Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23490Visninger
AA

44. ---41---

Agent Jake var den første, der drejede hovedet mod det oplyste køkkenvindue, idet bilen var standset ved vejkanten. Skråt ved siden af dem befandt indkørslen sig, og i indkørslen holdt Davids bil, stille og mørknet af den omkringliggende nat. Jake så bevægelser, en skygge, der flimrede i den gullige baggrundsbelysning bag vinduets stofgardiner, og herefter bølgede gardinet tilbage, blot en anelse, han så et ansigt, kun kortvarigt, og drejede hovedet til venstre, mod Agent Samuel. Samuel nikkede. Jake klikkede selen op, Samuel gjorde det samme, og de to agenter åbnede dørene og svang sig ud på asfalten samtidig. 

  *  

 

David standsede ved stofgardinet, Drew stod to meter fra ham, klemt op mod væggen og stadig med sin hånd dækkende hårdt for munden. Han krummede fingrene sammen, lod fingerleddenes indersider hvile mod gardinkanten, og trak herefter gardinet en anelse tilbage. Udsynet mod vejen var begrænset, men han så den ikke desto mindre. Den mørke Mercedes, der næsten gik i ét med natten, hvis det ikke var for det blege skær, som strålede bort fra de klare forlygter. Musklerne i hans krop krampede sig hårde, isen i skridtet klemte atter, og han kunne føle pistolens kolde, døde metal bide sig ind i højre håndrod. Smerten dunkede hult frem i albueregionen, den skærende, ulidelige smerte som resterne efter slåskampen med Bruce. Han så dørene svinge op, og de sortklædte mænd - den ene mørk, den anden lys, men med sortglinsende hår, der var blevet anrettet i en militærisk klipning - svang sig glidende ud på asfalten. Det stak mod hans tunge, dog smagsløst, og han gav omgående slip på gardinet.  

"Vi bliver nødt til at ... !" begyndte David, og vendte sig rundt, men synet, der imødekom hans øjne, fik ham til at stivne og fik ordene til at visne i ham. Der, hvor Bruce havde siddet få øjeblikke tidligere - der var kun gået sekunder, ikke mere -, var der nu blot en tom stol, omgivet af ubrugelige reb. De mørke, tykke blodklatter der plettede sig på bordpladen, var det eneste, som bevidnede om hans eksistens. Dolken var borte, det samme var de sorte handsker.   

En hul lyd af døre, som smækkede i, brød stilheden bagfra, men David kunne ikke kigge sig tilbage. Kun frem, på pladsen, hvor Bruce havde siddet, Bruce, der nu var forsvundet, sporløst, med dolken, og efterladt ham og Drew alene i køkkenet, til deres egen død. Han burde have vidst det. Han burde fandeme da have VIDST det.  

"Nej. Nej. Nej forhelvede, NEJ!" udbrød David, hæst og sammenkvalt, inden han omgående vendte sig mod Drew, der stod klemt mod væghjørnet til venstre for ham. "Hvorfor stoppede du ham ikke?" Drew, der, indtil nu, havde kigget ned mod gulvet, løftede øjnene, så på farmand, og rædslen fik de grønne iriser til at dirre, og det var blandet op med et blankt slør af tårer. David kiggede på ham, og det gjorde han i langvarige sekunder, skulle til at træde frem, men skiftede mening og lod istedet blikket vifte tilbage, mod bordet og døråbningen indtil entréen. Han trådte i bevægelse, skridtede hurtigt og målrettet fremad, gik, indtil han nåede ned til væggen og kun var to meter fra døråbningen, og venstre skulder klemte sig ind til den hårde overflade. Der lød skridt, knap tydelige, men de var der, hvislede omkring dørkarmens hjørne og ind i køkkenet, og David trådte nærmere døråbningen, løftede pistolen med højre hånd i processen, en halvanden meter, det skælvede i hånden, og ...  

Lyset gik. Verden blev forvandlet til et tæt mørke, netop som David næsten var nået ned til dørkarmen - han manglede næppe mere end en meter -, og han farede sammen og spjættede rundt, så ryggen pressede ind mod væggen. Kort stilhed. Så hørte han glas klirre henover et trægulv ovenpå, og han drejede atter hovedet til venstre.   

Hvad foregik der? Hvad fanden foregik der?   

Han ventede. Ventede lidt mere, endnu en skinger klirren af glas, der knustes, og herefter en stilhed, der varede kortere tid end den første. Stilheden blev brudt af tunge skridt mod knagende træværk, og det gik få sekunder senere op for ham, at det var agenterne, og deres skridt kom ikke nærmere, men syntes istedet at fjerne sig. Han bed fortænderne ned i underlæben, trådte langsomt fremad, indtil hans hoved nåede dørkarmen, og han, ved at strække halsen en anelse, kunne bue blikket omkring hjørnet, ind i entréen, og han så agenternes menneskeformede silhuetter - Agent Samuel forrest, Will lige bagefter -, firskårne og robuste, idet de vandrede op ad trappen. De røde laserskær fra pistolernes digitale laserstyring var det eneste, der lyste op i mørket. Hjertet hamrede panisk mod brystkassen. David følte sig tør i svælget. Han drejede hovedet, og vendte blikket tilbage mod Drew, der havde stillet sig tæt, sammenkrummet, ind til hjørnet, så kun kanten af det bleghvide lys fra agenternes Mercedes akkurat strejfede hans ansigt, og var det bare ham, eller var det en tåre, som han kunne se glide ned langs kindkanten?  

David drog sig et sidste kig tilbage i entréen og mod agenterne, der allerede var halvvejs oppe ad trappen, og en tanke tog form i hans ellers chokramte sind, en tanke, der fik ham til at forlade dørkarmen og skridte op mod vinduet, med lyset fra forlygterne til at orientere sig efter. Han standsede ved ruden, greb kanten af stofgardinet, og rullede det forsigtigt tilbage. Han betragtede græsplænen og vejen, der blev udfyldt af den parallelle Mercedes med de klare lysbjælker fra forlygterne. Så så han noget andet. En Mercedes, omtrentlig ligeså identisk, men denne gang med lyset slukket, gled frem på vejen, og standsede knap en meter bag den Mercedes, som tilhørte de to agenter. Bilen standsede, ventede, men det tog alligevel David lidt tid, før han forstod, at denne Mercedes tilhørte Agent Bruce, og at Bruce måske alligevel ikke bare var stukket af, for at overlade dem til deres død, men var stukket af for at lokke agenterne bort og hjælpe David og Drew ud og hen til bilen og væk. David kunne ikke finde nogen anden logisk forklaring på denne hændelse, selvom den virkede grotesk, alt for absurd, men han måtte satse. Det var liv eller død, og uden satsning var det med garanti død. Han vendte sig mod Drew, og hørte en skælvende vejtrækning, våd, men lod sig ikke bemærke af det tydeligt forgrædte stadie, hans søn befandt sig i. Lige nu var ikke tiden til medfølelse eller sympati eller trøst eller hvad pokker. Lige nu var tiden til handling.   

Han langede fat i hans hånd, fornemmede sin søns krop stivne, og fremhviskede en hurtig, men alvorlig, sætning gennem sine tænder. "Vi skal ud, Drew, og vi skal ud NU!" Så rykkede han ham frem, og Drew lystrede, kunne ikke gøre andet end at lystre og græde tårer, der faldt uden lyd, og der gik et par øjeblikke, og så var de ved dørkarmen. David standsede, og skulede opad, mod toppen af trappen, tids nok til at se agenterne svinde bort om hjørnet, til venstre, mod badeværelset og sovekammeret, og herefter drejede han blikket fremefter, mod den brede, næsten truende, åbning til stuen, og fra åbningen videre til indgangen mod venstre. Han skulede atter op. Agenternes silhuetter var forsvundet. Han strammede grebet om pistolen med højre hånd, og om Drews hånd med venstre, og kastede sig hurtigt ind i entréen og mod den åbne udgang.  

 

*  

 

Agent Samuel så lokaliseringspletten blinke hvidere og hidsigere på indersiden af solbrillevisiret, og han løftede pistolen stadig højere, holdte den i tohåndsgreb, den røde prik gled henover gulvet, han skrånede løbet, og han nåede døråbningen til soveværelset. Vred sin krop mod venstre. De to glasruder var begge pulveriseret. Lokaliseringspletten gik amok. Jake standsede lige bag ham. Samuel kiggede gennem den glasløse dør med den ligeså pulveriserede glasvæg, trådte et enkelt skridt frem, og skårene knirkede under ham. Han standsede. Lokaliseringspletten viste, at chippen befandt sig 183 centimeter fra ham. Og det var ikke foran, men nedenunder. Han kiggede ned. Lod pistolen pege mod sine fødder, den røde plet gled henover det blålige pulverdrys, standsede og han vidste det. Et svagt, grønligt afskær, der ikke kom fra glas, men fra den chip, som ikke længere befandt sig i kroppen på Agent Bruce.  

Så hørte de det begge. Løbende skridt, der trampede henover gulvet i entréen. Jake var den første til at vride hovedet bagud, og han reagerede omgående, løftede pistolen med det samme faste tohåndsgreb, som Agent Samuel benyttede sig af, og satte sig i bevægelse. Der gik ikke meget mere end et sekund, før han nåede trappen, og atter svang sig rundt, denne gang mod højre, og han fik øje på David, der løbende hev sin søn med sig over gulvet, de var næsten ved udgangen, og han løftede pistolen, sigtede frem, lasergløden blændede rødt gennem mørket, og så skød han.   

 

*  

 

De nåede gennem døren og ud på verandaen, da noget varmt svidede og brændte henover siden af Drews hoved, det var som en brædde, der med al for hård kraft smækkede op i hans tinding, og det skreg i begge ører. Han mistede fodfæstet, snublede forover, endnu et skud, og træ eksploderede ud fra hjørnet af træstolpen skråt overfor dem. Han landede med knæene på verandaens gulv, men kunne ikke sunde sig, for David trak ham øjeblikkeligt op, og dette fik Emma, der vrælede op, kort inden hun, ligeledes, snublede og røg i knæ, til at glimte hurtigt for Drews nethinde. Bevægelse flimrede for ham. Blodet kølede nedover siden af ansigtet i sortrøde strømninger fra en skudflænge, der strakte sig henover venstre tinding. De nåede bunden af de to trappetrin. Sidedøren og bagdøren på Bruces Mercedes åbnede. Ti meter mere, ti meter, David bed tænderne sammen og hans halssener blev tydeliggjorte som lange orme, der grenede sig ud under huden på halsen og henover kravebenet, som han løbende trak sin søn med sig, bort fra stien og indover græsplænen. Drews vejrtrækning hvæsede af skinger panik. De var der næsten. Forlygterne på den sorte Mercedes tændte. Syv meter. Seks meter. Agent Jake styrtede fra trappen og henover entréen, hen til verandaen, hvor han atter strakte pistolen frem for derefter på ny at skyde.   

David skubbede Drew frem foran sig, da han nåede bagsædet, og Drew væltede forover, tog fra med hænderne og forsvandt ind i bilens bagsædesektion, og David vendte sig omgående om, og greb fat i kanten af den åbne dør til passagersædet ved siden af Bruce, da noget slog ham hårdt i venstre skulder. Han udstødte et hæst vræl, da splinter af smerte pulveriserede skulderknoglen og sprængte nervebanerne til en død, følelseskold stikken, men trods det næsten paralyserende skud, der havde ramt ham, kastede han sig alligevel fremover, væltede sidelæns ind på passagersædet, endnu et skud, så noget, der hvislede, og jord, der eksploderede i en brun, puffende sky ved kanten af vejen under ham, men alligevel fik han krøbet benene ind til sig, ind i bilen, og væk fra den frie luft.   

"Bak!"  

Det var alt, hvad Bruce behøvede at sige til bilen, før den indbyggede computer forstod, hvad der foregik, og den kunne aflæse på hans toneleje, at den ikke bare skulle bakke normalt, men hurtigt, og dækkene skreg mod asfalten, da bilen i samme øjeblik adlød sin ejers ordre og fræsede bagud og væk fra Samuels og Jakes Mercedes. Agent Jake, der nu var nået ned i bunden af verandaen, ned på stien af stenfliser, og som stadig stod med pistolen fremstrakt, forsvandt sammen med huset, idet bilen bakkede omkring kanten af det træbevoksede overdrev. Bruce greb omgående rattet, flåede det rundt og bilen foretog en uvending i ét kraftigt ryk, der fik de stadigt åbne bildøre til at smække i. Så pressede han fodspidsen ned mod speederen, og knugede fingrene om rattet. Bilen accelerede fremad og svandt hastigt ned ad Sanchez Street, nu med huset og den anden Mercedes bag sig, og ikke foran sig.  

Agent Jake blev stående, foran huset, og sænkede langsomt pistolen. Hans hoved skrånede sig en anelse, idet bilen forsvandt. Samuel dukkede op bag ham. Jake blev ved med at kigge i den retning, bilen var kørt bort i. Samuel trådte frem, først op på siden af Jake, derefter hen foran ham, og standsede fire skridt senere. Kiggede ligeledes i retning af den bortkørte Mercedes. Hans øjne var gemt bort i de sorttonede brilleglas, idet han, med rolig og nøgtern stemmeføring, begyndte at tale.  

"You failed."  

Med disse ord sigtede han pistolen bagud, mens han selv kiggede fremad, mod vejen, og så skød han. Et dumpt, hvislende skud lød. Agent Jake eftergav et spjæt, idet patronen gennemborede hans pande og rejste videre ud gennem bagkraniet. Han blev alligevel stående i flere sekunder efter skuddet havde ramt ham, og han svajede en anelse, imens en fin slange af blod mørkt vred sig nedover pandebrasken fra det møntstore skudhul. Det var da blodstrømmen nåede næsebenet, at hans krop slapt knækkede sammen på jorden. Først da Samuel hørte den dumpe lyd af Jake, der kollapsede på stenene bag ham, sænkede han pistolen, for derefter at begive sig hen mod bilen, og han lod Jakes døde krop ligge tilbage på stenfliserne som om intet var hændt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...