."  

Bilcomputeren bippede, og forruden forvandlede sig til et digitalt kort over området. Vejen, han kørte på, var markeret med gul. Bilen var markeret som en rød cirkel, der gled op ad den gule vej. Længere oppe, lidt længere fremme, befandt der sig en sidevej med tilnavnet Elisabeta Avenue, som forsvandt nordpå, ind i Noe Valley og mod det indre San Francisco.  

"Drej ad den første vej på højre hånd," sagde Bruce.   

Bilcomputeren bibbede atter, dækkene skreg og bilen drejede skarpt til højre, uden at sænke farten, og svandt herefter ind ad Elisabeta Avenue, der strakte sig udad, omgivet af familieparcellerne på begge sider.  

 

*  

 

Agent Samuel forblev holdende tyve meter fra lysreguleringen. Han havde stukket hovedet ud af sit nu åbne vindue, og kiggede sig tilbage, hvor han havde observeret, hvordan Agent Bruce drejede sin bil i en uvending, for detefter at forsvinde i modsatte retning, tyve sekunder, og så dreje til højre ad en anden sidevej. Samuels læber blev smalle. Han drejede hovedet fremefter, trak sig tilbage i bilen og aktiverede det interaktive kort, der, ligeledes, udfyldte vindspejlet.   Han sporede sig ind på Agent Bruces Mercedes, så den som en rød plet, der hastigt svævede sig op ad den hvide streg, som udgjorde Elisabeta Avenue, og greb herefter rattet inden han skulede fremad.  

"Tilkald agenterne i umiddelbar nærhed."  

Kortet formindskede sig, så Agent Samuel havde udsyn, inden han begyndte at køre fremad, mod lysreguleringen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...