Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23130Visninger
AA

42. ---39---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

Agent Samuel vred blikket bort fra vejen, og tilbage mod computeren, og det interaktive kort, der strakte sig udover instrumentpanelet. De befandt sig ved ydergrænsen af San Francisco. Digitale tal, der glimtede henover toppen af kortet, lige inden underkanten af vindspejlet, talte ned. 

10 minutter.

De ville ankomme til Sanchez Street i Forest Hill om knap ti minutter.

Han kiggede atter fremefter. Motorvejen vred sig. En afkørsel tilsynekom sig længere fremme. 

 

*

 

Det tog David et kvarter at finde et billedalbum, og først havde han gennemsøgt stuereolerne, men intet, kun almindelige skønlitterære bøger og lægefaglige værker, som Janice sikkert læste i for at blive bedre til det arbejde, hun ikke længere havde, fordi hun nu var blevet slået ihjel af Agent Bruce, og lå død i brusenichen på badeværelset. Efter at have gennemsøgt reolen for de billedalbums, der ikke var der, fortsatte David sin færd ovenpå, fandt Janices soveværelse, gennem det knirkende pulverdrys af glasskår, der blåligt glinsende dækkede sig udover gulvet, og han drejede til højre, mod sengen, og famlede sin hånd henover væggen. Fingrene strejfede køligt plastic. En kontakt. Han tændte. Det klare loftslys fordrev mørket. Foran ham stod der en hvid dobbeltseng, og til højre for sengen stod der endnu en reol, og der var der både hvide og røde mapper, der mindede David bemærkelsesværdigt meget om billedalbums. Han trådte i bevægelse, ind i værelset og hen til reolen, og trak den første mappe ud, den der var rød, og satte sig herefter på sengekanten. 

Han åbnede albummet. Plasticen, der omsluttede sig billederne, knitrede, hver gang han bladrede. De første billeder forekom gamle, i hvert fald tyve år, for der var ikke nogen datter på dem, men kun Janice og hendes familie, og det forekom David, at brunetten, der smilte på de mange billeder, og særligt på gradueringsbilledet efter færdiggørelsen af universitetet for 18 år siden, udover at være usandsynligt smuk, med de bløde, mandelformede øjne i de kastanjebrune farver og det ligeså kastanjebrune hår, der glinsede spejlende i loftslysets skær, også virkede usandsynligt glad. Han bladrede noget mere. Han så en række af billeder. Det største af billederne, på venstre side, viste Janice og Nathan, der begge sad på hug bag en lille pige med lysebrunt hår og spæde, babykinder, der svulmede af hvalpefedt. Bag dem stod der et fuldt pyntet juletræ. Men juletræet var ligegyldigt. Det var synet af Nathan, iklædt et fint, sort jakkesæt, strøget både glat og nydeligt, og firkantede briller og det mørkebrune hår rejst i en løftet, spids frisure ved panden, der fik ham til at rynke brynene. 

Hvad var det nu, Emmas efternavn var? Han kendte manden på billedet, havde set ham før, muligvis i en eller anden tidsskrift eller på fjernsynet, noget der involverede forskning, men efternavnet, hvad pokker var efternavnet. S. Noget med S. Sar ... Sarcony.

Ja.

Ja, nu vidste han det. Sarcony. Det var Nathan Sarcony. Den mand, Janice Brown havde været gift med, og havde fået en datter sammen med, var Nathan Sarcony (efternavnet fra sin far, og ikke sin mor), og David kendte godt Nathan Sarcony. Han kendte ham af flere årsager. En af årsagerne var polititilholdet, som Janice Brown i sin tid havde fået, fordi Nathan Sarcony havde et voldsomt alkoholproblem, og muligvis også dybtsiddende, psykologiske problemer, og dette havde gjort ham voldelig og til fare for sig selv og de nærmeste, i hans omgangskreds. Der havde kørt en civil retssag længe efter, indtil Nathan og Janice officielt blev skilt, og denne retssag var endt med, at Nathan skulle betale et vist beløb i erstatning. Sagen havde også medvirket ekstra politiovervågning mod Nathan Sarcony, blot for en lille stund, for at sikre sig, at det ikke lige pludselig slog klik et sted i mandens sind, og at han derved ville blive sindssyg og gå amok og slå mennesker ihjel, men det slog ikke klik i hans sind og han gik ikke amok, og politiovervågningen forsvandt efter et halvt års tid. Derudover kendte han ham som den lægevidenskabelige forsker, der havde sit eget firma, og som arbejdede indenfor forbedringen af de i forvejen lange levetider. Han havde optrådt på fjernsyn og i tidsskrifter mere end én gang, og var - trods sine indre dæmoner, som vi alle jo i al hemmelighed bærer rundt på - en fremtrædende personlighed, der gjorde sig bemærket som én, der ønskede at gøre en positiv forskel i den lægevidenskabelige verden. Nathan Sarcony. Det var hans ekskone, der var blevet myrdet, og hans datter, der var blevet bortført. En mand, der var prominent, fremtrædende, og sandsynligvis også rig. Det var hans familie, der var blevet angrebet. Det isnede i Davids skridt. Han bladrede noget mere. Endnu en tør knitren. Flere familiebilleder, fra Emmas barndom. Så lukkede han albummet sammen, og skulede hen mod døråbningen. 

 

*

 

David sagde ikke noget, da han trådte tilbage i køkkenet, med det røde billedalbum under armen. Han vandrede blot, gennem åbningen og forbi bordenden, mod stolen overfor Bruce, der stadig var i den tilbagetrukne position, den havde været, da David forlod den. Bruce fulgte ham med øjnene. Drew sad fortsat, tavs, for den bordende, der vendte ind mod vinduerne, men denne gang havde han ikke længere køkkenrullen for sin mund. David satte sig ned, og klaskede albummet mod bordpladen i processen. Han lod en hånd hvile på albummets flade, langs kanten, som hans blik rettede sig og fastholdtes mod Bruce, der kiggede tilbage med sit samme kølige blik. Pistolen hvilede under Drews hænder. Den var ikke blevet sigtet mod Bruce. 

"Nathan Sarcony." 

Det var det eneste, David sagde. Bruce reagerede ikke med andet end sin fortsatte bestirren. David lænede sig atter forover.

"Emmas far er Nathan Sarcony. Siger det navn dig noget?"

Bruce svarede stadigvæk ikke, og David vendte istedet fokus mod albummet, som han åbnede, og han bladrede, indtil han fandt et familiebillede af både Janice og Emma og Nathan. Han vendte albummet rundt, og lod spidsen af pegefingeren hvile imod billedet. "Den her fyr. Kender du ham?" 

Bruce skulede, mod billedet, betragtede det længe, inden hans øjne viftede tilbage mod David. "Hvad så, hvis jeg gør?"

"Hvis du ved, hvem han er, har du myrdet en uskyldig familie med fuldt overlæg! Det her er Nathans familie! Dr. Nathan Sarcony! En fyr, jeg næppe vil kalde for en trussel for samfundet! Ved du, hvad det er han laver?"

Bruce svarede ikke. David bankede spidsen af tommelfingeren mod billedet, og han fortsatte, og kæberne blev stramme og kantede. "Nathan Sarcony er en lægevidenskabelig forsker, anerkendt for det, han laver, og som tilmed har modtaget priser for sin forskning! Han er en yderst velanset mand i den videnskabelige verden! Den her mand, Bruce! Den her mand, hvis familie, dig og dine 'kollegaer' har angrebet!" 

Stilhed. David blev ved.

"Hvorfor?"

"Det ved du godt," var alt, hvad Bruce svarede.

"Nej, det gør jeg ikke."

"Er du nu sikker på det, Mr. Matthews?"

David hævede stemmen. "Svar mig, din forpulede psykopat!"

Bruce skrånede hovedet, kiggede dybt på ham, var stille i lang tid, og så nikkede han. "Jeg har fået noget andet at vide. Og det er de informationer, jeg har handlet på. Hvis de informationer så viser sig at være løgne, er det bare ærgerligt. En mand som mig kan kun handle ud fra den information, han har at gøre med." 

"Også selvom uskyldige mennesker dør?"

"Også selvom uskyldige mennesker dør, ja."

"Hvem er din overordnede?" 

"Fortroligt," svarede Bruce.

"Svar mig."

"Nej." Bruce rettede hovedet op. "Mr. Matthews, der er kun én ting, du har brug for at vide lige nu, og det er noget, jeg håber, for din egen skyld, at du vil tage til dig." Det klikkede fugtigt, da han svælgede. "Dig og din søn er i stor livsfare. Dem, I har at gøre med, er folk som mig. Folk på en mission. Folk, der ikke stopper, før missionen er blevet fuldbragt. Og ved at ... involvere jer i den her mission, udgør I en trussel ... og I vil blive betragtet som farlige for samfundet. De vil finde jer, og når det sker ... Ja, jeg behøver ikke at sige mere."

"Forudsat at de finder os."

"Det gør de. Det kan du være absolut forvisset om." Bruce nikkede, svagt. "Men I har et alternativ."

"Som hvad?"

"I kan ... vælge at stikke af nu, og blive fundet senere. Eller I kan vælge at blive her, og hyggesnakke noget mere med mig, indtil de andre dukker op og slår os alle ihjel. Eller også ... hvilket er mit alternativ ... så kan I slippe mig fri af den her stol, og lade mig hjælpe jer med at flygte og, hvis det er muligt, redde ... Dr. Sarconys datter." 

David var stille. Vidste ikke, hvad han skulle svare. Bruce kiggede blot tilbage, hans lyseblå øjne var ulæselige, og så viftede David øjnene mod sin søn. Herefter tilbage til den skaldede mand i jakkesættet foran sig. "Hvordan kan vi vide, at du ikke slår os ihjel, så snart vi slipper dig fri af den stol?"

Bruces læber smilte sig en anelse skæve. "Det kan I heller ikke. I må ... bare handle ... i tro."

Kulden isnede atter henover Davids inderlår, fra det alt for stramme skridt, og så nikkede han, og lagde sin flade hånd på bordet. Han kiggede fortsat på Bruce, da han snakkede. "Drew, giv mig pistolen." Drew reagerede omgående, og skubbede pistolen fra sig, den kurrede metallisk henover bordpladen, og blev standset af Davids hånd. Davids øjne fjernede sig stadig ikke fra Bruce. Grebet knugede sig om pistolen. Han trak den ind til sig, og så løftede han den og lod den pege fremad. "All right. Min søn vil ... binde dig løs. Men hvis du så meget som rør dig ... bliver du skudt. Lige på stedet. Én bevægelse, og jeg nakker dig. Forstår du det?" 

"Hvad? Hvorfor mig?" udbrød Drew, og fortvivlelsen skingrede i hans stemme, men David så ikke på ham.

"Fordi én af os skal være klar til at skyde, hvis han prøver på noget, og det er bedst, hvis det bliver mig." 

"Men ... !" begyndte Drew, som mærkede modviljen tynge sig i mavesækken, men David afbrød ham, og hans stemme var hævet.

"Nu gør du fucking bare som jeg siger!"

Drew pressede læberne smalle, men han vidste, at det ikke stod til diskussion, og selvom hans arme var hule og rislende, og hjertets paniske tæsken fik smerten til at dunke alt for stramt i mundhulen, gjorde han det alligevel. Han rejste sig op og bevægede sig frem, og benene blævrede følelsesløst under ham, som budding, ligesom de gjorde, da han ankom hjemme, efter at han næsten var blevet beskudt, og det hjalp på ingen måde at vide, at manden, der sad fastspændt foran ham, havde forsøgt at skyde ham, skyde for at dræbe. Han bevægede sig frem. Det brændte bag hans øjne. Han stoppede bag stoleryggen. David sad overfor, med pistolen sigtende frem, og blikket, der kun hvilede på Bruce og ikke på Drew. Drew greb fat i knuderne, der var blevet surret stramt og hårdt mod træet på stoleryggens bagside, og hænderne skælvede, og det var en skælven af rædsel, han ikke kunne kontrollere, ligesom den følelseshule blævren i hans ben. Det blev vådt og klistrende af den frygtsomme koldsved under trøjen, men Drew vedblev, løsnede den første knude, knælede og løsnede den næste, inden han begyndte at surre rebene fri. Bruce sad stille. Rebet dumpede sammen på gulvet. Drew kiggede hen på farmand David, som for at få en bekræftelse på, hvad han skulle gøre. 

"Fortsæt." 

Det var alt, hvad David sagde. Nu var det begge hænder, og ikke kun den ene, der strammedes mod pistolkolben.

Drew ville protestere, men han gjorde det ikke, selvom mavesækken var tung og kold af modvilje, og han løsnede først rebene på højre armlæn, det dumpede ned på gulvet med en blød lyd, og herefter trådte han om på Bruces venstre side, og løsgjorde den sammensurrede livrem. Bæltespændet klirrede. Drew lagde bæltet på bordet foran Bruce, ved siden af handskerne. Herefter trådte han tilbage, bakkede, indtil han nåede bordenden. Han greb hånden fat i toppen af sin stoleryg, men satte sig ikke ned. Bruce slog øjnene ned, betragtede sine hænder, og løftede herefter langsomt venstre arm, og gled ærmet tilbage, for at betragte sin smartPad. Han nikkede, og kiggede på David, der stadigvæk ikke havde sænket pistolen. 

"Så I vil altså have mig til at hjælpe jer, går jeg ud fra."

"Jeg stoler stadigvæk ikke på dig." 

"Måske ikke." Bruce gned højre hånd mod smartPaddens flade. "Men jeg gjorde ikke din søn noget, da han befriede mig, selvom jeg med lethed kunne have knækket halsen på ham, før du overhovedet nåede at trykke på den aftrækker. Så det kan godt være, du ikke stoler på mig, men jeg har lige bevist overfor dig, at jeg ikke vil slå jer ihjel." 

"Måske bluffer du!" vedblev David.

"Hør, Mr. Matthews, har I lyst til at dø? Det er et helt ærligt spørgsmål." Da David ikke svarede, snakkede Bruce videre. "Du ville ikke have sluppet mig fri, hvis du ikke troede på, at jeg kunne hjælpe jer. Også selvom du ikke stoler på mig. Du vil ikke dø, hvilket er forståeligt nok, men hvis du ikke vil dø, og heller ikke ønsker, at din søn skal dø, så er det måske en god idé at slappe lidt mere af med din paranoia." 

"Paranoia?" David fnøs. "Du prøvede at dræbe os, din skid! Du prøvede at kvæle mig og skyde min søn! Det er ikke en skid paranoia!"

"Do you want my help or not?

David kneb øjnene sammen. "Hvis du virkelig kan hjælpe os, hvilket jeg stadigvæk er i tvivl om, så ja." 

Bruce nikkede. "Fair nok. Det tager jeg som et ja." Han lod blikket glide rundt, og kiggede tilbage på David. "Men i så fald, har jeg brug for, at én af jer skaffer mig en kniv." 

Drew reagerede omgående, og placerede hænderne på bordkanterne, og skulle til at rejse sig, da David fjernede den ene hånd fra pistolkolben og vendte håndfladen med spredte fingre mod sin søn. "Wow, wow, wow, stop en halv." Drew stivnede. "En kniv? Hvad skal du bruge en kniv til?"

"Jeg har en chip. I venstre hånd. Lige dér." Han løftede venstre hånd, og bukkede håndryggen fremad, mod David, og placerede en pegefinger mod et lyserødt område, der blegnede frem i bunden af håndryggen, lige inden armens begyndelse. "Lige dér, you see? Og den chip, den skal fjernes. For uden den, bliver det en helt del sværere for de andre agenter at finde mig. De kan stadig spore smartPadden, men det er langt mere besværligt, end det er med chippen. Og hvis vi bare skal have nogen som helst jordisk chance for at slippe væk ... så skal den fjernes. Og det kan kun gøres med en kniv."

David kiggede på ham, vurderende, i lang tid, og så viftede han øjnene mod Drew, og nikkede, og Drew forstod hans nik, og rejste sig. Bruce fulgte ham med øjnene, idet han vandrede om bag sin far og hen til køkkenskabene mod venstre.  

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...