Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23197Visninger
AA

41. ---38---

SACRAMENTO, CALIFORNIEN

 

Buck Wilson åbnede køleskabslågen. Det digitale kontrolpanel, som udgjorde maskinen der frembragte isterninger, lyste blåt på køleskabslågens facade, klarede op i køkkenets tætsluttende nattemørke - Buck havde ikke tændt lyset, fordi han ikke ville vække sin familie, der allerede var gået i seng -, men dette lys blev snarligt efter erstattet af et skær, der var endnu lysere og endnu klarere og som blev udstrålet fra køleskabets indre, idet han åbnede lågen. Det var en dåsecola og pakken med toastbrød, han trak ud og stillede på køkkenbordet ved siden af køleskabet, mod venstre, men han nåede kun at gribe fat i osten fra den nederste køleskabslåge, samt pakkerne med skinke, da Melodys stemme brød stilheden bagfra. 

"Hej, far."

Buck farede sammen og kiggede sig tilbage. Melody sad ved bordet foran glasvæggen, der bestirrede sig ud mod det mørklagte poolområde. Natten var klar og tør, så stjernerne plettede sig på himlen og månen skinnede, og gjorde Melodys silhuet tydeligere. Buck blev stående, med pålægget i favnen, ved siden af den åbne køleskabsdør. Det brummede højt. Lyset kastede en gullig bjælke henover det blankbrune stengulv.

"Melody?"

Han kom atter tilbage til virkeligheden, hvor han blev opmærksom på, at han bar sandwichpålæg i sin favn, og skyndte sig at stille det på bordpladen. Køleskabslågen svang automatisk i. De sensorstyrede lamper langs væggen over køkkenbordet, aktiveredes og lyste op. En knap hørbar summen lød hult i lyspanelernes glasrør. Melody kiggede ned i bordet, og hendes tommelfingerspidser trommede sig sammen, en vane, hun havde arvet fra far og ikke fra mor. Buck kiggede tilbage imod hende. 

"Skat, klokken er kvart over et. Hvorfor er du oppe så sent?" 

Melody trak på skuldrene, og hendes øjne forlod ikke bordpladen, da hun svarede sin far. "Jeg kunne ikke sove, I guess."

Tavshed, der kun blev brudt af lampernes elektriske og ganske svage summen, Buck næsten ikke kunne høre. Fingerspidserne på højre hånd støttede imod bordpladen, og klemte en anelse, men ikke meget. "Hvorfor sidder du så hernede, helt alene?" 

"De havde sagt, at det ville være fuldmåne i nat. Så ... jeg gik nok bare herned for at se på himlen. Stjerner er så flotte." 

Buck brød sig ikke om det alt for dæmpede toneleje, hendes stemme havde antaget. "Fortæl mig hvad der er galt."

"Ikke noget."

"Nu lyver du." 

Melody sukkede. "Yeah, whatever.

Hun kiggede fortsat ned i bordet, men denne gang var hendes tommelfingre stoppet med at tromme imod hinanden. Buck lod tungen glide rundt i mundhulen. "Har du grædt?" Da han intet svar fik, vandrede han væk fra køkkenet og ned til bordet ved glasvæggen. Han satte sig overfor sin datter. Hun så fortsat ned i bordet og ikke på ham. "Honey, svar mig." 

"Hvad så, hvis jeg har? Det kan du jo ikke gøre noget ved alligevel." Hun kiggede op på ham, og hendes øjne virkede døde, men ikke forgrædte. 

Buck sank en klump, og fornemmede atter den frempiblende sved klistre sig lunt til imellem pandefurerne. "Har du ... har du husket at tage din medicin?"

Melody kiggede på ham, og hendes ansigt var ulæseligt, og hun var stille. Så nikkede han. "Ja. Ja, det har jeg. Men medicin hjælper ikke på det her." 

"Hvad mener du?"

Melody sukkede atter, og betragtede bordet. "Far ... kan du huske ... kan du huske hvad det var, jeg sagde, lige inden jeg blev indlagt?" Buck blinkede, men svarede hende ikke, og Melody skulede fra ham og tilbage til bordet. "Jeg sagde, at ... at hvis jeg aldrig nogensinde fik det bare en anelse bedre ... så ville jeg drukne mig selv i poolen. Og ved du hvad? Jeg har det stadig på samme måde."

Den klistrede sved blev varmere, og fugtede hans pande i et blankt slør henover den solbrune hud. "Måske ... måske skal du optrappes, eller måske skal du have en ny slags medicin, eller ... !"

"Don't you get it?" Melody måtte hæve stemmen. "Det har ikke en skid med medicinen at gøre, far. Medicin hjælper ikke på ensomhed. Og det er din skyld. Og det ved du. Og det ved mor. Det ved I begge." 

Buck var stille et øjeblik. "Det er alt sammen løgne." Selvom han hadede at lyve overfor sin egen datter, formåede han det alligevel, og hans ansigt var neutralt og bedrog sig ikke den mindste følelse. "Det hele. Løgne, Melody." 

"Det bliver du jo ved med at sige, men hvad nu hvis du lyver om, at de lyver? Hvad så? Så har du jo ødelagt familien." 

"Det er løgne, Melody," gentog Buck, ligeså roligt som før. "Du kender pressen. Du ved, hvor gode de er til at lyve. Og den historie, de kom med, det var løgn. Fra ende til anden. Ja, jeg arbejder for regeringen. Jeg har nogle vigtige opgaver indenfor militæret, men resten, de kom med, var pure opspind. Okay? Det var løgne, fordi pressen er løgnhalse, men jeg kan garanterer dig for, at de løgne ... De løgne, var kun løgne. Og vi skal nok klare den. Vores familie skal nok blive renset, og du skal nok få det godt igen. Det er det, jeg er igang med at arbejde på. Du skal nok  det bedre. Komme på college. Få løsnet op for din ensomhed, få psykologhjælp for din depression, måske ... måske møde en eller anden sød fyr, som du forelsker dig i ... Vi kommer igennem det her." Han løftede brynene. "Vi kommer igennem det, Melody, det lover jeg. Vi kommer igennem det."

Melody kiggede bare på ham. "Og hvis vi ikke gør?"

Bucks mundvige strammede sig til. "Det gør vi." Han nikkede. "Det ved jeg, at vi gør."   

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...