Dødens Søvn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2012
  • Opdateret: 23 dec. 2015
  • Status: Færdig
I en ganske nær fremtid får den amerikanske forsker indenfor lægevidenskaben - Nathan Sarcony -, efter et universitetsforedrag i Oregon, en idé, som han omgående ved kan forandre menneskehedens historie. Idéen omhandler opnåelse af evig ungdom, der ikke blot vil forlænge menneskers levetid tifoldigt, men også eliminere selve aldringen. Idéen er dog flawed - Foryngelseskuren kan ikke igangsættes uden en kryonisk nedfrysning til nulpunktstemperaturer, og for at projektet overhovedet skal føres igennem, skal man kunne bruge en krop, der er bygget til formålet. En krop, der er ung. Alligevel sætter tanken om ungdommelighedsprojektet sig dybt fast i Nathans sind, og snart efter bliver tanken til en besættelse, han ikke kan slippe, og ønsket om at opnå evig ungdom driver ham ud mod randen af sindssyge. En rand, han ender med at krydse, da han finder personen, der er den perfekte til projektet. Hans egen datter.

110Likes
614Kommentarer
23044Visninger
AA

34. ---31---

SAN JOSE, CALIFORNIEN

 

Nathan Sarcony betragtede den holografiske fremvisning af foryngelsesprojektet, fjernt og drømmende, han betragtede fremvisningen uden rigtig at betragte den, klikkede blot pegefingeren ned mod smartPadden, der var stukket ind i siden for enden af den digitale bordplade, så fremvisningen skiftede. Først illustrationen af kroppen, der gled gennem luften. Herefter figuren i den lægeanatomiske, oprejste position. Så protokollen for, hvordan nedfrysningen af kroppen skulle foregå. Han skulle til at klikke fingeren ned igen, da smartPadden bimlede, og hologrammerne forsvandt, ned i bordpladen, og istedet dukkede et rødglødende telefonrør op i smartPaddens interaktive flade. Røret dukkede ligeledes op på den digitale skærm, der udgjorde bordpladen, men i forstørret tilstand. Nathan hævede brynene, i kortvarig overraskelse, men så lod han fingrene glide omkring kanten af smartPaddens kvadratform, inden han klikkede den bort fra USB-stikket. Bordpladen blev atter blank. Han viftede pegefingeren henover den berøringsfølsomme flade, nedover røret, og aktiverede højtaleren. Et billede af Buck svulmede frem. Nathan gjorde den ikke holografisk. 

"Ja?" spurgte han blot. Selvom det var Bucks solbrændte, skaldede hoved, der viste sig på smartPadden, var det ikke Buck, Nathan så. I stedet var det foryngelsesprojektet, der svævede foran i de holografiske fremvisninger, selvom de ikke længere svævede foran ham. Det sugede dybt i mavesækken. Buck fugtiggjorde læberne og begyndte at tale. Hovedtelefonerne dækkede sig, fortsat, for hans ører. 

"Din datter ... er i vores varetægt. Vi stødte ganske vist på nogle få problemer hen ad vejen, men det lykkedes os at skaffe hende, og hun er lige nu på vej mod Palo Alto i dette øjeblik. Du skal, øh, møde dem ved en rasteplads lidt nord for Palo Alto, hvor du" ... 

Nathan afbrød ham. Tankebillederne af foryngelsesprojektet, med den identitetsløse nøgne krop, som i Nathans tanker på ingen måde var identitetsløs, men derimod var Emma, fordampede bort. "Problemer?" En rynke furede sig frem i Nathans pande, da han sammentrak sine øjenbryn. "Hvilke ... Hvilke slags problemer, helt nøjagtig?" 

Bucks mundvige trådte frem som stramme furer på begge sider ad læberne. Kort tavshed. Så rystede han på hovedet. Sved glimtede i svage fugtdråber henover den solbrune pande. "Det ... det er såmænd sagen ret uvedkommende. Missionen var en succes, og det er det vigtigste."

Men Nathan gav ikke op, og nu sugede det ikke længere i maven, men bankede istedet hårdt mod det knoglehårde bagbryst. "Jeg vil vide det, Buck. Hun er min datter. Hvilke slags problemer?" 

En tyk stilhed fremdrog fra Buck. Nathans håndmuskler blev strammere, og grebet knugedes om kanterne af smartPadden. Så sagde Buck noget. "Well ...øhm ... jeg tror ikke det er en god idé, at jeg siger det til dig, men ... hun var ikke alene. Der var nogen sammen med hende. En dreng, sandsynligvis jævnaldrende med hende." De fugtglinsende sveddråber henover Bucks pande svulmede sig større og tydeligere. 

Nathan blev kold i halsen. Sank en klump, men det fjernede ikke kulden, og da han talte, var det som om, at hans stemme havde koblet sig af fra resten af virkeligheden, en stemme, der kom ude fra evighedernes uendelige horisonter. "Bragte dine agenter ham til eliminering?"

En sveddråbe begyndte at rejse nedover højre ansigtskant, dryppede forbi spidsen af Bucks øjenbryn, og igen furede mundvigene sig stramme. "Nej. Nej, øh, det gjorde de ikke." 

"Hvorfor ikke? Han er jo et vidne, og derfor er han farlig." Det skælvede i Nathans stemme. Kulden i svælget voksede sig opad. 

"Det er jeg skam godt klar over," sagde Buck, som havde været nødsaget til at trække en dyb indånding. "Men jeg gav den ene af mine agenter en eksplicit ordrer på ikke at slå ham ihjel, medmindre han blev dømt som værende en yderst farlig trussel. Jeg gjorde det fordi jeg havde regnet mig frem til, at det var en helvedes del mindre risikabelt, hvis operationen blev klaret med så få dødsfald som overhovedet muligt. Og jeg tror desuden heller ikke, at det at få blod på mine hænder er en særlig klog idé lige nu. Især ikke hvis blodet er uskyldigt." 

"Uskyldigt?" Nathan trak halsmusklerne sammen, så hans stemme blev mere hæs. "Han var et vidne, Buck! Er du klar over, hvor katastrofalt det kan være? Det kan ødelægge alt. Hvis han sladrer om det, der er sket, kan det ødelægge alt! Der måtte ikke være nogen vidner. Det skulle ligne en ulykke, og det gør det ikke, hvis der er vidner!"

"Han er ikke en trussel!" Buck måtte kæmpe hårdt for ikke at løfte sin stemmes toneleje. "Drengen er ikke en trussel, stol på det, og derfor var der heller ikke nogen grund til at slå ham ihjel."

Nathan sank gentagende gange. Halsen var blevet stram og sammenfuret. Senerne stregede sig frem bag den stramme hud. "Hvad med Janice?" Hans stemme var blevet dyb og rug, men stadig gennemstrømmet af en dirrende hæshed.

Bucks pande rynkede sig. "Janice?"

"Janice Brown. Min ekskone og Emmas mor." 

Bucks ansigt frøs til en stiv, neutral grimasse, og kun de fugtigt drivende sveddråber, der spejlede nedover hans ansigt, bevidnede i svage glimt om hans sindstilstand. "Ja, hvad med hende?"

"Hende har du heller ikke fået slået ihjel, har du?" 

En kort tavshed, hvor Buck blot stirrede. Så svarede han, med en både kølig og nøgtern stemmeføring. "Nej." Han tilføjede, "og det kan jeg for så vidt heller ikke se nogen grund til." 

"Få hende af vejen. Hvis nogen er en trussel, er det hende, og hun skal bringes af vejen." 

Lige siden du lagde en hånd på hende har hun aldrig været din datter.

Janice Brown. Den kælling. Den forpulede dumme kælling!

Men Buck rystede på hovedet. "Nej. Nej, det vil jeg ikke gøre. Aftalen var at få din datter kidnappet, og få beviserne peget væk fra dig. Ikke at myrde uskyldige mennesker."

Nathan hvæsede, så savlet sprøjtede frem i lange, klistrede streger, der smækkede nedover underlæben og hagepartiet. "Nej, Buck, aftalen er, at du gør, hvad FANDEN det er, jeg end siger, du skal gøre. DET er aftalen!"

"Jeg vil ikke være en morder," svarede Buck tilbage, med den samme kølige stemmeføring. Nathans øjne svulmede sig store bag de firkantede brilleglas, som afspejlede Bucks kronragede ansigt og solbrændte hud. 

"Det er allerede for sent! Har du lige pludselig glemt alt det lort. du har lavet i din nære fortid? Dem DU kalder for 'uskyldige mennesker', er de samme slags mennesker som dem, der er blevet slået ihjel på grund af dig." Hans stemme blev mere skinger, men hæsheden var stadig alt for tydelig. "Og jeg begriber virkelig ikke, hvorfor du er så skide bange for at få blod på hænderne, når man tager din føromtalte fortid i betragtning." 

Buck svarede tilbage, med dæmpet, men alvorlig, stemme. "Hvis jeg slår hende ihjel, kan det sætte hele min families liv på spil. Jeg gør det ikke. Jeg gør det ikke!" 

"Jo, det gør du, Buck, du kommer til at gøre det, fordi det er en absolut nødvendighed. For hvis ikke du gør det, ved du så, hvad der kommer til at ske?" 

Buck var stille. Flere sveddråber, der rejste i våde strømninger nedover siderne af hans ansigt fra den fugtglinsende pande. Nathan fortsatte, hæst. "Hvis du ikke gør det, vil Janice komme til at bekymre sig over, hvorfor hendes åh-så-elskede datter ikke er kommet hjem fra skoleballet. Og når det sker, vil hun begynde at ringe rundt til alle Emmas veninder, for at se, om Emma måske er sammen med dem, og når de så fortæller hende, at Emma ikke er der ... så vil hun ringe til politiet ... der igen vil overrække sagen til FBI ... Dette vil så lede videre til mig, hvilket så, i sidste ende, vil lede direkte til dig. Og hvis DET sker, kommer det til at gå udover den familie, du ellers nok så heltemodigt prøver at beskytte. Det vil især gå udover Melody. Og det vil jeg vædde med, at du ikke ønsker skal ske. Vil du vel, Buck?"

Bucks øjne blev dybe hulninger af brunt, han stirrede, og han stirrede længe. Så rystede han ganske svagt på hovedet. "Du er en syg mand. Du er en syg mand, og jeg har ondt af dig."

"Det er du velkommen til. Du er velkommen til at have ondt af mig helt til helvedet, men jeg gør dig en tjeneste. At dræbe Janice er for menneskehedens bedste! Glem ikke det!"

"Jeg skal nok gøre det. Men vid, at mit had til dig forøges for hvert sekund, du trækker vejret."

Opkaldet afsluttedes. Smartpaddens flade blev blank. Nathans læber vred sig smalle og hårde, han fremsnerrede et sjofelt bandeord med en dyb strubelyd, og klaskede smartPadden nedover bordpladen i en hård, flad lyd.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...