Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23067Visninger
AA

43. ----40----

Bilen gled op ad Portola Drive, forbi palmerne og kastanjetræerne og bregnebuskadserne, og forbi lygtepælene i vejens midterskilning, med de digitale reklamer, der bevægede sig levende i natten. Agent Samuel og Agent Jake udvekslede blikke med hinanden. Det var grønt i lyskrydset hundrede meter længere fremme. Der var næsten ingen trafik. Sutro-tårnet rejste sig i vejret længere borte, kun tydeliggjort af de rødtlysende advarselslamper på tårnets tre horn, der spidsede op i natten. Lokaliseringspletten blinkede kraftigere på det interaktive kort, der udfyldte bilcomputeren, og afstandsudmålingerne, der, i digitale tal, blev projiceret op på underkanten af vindspejlet, talte stadig hastigere ned. 

  5 kilometer og 4 minutters afstand tilbage.  

   Agent Samuel knugede om rattet, og hans læber blev tynde, lyskrydset nærmede sig stadigt, og han sænkede ikke farten. Bilen drejede til venstre i en glidende bue, næsten svævende, henover den sorte asfalt, idet de nåede lyskrydset, den drejede, og så kørte den ind på Clarendon Avenue, der strakte sig videre ind i Forest Hill. Bygningerne, der flankerede vejen, var viktorianske og i to etager. Vejen sank nedad, så udsigten til Sutro Tårnet og de svage glimt af skyskraberne i det indre San Francisco, der ellers havde været tydeliggjort over klumpen af natsorte træer, svandt bort. Agent Jake løftede venstre hånd, med den tilhørende smartpad, og drejede den herefter ind imod sig. Ærmet på det glatsorte jakkesæt gled han tilbage, så smartPadden blev synlig, og den udgav en svag afglansning, da de passerede forbi det bleghvide lys fra en af de talrige lygtepæle. Han lod fingrene vifte sig henover fladen, hurtigt og mekanisk, og handskerummet foran ham åbnede sig op. Han sænkede venstre hånd, lænede sig forover og greb hånden, denne gang den højre, ind i handskerummet, belyst af svagligt, blå dioder, som beklædte rummets bagvæg. Der lå to pistoler. Jake greb dem begge, og rakte den ene til Samuel, men uden at kigge på ham. Samuel tog imod den. Hans blik fjernede sig ligeledes ikke fra vejen foran.  

"Lad pistolen."   

Jakes pistol fremgav den højfrekvente, elektroniske hvinen. En summen. Pistolen blev afsikret.   

 

*  

 

Drews svedige fingre klistrede sig hårdt om skæftet på dolken, han havde fundet i køkkenskuffen, da han, tøvende, stoppede op ved siden af den alt for tålmodigt afventende Bruce, og derefter, mindst ligeså tøvende, langsomt rakte dolken frem til ham. Bruces ansigt var stadig henlagt i den alt for neutrale, alt for ligeglade, mine, idet han løftede sin egen hånd - en hånd, som Drew vidste kunne række frem imod ham og på et øjeblik knuse hans halsknogler - mod dolken. Deres fingre mødtes. Bruces virkede både stærke og hårde. Hans greb blev stramt. Han rykkede, men i et kort øjeblik ville Drew ikke give slip, turde ikke, og derefter blev hans eget greb hårdere, men Bruce rykkede igen, og Drew måtte til sidst give sig. Davids hænder var fortsat knuget om pistolen, da han overværede optrinnet.   

"Thank you," var alt, hvad Bruce sagde, og han smilte på intet tidspunkt. Han vred overkoppen rundt, mod David overfor, selvom det ikke var David, han kiggede på, og placerede dolken på bordpladen, så der fremkom en skurrende lyd af metal mod træ. Han fjernede hånden fra dolken, og førte den istedet ned til sin livrem, der lå ved siden af. Zinkgrå refleksioner slangede sig nedover siden af dolkens skær. Det klirrede fra livremmens spænde. Bruce strakte livremmen ud, men han rejste sig ikke, da han spændte den omkring livet på sine bukser. Han strammede den herefter til. Drew havde stillet sig ind til væggen. Hans hånd var atter gledet op og dækkede sig for munden.   

"Hvis nogen af jer har et lidt ... sart forhold til blod, bør I nok hellere kigge væk, for det bliver ikke ligefrem et kønt syn, det her," sagde Bruce, da han havde fastspændt sin livrem. Herefter gtab han fat i dolken. Den venstre hånd strakte han frem, henover bordpladen, og knyttede herpå fingrene sammen, samtidig med at han buede håndryggen en anelse frem. Det blege, lyserøde mærke, hvori chippen i sin tid var blevet indopereret, tegnede sig frem i den gullige belysning fra lampen, der hang over dem. Bruce løftede dolken. Fingrene blev stramme. Gled kniven gennem luften. Hans bevægelser var glidende og uhyggeligt behændige, og det var kun alt for tydeligt, at han vidste præcis, hvad han lavede. Han lod spidsen trykke ned på huden, men ikke så kniven borede sig igennem. Han trykkede blot. Mærkede. Undersøgte. Så skrånede han kniven, og hans læber tyndede sig ind, og så trykkede han hårdere, trykkede, indtil kniven gled gennem huden. Det dybrøde sår fra glasskåret i hans højre hånd blev kortvarigt tydeligt, da han strammede håndmusklerne, og senerne i håndryggen svulmede. Blodet dråbede frem i mørkerøde fortykninger på venstre hånd, og dråberne dannede en å, der flød nedad, forbi venstre tommelfingerrod og ned på bordpladen. Hans bryn blev koncentreret rynket, han vred og drejede kniven, skar videre, mere blod svulmede frem og Drew havde lukket sine øjne stramt til. Bruce forekom nærmest at skrælle sin håndhud bort.   

Det varede i et tidsrum, der var kort, men ikke helt til at definere, selvom David regnede med, at det var over ti sekunder men under fyrre. Bruce fjernede dolken, der nu var indhyllet i et overtræk af dybrødt, og lagde den tilbage på bordpladen. Blodet mørknede hans hånd, tykt, væskende, det klirrede fra dolkens skær, og han gled øjnene tilbage mod sin hånd. Det dryppede ned på træet, samlede sig i tykke pøle af organisk mørkerødt, og Bruce løftede hånden op til sin mund, krængede læberne tilbage og lukkede tænderne sammen om det friske sår, og så begyndte han at gnave.   

Den dybe, brummende lyd af en elektrisk bil, var det første, der nåede Davids ører, og fik ham til at vride hovedet bort fra Bruce og hen til vinduet mod venstre. Han rynkede brynene. Bruce sænkede hånden en anelse fra munden, nu indhyllet i en blodrød omkransning, og den svage, hydroelektriske brummen hvislede højere, og snart efter blegnede et klarhvidt lys fra to forlygter ud gennem vinduets tynde stofgardiner. Den brummende lyd stoppede. David blev siddende, kiggende mod vinduet.  

"They're here." Agent Bruce brød stilheden. David drejede hovedet imod ham, og et kortvarigt sekund af alt for tæt stilhed fulgte. Så rejste han sig op, hurtigt, og vandrede derefter fremad, ned mod vinduet, og pistolen lod han blive svunget langs sin hofte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...