Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23032Visninger
AA

37. ---34---

Hverken Drew eller David tog sig nogen notits af den sorte BMW, der var blevet parkeret mod kantstenen ti meter fra det hjem, Janice Brown boede i sammen med sin datter, og de tog heller ingen notits af den måde, hvorpå BMW'en var parkeret, under de tætte, lavthængende palmeblade, som om personen, der havde parkeret den her, ønskede at skjule sig. Bilens indbyggede GPS ledte dem til huset på Sanchez Street, og de fire lanternelygter, der flankerede sig op ad stien, mod den viktorianske bygning med verandaen og det udhængende tag, flimrede gulligt bag de matterede glaspaneler.  Janices bil holdte bag den lukkede garageport i højre side ad huset. Der var lys i køkkenvinduerne og gennem de to aflange, smalle vinduer, der flankerede entréen. 

  David drejede bilen ind i den brede indkørsel, belagt med rødt tegl, der sluttede ved den lukkede garageport, hvor de tykke graner savlede deres ligeså tykke grene indover taget. Han standsede få meter fra garagen, med græsplænen på sin venstre hånd, og få meter længere nede skar den granitsorte sti sig op gennem plænen og op til døren. David steg ud som den første. Drew fulgte efter ham, og han havde skiftet om til cowboybukser og en stramtsiddende trøje, sort og med lynlås og ærmekanter, der sluttede sig tæt nedover hænderne. Håret, der før havde været ordnet i voks, slaskede nu tungt og stadig en anelse vådt mod toppen af pandebrasken. De vandrede henover græsset, far og søn, op ad de to trappetrin, der ledte op til verandaens træplatform. David bankede på døren. Den opadbuende lanternelampe over dem glødede i det dybgule skær. Drew stod i kanten af verandaen, bag far, og fornemmede en stadig voksende klump, der blev tungere og hårdere i struberegionen. Det var hans skyld. Emma var blevet bortført af mystiske, sortklædte mænd, og det var HANS skyld, og det skulle han fortælle til Emmas forældre, de ville blive rasende, skrige og råbe og måske gøre det, der ville være værre, men han havde fortjent det, for det var hans skyld.   

"Mrs. Brown?" David havde set på navnepladen over brevsprækken, at hun hed Brown, ikke Sarcony, og at det kun var hende og hendes datter, der boede der. Ikke faderen. Dette tænkte David ikke nærmere over. Han blev stående, ventede på svar, selvom intet skete. Han bankede på igen. "Janice Brown?" Han opfangede en svag lyd af musik, der dæmpet sivede igennem dørens rødbrune træ. Han ventede, ventede noget mere, stadigvæk ingenting skete, og Drew sagde noget bag ham.  

"Far, tror du overhovedet, at der er nogen hjemme?"  

David rynkede panden, og lod blikket glide hen til den ene af de to vinduer, som flankerede døren, hen til vinduet mod højre, han så lys, men et forhæng tæppede sig for lyset. Øjnene gled tilbage til døren. "Jeg begynder at få mine tvivl." Han knyttede næven, bankede og kaldte for tredje gang, og da der stadig ingenting skete, langede han fat i dørgrebet, knugede og drejede. Døren klikkede, og sprækkede sig åben. David strakte en hånd bagud, mod Drew. "Bliv lige her et øjeblik." Så åbnede han døren noget mere, og trådte ind i entréen.   

"Mrs. Brown? Er der nogen hjemme?"   

Han opdagede, at netdøren på den anden side var åben, og pressede imod væggen. Han kiggede ligefrem for sig, mod trappen, der skrånede op til første etage. Lyden af musik var højere nu. Kom et sted deroppe fra, for enden af trappen. Han gav slip på døren, lod sig glide frem, henover det træknirkende gulv. Musikken var det eneste, der udfyldte den alt for tunge stilhed. Fornemmelser af ond kulde begyndte at glide over ham. "Der er noget galt," sagde han, mere henvendt til sig selv end til Drew, der, trods hans far havde givet ham besked på at blive stående på verandaen, nu var gået frem, hen til døren og videre igennem den. David stoppede midt i entréen. Kiggede til venstre, gennem den brede stueåbning. En enkelt bordlampe stod placeret i stuens fjerneste ende, lyste med en svag orangeglød, og det var det eneste, der syntes at drive mørket bort. Der var ingen derinde. Så meget vidste han. Det eneste sted, hvor der kunne være nogen, var ovenpå. For toppen af trappen og mod venstre. Der, hvorfra musikken kom.   

"Janice?" Han kaldte igen, som han kiggede fremefter, og begyndte på ny at gå. Hans hånd søgte op til gelænderet, knugede sig mod det hvidbemalede træ, og han besteg de svagligt knirkende trappetrin, der var mellem ti og femten af dem, og den samme kulde, som han havde følt, da han havde snakket med sin chokramte søn hjemme i køkkenet, slog ham på ny i skridtet, og begyndte at klemme og isne ind i lysken og ud på lårene. "Er De heroppe?"   

Han nåede toppen af trappen. Drew var stoppet for bunden. Davids mund tørrede sig ind. Han trådte det sidste skridt frem, væk fra trappetrinnet og ind på det hårde gulv, klemte hånden mod væghjørnet, drejede hovedet til venstre og strakte langsomt halsen frem. Han betragtede gangsektionen, der befandt sig om væggens hjørneknæk, og den smalle gang strakte sig nedad, forbi et indhak på venstre hånd og en lukket dør på højre, hvis kanter blev belyst indefra i en kvadratisk afgrænsning.   

David kunne på ingen måde lide dette.   

"Hvad sker der, far?" lød det fra Drew, der var nået halvvejs op ad trappen. David sagde ikke noget, og svarede blot ved at løfte to fingre i vejret. Hans blik fjernede sig ikke fra den lukkede dør, hvorudfra den dæmpede musik sivede bort. Han slap hjørneknækket, og gik frem. Den lukkede dør med den baggrundsbelyste omkransning kom nærmere. David standsede foran den få øjeblikke senere, og bankede atter.   

"Janice Brown, er De derinde?"  

Han fik intet andet svar end den vedblivende musik. Han førte hånden ned til håndtaget, strammede og trykkede, men intet skete, for døren var låst. Han gav atter slip. Håndtaget gled på plads, tilbage i den vandrette stilling, den havde været, før David greb fat i den.   

Drew stoppede ligeledes for enden af trappen, skar tænder og kiggede først mod far, der drejede ansigtet i hans retning, ikke for at kigge på ham, men derimod for at lægge øret imod døren og lytte, inden han, derefter, kiggede til højre og mod enden af gangen, hvor der stod endnu en dør, denne lysere end badeværelsesdøren. Drews øjne gled tilbage mod far, der stadig stod med sit lyttende øre imod træet.  

 

*  

 

Agent Bruce klemte ryggen imod glasvæggen ved siden af den nu åbne soveværelsesdør. Mørket omsluttede ham. Pistolen pegede nedad, mod gulvet. Idet han hørte David stoppe op på den anden side ad glasvæggen, ude i gangen, stregede Bruce sin mund smal og lige, og tommelfingeren gled han nedover pistolens kolbe, over en berøringsfølsom flade, så laserstyringen lydløst aktiveredes. Han vedblev med at lade den røde laserglød belyse gulvplankerne i få øjeblikke. Så trak han langsomt pistolen hen foran sig, stadig nedadpegende, og samlede herpå begge sine hænder omkring kolben. Hans greb strammedes. Det dirrede forkrampende gennem musklerne. Han drejede sig herefter rundt, i en lydløst glidende bevægelse, indtil han stod i døren, med Davids ryg foran sig, og så løftede han pistolen, og den røde laserglød trak sig henover gulvplankerne i processen, han løftede pistolen, og strakte forsigtig sin pegefinger ud og ind på aftrækkerens inderside. Rødgløden nåede Davids ankel, netop som David drejede hovedet imod Drew og pressede øret ind mod døren, og Agent Bruce lod sin mund blive presset så hårdt sammen, at læberne svandt ind, han løftede pistolen stadigt højere. Rødgløden fortsatte, op langs bagsiden af Davids ben, op mod bagpartiet, og videre over ryggen, langs rygsøjlen, med kursen mod baghovedet, og aftrækkeren skubbede sig en anelse længere ind. Gulvbrædderne klagede eftergivende under hans venstre fodspids, Bruce stivnede, og David drejede langsomt hovedet tilbage, med panden trukket i furer, og han mødte det blændende laserlys, der rødmede i et alt for klart skær i soveværelsets tætte mørke, det tog ham er kort sekund, før han forstod, hvad han så, og så blev hans øjne store. Han sprang, ud til siden, netop som Bruce trykkede på aftrækkeren. Skuddet var lyddæmpet, lød mere som et plop end som et brag, og et hul eksploderede i døren med en brunlig sky af støv og træflis, idet et projektil borede sig igennem til badeværelset.  

Drew råbte op og vaklede et skridt tilbage. David kiggede på ham, og fortrak sit ansigt, og han kravlede, og han kravlede hurtigt, endnu et skud, det fortrak sig gennem hans krop og han spjættede forover. Glasvæggen til højre for ham splintrede i myriader af sprækker, en knirken, og glasset gik fra gennemsigtigt til sløret mælkehvid.   

"FAR!" Drew vrælede, og han ville løbe hen, løbe, for at hjælpe sin far, men han kunne ikke løbe, og David rettede hovedet op atter engang, og han råbte, "LØB DREW, LØB, NED I STUEN, LØB!" kort inden at Agent Bruce trådte ud fra soveværelset, ud på gangen og vred sin krop rundt, og denne gang var det ikke David, lasergløden blændede sig imod, men istedet var det Drew, og da Drew så ham, isnede blodet fra hans ansigt og han drejede sig til venstre, mod trappen, og så løb han. Endnu et skud, det hvislede forbi ham, og så et brag, da gelænderkanten blev skudt i stykker. Det brændte i hans lunger, da han panisk hyperventilerede, og trappetrinnene bragede højt under ham.  

Agent Bruce vendte øjeblikkeligt pistolen ned mod David, men nåede ikke at skyde, før Davids fødder blev hamret frem og ind i hans skinneben. Bruce fremgav et "UMF!" og vaklede et skridt bagud, og David handlede hurtigt, kastede sig til sine fødder og sprang frem. Hans arme omslyngede sig Bruces krop, venstre hånd vred ned og bag Bruces højre skulder, medens den anden greb ham i albuen, og herefter pressede til. Fingrene på venstre hånd borede sig ind i tøjet. Agent Bruce vred sig rundt og tvang David tilbage, ind i badeværelsesdøren, et højlydt brag, kort inden Bruce for fuld kraft jog sit højre knæ opad og ind i Davids undermave. Davids øjne svulmede og hans overkrop spjættede forover, spyt savlede bort fra ham i lange, slimede strenge, og han røg i knæ. Agent Bruce smækkede herefter pistolkolben nedover Davids baghoved, et glimt af hvidt, der eksploderede sig henover Davids nethinde, og David gled fra på-knæ-siddende stilling og ned på siden. Bruce løftede pistolen, laserprikken hvilede sig imod Davids pande, men David tacklede ham ved at feje sine henover gulvet, så hurtigt og kraftigt, han overhovedet kunne. Agent Bruce faldt bagover. Et skud blev affyret, idet han ramte gulvet, og glasruden, der før kun var splintret, klirrede i stykker i en hvid regn af tusinde glasskår. David kastede sig fra sine knæ og fremad, så han endte lodret over Bruce, og smækkede sin knyttede næve indover siden af Bruces ansigt. Brillerne klirrede bort og skurrede sig henover gulvet og mod væggen. Herefter greb han, med begge hænder, fat i den hånd, Bruce knugede om sin pistol med, prøvede herefter at smække hånden ned i gulvet, flere gange, i et desperat forsøg på at få pistolen revet fra ham, og flere skud. Patroner borede sig ind i væggen i brune skyer af træstøv og skarpt flis. Bruces styrke overvandt Davids, han fortrak sit ansigt og væltede David af sig. David landede på siden, med ryggen imod soveværelset. Agent Bruce flåede pistolen ind til sig, vred sig rundt, først på siden, og herefter kastede han sig på sine fødder. David rullede om på maven, og klemte sine hænder ned mod gulvet, klar til at rejse sig op, men dette nåede han aldrig. Agent Bruce trådte hen til ham, og sparkede ham i kæben. Davids hoved eftergav et spjæt, inden han væltede om på siden, endnu et spark, denne gang i maven, der sendte ham kurrende ind gennem den åbne soveværelsesdør. Agent Bruce strakte pistolen fremad, og satte sig i bevægelse imod ham.  

 

*  

 

Lyden af kroppe, der bragede over trægulvet over Drew, fik desperationen til at svulme op i munden, han skulle skynde sig, og det vidste han, og tanken om, at hans far kunne ende med at dø, hans far, og derefter ham selv, fik vandet til at varme ham i hans øjeæbler, og derefter prikke alt for koldt ud i resten af ansigtet, det drænede koldt i hans arme, men han fortsatte, rundt om hjørnet for enden af trappen, og ind i stuen, og han så den, stolen, den stod en anelse tilbageskrabet fra bordet med den svagt glødende bordlampe. Uden tøven kastede han sig frem, fødderne hvislede imod det bløde stofgulvtæppe, han hørte glas, der knustes for oven, nåede stolen og greb fat i stoleryggen. Hjertet hamrede alt for voldsomt mod bagbrystet. Han hævede stolen op, vendte sig rundt, tilbage mod trappen og kastede sig på ny i løb.  

 

*  

 

David greb fat i kanten af glasdøren, imens han krøb sig på ryggen tilbage, ind i det mørklagte soveværelse. Agent Bruce trådte frem imod ham, pistolen med det glødende lasersigte blev hævet op og pegede frem i et fast tohåndsgreb. Davids fingre strammedes hårdere om kanten af glasdøren, imens han trak benene til sig, det dunkede smerteligt i hans læber, men han smækkede døren, ind mod Agent Bruce, der skød i samme øjeblik. David havde været hurtigt nok, og skuddet splintrede istedet glasset med en knirkende lyd. David greb fat i væggens hjørnekant til venstre for sig, strammede fingrene og bankede begge fødder ind i døren, i et desperat, panisk forsøg på at holde Agent Bruce ude, men det var forgæves, og dette gik op for ham, da han så den smadrede glasvæg til højre for døren, som Agent Bruce havde skudt i stykker, og de mælkehvide og blåligt glinsende glasskår, der havde drysset sig udover soveværelsets gulv i et pulveragtigt lag. Bruces skygge kastede sig indover gulvet, idet Bruce vendte sig rundt, mod det firkantede hul, hvor glasvæggen havde været få øjeblikke tidligere, men nu var borte, og David handlede hurtigt. Han fjernede omgående hånden fra væggens hjørneknæk, vendte sig om på siden og greb fat i et håndsstort glasskår, der befandt sig inde for rækkevidde, og hans øjne viftede sig opad, tids nok til at se Agent Bruce dukke op i åbningen. David satsede, med forvisningen om, at dette kunne koste ham livet, men han var nødt til i det mindste at PRØVE, og han kastede sig fremad, det tog ham mindre end et sekund før han atter var på benene, og idet Agent Bruce svang sig rundt imod ham, stadig med begge hænder strammet om pistolkolben, langede David venstre hånd frem, det lykkedes ham at få fat om Bruces højre håndled, og han skar tænder og Bruce løftede brynene, og så slyngede David glasskåret op gennem luften. Han ramte Bruces venstre håndryg, og selvom Bruce ikke sagde noget, men blot pressede læberne til den smalle, usynlige streg, var David ikke et øjeblik i tvivl om, at dette, han lige havde gjort, var yderst smertefuldt. Glasskåret gled nemt, blødt og hurtigt op igennem Bruces hånd, og borede sig ud gennem håndroden. Mørkerøde fortykninger af blod svulmede kort tid senere bort fra hånden og klattede nedover pistolkolben og den sorte handske.   

Bruce mistede grebet om pistolen, den faldt ned i pulverdrysset af glasskår, han bakkede tilbage, glasskårene knirkede under ham, og David trådte frem og smækkede sin knyttede næve indover hans ansigt, snot splattede væk fra Bruces næse, hovedet vred sig til den ene side, og David slog igen, og så en tredje gang, indtil Bruce bakkede ind i væggen. David trådte yderligere to skridt frem, hævede sin knyttede næve, skulle til at slå igen, da Bruce, akkurat som han havde gjort ude på gangen, huggede knæet opad, så det smækkede ind i Davids mellemgulv. David gurglede og knækkede på ny forover, men denne gang røg han ikke i knæ, han nåede det aldrig, for netop som hans overkrop bukkede sig, greb Bruce hans venstre arm, og bukkede den nedad, så albueleddet med et sygeligt knæk trykkedes ind. David vrælede, kvalt, og ganske kort, inden Bruce vred ham rundt, for derefter at bukke hans arm om på ryggen. Davids hoved lagde sig bagover, hans øjne strammedes i smerte, en kvalt lyd, og Agent Bruce vedblev med at presse armen ind mod Davids ryg med sin ene hånd, medens han ganske behændigt benyttede sig af den anden til at få løsgjort sit bæltespænde, det klirrede metallisk, og på få sekunder, mindre end fem, havde han fået skurret sit bælte løs fra bukserne, inden han først gav slip på Davids arm og herefter, i næsten samme øjeblik, trak bæltet henover hans hoved og ind mod struben. Bruce strammede begge hænder om livremmens ender, så remmen blev trykket ind mod Davids strube, afskar hans luftveje, og Davids grønne øjne svulmede sig store, han rallede, spytdråber sprøjtede frem mellem hans læber, han rallede, prøvede at løfte højre arm, den, Bruce havde beskadiget, men det gjorde for ondt, og istedet løftede han den venstre, inden han knugede grebet hårdt omkring livremmen. Hans ben begyndte at spjætte. Fødderne gled i underlaget af glasskår. Bruce vred i bæltet, hans håndmuskler svulmede, og blodet drev i tætte, mørke strømme nedover armen og klattede mod gulvet, men han tog sig næppe af det, fastholdte blot den kvælende livrem i et strammende, dirrende greb, imens han bakkede fra soveværelset og tilbage på gangen. Han trak David med sig, og Davids venstre hånd slap bæltespændet, og begyndte derefter at fægte desperat ud i den frie, tomme luft, forgæves, han rallede, mere kvalt, Bruce rykkede igen, og benene sparkede og klaskede og spjættede imod trægulvet. Bruce drejede sig en anelse rundt, så hans ryg vendte mod trappen, og bakkede endnu et skridt tilbage, Davids rallen blev hæs og anstrengt, og en blålig farvetone begyndte at vokse frem omkring hans læbeparti, og benene klaskede og spjættede endnu mere hidsigt.   

Drew nåede op for toppen af trappen, og han vendte sig rundt, og han så Agent Bruce, i færd med at kvæle farmand David, og han hævede stolen højere op og løb frem. Bruce registrerede ham gennem den spejlende metalflade, der udgjorde badeværelsesdørens håndtag, og idet Drew var nået hen til ham, og næsten skulle til at slynge stolen ned i hans ryg, vred han sig på et splitsekund rundt, stadig med den ene hånd knuget fat om bæltet, og løftede den anden hånd. Han greb stolen i luften. Drews øjne svulmede op i rædsel. Bruce flåede stolen ud af hans greb, slap bæltet med venstre hånd, langede fat i stolen med et tohåndsgreb, og smækkede den i samme bevægelse indover Drews ansigt. Han gjorde det med så hård en kraft, at lyserøde bloddråber sprøjtede bort fra Drews mund sammen med spyt og savl. Drew vaklede tre skridt tilbage, og så væltede han, og Agent Bruce, der for en kort stund havde glemt David, som lå og hev skingert efter den luft, han ikke kunne få, vandrede målrettet frem mod Drew. Drew var landet på ryggen, og han dækkede hånden for munden, en tyk, metalstikkende væske svulmede op på tungen, han vidste, at det var blod, men han nåede kun lige at fjerne hånden fra munden og kigge opad, da Bruce nåede hen til ham og atter smækkede stolen nedover hans ansigt. Det knasede fra næsebenet. Pletter sprang frem i Drews øjne. Hans hoved spjættede mod venstre, ind mod væggen. Bruce kastede stolen ud til siden, krummede sine fingre en kort gang, det sorte læder knirkede, og han skrånede hovedet, og så skrævede han over Drews krop, så hans fødder var plantet på begge sider, inden han gik på hug og øjeblikkeligt smækkede sine hænder nedover hans hals, for derefter at stramme grebet. Nu var det Drews tur til at spjætte med benene, og dette blev gjort mere panisk og endnu mere højlydt, og øjnene spejlede sig op i tårer. Han gurglede og rallede skingert.  

David blinkede, flere gange, så, hvordan Agent Bruce knælede ned ved Drew, og begyndte at kvæle ham, og pistolen, han skulle have fat i pistolen, og han skulle have fat i den NU, og han drejede, stadig med hånden mod sin strube, rundt, så han kiggede imod den ødegte glasrude, og der lå pistolen, halvt begravet i glasskår. Han kæmpede sig frem, på knæ, kravlede hastigt, det glødede af smerte i højre albuehule, men smerten undertrykkede han, han var nødt til at undertrykke den, og Drews fødder smækkede, smækkede, smækkede, ned mod trægulvet, og de gjorde det hårdere og mere desperat, Bruce ville kvæle ham og dræbe ham, hvis der ikke blev handlet nu, og David nåede åbningen, og han vaklede op på sine fødder, trådte, stadig foroverbøjet, ind i soveværelset, glasskårerne knirkede højt under ham, og han greb pistolen. Hans greb knugedes. Han vendte sig rundt, kastede sig ud på gangen og styrtede op til Agent Bruce, det klaskede mod gulvet, han nåede derover og så slyngede han pistolen gennem luften. Fuldtræffer. Den metalliske kolbe smadrede ind i kanten af Bruces venstre tinding, nogenlunde på samme måde, som den sten, Drew havde slået Agent Samuel ud med. Bruces øjne blev hvide. Han slap omgående grebet om Drews hals og væltede bevidstløs om på siden.   

Drew klemte øjnene sammen, vejrtrækningen var hæs, og han greb begge hænder sammen om sin strube, hev efter luft, og blev ved med at hive, som tårerne kildrede ned ad kinderne i lange, fugtige strømninger. Han krummede benene sammen, drejede sig om på siden, og så spyttede han, men det var ikke spyt, der sprintede udover gulvplankernes mørke træ, men i stedet tykt, og alt for mørkerødt, blod. David så atter hen mod den ubevægelige Bruce. Et smertejag krampede sig igennem højre arm, værst omkring albuen, så han fortrak sit ansigt til en bidende grimasse. Fingrene vedblev med at knuge sig om pistolen. Han kiggede tilbage på sin søn, der lå og gispede, imens blodet slimede bort fra både næse og mund, og så knælede han og placerede sin hånd, stadig med pistolen i grebet, om hans skulder.  

"Er du all right?"  

Drew nikkede svagt. Han kunne stadigvæk ikke tale. Han spyttede igen, så mere blod tykt sprintede frem. David trak forpustet vejret, kiggede på Bruce, stadig intet livstegn, og herefter atter på Drew.  

"Kan du gå?"  

Drew gispede nogen få gange, og så prøvede han at tale, og han stemme var både hæs og spinkel. "Det ... det tror jeg nok."   

David pressede læberne smalle, og greb Drew under armen. Han hjalp ham op at stå. Drew dækkede højre hånd for struben og venstre hånd for den blodige mund, og mørkerøde strenge smeltede stadig langt og tykt ned fra de rødlige næsebor. "Når du er kommet dig, så hjælp mig med at finde noget at binde ham fast med." Drew nikkede, og David slap ham og han vaklede afsted mod trappen. Bloddråber klattede sig mørkt efter ham i hans kølvand. David kiggede efter ham, indtil han var forsvundet ned ad trappen, muligvis mod enten stuen eller køkkenet, og så kiggede han tilbage på Bruce. Stak pistolen i lommen. Trådte frem og knælede og tog hans puls, den var regelmæssig og hurtig.    Så greb han fat i hans arm, rejste sig op og begyndte at trække ham over gulvet og mod trappen. Den bevidstløse Bruce gjorde fortsat ingen modstand.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...