Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23533Visninger
AA

38. ---35---

PALO ALTO, CALIFORNIEN

 

Nathan Sarcony sad bag rattet, og bilen parkeret på en rasteplads i den yderste nordkant af Palo Alto. Han sad der, og han ventede, og øjnene bag de firkantede vinduer, der udgjorde brilleglassene, viftede flere gange opad, til bakspejlet, som bestirrede sig mod rasepladsens indkørsel og Interstate 280-motorvejen, bredsporet og højtrafikeret, med biler, der flimrede forbi mere eller mindre konstant, og blændhvide skær fra forlygterne, som kløvede den omkringværende nat i stykker. Klokken var et, midnat, da den sorttonede BMW, der næsten gik i ét med natten, hvis ikke de hvidblændende forlygter lyste så klart ud i mørket, drejede ind på den golde og alt for øde rasteplads. Nathan vidste, at det var agenterne, som skulle overdrage ham hans datter, og den natsorte BMW sagtnede glidende farten, indtil den stoppede to meter bag Nathans bil.

Nathans læber vred sig smalle. Hænderne blev stramme om rattet. Kortvarigt. Agenternes bil forblev holdende bag ham, og selvom forlygterne lyste mod ham bagfra, glinsede det alligevel sølvgråt henover titanstellet, der understøttede hans brilleglas. Han så op i bakspejlet. Så gav han slip på rattet, klikkede sin sele op og trak brillerne af. Inden han åbnede døren, hev han et tørklæde op for munden, og pressede imod stoffet med sin højre hånd, så det kun var næsen, øjenpartiet og panden, der blev synliggjort. Furer trådte frem omkring hans øjenhuler, og i det spøgelsesblege skær fra BMW'ens forlygter, gav det, om end kun for en ganske kort tid, hans ansigt en skygge af skeletagtig død. Han åbnede døren. Den svang ud til siden, og forblev hængende over asfalten. Han stillede fødderne på asfalten, hørte lyden af døre, der hvislede sig åben fra den sorte BMW, og trak hætten over hovedet, så det sølvgrå hår, der ellers karakteriserede ham nok så meget, blev skjult, og han rejste sig og trådte bort fra bilen. Han lukkede ikke døren efter sig. Trådte blot ned langs bilen, hen mod bagagerummet. Agenternes firskårne skikkelser - to, denne gang, og ikke fire - stillede sig ud på asfalten. Nathan nåede bagenden, og vendte ryggen til dem. Han åbnede bagklappen. Bagagerummet var blevet foret med hvidt skumgummi, der fungerede som en både kropsbeskyttende såvel som støddæmpende omslutning. Han blev stående, med højre hånd løftet opad og fingrene, der knugede sig stramt om kanten af bagageklappen. Venstre hånd vedblev med at presse tørklædet mod munden. 

Kolde skridt lød mod asfalten, og nærmede sig bagfra. Nathan rykkede sig ud til højre side, men hånden fjernede sig ikke fra kanten af den nu åbne bagageklap. Agent Samuel dukkede op som den første, med Agent Jake ved sin side. Begge bar de på Emmas krop. 

"Bare læg hende derned, men gør det forsigtigt." Nathan forvrængede sin stemme til en rug hæshed. 

Samuel og Jake gjorde, som de fik besked på, og Nathan fulgte deres bevægelser med øjnene i en tæt opmærksomhed. Emmas krop blev lagt ned i underlaget af skumblød foring, der ingen lyd fragav sig, og synet af hende fik en underlig varm stikken til at flyde op i hans hornhinder, men den varme stikken blev bortblinket. Han sank en klump. Agenterne fjernede deres hænder fra Emmas krop, og bakkede tilbage. Nathan kiggede ikke bort fra sin datter, da han atter, stadig med den forvrængede, rughæse stemme, som han havde haft før, snakkede. 

"Jeg klarer den selv herfra. Jeres opgave er fuldført. I ... I kan bare tage af sted."

("Lige siden du lagde en hånd på hende, har hun aldrig været din datter!"

Det kvaltes i hans hals, tungt, hårdt, og ansigtet blev strammere, så furerne, der uddrev sig fra øjnene, tonede klarere frem. Agent Jake og Agent Samuel udvekslede ingen ord, vendte sig blot rundt og vandrede tilbage til bilen.

Nathan fornemmede en hul skælven, der begyndte at drive op igennem armmusklerne, strømme ud i kroppen, og sammenblande sig med et euforisk sug, der gjorde undermaven og benene uendeligt meget lettere, som om han ikke længere betrådte stenhård asfalt, men derimod befandt sig svævende over verden og mod den endeløse himmel. Han var svævende, selvom han var stående, og øjnene var blanke af varme og stikkende fugtslør. Han fornemmede hjertet flimre i brystregionen, blide slag af sommerfuglevinger, der smækkede og flaprede blødt og stofagtigt imod brystkassens indervæg. Dørene på BMW'en smækkede i bag ham, men han hørte det ikke. Blev istedet blot stående og stirrede på sin bevidstløse datter, der næsten virkede død, selvom hun ikke var det. Øjnene havde forsvulmet sig bag de firkantede brilleglas. BMW'en begyndte at glide frem, sten knasede, og Samuel og Jake kørte forbi Nathan og tilbage mod I-280. Da de var svundet hen i den trafikerede nat, fjernede Nathan hånden fra bagsmækkens kant, samtidig med at han gled tørklædestoffet bort fra sin mund. Øjenbrynene løftede sig. Han førte højre hånd nedad, mod Emmas ansigt, med de lukkede øjne og den ligeså lukkede mund, der blot var en streg i et ansigt af ungdommelig skønhed. Spredte fingrene ud, hånden dirrede, men han lagde næppe mærke til det. Han lod fingerspidserne svæve over sin datters solbrændte ansigt, der var blevet blegnet af bevidstløshed, fordi blodet var krøbet bort fra kroppens mindre vigtige steder til de mere vigtige. Som han stod der, med de spredte fingre dirrende få centimeter over sin datters ansigt, var han i et splitsekund overbevist om, at en guddommelig varme, der ikke var materiel og aldrig havde været det, men derimod var fra en dimension hinsides den kødelige, slyngede sig op fra Emmas ansigt med usynlige ikke-kødelige fangarme, og omviklede sig hans hånd. Et stød af elektricitet, der mindede ham påfaldende om en seksuel orgasme, sitrede bort fra hans fingre og ind i håndroden, hvor de derfra syntes at stråle videre op ad armen. Han åbnede munden, var nødt til at åbne den, for en klump trykkede sig op gennem luftrøret - eller var det spiserøret? - og tårerne flød ned i underkanterne af hans øjne, hvor de vred sig til slanger af vand, på samme måde, som de gjorde det på hans datter, når hun var ved at græde, og hans hånd, der dirrede kraftigere, gled videre ned ad hendes krop, fra den bløde hage og henover den slanke hals, ligeså ungdommelig og ligeså skøn, men uden at røre hende. Han standsede hånden over hendes bryster. Maven var svundet hen i euforiens himmelske varme. 

"I'm gonna save you," sagde Nathan, og klumpen, der svulmede i hans hals, gjorde det umuligt for ham at gøre andet end at hviske. Han nikkede, imens det tårevåde blik atter drev op til Emmas ansigt. Han gled hånden tilbage, til hendes pande, og denne gang rørte han hende, og huden var stadigvæk lun. Han skrabede det lange, brune hår, der fejede sig nedover panden, tilbage. Øjnene begyndte at flakke svagt. "Evig ungdom," fortsatte han. "Evig ungdom. Du kommer til at redde verden. Vi to ... vi kommer til at redde verden. Jeg vil få gjort alt godt igen, min pige. Jeg vil få gjort det godt igen, det hele, og du kommer til at være ung og smuk for evigt. Jeg elsker dig. Min Emma. Mit ... kære barn. Jeg elsker dig. Jeg vil gøre alt godt igen, fordi jeg elsker dig."

Han snakkede til hende, selvom hun ikke svarede, men han var ligeglad med hendes svar. Den guddommelige kraft indtog ham. Han smilte. Det skælvede stramt i hans mundvige, men tårerne var stadig samlet i fugtslangerne af vridende tårer og gav ikke slip, og Emma stod foran ham, i døråbningen, syv år gammel, med hendes spæde fingre, der trykkede sig ind i bamsens bløde stof. "Far, du forlader os ikke, vel?" Det havde hun spurgt om. 

Du forlader os ikke. 

"Jeg elsker dig, min pige." Det var det sidste, Nathan sagde, inden han lænede sig frem, lukkede øjnene og placerede sine fugtige, våde læber mod Emmas lune pandebrask. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...