Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23065Visninger
AA

7. ---4---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN, MAJ MÅNED 2050

 

 

Det var egentlig ikke fordi han kunne lide baseball, at Drew Matthews deltog i den årlige baseballturnering mellem hans egen High School - West Side High - og den rivaliserende skole. Det havde intet at gøre med, at han var en dygtig løber - dygtig fordi han løb tit - eller var vild med sport eller ønskede at blive anerkendt af de øvrige af sine venner, og måske ikke bare sine venner, men alle fra West Side High. Alle disse ting var sekundære sidestykker, af mindre betydning, i forhold til den virkelige årsag til, at han nu stod her, med battet knuget mellem begge hænder, klar til at svinge den ind i bolden, der ville blive kastet imod ham af pitcheren ude på marken. Den rigtige årsag til, at han stod her, var Emma Sarcony, der var med i Sophomorenes heppekor, brunetten med håret, der altid var langt og som flere steder krusede en anelse - men ikke meget -, pigen med de mandelformede øjne i blødbrune farver, der altid skubbede sig til halvmåner, når hun smilte og når hun grinte, og han elskede særligt når hun sad i sit tætsluttende heppekors-outfit, som hun gjorde lige nu, det hvide miniskørt og den lyseblå ærmeløse dragt med hvide striber nedover flanken - hvid og blå var West Side Highs kendetegnene farver -, så hendes både alt for velformede og solbrændte ben trådte frem, og som derudover fremhævede brysternes udbuling kun alt for godt. Emma Sarcony, pigen, han havde beundret på afstand og betragtet men aldrig rigtig snakket med, det var den pige, han nu kunne komme endnu tættere på, og det var derfor, han havde valgt at være her. Emma Sarcony. Det handlede kun om Emma Sarcony.

 

Hun skulle bare lægge mærke til ham. Det var det vigtigste. Hvis han bare sørgede for at ramme battet ind i baseballen på den helt rigtige måde, så han kunne skyde den ad helvede til, som hans træner, Carl Wishmore, altid plejede at sige - skyd den kælling af en bold så meget ad helvedes til, at det vil tage lysår at finde den igen! -, kunne han foretage en Home Run, og sikre sig holdets sejr. Han var holdets sidste batter før kampens afslutning og sammendragelsen af point, og hvis han lavede en Home Run, kunne han give sit eget hold, sin egen skole, flest point og derved kunne han sikre skolens ære og sejr, han ville komme på skolens egen Wall of Fame - ja, sådan en havde de faktisk, og måske var det prætentiøst som bare pokker, men Drew elskede det nu alligevel - og han ville få anerkendelse, og så ville han sikkert kunne imponere pigerne, særligt Emma Sarcony, så hun rigtig ville kunne lægge mærke til ham, ja, ja selvfølgelig, idéen var jo genial, pigen, han før kun havde beundret og betragtet men ikke havde nosser til at snakke med, ville komme til ham, fordi hun blev imponeret, en Home Run, han skulle bare lave en skide Home Run, og så havde han den gudesmukke Emma Sarcony fra West Side Highs Sophomore-heppekor indenfor rækkevidde.  

 

Pitcheren gjorde klar til at kaste, og Drew gjorde klar til at skyde. Strammede sine i forvejen alt for svedklistrede hænder, ligeså fugtige og dampende som panden, om battet. De spillede på udebane, på den rivaliserende skoles baseballstadion, og den befandt sig på San Franciscos Øst-side, hvor den kølige vind og den velkendte tåge ikke drev over, men blev fordampet af solens stråler, der denne torsdag i slutningen af maj svitsede sig dybt og varmt ind i huden. Varmen var ikke ulidelig, men den var kraftig, og Drew ville faktisk ikke have noget imod hvis der kom en kølig vind fra bjergpassene mod nord, eller en ligeså behagelig brise, der kom drivende fra Stillehavet mod vest. Det kunne måske også lindre den hidsige nervøsitet, der blev manifesteret i form af en vedblivende spjætten af en blodåre eller en nerve eller hvad det nu var mod tindingen. Ude på sidelinjen, borte i den venstre periferi, sad træner Carl Wishmore, og han lænede sig frem, tænderne var bidt sammen i en skærende grimasse og de turkise øjne var svulmet store, han sank gentagende gange, så adamsæblet, der spidsede struben frem, gled op og faldt ned. Fingerspidserne var trykket hårdt sammen mod hinanden.

 

"Kom så, Drew. Du kan godt. Kom så Drew, kom så for helvedet, kom så."

 

Pitcheren svang armen rundt i en cirkelbevægelse, hånden gav stadigvæk ikke slip på bolden, han svang armen i flere cirkelbevægelser, og så kastede han. Drews øjne fulgte bolden, der buede igennem luften, syntes at vokse sig større, og han hævede battet højere op, skrånede det ved skulderen, og hans svedklistrede hænder strammede stadig kraftigere. Catcheren, der stod bag ham, løftede sin behandskede hånd, et flump da bolden klaskede ind mod det læderbrune kunstgummi, og så vred han sig mod Drew. Svang hånden, op, ned, op, ned, men ventede med at kaste, før han var sikker på, at Drew var klar med battet, at han var helt klar, og så kastede han bolden i vejret. Drews grønne øjne flugtede med den, flugtede med den som den steg til vejrs, syntes at stå stille i luften - også selvom den egentlig ikke rigtig stod stille, men hele tiden var i bevægelse - i et kort millisekund, og så faldt den, ned, ned, ned, han blev stram i halsen og han svang battet. Pletskud. Det fragav et højlydt klok idet battets metalliske flade stødte imod boldens polyesterbehårede overflade, og bolden forsvandt ned mod den anden ende af baseballbanen, ned mod pitcheren, i en lang, høj bue gennem den frie luft, og Drew vidste at der ikke var den fjerneste tid at spilde, han skulle løbe, og han skulle løbe nu. Han smed battet fra sig på græsset, hjertets puls plantede sig dybere og kraftigere op i tindingen og han kastede sig i bevægelse. Bolden fløj videre. Pitcheren bakkede løbende tilbage, imens han hævede hånden, klar til at tage imod den, klar til at gribe den, så Drew ville blive dømt ude. Drew spænede omkring første base, tog tilløb og fokuserede fremefter, mod den anden base, udelukkende den anden base, han skulle løbe igennem tre baser, før han ville være hjemme ved home-basen, og give sit hold de fornødne point, tre baser, og så ville han blive årets baseballstjerne, og Emma Sarcony, han ville kunne snakke med Emma Sarcony, snakke med hende rigtigt, fordi han imponerede hende, Emma Sarcony og Wall of Fame, det var inden for rækkevidde, og løb Drew, løb for satan, løb, løb, løb. 

 

Bolden fortsatte forbi pitcheren. Han vred sig omkring og spænede efter den. 

 

Verden flimrede i bevægelse, Drew løb, tænkte ikke på den klistrede, svidende varme fra solen, der tungt bankede nedover hans krop, han løb blot, fornemmede svage forplantinger i det bløde underlag af græs for bunden af sine fødder, han løb, og som han rundede 2. base, lige inden han vred sig til venstre, mod den tredje base - og mod bænkerækkerne hvor Emma Sarcony og det øvrige af heppekoret befandt sig - så han pitcheren snurre omkring og spæne efter bolden, der endnu fløj, men havde en skrånende kurs ned mod græsset. 

 

Løb Drew. Du kan godt. Løb af helvedes til! 

 

Han tænkte det med Carl Wishmores stemme, og det strenge, råbende toneleje havde en hvis terapeutisk effekt over sig, der syntes at hjælpe på hans kræfter og give ham den fornødne energi og hurtighed, det krævede for at lave den perfekte Home Run. Han fortsatte målrettet mod den tredje base, næsten inden for rækkevidde, var over halvvejs, da pitcheren nåede bolden, som nu var landet, og greb den. Han var lige præcis nået halvvejs mellem 2. base og 3. base, da han gjorde det, han ikke skulle have gjort, og som han bagefter ville komme til at fortryde. Han kiggede fremefter, ikke på den brune, græsfrie plet af jord, der indikerede 3. base, men kiggede istedet på bænkerækken i græsplænens periferi, den, der befandt sig bag basen, og det var Emma Sarcony, hans opmærksomhed låste sig på, og som, omend blot for en kortvarig stund, fik ham til at glemme hvorfor det var, han løb så stærkt som han egentlig gjorde. Det fik ham til at glemme hvorfor han var der, og selvom det kun var kortvarigt, varede det alligevel længe nok til, at det fik store, udtalte konsekvenser. Han så Emma Sarcony, som hun sad der, med benene krydset indover hinanden, de alt for kønne og alt for solbeskinnede ben, og måden, hun vippede ganske svagt med foden, beklædt af en hvid sneakers, og særligt måden, hendes arme blødt rundede af til skuldrene i toppen og endte i det blå og hvide pom-poms, der dækkede hendes hænder, og det var ikke blot det, men det var også hendes ansigt, den bløde, ovaliske form og det brune hår, det var det hele, det var hendes påklædning og hendes former og måden hun sad på og måden hun kiggede på og måden, hvorpå hun vippede med foden, det var det hele, den Emma Sarcony'ske skønhed, der altid fik et varmt sug til at skyde sig op igennem maveregionen fra tarmkanalerne, det var alt sammen, der fik ham til at miste koncentrationen, så han glemte, hvad han lavede. Pitcheren vendte sig rundt, løb tre skridt og løftede bolden. Drew så, at Emmas øjne rettede sig imod ham, og de bløde øjenbrynsbuer syntes at løfte sig, og så mistede han fodfæstet, mistede sin balance, kun for et kortvarigt øjeblik, men det var nok til at gå forfærdelig galt.

 

Han mistede balancen, mens han stadig løb, og snublede forover, så det ikke længere var synet af bænkerækken med heppekoret, hans øjne var vendt imod, men derimod blev det græssets naturgrønne, der sugede sig op imod ham og blev mørkere og mørkere, i takt med at hans skygge strakte sig indover det og snart blev græssets grønne til sorthed, idet han landede med ansigtet først. Pitcheren kastede bolden. Drews arme strakte sig fremad, alt syntes i slowmotion, ubehageligt urealistisk, og det sorte flimrede herefter til klarblå, da hans krop automatisk drejede sig rundt, så hans ansigt ikke længere vendte imod græsset, men istedet mod himlen, og det blå flimrede til grønt der flimrede til sort. Carl Wishmores øjne lukkede sig stramt til. Emma Sarcony stirrede, med munden gabt åben i vantro. Catcheren greb bolden. Drew blev dømt ude. Det rivaliserende hold blev erklæret som vinderne. Drew blev liggende udstrakt, på maven, og stirrede ned i græsset, funderede over, hvorfor græs egentlig var grønt, og besluttede sig for, da det endelig gik op for ham, hvad der var sket og at han var faldet og havde vanæret sit hold og sin skole, at det nok egentlig ville være smartest at blive liggende her og betragte græsplænen og ikke møde blikkene, der utvivlsomt rettede sig imod ham fra alle sider.   

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...