Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23062Visninger
AA

39. ---36---

Agent Samuel og Agent Jake havde kun lige akkurat forladt rastepladsen, og kørt ud på I-280, i sydgående retning - mod afkørslen, der ledte ind til Palo Alto, men som samtidig også ville føre dem tilbage i nordgående kurs ved den modsatte vejbane -, da den blåtlysende bilcomputer eftergav en række af serievise bib. Ansigtet, der svulmede frem i den interaktive skærm, tilhørte Buck Wilson. Han var stadig iført hovedtelefoner. Panden var furet sammen i dybe hudbølger af alvorsrynker. Blanke sveddråber perlede ansigtet. Agent Samuel rynkede brynene.

"Sir?"   Buck Wilsons øjne vred sig kortvarigt mod venstre, til den snoende metaltrappe, der ledte op til stuedøren, han ventede i en kort stund, det var stille, han kiggede bort fra de to agenter og kun mod trappen, men så viftede øjnene tilbage til computerskærmen og han fugtiggjorde læberne. "Jeg vil gerne høre en statusrapport."  

Agent Samuel nikkede. Han kiggede fremad, da han talte, og bilen passerede vejskiltet, der fortalte, at der var 2 miles før de nåede næste afkørsel. "Subjektet er afleveret i vores kildes varetægt. Vi afventer yderligere ordrer."  

Buck Wilson nikkede. Øjnene vred sig atter til venstre, mod trappen, før han fortsatte. "Jeres kollega, Agent B, har ikke forladt Janice Browns bopæl i over femten minutter. Jeg vil gerne have, at I ... at I tager dertil, og finder ud af, hvad der foregår. I får kørselsvejledningen, samt Agent B's lokaliseringsangivelse, tilsendt på GPS'en så snart det her opkald er afsluttet. Har I pistoler med?"   

"Positive, sir," svarede Agent Samuel, med sin dybe bastemme.   

"Godt. Jeg frygter nemlig, at det bliver en nødvendighed. Og lige en ting til." Buck sank en klump, så det bølgede en kort gang på halsen. "Hvis det viser sig, at ... at der er fjender på spil ... og én af jer laver en bommert og sætter os alle i fare på grund af det, uanset grunden ... Så kan den af jer, der har fucket op, regne sig for afskediget med øjeblikkelig virke. Jeg behøver ikke at sige mere, regner jeg med."   

Agent Samuel rystede på hovedet. Øjnene, der skjulte sig bag brilleglassenes sorttonede flader, vedblev med at bestirre den firesporede motorvej, der flød ud i den dybe nat. "Nej, sir. Ordre modtaget og forstået. Vi er på vej!"   

Opkaldet afsluttedes.   

"Find Janice Browns bopæl," sagde Samuel. Computeren bippede. Hånden strammede sig mod rattet.  

 

*  

 

I Sacramento førte Buck Wilson håndfladen op til sin mund, og pressede, og hans øjne gled væk fra skærmen og hen til glasburet i retningen skråt mod højre, med den indespærrede pistol, der hvilede på standeren og glinsede i lysskæret fra det spøgelsesblege natriumrør. Hans øjne lukkedes.   

Melody sad på passagersædet. Hendes tårerøde øjne stirrede ud i depressionens tomme univers, befindende sig i en anden dimension, så hornhinderne fik et skær af glasblankt over sig. Buck kiggede kort på hende. Espeløv, der flankerede vejen, flimrede forbi langs begge sider.   

"Er der noget i vejen?"  

Melody sagde ikke noget til at begynde med, og Buck syntes da også nok han kunne se, at det blævrede i hendes underlæbe. Så lod hun tavsheden brydes, og hendes stemme var alt for tung og sammenkvalt.   "Far, jeg kommer aldrig nogensinde til at udleve mine drømme."  

Buck åbnede øjnene, nu var det ikke længere Melody, han så, derimod var det fladskærmene, og han sænkede hånden og mundvigene blev atter stramme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...