Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23507Visninger
AA

35. ---32---

SAN FRANCISCO, CALIFORNIEN

 

 

Kvarteret, Drew vaklede igennem i dette midnatsmørke, der kun blev belyst af lygtepælenes bleghvide skær, var ganske velkendt, de viktorianske parcel-bygninger, nogen i to etager, andre med kun én, kvarteret, der udgjorde West Side, mellem Golden Gate Park og Sunset District, de mange bygninger, der for det meste husede familier med børn. Han var næsten hjemme. Omme bag den næste vejkrusning og så til venstre, ad en lukket vej, med beplantninger af frodiggrønne graner og græsgule plæner, og så skulle han bare forbi tre huse mere, og så var han hjemme. Bevidstheden var sløret til i en tåge af chok, og selvom øjnene stadigvæk brændte i en klistret tørhed, græd han ikke længere. Det sved i skinnebenet og henover maveskindet, sved og kløede og dunkede, men de rifter, der var opstået efter han blev flænset af de skarpe stenspidser i rævetunnelen, der måske havde tilhørt en ræv eller måske en grævling, var stoppet med at bløde. Han opdagede en rødlig glød, og farede sammen, han så den, ude i højre synsperiferi, men da han kiggede, var der intet, ingen agenter med hævede pistoler, han var stadigvæk alene, og han fortsatte. De flossede negle dunkede. Fingrene på begge hænder var smurt ind i en mørk blanding af jord, sand og størknet blod, klistret brunrødt, der i lange streger trak sig ned over håndfladerne. Han kunne ikke bøje dem. Det gjorde for ondt. Et billede af Emma, der faldt ned på knæ, glimtede sig i et alt for virkeligt billede henover tankerne, og det samme gjorde synet af agentens røde lasersigte, der blændede frem gennem natten og gjorde ondt i øjnene, da han stod der, foran ham, pulsen steg og benene blævrede buddingeblødt under ham. Han drejede til venstre ved sidevejen, vandrede forbi de tre første huse, indtil han nåede sit eget hus på venstre hånd, og der var stadig lys i vinduerne. Bilen holdt i indkørslen. Han vandrede henover græsset, strammede fingrene om håndgrebet, drejede, og døren åbnede. 

"Far?" Hans stemme var hæs og skælvende, da han hidkaldte farmand David. Han trådte ind i entréen. Det sved varmt i de ødelagte negle på venstre hånd, da han strakte hånden ud og gav slip på dørgrebet. Han vaklede to skridt fremad. Kvalmen vred hans mavesæk sammen. "FAR!" Han råbte højere, end han egentlig havde haft intentioner om, men han hørte det, knirkende skridt mod gulvbrædderne fra køkkenåbningen, lidt længere fremme og til venstre, skridtene kom nærmere, en skygge strakte sig over gulvets mørktlakerede træ, og David dukkede op. Drew fremviste håndfladerne, og David frøs forbavset, hvor han stod, da han så sin søns snavsede og blodklistrede fingre.

"De tog hende, far. De tog hende. De tog hende, og jeg var næsten blevet slået ihjel og de tog hende." Øjnene begyndte atter at væske. Drew lagde næppe mærke til det. Chokket gjorde hans bevidsthed til en stadig klammere og tættere tåge. "De tog hende. De tog hende. De tog hende. De slog mig næsten ihjel. De fucking tog hende!" Han hev efter vejret. Så knækkede hans overkrop forover, kort inden en brunlig og tyk vælling af mavevæske og madrester sprøjtede bort fra hans mund og klaskede nedover gulvet i en hæs, rallende lyd.

*

Drews fingre blev først skyllet igennem under vandhanen, inden de blev smurt med desinficerende væske, der indeholdte sprit, inden han fik tilført plaster henover de steder, hvor neglerødderne var blevet flosset allerdybest. Ansigtet vaskedes over med en våd og hårdt vredet klud, dette gjorde han selv, og snavs og blod skyggede vandet i en tæt sky, kort inden det skyllede sig ud i afløbshullet i vaskens bund. David var tæt på selv at kaste op, da han skyllede den sure, rådne opkastvælling bort fra entréens gulvbrædder.  

Drew satte sig ved køkkenbordet. David tog et glas fra den øverste skabshylde, fyldte glasset op med vand, og gav det til sin søn, hvis øjne stirrede ud i det choktågede intet, langt borte og mod en usynlig horisont, han, tilsyneladende, var den eneste, der kunne se. "Fortæl mig, hvad der er sket, Drew." David satte sig på en højrygget stol ved bordets venstre langside - Drew sad for bordenden - og kiggede i en alvorsfuld bekymring på sin fjernt stirrende søn, som blot sad der, med vandglasset skælvende mellem sine stadig blodmørknede hænder.

Drews glasblanke øjne viftede sig nedad, til glasset, som han stadigvæk ikke havde drukket af, og de rystende fingre pressede tættere mod glassets sider. "Det ... Det er ... det er min skyld. Det er min skyld, at de tog hende, jeg er en fucking idiot og det er min skyld det hele." Hans stemme kvækkede, som et lille barns stemme ville gøre, når barnet var ved at græde, og det lød på ingen måde som den Drew, David normalt kendte, og det gjorde ham bange helt ned i skridtet. 

"Tog hende? Tog hvem? Drew, hvad skete der?" pressede han på.

Drew rystede på hovedet, det glasblanke i hans øjne fugtede sig mere glinsende, og han løftede glasset, var tæt på at tabe det af sit kramperystende greb, men han fik glaskanten gledet ind mellem læberne, og så drak han. David Matthews blev siddende og bestirrede ham, tålmodigt afventende et svar, der ville være mindre abstrakt og mere konkret. Drew sænkede glasset, bunden klirrede mod bordets hårde træflade, kort tavshed, inden han talte videre. "Hun er blevet bortført. Det er min skyld. Jeg har gjort noget meget forkert, så hun blev bortført, og det er min skyld!" Stemmen kvækkede lysere, og hans læber krængede sig tilbage, så han skar tænder, og en klynkende vejrtrækning. 

"Bortført?" David strakte sig frem, hans puls voksede, og han forsøgte at fastholde Drews øjne, der flakkede til alle sider. "Er der nogen, der blev bortført?"

Drew nikkede bare. De alt for skælvende hænder fortsatte med at presse omkring vandglassets afrundede kanter. Han svarede ikke med andet end et nik. 

"Drew, hvem blev bortført? Hvad så du? Var det Allison McTaith?"

"Nej." Han hev vejret dybt og skingert ind. "Det var ikke Allison, for hun sad inde til festen med de andre, og der burde jeg også have været, men det var jeg ikke, og det var dumt af mig, og jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Det var dumt og det var forkert og nu er hun blevet bortført på grund af mig."

"Hvis det ikke er Allison, du henyder til, hvem er det så?"

Drews tilbagekrængede læber blev stadigt smallere, som de pressedes imod de kalkede tandrækker, og han svarede ham, i den lyse og hikkende kvækken. "Emma Sarcony, hendes navn er Emma Sarcony. Jeg prøvede at redde hende, men de skød efter mig, og de tog hende og det er min skyld." Han fjernede den ene hånd fra glasset, førend David var i stand til at standse ham, og smækkede håndroden op i pandebrasken, høje kødelige klask, og han smækkede håndroden kraftigt, så rystelser plantedes igennem hovedet, og han græd panisk i processen. "Det er min skyld, min skyld, min skyld, MIN SKYLD!" David kastede sig op, det skurrede over gulvet fra stolefødderne, og han langede sine hænder fat i Drews selvstraffende hånd. De stærke fingre blev hårde og stramme omkring Drews håndled, og han flåede hånden bort fra hans pande og fastholdte den mod bordet. 

"Slap af, Drew, slap så af!" Drew lukkede øjnene, imens de saltholdige tårerdråber glinsede op i øjenkrogene langs næserodens kanter. "Der var én der blev bortført, is that it?" Drew nikkede som svar. Davids greb løsnedes, men han gav ikke slip på Drews håndled. "Og personen der blev bortført, hun hed ... Emma?"

"Ja. Emma Sarcony." 

David gav helt slip på Drews håndled, og trak langsomt sin egen hånd tilbage. Drew blev siddende. Hans øjne var stadigvæk lukket. "Hun hed Emma Sarcony? Hende, der blev bortført?" Tåredråberne rullede bort fra øjenkrogene og rejste ned over ansigtet, én på hver kind. Drew nikkede. Hans vejrtrækning blev hurtigere. 

"Ja, og ... og de skød efter os ... de skød efter os, far, jeg prøvede at redde hende, men de skød efter os og jeg ville ikke dø og så tog de hende! Så tog de hende! På grund af mig! De tog hende fandeme! Jeg var så bange, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og de fucking tog hende!" Det kvalte sig sammen i Drews strube, og han kunne ikke længere tale, kun fremstøde klynkende lyde, hæse og lyse, lyde, der gjorde David tung i maven og som han på ingen måde brød sig om. Flere tårer glimtede bort fra øjnene og spejlede i fugtstriber nedover kinderne. David løftede armene, og gled dem indover sin søn.

"Kom her, Drew." Og Drew vendte sig rundt, stadig klynkende, og lod sit ansigt blive trykket ind mod sin fars brystkasse, og herefter vred klynkene sig til en hæst, skurrende gråd. Drew strammede sine fingre, selvom de dunkede ømtåleligt, omkring stoffet på sin fars trøje. David aede hånden op og ned ad Drews ryg, og han talte, imens han gjorde det. "Drew, det er okay. Du har lige oplevet en både grusom og traumatiserende begivenhed. At blive skudt på er aldrig nogensinde en rar ting at gennemgå, det ved jeg om nogen, men i det mindste blev du hverken ramt eller slået ihjel. Det er okay." Drews gråd, der blev dæmpet mod Davids brystkasse, skurrede stadig hæst, og David vedblev. "Det, der skete, lå udenfor din kontrol, og selvom du måske tror, at du kunne forhindre det, så kunne du nok ikke rigtig. Det lå udenfor din egen kontrol. Du gjorde dog noget virkelig tappert, da du prøvede at rede hende, og jeg er stolt over, at du i det mindste gjorde et forsøg. Det er jeg virkelig. Men det at disse fyre bortførte den pige, er ikke din skyld. Du prøvede at redde hende. Og det er, hvad der er vigtigst!" Drews ansigt forblev klemt mod Davids brystparti et lille minuts tid mere, i sin fars betryggende og stærke omfavnelse, og så trak han sig tilbage, og vred ansigtet mod bordet. Næsen var rødmet op og kinderne var svulmet i gråd. 

David rettede sig op, og fjernede sin hånd fra sin søns ryg. Han vendte sig om mod stolen, han før havde siddet på, og som nu var blevet skurret tilbage fra bordkanten. Drew knugede om vandglasset, men drak stadigvæk ikke. David satte sig. Kiggede på sin søn, som kiggede fjernt ned i bordet. "Okay, Drew." Han strakte sin arm henover bordet, mødte Drews hånd, og klemte en kort gang. Drew løftede ansigtet. Et snøft. David smilte kort, så kløftende hudfurer bølgede ud fra hans øjenkanter. Han trak hånden tilbage til sig. "Prøv at fortælle mig, stille og roligt, hvordan de mænd, der skød efter dig og bortførte Emma Sarcony, tog sig ud. Kan du gøre det, tror du?"

Drew kiggede ud i luften, blinkede hurtigt nogle gange, og åbnede munden. "Jeg ... jeg, øh, jeg kan ... jeg kan prøve."

David nikkede, det var godt nok for ham, og Drew begyndte at forklare, og hans stemme skælvede tungt og vådt. "Øhm, jeg ... alt ... alt, øh, alt gik bare så ... så hurtigt, men ... men ... øhm ... Jeg tror de var ... sådan ... øh ... fire ... måske ... måske fem, jeg er ikke helt sikker, men jeg ved, at de, øh, at de bar rundt på pistoler og at de havde sort tøj, sådan, jakkesæt-agtigt, og alt var bare så mørkt og de prøvede at slå mig ihjel, og ...," David klemte atter sin hånd omkring Drews, for at berolige ham, og Drews læber vred sig lige, og han sank en klump. Det fremgav et klik. Dyb indånding. Stemmen skælvede stadig, da Drew fortsatte. "De havde, øh ... de havde også sådan nogen ... nogen sorte solbriller, hvilket virkede virkelig underligt, fordi det var aften og der var blevet mørkt, men de havde alligevel mørke solbriller på, og ... Jeg tror også, at den ene af dem var, sådan, en hvid mand ... Han var skaldet, men jeg er ikke sikker ... Det var ... det, øh, det var så mørkt, at jeg ikke fik et ordentligt kig på dem. Kun at de havde sådan noget sort tøj, og ... så sorte solbriller. De ... de, øh, de lignede sådan nogen ... nogen, øh, agenter af en eller anden art, eller sådan noget lignende, og ... Oh, God."

Den højre hånd, som han, indtil nu, havde fastholdt om glasset, slyngede sig atter op gennem luften, men denne gang var det ikke pandebrasken, der blev et mål, men derimod munden. Håndfladen klaskede ind på læberne, fingrene strammede sig sammen, og hans øjne svulmede sig store og begyndte atter at glinse af fremsvidende tårer. "Oh GOD!" gentog han, og han hyperventilerede, og det hvæsede ud gennem næsen, vejrtrækningen blev hurtigere, hurtigere, hurtigere, indtil David atter rejste sig op og strakte sig henover bordet. Det blev Drews venstre skulder, grebet blev strammet om.

"Drew! Drew, slap af, tag det roligt! Dybe indåndinger, Drew, du klarer det fint, men dybe indåndinger! Tag det roligt!"

Drew lukkede øjnene, Davids greb strammede fortsat om hans skulder, og han hev vejret ind, dybt, og han gjorde det igen, og endnu engang. Herefter fjernede han hånden fra munden, øjnene åbnede sig og fingrene gled fast om vandglasset. David trak sin egen hånd til sig. Drew drak, slurkede vandet i sig, det skvulpede ned gennem hans strube, glasset blev tømt, og han stillede det tilbage på bordet. Han lukkede øjnene, pustede langsomt ud og drog vejret ind omtrentlig ligeså langsomt. Ti sekunder med stilhed, og så snakkede David. 

"Du sagde, at ... at de mindede om ... agenter?"

Drew nikkede. Han kiggede ned i bordet og ikke på sin far. "Ja. Men ... Men jeg er ikke sikker. De virkede ... sådan ... avanceret, på en eller anden måde."

"Avanceret?"

"Ja, altså ... sådan ... rent teknologisk, mener jeg. Lidt ligesom det der stuff, man ser på, øh ... streamingserier om militæret eller politiefterforskninger eller ... spionfilm ... sådan noget." 

Frygten strammede sig til i Davids skridt. "Snakkede de med hinanden?" 

Drew besvarede det med et kort nik. David vedblev. "Hørte du, om de havde udenlandsk accent af nogen art?"

"Det havde de ikke. De var amerikanere ligesom os. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om!"

David gled sit blik væk fra sin søn, og ligeledes ned på bordpladen, og den stramme frygt, der jernkoldt pressede sig i skridtet, var alt for sigende. Agenter. Det, han søn havde set, var ikke bare nogen, der lignede agenter, men nogen, der var agenter, fra USAs egne rækker, men det gav ingen mening, for hvorfor skulle folk, der utvivlsomt arbejdede i regeringens mørke, skjulte afkroge, bortføre en pige fra High School? Uanset hvad, begyndte hans indbyggede politiinstinkt at lysne i de tætte tankespind, der filtrede sig rundt i hjernens nervebaner, for dette var en sag, der skulle undersøges nærmere. Men først skulle familien kontaktes. Han vendte blikket tilbage mod Drew. "Hvor bor hun? Emma Sarcony?" 

"Øh." Drew sank igen, for hans hals kradsede så ulideligt. "Hun, øh, hun bor ... Et eller andet sted i Forest Hill kvarteret, jeg kan ikke huske hvor."

"Hvad hedder hendes forældre?"

Drew rystede på hovedet. "Jeg kan ikke ... jeg ved det ikke."

"I går da i skole sammen?"

"Ja, men ... men vi har kun nogen få klasser sammen, og ... jeg har ikke ... det er ikke fordi, jeg har snakket så meget med hende, eller jo, eller ... det er ret indviklet." Drew kiggede bort fra sin far.

"Hvilke timer er det, I har sammen?"

"Gymnastik og ... og videnskab. Hvorfor?"

David trommede sine fingre henover bordets blankbrune træflade. "Fordi jeg vil finde hende på klasselisten, hvor hendes adresse også står. Og så vil jeg køre hen og snakke med hendes forældre." David skulle til at rejse sig, da Drew sagde noget.

"Må jeg ikke komme med?"

David drejede hovedet imod ham, og rynkede brynene. Drew fortsatte, da han bemærkede det alt for velkendte blik tæppe sig indover sin fars grønne øjne. "Please, far. Jeg ved godt, du siger, at det her ikke er min skyld, men ... jeg bliver bare nødt til at snakke med dem ... jeg vil ikke få ro hvis jeg i det mindste ikke snakker med dem. Please."

David blev siddende, i lang tid, betragtede sin søn, i tvivl om, hvorvidt han skulle respondere, men så sukkede han. "Okay. Det er i orden, men kun grundet de her omstændigheder. Men så kører jeg dig direkte hjem bagefter, så du kan få dig noget søvn."

Drew nikkede. "Det er i orden."

David nikkede ligeledes. "Godt så. Så synes jeg, at du skal smutte i bad, så du kan få renset dine tanker lidt, og så finder jeg klasselisten imens. Vi kører afsted, så snart du er færdig med dit brusebad." 

Drew rejste sig op, og vendte sig om, mod højre, men Davids stemme bremsede ham. "Og Drew?" 

Drew vendte sig rundt.

"Stop blaming yourself.

Drew kiggede på ham, og det gjorde han længe, så blev hans læber stramme, inden han vendte ryggen til sin far, uden at svare ham, og vandrede bort, mod stuen og gangen til badeværelset. David kiggede efter ham. Herefter ned mod bordet. Det tomme vandglas stod placeret der, for bordenden, skråt til højre, gennemsigtig og næsten vogtende.

Agenter. 

Frygtens kulde, der, indtil nu, havde strammet sig i skridtet, spredte sig videre ned i lårpartiet.                 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...