Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23509Visninger
AA

40. ---37---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN  

 

David Matthews sad med pistolen hvilende på bordet foran sig, og fingrene på højre hånd omknuget pistolkolben. Pistolen lå på siden, med metallet pressende ned på køkkenbordets træflade. Lyset skinnede gulligt over dem. Agent Bruce sad overfor ham, var ikke længere iført de sorttonede solbriller, så hans øjnes lyseblå trådte derfor frem i bordbelysningens gule skær, og læberne var stadig streget sammen til linjen af ligegyldig neutralitet. Han sad stille på stolen. En slagplamage havde rødmet sig frem i hans venstre tindingeregion, men han så ikke just ud til at registrere, at pistolkolben nogensinde havde ramt ham. Et reb var blevet surret om ham, så han blev fastholdt til den højryggede stol, og bæltet, han ellers havde forsøgt at kvæle David med, var blevet viklet om hans venstre håndled ad flere omgange, så den strammede sig tæt og hårdt sammen, og fastholdte hånden mod armlænet. Det samme var blevet gjort ved håndleddet på højre side, bare med et reb og ikke en livrem. De sorte læderhandsker lå på bordet. Bruce var stille. Davids fingre blev hårde om pistolkolben, og han lænede sig langsomt forover, så kroppen blev strakt henover bordpladen. Han hvilede blikket fast mod Bruce.   

"Hvem er du?" Det var en ulidelig kamp for David ikke at begynde at råbe, og ikke at hæve pistolen og klikke aftrækkeren ind. Manden foran ham havde forsøgt ham dræbt. Ikke bare ham, men ligeledes hans søn. Smerten glødede stadigvæk i hule dunk i højre albueled, men armen var mindre stiv og bevægeligheden syntes at være på returne. Drew sad for bordenden, med en køkkenrulle klemt mod munden, også selvom han var holdt op med at bløde.   

Agent Bruce stirrede blot, men svarede ikke.   

David vippede pistolen, så den gik fra liggende til hævet stilling, og løbet pegede frem mod Bruce. "Hvem ER du?"  

Bruces stemme var uhyggeligt nøgtern, da han delte sine sammenstregede læber.   

"Hvem er du?"   

"Det er aldeles underordnet!"   

"Så har du fået dit svar."   

En tavshed lagde sig over lokalet, og David fornemmede en geléagtig kraftesløshed af ophidselse drive igennem ham.  

Der gik få sekunder.  

Han begyndte atter.  

"Hvad er der sket med Janice Brown?"  

"Skæbnen."   

"Skæbnen?" David kneb sit ene øje sammen. "Har du myrdet hende?"  

"Well, i dét tilfælde må jeg nok referere til vores forhenværende samtale."   

"Hvad mener du?"  

Bruce skrånede hovedet. "Måske har jeg. Måske har jeg ikke. Jeg finder svaret på dette spørgsmål omtrentlig ligeså irrelevant, som det at vide, hvorvidt du står op, når du pisser, eller ej."   

Dette svar fik David til at nikke. "Javel. Så du HAR myrdet hende."   

"Så det er denne konklusion, du drager ud fra mine svar?" Der var noget over Agent Bruces ro, David på ingen måde brød sig om og som fik den samme frygtelige isnen til af klemme hans skridtregion, men han vedblev med at bevare kontrollen.  

"Jeg kender typer som dig, din syge skid!"   

Bruces læber bevægede sig, i ganske svage trækninger, det lignede et smil, men David var ikke sikker. "Det skal du nu ikke være så sikker på ... Hr. Betjent."   

David stivnede, og øjnene blev store. "Excuse me?"   

Bruce vedblev. "Det er det, du er, er det ikke? En politibetjent. Jeg fik anelserne om det, da vi sloges. Ovenpå. Måden, du bevægede dig, og ... og dine attituder ... selv den måde, du tiltaler mig, er ret så afslørende. Det er egentlig en smule ... fornøjeligt. Sådan som du tror, at du kan håndtere mig og denne situation, selvom det kun er alt for tydeligt for os begge, at du ikke er i stand til det. Du kan afhøre mig så pokkers meget, du har lyst til, men jeg bukker ikke under. Typer som mig er bare ikke ... skruet sammen på den måde."   

Det strammede sig til i Davids hals, og tilstramningen gjorde hans stemme skarpere. "Hvordan det? Fordi I er en flok forskruede psykopater?"   

Bruce kiggede på David, i cirka fem sekunder, muligvis seks, og så hikkede det i ham, et hik, der ikke var et hik, men en latter, en forpulet latter, og så kiggede han nedad, mod sit skød, endnu et latterhik, og latterhikket blev snart til en klukken, og denne klukken voksede sig til en ægte latter, dæmpet og dyb og kortvarig, men ikke desto mindre en latter. Da de blå øjne løftede sig tilbage mod David, var David sikker på, at han aldrig i sit liv havde haft en større lyst til at slå et andet menneske ihjel, som han havde nu.  

"Du er en sjov mand, det må jeg give dig." Bruce nikkede, og så drejede han hovedet, til højre, hvilket var Davids venstre, og kiggede i stedet på Drew. "Dig kan jeg godt genkende. Du er betjentens søn, er du ikke?"   

Drew kiggede på Bruce, med et ængsteligt blik af fortvivlelse, og David løftede stemmen. "Du skal ikke svare ham!"   

Bruce blev ved, og ignorerede Davids tilstedeværelse, og øjnene fastholdte sig på Drew. "Du må undskylde, at jeg forsøgte at slå dig ihjel, men jeg var nødt til det. Du ... gik i vejen for noget ekstremt vigtigt. Vi var nødt til at tage hende. Og du var simpelthent bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. No hard feelings. Hvad er dit navn, mester?"  

David strammede fingrene så hårdt, at det skælvede i hånden, og han løftede pistolen, så albuespidsen trykkede ned på bordpladen. "Hold din kæft, eller jeg blæser hjernemassen ud på dig lige fucking nu!"    

"Nej." Bruce drejede ganske roligt hovedet fra Drew og tilbage til David. "Nej, det gør du ikke, for hvis du virkelig havde tænkt dig at sprænge hul i mit kranie, ville du ikke have brugt alt det besvær på først at binde mig fast til den her stol, for derefter at indlede en eller anden parodisk afhøring. Du har ikke tænkt dig at skyde mig. Medmindre du har en intention om at komme i fængsel, vel og mærket."  

David løftede venstre hånd, et smertejag, der fik ham til at bide tænderne sammen, men han formåede at løfte den og stramme den sammen med højre hånd, så pistolen blev klemt i tohåndsgreb. "Det er sgu noget, DU tror."  

"Nej det er ikke," vedblev Bruce, stadig uhyggeligt nøgternt. "Jeg slog Janice Brown ihjel. Hun ligger død i brusebadet ovenpå. Og hvis du skyder mig, så har du pludselig to lig i samme hus at forklare. Og det faktum, at jeg sidder fastbundet til dette ukomfortable møblement, vil ikke ligefrem behjælpe dig i din sag."   

Davids mundparti svulmede, og han rystede på hovedet. "Du ER virkelig en sygt forskruet motherfucker!"   

Bruce ignorerede hans bemærkning. "Hvad hedder du?"  

"Det rager ikke dig."  

Men Bruce gav ikke op. "Fortæl mig, hvad du hedder, og så skal jeg nok forklare dig, hvem jeg er."   

"Hvorfor?"  

Bruce skrånede atter hovedet. "De andre ... vil højest sandsynlig dukke op og slå os alle ihjel alligevel, så vi kan ligeså godt tiltale hinanden med navns benævnelse."  

David rynkede panden. Det isnende greb i hans skridt strammede sig hårdere. "De andre? Hvem?"   

"Fortæl mig ... dit navn," svarede Bruce, og Davids læber blev smalle. Endnu en tung stilhed voksede frem imellem dem. David lod sine øjne vride fra Bruce og ned til Drew, der fortsat blot sad for bordenden, med ryggen vendende mod vinduet, og hånden med køkkenrullen for sin mund. Han kiggede tilbage på Bruce. Svarede ham.  

"David. Matthews."    Bruces hoved eftergav sig i rolige, tavse nik.   

"Du kan kalde mig Bruce."   

David nikkede ligeledes, som en form for usagt bekræftelse, strammede hænderne om kolben og indledte atter forhøret. "Alright, Bruce. Jeg vil gerne vide det ... hvorfor bortførte du en uskyldig teenagepige, for derefter at slå hendes mor ihjel samt at prøve at henrette min søn i processen? Vi snakker uskyldige mennesker."  

"Uskyldige?" Bruces læber vred sig atter i det, der lignede begyndelsen af et smil. "Hvorfra ved du, at pigen og hendes mor er uskyldige mennesker? Du kender dem måske personligt?"  

"Du mener ikke, at de er uskyldige?"  

"Mr. Matthews ... Strengt taget er der ikke nogen mennesker i denne verden, der kan prale af at være uskyldige. Og det forbløffer mig endog meget, at du som politibetjent overhovedet kan have den opfattelse."   

Davids kæber kantede sig tydeligere i en sammenbidt ophidselse. "Du ved godt hvad jeg mener, stupid fuck! Ved du overhovedet, hvem Janice Brown var?"  

"Nu du siger det, så ja, det gør jeg faktisk." Agent Bruce lod atter sit hoved hvile sig skråt mod højre. "Janice Brown var overlæge på San Franciscos Universitetshospital. Hun fik sig en god løn, hvilket huset her nok også er beviset på, og så blev hun fraskilt fra sin mand for tre år siden, og har boet alene her sammen med sin datter, Emma Sarcony, efternavnet fra Janices eks-mand, lige siden. Skal jeg også fortælle dig om hendes alder og spisevaner, eller finder du den information mindre relevant?"   

David stirrede på ham, men svarede ikke, og Bruce snakkede videre.  

"Jeg slog ikke Miss Brown ihjel, fordi jeg fandt nydelse i det. Jeg gjorde det, fordi jeg er en mand, der laver det arbejde, jeg får besked på at lave. Og jeg fik besked på at slå hende ihjel, og få det til at ligne en ulykke. Så det gjorde jeg. Ved at knække halsen på hende. Og efterlade hende i brusebadet, så det så ud som om, at halsen er brækket ved et uheldigt fald. Det var, hvad min ordre lød på, og hvis jeg lader mig styre af trivielle spørgsmål om, hvorvidt en given person er skyldig eller uskyldig, så ville jeg ikke være i den branche, jeg nu engang er i. Man får en ordre, og den ordre, den udfører man, og det gør man uden at sætte spørgsmål. Hvis det får mig til at fremstå som psykopat, then so be it. Det kan jeg leve med. Jeg er blevet kaldt det, der er værre."   

"Så du indrømmer, at Janice Brown var uskyldig?"  

"Nej." Agent Bruce kiggede fortsat fremad, men der var et eller andet, der ikke længere virkede så køligt og nøgternt i hans blik, som der ellers havde været op til dette punkt. "Mr. Matthews ... du har virkelig ingen idé om, hvad der foregår her, har du vel?"   

"Jeg tror, det forholder sig lige omvendt," svarede David. "Jeg tror snarere, det er dig, der ikke ved, hvad der foregår. Janice Brown var læge. Hun hjalp mennesker, der var syge, og hun havde en datter, der går i skole med min søn. Og som du har været med til at kidnappe. Jeg tror ikke, hun har fortjent at blive slået ihjel. Enten sidder du og prakker mig noget på, der ikke er rigtigt, eller også er der korrupte kræfter, der har prakket dig noget på, som ikke er rigtigt, og har hængt Janice Brown og hendes familie ud for noget, de ikke er."  

"Hvis du kan bevise overfor mig," svarede Bruce tilbage, og stemmen var blevet en anelse højere, men ikke meget, "at Miss Brown og Miss Sarcony er en helt uskyldig familie, der ikke, på nogen mulig måde, udgør en fare for vores samfund, så synes jeg hellere du bør begynde at overbevise mig om det."   

"Gerne." David sænkede pistolen. "Lad mig finde nogen billedalbums." Han viftede øjnene mod Drew. "Drew, du bliver her."  

"Hvad?" Drew fjernede papiret fra munden, og hans stemme dirrede sig skinger i rædsel. "Det tør jeg sgu da ikke!"   

"Han kan ikke gøre dig noget." David så tilbage på Bruce, der fortsat blot sad der, i den højryggede stol, fastspændt og passiv. "Medmindre han er en tryllekunstner eller har superkræfter, der, somehow, kan hjælpe ham ud af den stol."   

Bruce svarede ikke. Kiggede blot.  

Davids øjne viftede sig tilbage til hans søn for bordenden, og han placerede pistolen med siden ned på bordpladens træflade. "Drew, tag den her." Han skubbede. En metallisk skurren. Drew greb den, lige inden den nåede bordkanten, og hans fingre sluttede sig omkring pistolkroppen. David kiggede på Bruce, og ikke sin søn, som han fortsatte. "Hvis han prøver på noget, så skal du ikke tøve med at skyde ham."   

Den skæve trækning klarede frem i Bruces læber, idet David rejste sig fra bordet. "Du er da lidt af en hård negl, det må jeg give dig. At du ... tør give din søn blod på hænderne i så tidlig en alder, med en fare for at traumatisere ham for livet. Det er en barsk ting at gøre, selv for en mand som mig."   

David, der kun havde rejst sig, men endnu ikke var begyndt at skridte i bevægelse, løftede hånden og pegede, og hans tænder havde bidt sig sammen, og kæberne var stramme, da han snakkede. "Du holder bare din kæft, din klamme psykopat! Stod det til mig, blev du skudt på stedet, som den morder, du er!"   

Bruce blev siddende, og hans klippedøde, firskårne ansigt bedrog sig end ikke den mindste følelse. David vendte sig herefter rundt, og begav sig fremad, skridtede rundt om bordet og mod døråbningen til entréen, var næsten ved åbningen, da Agent Bruce vred hovedet mod venstre. "Mr. Matthews, vent lige et øjeblik!"   

David stoppede, selvom han bare ville ignorere manden, som han, med sin søns hjælp, havde spændt fast til stolen, og vendte hovedet imod ham. Deres øjne mødte hinanden. Bruce fortsatte. "Før du ... igangsætter din skattejagt efter beviser på familiens ... uskyldighed ... så tillad mig lige, at stille dig et spørgsmål, jeg faktisk finder ret relevant." Han svælgede, og fortsatte. "Er du egentlig klar over, hvad det vil sige, at man, som et lille barn, ser den familie, man elsker, blive skudt ned med et oversavet haglgevær for øjnene af en? Ved du, hvad det vil sige, at brænde så meget efter bekæmpelse af ondskab og uretfærdighed, fordi man har vidnet effekterne af disse ting i ens eget liv, at man ikke vil tøve med at dræbe nogle få mennesker, der måske er uskyldige, i håbet om at kunne redde millioner af andre uskyldige sjæle? For det tror jeg ærligt ikke, at du har ret meget begreb om."   

David kiggede på ham, og det gjorde han længe, og så blev hans læber nedadbuende, og han rystede dystert på hovedet. "Du kan godt spare dig med det der bullshit. Du er bare en psykopat. Through and through!"   

Denne gang vred læberne sig til et rigtigt smil. Bruce nikkede. "Ja. Ja, fortsæt du endelig med at overbevise dig selv om det. For det ville nemlig være nemmere for dig at håndtere, hvis jeg bare var en psykopat, ville det ikke? Det vil være tusind gange nemmere, hvis ... hvis du bare kan sætte folk som mig i en bås, og kalde os for mordere og psykopater. Så kan du nemlig fortsætte med at se verden i sort og hvidt, fremfor at se verden i de gråtoner, som verden nu engang er i. Det er alligevel også, i alle instanser, nemmere at håndtere, ikke sandt?"   

David kiggede på ham, i få sekunder, og så vendte han blikket imod sin søn, der stadig sad med hånden knugende om pistolen. Han løftede atter hånden, og pegede, men på Drew, og ikke Bruce. "Hold øje med ham, og skyd, hvis det bliver nødvendigt!" Med de ord drejede han sig omkring, og forsvandt bort fra entréen og ind mod stuen.  

Agent Bruce skulede efter ham, da han svandt bort gennem døren.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...