Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23665Visninger
AA

36. ---33---

Janice Brown gik i bad klokken halv et. Også selvom det var sent, og hun atter skulle på arbejde lørdag morgen - hun skulle op allerede klokken 5 -, men hun kunne ikke sove, for bekymringerne kradsede i de dybe sindelag, holdt hende vågen og fik en ulækker, våd fornemmelse til at svede frem i hendes håndfladefurer. Emma var ikke kommet hjem, selvom de havde aftalt, at hun skulle ringe, hvis hun blev forsinket eller tog hjem til en af sine veninder - dem havde Janice aldrig brudt sig om, for deres snobbede attituder påvirkede hendes datter på en måde, Janice på ingen måde ønskede, at hun skulle påvirkes -, men det havde hun ikke gjort, og klokken var blevet halv tolv, og Janice havde ringet, men intet tilbagekald, og klokken blev tolv, midnat, og hun ringede igen, men der skete stadig ikke noget, og bekymringen var først her kommet krybende i dens slimede, ormende kulde, der sivede ud i hjernebarken. En anden tanke havde slået hende. Måske var Emma sur på hende. Hun huskede stadigvæk, klart og alt for tydeligt, Emma, der, lige inden hun gik ud ad døren, havde kigget på hende, og herefter sagt du skal bare vide, at jeg hader dig ligeså meget som jeg hader far, og fortrydelsen, der var blevet udløst af den hårdt klaskende lussing, Janice havde tildelt sin datters venstre kind, havde ædt hende i mellemgulvet lige siden. Hun havde aldrig haft lyst til at slå sin datter, havde lovet sig selv, at hun aldrig ville gøre det, og så gjorde hun det. Hun slog sin datter, præcis som Nathan havde gjort - Og selvom Nathan havde været fuld, da han gjorde det, havde han stadig gjort det, og det vidste hun, at hun aldrig ville se sig i stand til at tilgive ham for. Han havde slået sit eget barn, og han havde gjort det talrige gange, og han havde gjort det med hårde knytnæver og smældende lussinger, og hvis der var noget, der på ingen måde var i orden, så var det, at slå sine børn. Det var ikke i orden. Og nu havde hun selv gjort det, og hun havde ikke sagt undskyld, hvilket hun muligvis havde det endnu dårligere med. 

Så hun gik i bad, og det gjorde hun først og fremmest for at glemme. Bare lidt. Bare i en kort stund. Hun gjorde det for at glemme, og for at berolige den bekymringsfulde hjerne, der var spændt op i alt for mange elektriske signaler fra det sammenfiltrede netværk af nerveceller, så hun kunne blive træt og få noget søvn og, forhåbentlig, vågne op til en besked fra Emma eller muligvis endda vågne op til, at Emma var kommet hjem fra festen og lå inde på sit værelse i en dyb og træt søvn. 

Hun placerede sin smartPad på den hvidglinsende vask, hvor hun lod den blive understøttet af den lille klap-ud-støttefod, der fastsad på bagsiden, og søgte derefter ind i dens musikprogrammer med de talrige spillelister, hun havde fået oprettet. Hun hørte altid musik, når hun var i bad, og det havde hun gjort, siden hun var en lille pige tilbage i start-10'erne, og hun havde det fra sin mor, der havde gjort det samme. Hun startede musikken, det blev de sange, der var populære, som hun udvalgte, men det var hun ligeglad med, for den populære musik, der var der nu, var begyndt at minde mere og mere om det musik, der var der engang, hun startede musikken og så trådte hun ind i brusekabinen. Hun trak den gennemsigtige glasskydedør for, men ikke helt, lod en sprække være åben, og tændte for bruseren. Det varme vand kildrede nedover hendes bare hud. Hun lukkede øjnene, og lagde hovedet tilbage. Musikken spillede igennem den vandplaskende baggrund. Hendes venstre hånd søgte op mod den hvide håndsæbe, der hvilede i metalholderen mellem vandbatteriet og bruseren. 

 

*

 

Døren i entréen blev åbnet af Agent Bruce, iført gummisorte handsker af kunstigt læder, der fremgav en vridende knirken, hver gang fingrene bevægede sig, og efter hoveddøren åbnedes, strakte han armen frem, gabte sin hånd omkring dørgrebet, der fastsad på netdøren foran sig, og så vred han, mod venstre, det fremgav et klik, netdøren åbnede og han skubbede frem, så den svang til venstre og ind mod væggen. Han lod blikket - stadig gemt bag de sorttonede solbriller - glide fremad, gennem entréen og mod trappen, hørte lyden af musik, der afspilledes foroven, og sammen med musikken fremlød den umiskendelige plasken af bruserregn mod gulvlfliser, nogen var i bad, og denne nogen var Janice Brown, og imens blikket fortsat blev holdt fremadrettet, strakte han sin arm bagud, fik fat i håndgrebet på entrédøren, som han forsigtigt, næsten lydløst, lukkede i efter sig. Han rettede en kort gang på det gråsorte slips, der slikkede sig nedover jakkesættet og sluttede ved den øverste mavekant, og så lod han hænderne hvile langs sine hofter, fingrene en anelse sammenkrummet, men ikke meget, og begav sig frem mod trappen. 

 

*

 

Janice var i bad i ti minutter, og hendes tanker drev flere gange væk fra den omkringliggende virkelighed og op i dagdrømmenes dybe fantasier, båret afsted af musikkens digitale toner, og hun tog sig selv i at nynne svagt med, ikke hele tiden, kun nogle gange, men der var alligevel ikke andre end hende selv til stede, og det hjalp på hendes bekymringer at nynne, ligesom den lune velvære skabt af bruserens ligeså lune vanddråber, hjalp hende til at glemme, så hun nynnede, til de melodier, hun kendte, og var tavst lyttende til de melodier, hun godt kunne lide men hvis tekster hun derimod ikke kendte. Da hun var færdig, skubbede hun glasdøren tilbage, så de lune fugtdampe hvidligt slangede sig bort fra brusekabinen og ind over badeværelsesgulvet, trådte hen til den vandrette metalstang med det hvide håndklæde, der strakte sig henover væggen, og begyndte at tørre sig. Spejlet var tåget af dug i et mathvidt slør. Hendes brune hår var sortnet af bruservandet, filtrede sig sammen, i lange og klistrede krusninger, og hun trak det tilbage og pakkede håndklædet omkring det, vred det hvide stof i flere omgange, inden hun iførte sig badekåben, ligeledes hvid, der hang på knagen over håndklædestangen. Hun greb smartPadden, knugede fingrene sammen om dens kanter, og så vendte hun ryggen mod brusekabinen, og svuppede sine våde fødder frem gennem badeværelset, og stoppede ved døren. Hun vred låsen rundt. Et metallisk klik. Hænderne førte hun ned til mavebæltet, hun formede en lykke, der blev bundet videre til en knude, inden hun strammede, ved at hive ud i de to løse ender, der slaskede ud til hver side, hun hev, og så trykkede hun dørhåndtaget ned. Døren åbnede op og svang mod højre. Direkte overfor hende, på den modsatte væg, befandt indhakket sig, med dobbeltdøren af spejlende glas, der ledte ind i det mørke, som slugte hendes soveværelse. Denne glasdør var det sidste, Janice Brown nåede at opleve i sit 40-årige liv. Det sidste, hun nåede at tænke, var, at det forekom hende mærkeligt, at der var den der skygge på gulvet foran hende. Hun trådte et skridt ud fra badeværelset, og så trådte hun ikke længere. 

Agent Bruces sorthandskede hænder slyngede sig lynhurtigt gennem luften og ind i Janices hals. Den højre smækkede frem, borede sig hurtigt ind på halsens venstre side, imens han på samme tid gled den venstre håndflade opad, så han, med håndroden, trykkede både hårdt og hurtigt op i den hulning, der udgjorde sammenslutningen mellem halspartiet og underkæben. Fingrene på venstre hånd trykkede sig ind i Janices kæbelinjer på hver side ad ansigtet - tommelfingeren på den kæbelinje, der vendte imod ham, og de fire øvrige fingre på den kæbelinje, der pegede bort fra ham -, og halsknoglerne knirkede i en rusten lyd, idet halshvirvlerne med voldsom kraft blev flået fra hinanden og gik i stykker. Janice døde uden lyd. Hvidt fyldte hendes øjne, idet iriserne gled tilbage og forsvandt opad. Armene stivnede kortvarigt, så det greb, hendes højre hånd havde om smartPadden, trykkede hårdere. Denne forstivnelse varede få øjeblikke. Så drev dødens slaphed igennem kroppen, og armene faldt sammen, så de slaskede nedover hofterne, og smartPadden klaskede ned på trægulvet. Hendes ben bukkede sammen, men Agent Bruce strammede sine håndmuskler og fastholdte hende, så hun ikke faldt på gulvet. Hendes hoved var gledet en anelse tilbage. Halsen, der før havde været både slank og lige, var nu brækket, og syntes nærmest at slå en højreorienteret bue, svag og umærkelig, men den var skæv, og ikke længere lige, som den havde været, inden Agent Bruce havde knust hendes halshvirvler. Bruce blev stående, med halsen i sit højre greb og undersiden af kæben i sit venstre, og vendte ansigtet fra Janices døde krop, der pludselig forekom at være blevet flere kilo lettere, og istedet ind i badeværelset og mod brusekabinen. Damp slangede stadig i en hvidlig fugtighed i den tætte, varme luft. Bruce lod ansigtet vende sig tilbage til Janice, og herefter trådte han til siden, mod højre, og gennem den åbne badeværelsesdør. Janices krop vred sig automatisk rundt, og Agent Bruce sænkede sig en anelse forover, ikke meget, men nok til, at siden af hendes højre ben, der krøllede sig mere sammen end det venstre, pressede ned mod gulvet. Han bakkede ind på badeværelset. Janices våde krop skrabede sig over gulvet efter ham, efterlod sig et vandspor, men dette skulle han nok få fjernet, når han havde ordnet iscenesættelsen. Han standsede foran brusekabinen, løftede Janices krop, indtil han gav slip, hovedet knirkede atter af de ødelagte halsknogler, og han gravede hænderne under hendes armhuler. Hendes hoved slaskede sig skævt nedad. Han trak hende ind til siden, indtil hun hvilede sig med ryggen mod hjørnet mellem væggen og brusekabinen. Herefter greb han håndklædet, hun havde viklet om sit våde hår, filtrede det løs, og lod blikket vende sig hen til den vandrette metalstang, der eftergav zinkgrå afglansninger fra det klare loftlys foran ham. Han kiggede fra metalstangen og videre op til den cirkelrunde knage lidt længere oppe, i hans fulde øjenhøjde, hvis han rettede sig op. Kiggede tilbage på metalstangen en halv meter over Janices slapt hængende hoved. Han lagde to og to sammen, benyttede sig af sin veludviklede logik, og hængte håndklædet opover metalstangen, sørgede for at brede det ud, så det kunne tørre hurtigst muligt. Han vendte herefter blikket hen mod det dugtågede spejl, og de svage tågedampe, der disede badeværelsesluften, og besluttede sig for, at udluftningen skulle aktiveres, så fugten ville svinde hurtigt bort og badehåndklædet kunne tørre. Dette skulle han dog ikke ordne endnu. Lige nu var det Janices døde krop og iscenesættelsen af en ulykke, han skulle holde fokus på. 

Han vendte sin opmærksomhed tilbage til hende, løftede hånden og gled solbrillerne bort fra øjnene og op i den kronragede isse med de næsten usynlige hårstubbe. Øjnene var klarblå. Hans kantede kæbeparti blev mere fremtrædende, da han skar tænderne fra side til side, tænkende, og så gik han i knæ, betragtede først hendes hoved, der fortsat slaskede, med den makabert skæve nakke, det lange, fugtklistrede hår filtrede sig mørkt og tungt nedover hendes skuldre, og han skannede blikket videre nedover hendes hvide badekåbe. Løsnede herefter stropperne, og gled badekåben af hende, så hendes fugtglinsende, nøgne krop fremtrådte. Han gravede på ny sine hænder under hendes armhule, og hævede hende op fra gulvet, inden han bakkede tilbage, og trak hendes krop med sig, ned til brusekabinens indgang. Han så ind i kabinen. Vandet dækkede sig stadig over gulvlfiserne. Sæbeskum boblede hvidt fra den firkantede metalrist. Han trak Janices krop over den lille forhøjning i gulvet, der grænsede mellem brusekabinen og det øvrige af badeværelset, vred hende herefter rundt og lod blikket glide under sig. Med sin ene arm under hendes venstre armhule, løftede han højre hånd op til de mørke solbriller, klikkede pegefingeren indover siden af stellet, bladrede herefter igennem indstillingsmuligheder, og lod brillerne gå ind på GRAFISKE UDMÅLINGER. Herefter gled han øjnene tilbage mod Janices krop. Det skjulte kamera, der befandt sig i det øverste af brilleglassene, målte hans øjenbevægelser, fandt ud af, hvor det var, han kiggede hen, og dannede herefter en grafisk fremvisning. Fire stiplede linjer, blå, trak sig i en bue fra det sted, Janices hoved befandt sig, og ned til forhøjningen. Udmålinger dukkede frem. Han rettede sig en anelse til, indtil han stod i den position der gjorde, at Janices krop ville falde på den helt rigtige måde, og så gav han slip på hende, imens han trådte tilbage på badeværelset. 

Janices hoved buede ned gennem luften, indtil siden af hendes hals, det sted, Agent Bruce havde ramt smækket sin hånd ind, klaskede ned på kanten af forhøjningen, så hendes hoved knækkede udover og hvilede nedover gulvet, medens resten af kroppen dækkede bunden af brusekabinen. Bruce betragtede hende, kortvarigt, lænede sig herefter frem og samlede sin behandskede, højre hånd omkring det våde hår, inden han rettede sig op, trak håret med sig og løftede hendes hoved, lod det svæve over gulvet i få sekunder, og smækkede herefter ned. Det gav et klask fra Janices tindingeregion, idet hun ramte hovedet ned i gulvet. Han gentog sin handling, indtil han var sikker på, at det for en fremtidig retsmediciner ville se ud som om, at Janice Brown, ganske rigtigt, var faldet i badet, muligvis fordi hun besvimede eller måske fordi hun gled i sæben, var landet på en yderst uheldig måde, hvor siden af hendes hals blev brækket mod kanten af gulvforhøjningen, og hendes hoved var klasket ned i de hvide badeværelsesfliser på forhøjningens anden side. Han var næsten færdig. Han manglede bare at lægge sin sidste hånd på iscenesættelsen. Han kiggede tilbage til brusekabinen, herefter op mod bruserhovedet, der hang i dens dertilhørende holder godt to meter længere oppe, knækkende ud i luften og med de myriader af dyser pegende ned mod gulvet. Han vred armen ind i brusekabinen, drejede på vandbatteriet, så bruseren tændtes og hvæsede stråler af vand bort, og han løftede hånden, op til bruserhovedet, knugede om hovedets vandrør og vred bruseren væk fra holderen. Han skyllede vandet nedover Janices hoved og resten af kroppen, strakte bruseren tilbage på plads, slukkede dog ikke for vandet, og greb herefter den hvide sæbe, som var placeret halvvejs mellem bruserstangen og vandbatteriet. Han førte sæben, der uddrev en sødmefyldt, olieret lugt af tropeblomster, ind i den hvæsende bruserregn, og sæben begyndte kort tid senere at bløde i smeltehvide streger, der klistrede ned imellem Agent Bruce's fingre, og han slukkede for vandstrålen. Trådte den ene fod ind i brusekabinen, ved siden af Janices døde, nøgne krop, greb hendes ene fod og begyndte at skrabe sæben henover sålens sprukne hud, flere steder hvid af tørhed, skrabede og skrabede noget mere, sæben skummede, og han kastede den ned på gulvet, og lod den glide hen mod risten, så det, ganske rigtigt, så ud til, at det var sæben, der havde fået hende til at falde. Han rettede sig op, bakkede bort fra Janice, standsede efter to meter, og betragtede, med en hvis tilfredshed, resultatet af sit arbejde. Han havde sørget for at gøre det så grundigt, så perfekt, at politiefterforskere ingen mistanke ville fatte, og blot ville feje dette dødsfald hen som værende et tilfælde, en kedelig ulykke fremkaldt af våd sæbe og uopmærksomhed, og et uheldigt fald mod en gulvforhøjning, der, desværre, fremkaldte en brækkede hals. Han nikkede en enkelt gang i tilfredshed, gled de sorte solbriller bort fra øjnene og op i issen atter engang, og trak herefter en stofklud bort fra inderlommen, som han foldede ud og klaskede ned på gulvet. Han placerede foden på toppen af kluden, og skrabede tilbage imens han bakkede, så det våde spor, der var blevet skabt af Janice Browns krop, blev fjernet. Han standsede ved døren. Trykkede på knappen til venstre for dørkarmen, som aktiverede blæseren. Kiggede tilbage mod liget af Janice, der fortsat lå der, ubevægelig og stille, som var hun ikke andet end en liggende voksfigur. Endnu et nik. Herefter gik han ud på gangen, samlede Janices smartPad op, aktiverede atter musikken, vandrede tilbage på badeværelset og placerede den på vasken, det sted, hvor han regnede med, at hun havde haft den stående, imens hun spillede musik. 

Agent Bruce bakkede fra badeværelsesdøren og ud på gangen, hvor træplankerne knagede eftergivende under ham. De behandskede fingre klemte sig om dørhåndtaget, det knirkede i en spinkel lyd af dørfjedre, og døren blev lukket. Han slap grebet om døren, men han var ikke færdig. Med et enkelt blik, der pilede mod højre, ned ad gangen, til trappen med det hvide gelænder i gangens højre side og den lysebrune dør længere nede - et blik, der blot var ren refleks, et overlevelsesinstinkt, i det tilfælde, at der var fjender, selvom der ikke var nogen -, trak han venstre arm, med den tilhørende smartPad, frem, så siden af hånden pegede imod dørlåsens slot. Han vendte ansigtet nedad, strakte tommelfingeren på sin højre hånd nedad, handsken knirkede i en vridende lyd af læder i bevægelse, og viftede den nedover smartPaddens holografiske flade. En svirpende lyd. Noget, der forekom som en sølvmetallisk nål, svang på et splitsekund op fra siden af smartPadden, og pegede spidsen direkte ind mod nøglehullet. Han skubbede herefter hånden til siden, mod døren, indtil nålen lydløst gled bort i låsen. En kortvarig tavshed. Bruce trykkede læberne smalle. Så vred han sin arm, meget langsomt, i urets retning, så nålen skubbedes opad, imens den stadig befandt sig i nøglehullet, noget klikkede i døren, og herefter den umiskendelige klangrende lyd af låsekilen, der skød sig ind i sin dertilhørende hulning i dørkarmen. Han trak sin arm en anelse væk fra døren, nogle ganske få centimeter, så han tillod nålen at glide ud. Viftede atter tommelfingeren over smartPaddens flade. Den samme svirpen fremlød, idet nålen på endnu et splitsekund svang tilbage og forsvandt ind i siden af smartPadden, som om denne hændelse aldrig nogensinde var forekommet. Men selvom døren nu var blevet låst, og det for eventuelle politifolk ville se ud som om, at det var sket indefra, og ikke udefra, måtte Agent Bruce alligevel vide sig sikker, som han altid plejede, for arbejdet var nødt til at være perfekt, der måtte ikke være nogen fejl, absolut ingen, og strakte derfor, sagte, hånden frem. Knirkede fingrene om håndtaget. Trykkede. Mødte modstand. Gav slip. Døren var, ganske rigtig, blevet låst. En svag trækning strammede sig ud i Bruces højre mundvig, en trækning af ganske tilfredshed, og han vendte ansigtet bort, fremad mod trappen og det hvide gelænder, og skridtede frem. Han var netop nået til trappen, og havde drejet sig rundt, mod entréen, og skulle til at vandre videre, da han hørte det. En voksende summen af en bil. Musklerne i hans krop blev hårde og stramme. Den svage summen af en bil stoppede, og han så de klare lysbjælker sive gennem de tynde stofgardiner, der dækkede vinduerne, som flankerede entrédøren. Herefter en hul smækken af to bildøre, der gik i. Øjnene svulmede. Han vendte sig rundt, kiggede tilbage mod badeværelsesdøren, hørte klappende skridt, der bevægede sig op mod indgangen, og fjernede sig fra trappen inden han med hurtige skridt bevægede sig tilbage, hvor han lige var kommet fra. Venstre hånd gled ind mod pistolen, der skjulte sig i hans højre inderlomme. Hans skridt blev løbende.             

 

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...